Store drenge sidder på en stenkant i solen.

De ser mod os, vi nærmer os dem målrettet, de ser på mig, øjnene lyser op i deres mørke ansigter, vi er forsinkede, jeg ved det og beklager.

Det er formiddag, solen brænder, temperaturen er allerede omkring de 30. Drengene er blevet bedt om at møde op til samtale af TPO Healthnet, en international hjælpeorganisation, der har hjulpet dem og nu vil hjælpe mig. De har ventet her i udkanten af Burundis hovedstad, Bujumbura, en smule syd for ækvator.

Landet er et af Afrikas mindste. På størrelse med Jylland og med et indbyggerantal på lidt over 7 millioner. Stort set altså danske dimensioner; men hvor Danmark er verdens femte rigeste land, der er Burundi verdens femte fattigste. Ser man på landkortet, har Burundi form som et hjerte, et grønt hjerte, et hjerte af regnskov i Centralafrika.

Drengene er tidligere børnesoldater, de har skudt, og de har myrdet. De har været med til at kæmpe de voksnes krig, og nu sidder de, afventende. Drengene er de første børnesoldater, jeg kommer til at møde på en researchrejse med henblik på en tv-dokumentar.

Burundi har været gennem en rædselsfuld borgerkrig mellem hutuer og tutsier. Officielt tales om 15.000 børnesoldater i landet, men det præcise tal vil næppe blive gjort op. Krigen kan sammenlignes med den mere berygtede i Rwanda, og alligevel var den anderledes. Den vakte aldrig samme internationale opmærksomhed, der er ikke rejst retssag mod krigsforbrydere, og den spirende optimisme her i Burundi er heller ikke så kendt.

Belgierne sad her som kolonimagt til 1962. De favoriserede tutsierne, det lille mindretal af kvægdyrkere, på bekostning af det store flertal af jorddyrkende hutuer. Magtspillet var sat i gang, og det skulle komme til at koste uhyggeligt mange livet.

I dag består Burundis befolkning af 84 procent hutuer, 15 procent tutsier og 1 procent pygmæer.

Den seneste borgerkrig blev udløst i 1993. Under et mislykket kup blev landets første hutu-præsident, Melchior Ndadaye, myrdet og landet kastet ud i blodig borgerkrig.

I 1994 blev Cyprien Ntaryamira, Burundis næste hutu-præsident, myrdet sammen med Rwandas præsident, Juvenal Habyarimana. I Rwanda blev 800.000 mennesker – især tutsier – myrdet i løbet af 100 dage.

I Burundi blev mere end hundredtusind myrdet mellem 1994 og 1996, og det kostede især hutuer livet.

Så greb den forhenværende præsident, tutsien Pierre Buyoya, atter magten. Støttet blev han af regeringshæren, der fortsatte myrderierne. Og det samme gjorde hutu-grupper, og atter kostede det et par hundrede tusinde mennesker livet.

En del af soldaterne var børnesoldater. Nogle af dem affyrede våbnene, andre bar dem eller udførte spejdertjeneste. Både drenge og piger blev indrulleret.

Et par dage efter mit møde med de første fire børnesoldater taler jeg med Leonce Ndihokubwayo og får flere forklaringer. Leonce er atletisk bygget, i begyndelsen af halvtredserne. I fire år ledte han Burundis militærakademi, var altså ansvarlig for officersuddannelsen i landet. Også for brugen af børnesoldater.

»Børn var nemme at rekruttere«, konstaterer han. De var billigere i drift end voksne; nogle frygtede at blive slået ihjel og ville forsvare sig, uddyber han. De kæmpede uden forbehold. Nogle så muligheden for at tjene til overlevelsen, når forsørgere var forsvundet. Nogle troede vel, at de blev voksne, hvis de greb til våben. Og så var der dem, der blev tvunget til at blive soldat. Der findes rapporter om, at det kostede livet, hvis man nægtede, deserterede og blev opsporet.

I dag er Leonce Ndihokubwayo aktiv i den internationale koalition, der bekæmper brugen af børnesoldater. Han underskriver sig stadig som oberst; i visse kredse virker den slags kraftigt. Til daglig underviser han i økonomi på universitetet i Bujumbura.

De fire drenge, jeg skal tale med, har slået ihjel – det er en kendsgerning, konstaterer TPO’s informationsmedarbejder Armelle Nzabampema, en smilende og meget hjælpsom kvinde i trediverne. Jeg nikker.

I slutningen af halvfemserne blev der indledt fredsforhandlinger – Arusha-fredsprocessen – først under ledelse af Tanzanias tidligere præsident Nyerere og senere under Sydafrikas tidligere præsident Mandela. Forhandlingerne blev langstrakte, og det store spring fra våbenstilstand til fredsaftale er ikke taget endnu. Men parterne ser frem til noget så afgørende og sjældent som en god historie fra Afrika. En national forsoning. Fortæl om os, opfordrer flere.

