Efter de senere måneders såkaldte kræftskandale er det efterhånden ved at gå op for de fleste, at bliver man alvorligt syg, er det langtfra nogen fordel, at der står dansk statsborger på ens fødselsattest.

Politiske løfter og behandlingsgarantier til trods tyder meget på, at der er større chance for at komme igennem en alvorlig sygdom med livet i behold, hvis man er så heldig at bo i f.eks. Belgien eller Tyskland.

Det handler ikke så meget om, hvorvidt lægerne i disse lande er bedre, end de er herhjemme, men snarere om, at man i disse lande ofte – både rettidigt og effektivt – kan tilbyde patienterne en helbredende eller livsforlængende behandling.

Samtidig har vi på det seneste set eksempler på, hvordan alvorligt syge danskere og deres familier har måttet løbe spidsrod mellem diverse myndigheder for at få en henvisning til et udenlandsk behandlingssted. Ofte er patienterne gået hjem med uforrettet sag, eller også har de selv måttet betale for behandlingen i udlandet.

Kriterierne for, hvem der kunne få lov og under hvilke betingelser, har stået hen i det uvisse, samtidig med at procedurerne for henvisning til behandling i udlandet har været karakteriseret ved en helt urimelig grad af skøn og vilkårlighed.

Det er ellers ikke, fordi det har skortet på kvalificerede udenlandske behandlingstilbud. Tilbud, som de danske myndigheder, jævnfør Politikens dækning af sagen, enten har afvist eller syltet. Det spørgsmål, der nu melder sig, er imidlertid, om danske patienter er blevet holdt hen i uvidenhed om de rettigheder, de allerede har i kraft af vores EU-medlemskab?

I hvert fald er tilgængelig information om den grænseoverskridende behandlingsmulighed, som danske EU-borgere i stigende grad har, bestemt ikke prangende. På trods af at sundhed traditionelt har været en national (og altså ikke en EU-) kompetence, og på trods af at sundhedsområdet blev taget ud af det netop vedtagne servicedirektiv, har EU allerede i en årrække været i gang med at opbygge et indre marked for sundhedsydelser.

Endnu en gang er det EF-domstolen, der gennem en række senere domme har skabt nye rettigheder for EU-borgerne. Først angik det mere begrænsede sundhedsvarer som tandbehandling og briller. Siden har domstolen udvidet sine fortolkninger til at gælde hele pamfletten af sundhedsydelser. Dog ikke til udelt begejstring for de politikere, der helst ser sundhedspolitikken som et rent nationalt anliggende.

Tag den seneste sag om den 75-årige britiske bedstemor Yvonne Watts, som blev afgjort ved EF-domstolen 16. maj sidste år. Fru Watts led af knogleskørhed og havde behov for en ny hofte. Hun blev derfor som alle andre briter i samme situation skrevet op til en hofteoperation i det britiske sundhedsvæsen med besked om at vente i cirka et år. Pga. stærke smerter, høj alder og en kraftigt nedsat livskvalitet forsøgte Watts at få de britiske sundhedsmyndigheder til at henvise hende til behandling på et udenlandsk hospital. Det nægtede myndighederne, med henvisning til at hendes sag ikke var mere presserende end de fleste andres, og at hun derfor skulle behandles »inden for den frist, der er i overensstemmelse med målsætningerne i statens plan for social sikring og derfor er rettidig«.

Selv om fru Watts nogle måneder senere blev rykket en smule frem i ventekøen (efter at have klaget og efter igen at være blevet undersøgt), tog hun til Frankrig for at få sin behandling. Men Watts var altså taget af sted uden en såkaldt forhåndsgodkendelse fra myndighederne. De nægtede derfor at betale den regning, som hun efter en vellykket operation alligevel dukkede op med. Watts gik til domstolene, og sagen endte ved EU’s højeste domstol i Luxembourg. For første gang skulle domstolen tage stilling til, om EU-princippet om tjenesteydelsernes frie bevægelighed også gjaldt et sundhedssystem som det britiske, der er fuldt offentligt finansieret.

På grund af ligheden mellem den britiske og den nordiske sundhedsmodel er netop denne sag særlig relevant for Danmark. Et andet vigtigt spørgsmål, som domstolen her forholdt sig til, var, om et nationalt sundhedsvæsen kan afvise en patients anmodning om betalt behandling i udlandet med henvisning til f.eks. nationale ventelister og altså ikke rent sundhedsfaglige overvejelser?

Domstolens afgørelse endte som en sejr for fru Watts, for den slog nemlig fast:

1) at ja, også for de rent offentligt finansierede og styrede sundhedsvæsener gælder tjenesteydelsernes frie bevægelighed, og det nationale sundhedsvæsen kan derfor heller ikke her unddrage sig konkurrence fra andre sundhedsudbydere i andre EU-lande;

2) for behandlinger, der kræver hospitalsindlæggelse, er den foromtalte forhåndsgodkendelse et accepteret styringsinstrument fra de nationale sundhedsmyndigheder; men

3) forhåndsgodkendelsen skal gives, hvis det nationale system ikke kan behandle inden for en rettidig ventetid.

