Hvorfor opfører små drenge og piger sig forskelligt?

Hvorfor er det f.eks. kun piger, der er pyntesyge? Er der tale om medfødt adfærd, eller er det de voksne, der præger dem?

Det er der delte meninger om. I teorien kunne man afklare det ved bevidst at behandle små piger og drenge ens, lige fra fødslen af, og så se, hvordan det går. Men forældre, der har fået først et barn af det ene køn og dernæst et barn af det andet, opdager snart, at alle idealer om at behandle børnene ens må forlades. De er forskellige af natur, f.eks. sådan at man skal tale hårdere til drengen end til pigen for at få dem til at lystre. Drenge og piger kan ikke behandles ens, og derfor kan sagen ikke bare afklares på den måde. Men det kan ske med andre typer undersøgelser. De første små forskelle mellem de to køn viser sig f.eks. allerede dag 1 efter fødslen – længe før påvirkningen fra voksne kan have haft nogen virkning, og efter f.eks. et halvt år har sprogcenteret i hjernen fundet sin endelige placering hos piger, men endnu ikke hos drenge. Forskellen i sprogsans må altså være medfødt.

Blandt de mange forskelle i hjernen mellem voksne mænd og kvinder, vil jeg fremhæve følgende:

Man har udviklet et apparat, hvor det er muligt at fremvise film for forsøgspersoner på en sådan måde, at filmen kun opfattes i den ene hjernehalvdel. Med det apparat har man vist en film med et elskende par i en øm scene. Samtidig målte man personernes blodtryk. Hos mænd fandt man, at blodtrykket steg, uanset hvilken hjernehalvdel der så filmen, om end højre halvdel reagerede kraftigst. Hos kvinderne, derimod, var venstre hjernehalvdel helt upåvirket. Blodtrykket faldt nærmest en smule. Hvis det derimod var højre hjernehalvdel, der så filmen, steg blodtrykket meget kraftigt. Andre undersøgelsesmetoder giver tilsvarende resultater. Konklusionen er, at for kvinder er erotisk ophidselse udelukkende knyttet til ubevidste reaktioner i højre hjernehalvdel. Samtidig ligger sproget og de analytiske evner som regel i venstre hjernehalvdel. Hvis kvinderne skal beskrive, hvad der stimulerer dem seksuelt, så kan de ikke, for stimuleringen foregår helt ubevidst (modsat mændene, som godt kan beskrive det). Kvinderne aktiverer deres bevidste, analyserende og sproglige hjernecentre, og her finder de kun nogle fornuftsbetonede overvejelser om alle de pæne egenskaber, mandlige partnere bør have. Undersøgelser af, hvilke egenskaber ved mænd der faktisk ofte stimulerer kvinder seksuelt, peger derimod på nogle helt andre træk – såsom at manden er socialt dominerende og bestemmer over andre.

Den ærgerlige konklusion af dette er, at hvis man vil vide, hvordan en mand skal være for at gøre succes hos kvinder, så kan man ikke spørge kvinderne om det. For kvinderne er ikke selv bevidste om det.

Det ene køn er kun tiltrækkende for det andet, når mænd og kvinder er forskellige. Men vi lever i en tidsalder, hvor feminiserede mænd og maskuliniserede kvinder har store problemer med parforholdene. Ligeværdigt venskab og kammeratskab er ikke nok til at få gnisterne til at springe. Sympati alene fører ikke til kærlighed. Frustrationerne får kvinder til at anvende deres fornuftige, sproglige venstre hjernehalvdel til at analysere problemet – netop den hjernehalvdel, der ikke kan løse det for dem. Den fortæller dem f.eks., at mændene er for rationelle, kolde og fornuftsbetonede, og at mænd skal lære mere nærhed og intimitet. Men erfaringen viser, at parforhold, hvor manden er god til at tale i timevis om følelser, ikke holder specielt godt. Mange kvinder foretrækker i det lange løb mere maskuline mænd.

Kvinder gør sig ikke kun tanker om, hvordan voksne mænd burde opdrages – de gør sig også tanker om, hvordan næste generation, drengene, skal opdrages. Og her er problemet det samme. Den hjernehalvdel, der udfører fornuftige analyser, kan ikke give det rigtige svar.

Der er to spørgsmål i dette. Det ene er, om det overhovedet er muligt at påvirke kønnenes udvikling, eller om den er fastlagt fra fødslen. Det andet er: Hvis man kan påvirke udviklingen, hvilke virkninger har det så?