Let har fredsprocessen ikke været. Mord, forsvindinger og bombninger fortsatte under forhandlingerne, og så sent som i november 2006 blev der rapporteret om kampe uden for hovedstaden, men angiveligt er de indstillet nu.

»Kampene har i al fald fået en anden karakter«, erklærer Eric Niragira på bagsædet, mens vi en morgen kører gennem byen. Tidligere var han løjtnant i en af oprørshærene, i dag er han formand for CEDAC, der organiserer demobiliserede soldater. Der er stadig masser af våben i omløb, og hans organisation indsamler så mange som muligt, for at de kan blive destrueret.

Men der rapporteres om fortsatte krænkelser af menneskerettighederne.

Alligevel er udviklingen vigtig: at både hutuer og tutsier har erklæret, at de er trætte af krig og villige til fred. De anerkender deres modsætninger som reelle og forsøger at nå frem til fred fra deres positioner.

I 2005 – efter mere end 12 års mareridt – blev der afholdt frie valg. Præsidentvalget i august blev vundet af Pierre Nkurunziza fra CNDD-FDD. Han er etnisk hutu.

Præsidenten har erklæret, at han vil samarbejde med andre partier for at forsone sig med dem, han engang bekæmpede med våben, lemlæstelse og død. Oppositionen er også med i regeringen, og burundierne prøver at leve op til den nye forfatnings krav om, at 40 procent af regeringsposterne går til tutsier, mens de resterende går til hutuer.

Burundis forfatning tager udgangspunkt i, at der er to store befolkningsgrupper. De skal lytte til hinanden og arbejde sammen på trods af tidligere bittert fjendskab. Kun sådan kan vi nå til en national forsoning, hører jeg igen og igen. Den ene part var engang del af regeringen, den anden del af rebellerne.

Forfatningen blev vedtaget af 90 procent ved en folkeafstemning i februar 2005 med 90 procents deltagelse. Sikringen af etniske kvoter i statsapparatet strider mod min demokratiopfattelse: en stemme til hver. Men hvis Burundi fulgte vores vestlige model – får jeg forklaret – så ville flertallet feje mindretallet til side. Og konflikt og krig ville fortsætte.

De fire tidligere børnesoldater tager plads omkring et bord og fortæller om deres hårde liv. De blev rekrutteret som 10-årige; de blev truet på livet, og så ville de hellere kæmpe for livet end at blive myrdet, lyder deres forklaringer. Men det er så længe siden. En af drengene viser to fotografier af sig selv stående blandt andre bevæbnede. På fotografierne kan hverken ses rang, nationalitet eller sted. Billederne kan være optaget lige her eller langt borte.

De har gået 1-2 år i skole, og efter at de blev demobiliseret, har de tre gennemgået et svejsekursus, arrangeret af TPO. Ved afslutningen fik de svejseudstyret overdraget, så de kunne begynde som selvstændige smede. Alle tre beklager sig over, at deres udstyr blev stjålet af de ældre i gruppen. Så nu er de atter hjælpeløse.

De bor i udkanten af Bujumbura hos en bekendt, en gammel mand. De kæmpede for CNDD-FDD, den nuværende præsidents parti. Men de er endt som daglejere.

E. bærer sand fra floden til husbyggeri. Han vil gerne gå i skole igen, men er nødt til at bruge hele dagen for at tjene penge. »Jeg interesserer mig ikke for musik, for mine ører smerter efter skudsalver og drøn«, forklarer han.

To af drengene erklærer sig som bedste venner, og faktisk er de fætre. Uden at spørge om lov brød de op fra deres hjem, da de var blevet truet på livet.

J. er kvik i replikken. »Jeg spiller ikke fodbold, for det gør mig sulten, og jeg kan ikke skaffe tilstrækkeligt at spise. Men sommetider svømmer jeg en tur«. Han tjener lidt som bærer. På byens store marked ser jeg mennesker bære tunge sække på hovedet.

O. tager hver dag til busstationen, hvor han hjælper med at finde kunder til busserne. »Når den er fyldt, får jeg 500 burundifranc«. Det svarer til 3 kroner.

De tre drenge har taget den fjerde med. R. er også 16 år og ser meget trist ud. »Min mor og tante lever, men jeg har ikke penge til at køre over til dem. De bor i en anden provins«. Så han lever med de oprørere, han kæmpede sammen med (FNN); i dag er soldaterne del af regeringshæren. Han går på vejene for at se efter arbejde, har fået lov til at sove ved soldaterne, og sommetider giver de ham lidt at spise.