På den måde rammer EF-domstolens fortolkninger direkte ind i hele den hjemlige debat om, hvad en acceptabel ventetid er i en situation, hvor patienten enten har stærkt nedsat livskvalitet eller er decideret livstruet. I Watts’ sag var afgørelsen klar nok. Det må alene være en lægefaglig vurdering – og ikke administrative hensyn og vilkårligheder – der afgør, hvornår en patient har ventet længe nok i det nationale system og har ret til behandling i en anden EU-medlemsstat. Fru Watts fik medhold i sin sag, og de britiske sundhedsmyndigheder blev pålagt at refundere de knap 4.000 pund, som behandlingen i Frankrig havde kostet.

Sagen om Yvonne Watts gav forståeligt nok anledning til overskrifter i flere europæiske aviser. Nogle så dommen som en bombe under de nationale skattefinansierede sundhedssystemer. Hvordan skal man eksempelvis kunne styre budgetlægningen i en sundhedssektor, hvor patienterne pludselig har ’ret’ til at få den nødvendige lægefaglige behandling af en udenlandsk udbyder og endog kan støtte sin ret på et overnationalt politisk og juridisk system?

John Erik Pedersen, kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, siger i en artikel i Ugeskrift for Læger, at »... hvis patienterne i større stil tager til udlandet på det hjemlige sundhedssystems regning, kan det være en reel trussel mod de nationale sundhedssystemers strukturer og prioriteringer«. En sådan bekymring er naturligvis både rimelig og relevant, men som dommen så rigtigt pointerer, bør patientrettigheder vel ikke underordnes mere eller mindre tilfældige bureaukratiske betingelser, når hjemlandet objektivt set ikke kan tilbyde en alvorligt syg person behandling inden for en lægefagligt forsvarlig tidsramme? Og i hvert fald ikke, når nationale politikere samtidig har været så uforsigtige at stille en behandlingsgaranti i udsigt.

EF-domstolens domme på sundhedsområdet lægger i det hele taget op til, at patientrettigheder går forud for andre hensyn. Samtidig understreges retssikkerhed og gennemsigtighed gang på gang som fundamentale principper i EU-systemet. Det kan da også betragtes som en bredside til det danske system, når EF-domstolen understreger, at afgørelsen af, hvorvidt behandling i udlandet skal bevilges, skal bygge på »objektive kriterier, der ikke er udtryk for forskelsbehandling, og som er kendt på forhånd, således at de lægger en ramme for de nationale myndigheders skønsudøvelse, der dermed ikke bliver udtryk for vilkårlighed, [og at de] ... endvidere [skal] være baseret på et proceduremæssigt system, som er let tilgængeligt og egnet til at sikre de berørte, at deres ansøgning bliver behandlet objektivt og upartisk inden for en rimelig frist«.

Kræftskandalen synes om noget at have tydeliggjort, at denne form for gennemsigtighed og objektivitet for patienterne ikke p.t. er sikret i det danske system.

Domstolens domme har desuden understreget en anden meget vigtig pointe, nemlig at EU’s regler om fri bevægelighed ikke kun gælder raske arbejdsduelige personer, men alle – syge som raske, unge som gamle og arbejdstagere såvel som arbejdsløse etc. Selv om alvorligt syge patienter nu får klart bedre muligheder for at gøre brug af EU’s indre marked for sundhedsydelser, er der næppe grund til at frygte et totalt kollaps for de skattefinansierede sundhedssystemer. Med stor sandsynlighed vil ’flugten’ til udenlandske hospitaler kun udgøre et fåtal af de mange tusinde indlæggelser, der finder sted hvert år. Mange patientgrupper vil være for syge til at rejse ud, og som flere nye undersøgelser har vist, vil mange alvorligt syge også stadigvæk foretrække en dansk sygeseng – ventetider eller ej.

For at skabe endnu mere klarhed over de regler og rettigheder, som allerede nu kan udledes af domstolens afgørelser, har kommissionen netop iværksat en høringsrunde. Den skal i løbet af 2007 munde ud i mere præcise fælles principper på sundhedsområdet. Det handler ikke kun om patientrettigheder, men også om sundhedsovervågning, sikkerhed for patienter, erstatningsmuligheder ved fejlbehandling, udveksling af forskningsresultater etc.

Forslaget nyder generelt stor opbakning i lægernes europæiske organisation CPME, mens politikerne og myndigheder i i hvert fald nogle EU-lande er mere skeptiske.

Wattssagen signalerer under alle omstændigheder, at EF-domstolen fortsætter sin velkendte proaktive kurs. De fire friheder, som EU-samarbejdet hviler på, skal tages meget bogstaveligt. Sagen er samtidig et meget godt eksempel på, at EU faktisk handler om ganske almindelige menneskers problemer. Retten til en hurtig og effektiv lægelig behandling – om nødvendigt i udlandet – vil under alle omstændigheder bidrage til at skabe en vel (?) sund og tiltrængt konkurrence på sundhedsområdet i medlemslandene.

Som en britisk tænketank pointerede efter domsafgørelsen sidste år: »Den nye mulighed for offentligt finansieret behandling på et udenlandsk hospital vil først og fremmest øge effektiviteten i de nationale sundhedsvæsener og forbedre kvaliteten i behandlingen af alle patienter«.