Hvis man vil vide, hvor meget de voksne kan påvirke børnenes udvikling, så kræver det dybtgående forskning. Der er f.eks. lavet undersøgelser af tvillinger, der er bortadopteret til hver sine stedforældre. Resultaterne er, at forældrenes indflydelse er vigtig på visse punkter, men i alt, hvad der handler om, at forældrene reagerer på børnenes adfærd, afgør børnenes medfødte temperament, hvordan de bliver behandlet af deres forældre. Børn har mere indflydelse på deres forældres adfærd, end forældrene har på børnenes adfærd! I USA har biologisk orienterede og sociologisk orienterede forskere i et stort anlagt samarbejde undersøgt halvvoksne børn i familier med enten tvillinger, almindelige søskende, halvsøskende eller sammenbragte børn. Undersøgelsen viser, at i hovedsagen bestemmes de unges adfærd af deres egne arveanlæg, og dernæst afgør adfærden, hvordan andre personer behandler dem – f.eks. at forældre skælder mere ud på drengen end på pigen. Men samtidig går der en virkning den anden vej – når den unge udløser en bestemt adfærd hos de voksne eller hos kammeraterne, så formes hans/hendes personlighed også af disse andre personers reaktion. Hvis f.eks. drengen er uregerlig, så udløser det vrede og skældud hos faderen. Det kan så bevirke, at sønnen mister respekten for pålagte pligter og hellere vil skulke fra skolen. I en vis forstand er han arveligt disponeret for skulkeri, men dispositionen udløses kun, hvis faderen reagerer som forventet. Hvis faderen dæmper sin umiddelbare vrede, kan man få et mere positivt forløb. På den måde kan forældrene altså godt ændre barnets videre bane i livet, men det kræver særlig indsigt og særlig selvkontrol.

Hvad specielt angår, om de voksne gør piger og drenge forskellige, så kan vi se på Israels kibbutzer, der midt i 1900-tallet udførte verdenshistoriens mest konsekvente forsøg på at behandle pige- og drengebørn ens. Enhver form for hentydning til kønsforskelle – ikke blot i klædedragt og udvalg af legetøj, men også f.eks. i sprogets grammatik – blev systematisk fjernet fra børnenes miljø 22 timer i døgnet. Alligevel udviklede drengene sig til drenge og pigerne sig til piger. Så kønsforskellene kan ikke reduceres på den måde.

I dagens samfund eksisterer der alligevel en udbredt tro på, at voksne har indflydelse på, at de to køn udvikler sig forskelligt. Et aktuelt eksempel er en artikel i fagbladet Børn & Unge om svenske børnehaver med titlen ’Pædagoger fastholder kønsroller’. Her læser vi: »Studier fra Sverige viser, at pædagoger fastholder piger og drenge i traditionelle kønsroller, fordi piger og drenge ikke får den samme behandling. Ligestillingspædagogik vinder derfor mere og mere frem i Sverige«. Læser man videre i artiklen, så er substansen, at pædagoger ubevidst behandler de to køn forskelligt. Hvis f.eks. en pige fortæller, at hun har været ude at køre på scooter med sin far, så siger pædagogen: »Åh, var du ikke bange?«. Men hvis en dreng fortæller det samme, bliver han spurgt, hvor stærkt han kørte. Artiklens tankegang er som følger: Pædagogerne behandler ubevidst drenge og piger forskelligt. Aha! Der har vi altså en årsag til, at drenge og piger er forskellige.

Danske kønsforskere bl.a. på RUC bakker op om undersøgelsen i de svenske børnehaver og deler den opfattelse, at forældre og pædagoger er med til at forme børnenes køn. Megen såkaldt forskning om ligestilling og ’kønsroller’ opfatter køn som en social konstruktion og ser bort fra, hvad stringent biologisk orienteret forskning siger om emnet. En forsker på RUC påstår f.eks., at en persons kønsidentitet ikke er fastlagt ved fødslen og ikke er statisk – i strid med den videnskabelige erkendelse. Sådanne forskere synes at være så optagede af en bestemt tankegang, at de simpelt hen fravælger al viden, der siger noget andet, for at kunne opretholde deres overbevisning. En sådan adfærd er i strid med god videnskabelig skik.

Men den form for forudindtagethed er meget udbredt. Den amerikanske hormonforsker Richard Udry offentliggjorde f.eks. i år 2000 en undersøgelse af, hvad der gør nogle kvinder mere feminine end andre. Han nåede frem til, at ud af den variation i femininitet, der kan forklares, forklares cirka 80 procent af biokemiske forhold, især i fostertilstanden, hvorimod forskelle i opdragelse kun forklarer cirka 20 procent. Det var første gang, at nogen så præcist forsøgte at sammenholde begge typer indflydelse i én og samme forsøgsgruppe. Hans resultater blev publiceret i USA’s førende sociologiske tidsskrift. Det udløste en proteststorm fra et stort antal kvindelige sociologer. De argumenterede ikke så meget imod undersøgelsen som sådan, men mere imod, at den overhovedet blev trykt i et sociologisk tidsskrift snarere end f.eks. i et biokemisk tidsskrift, som de ville slippe for nogensinde at læse. De var meget harmfulde over at blive konfronteret med naturvidenskabelig evidens, som modsagde deres ideologisk bestemte overbevisning. Som om der eksisterer to verdener, en naturvidenskabelig og en samfundsvidenskabelig, og som om resultater fra den ene verden er uden betydning for den anden. Almindelig sund fornuft siger vel ellers, at der eksisterer kun én verden, og at resultater fra forskellige fagdiscipliner derfor nødvendigvis må stemme overens for at kunne være korrekte.