De fire drenge svarer kort. De virker, som om de aldrig har haft noget barndomsliv. De er små alvorlige mænd. Årene som børnesoldat har sat deres traumer.

Chantal Niyokindi er national koordinator i koalitionen, der bekæmper brugen af børnesoldater. Desuden leder hun den burundiske menneskerettighedsorganisation ITEKA. Hun er i midten af trediverne, har en doktorgrad i fysik, men har droslet universitetsundervisningen ned for at hellige sig menneskerettighederne.

»I en periode gav regeringen de demobiliserede børnesoldater 600-700 dollar som en engangsydelse. Men de penge blev hurtigt brugt på piger, sprut og sjov, og så stod de igen uden muligheder. De tidligere børnesoldater skal støttes mere end økonomisk«, forlanger hun.

»De skal hjælpes tilbage til samfundet; mange børnesoldater bliver nemlig ikke accepteret af samfundet, og derfor har de ikke mange chancer. Det er afgørende at forklare hele samfundet, at de tidligere børnesoldater har rettigheder som børn, og at de skal beskyttes som børn. Børnene havde ikke mulighed for selv at vælge at blive soldat, men blev tvunget på forskellige måder af samfundet eller dele af samfundet. Det er vigtigt at holde sig for øje«, konstaterer hun.

Når der bliver stjålet noget, så får tidligere børnesoldater som regel skylden. I Burundi er det blevet en måde at forklare kriminalitet på, og det medfører en stigmatisering af børnene. Det gør det endnu vanskeligere for dem at vende tilbage til samfundet. De tidligere børnesoldater bliver udstødt. »Men nogle af de tidligere børnesoldater lever af kriminalitet, det er sandsynligt«, føjer hun til.

30. december 2006 afholdt koalitionen mod brug af børnesoldater en konference. Oberst Leonce Ndihokubwayo sammenfattede kravene, og Chantal Niyokindi sendte dem til landets præsident og parlament.

Regeringen har underskrevet flere internationale konventioner, og nu skal den gøre konventionerne til lov, så borgernes rettigheder sikres bedre.

Børnesoldaterne skal ud af de væbnede styrker. Fængslede skal løslades, og de skal have undervisning.

Der skal etableres projekter for de tidligere børnesoldater, så de bliver integreret i samfundet i stedet for at blive udstødt.

Både Leonce Ndihokubwayo og Chantal Niyokindi forklarer, at koalitionen mod brug af børnesoldater skal styrkes organisatorisk. Den skal registreres officielt, så den kan stille krav til regeringen. Derefter skal der planlægges og evalueres. Det vil tage et halvt år. Imens løber tiden for de tidligere børnesoldater.

Koalitionen efterlyser initiativer fra den ansvarlige regeringsmyndighed Commission Nationale de Demobilisation, Reintegration et Reinsertion (CNDRR) under ledelse af tidligere general Silas Ntigurirwa. Hvad planlægger de, spørger koalitionens koordinatorer.

Balthasar er en storsmilende mand, aktiv i Metodistkirken. Han fortæller, at hans kirke har udvalgt 30 tidligere børnesoldater – 7 piger og 23 drenge. 8. januar begyndte deres tremåneders projekt: Unge under 21 år skal tage et kørekort og lære bilmekanik.

Han kører mig til projektet, der gennemføres på en køreskole hhv. på et bilværksted i hovedstaden. Senere vil de gerne gennemføre lignende uden for hovedstaden.

»Da børnene gik i krig, var det forbudt, så da de skulle tilbage til samfundet, var det efter, at de havde begået noget ulovligt. Derfor er det så vanskeligt – de skal have undervisning, der både kan hjælpe dem til at klare sig selv, og som kan vise hele samfundet, at de hører til«.

Eleverne er delt i to hold, så de på skift undervises en uge på køreskolen og en uge på værkstedet. »De får penge til mad og til transport, og når de undervises på værkstedet, får de et måltid. For det er hårdt at reparere bil. Nogle penge flyder altså til familien, så dem støtter vi også. Når kurset er slut, får alle et diplom, og vi vil prøve at hjælpe dem til at få et job«.

Jeg præsenteres for de tidligere børnesoldater. De er velklædte og velformulerede. Både på køreskole og værksted rejser en repræsentant for holdet sig og takker. »Tak, fordi du vil fortælle om vores liv. Nu ved vi, at vi ikke er glemt af verden. Tak! Det værste er at være alene«.

Da vi forlader projektet, siger Balthasar, at han er overbevist om, at de unge er glade for at deltage. »Det er jo bare nogle enkelte, vi hjælper, men det er dog noget. Det er begyndelsen, og det er noget!«.