Når biologisk orienteret forskning viser, at forskellene mellem kønnene er medfødte, så fører det til den konklusion, at forskellene kun kan påvirkes i moderat grad. Øjensynlig er det denne konklusion, som mere humanistisk orienterede forskere for enhver pris vil undgå. De ønsker, at de to køn skal gøres mere ens, så vi kan få mere ligestilling – altså fastholder de, at dette projekt er muligt. Spørgsmålet er så: Hvis man gennemtrumfer forsøg på at opdrage børnene til ligestilling allerede i en tidlig alder, hvilke konsekvenser kan det så få? Er det f.eks. ikke o.k., at børnehavepædagoger gøres bevidste om, at de behandler piger og drenge forskelligt, og forsøger at arbejde hen mod mere ligestilling? Og det lyder da pænt, når en kønsforsker fra RUC udtaler: »Jeg har ikke noget imod, at piger og drenge er forskellige. Problemet opstår, hvis man begrænser det ene eller andet køns udfoldelsesmuligheder«.

I de omtalte svenske børnehaver mener man, at de to køns udfoldelsesmuligheder begrænses. Pigerne frarøves muligheden for at udvikle mod og initiativ og være hovedrolleindehavere. Drengene frarøves at udvikle empati, nærhed, hjælpsomhed, positiv kropskontakt og sprog. Når piger og drenge spiser frokost sammen, vil pigerne hele tiden servicere drengene. Det menes at være til skade for begge køns udvikling, og derfor har man draget den konsekvens, at drenge og piger skal spise i hver sin stue!

De pæne ord dækker altså over, at man forsøger at gøre pigerne mere maskuline og drengene mere feminine. Det kan man så eventuelt afbalancere ved at få flere mandlige pædagoger. Men, som en dansk forsker fra RUC udtaler, det skal være »socialt orienterede mænd, som kan vise drengene nærhed og intimitet«. Verden er fuld af velmenende mennesker, der mener, at drenge og mænd burde opdrages bedre, hvilket vil sige: burde blive mere ligesom kvinder.

De svenske forsøgsbørnehaver har næppe mindsket kønsforskellene. I hvert fald kunne man konstatere, at de opnåede ændringer i børnenes adfærd forduftede igen, når børnene kom i skole. Men der kan være sket andre påvirkninger, og det kan tænkes, at der har været negative bivirkninger. Det er et almindeligt resultat ved studier af børn og unge, at de, der opfører sig mest typisk for deres køn, bliver de mest populære blandt kammeraterne. Drenge, der har feminine træk, og piger, der har maskuline træk i deres adfærd, bliver let upopulære og ensomme, og i en vigtig fase af deres udvikling går de glip af erfaringer om, hvordan man klarer sig i en gruppe og vinder anerkendelse. Ikke blot bliver de upopulære blandt deres eget køn – de bliver også upopulære blandt det modsatte køn.

Den svenske børnehaveleder udtaler, at det helt store problem er, at mænd har magten. Deri ligger også, at hvis noget går i den uønskede retning, kan det altså kun være mændenes/drengenes skyld – for de bestemmer jo. Hvor den holdning ligger bag opdragelsen, giver det en risiko for at udvikle hæmninger og skyldfølelse hos drengene. Der ligger måske en nøgle til at forstå, hvordan drenges maskulinitet kan rammes, nemlig ikke med kønsbevidst opdragelse, men derimod ved at indpode skyldfølelse.

Når kvinder forsøger at opdrage på mænd eller drenge, benytter de øjensynlig deres fornuftsbetonede, analytiske, sproglige venstre hjernehalvdel. Denne hjernehalvdel ’ser’ ikke noget positivt ved traditionelt maskuline træk, og i stedet siger fornuften, at mændene skal være sympatiske, følelsesbetonede og så videre. Det får disse kvinder til at opdrage drengene i en retning, som kvinderne i virkeligheden næppe ønsker.

Hvis drengene derimod får lov at være maskuline, så bliver de trænede i, hvordan man opnår popularitet, og hvordan man agerer i et socialt spillerum. De lærer at komme frem socialt og få de relativt høje sociale positioner, som gør dem attraktive i kvindernes øjne.

Ønsker vi det?