Romers totalteater
Kan man kræve, at der tales sandt i litteraturen? Har det betydning, om Knud Romer taler falsk i ’Den som blinker er bange for døden’?
| AF Jette Hansen |
fakta
Min første rigtige kæreste kom fra Tyskland.
Han havde, siden han kom til Danmark som 15-årig, boet sammen med sin mor og
lillebror i Nakskov – hvor for resten også mormoderen havde boet siden
krigens slutning. Ja. Nakskov ... på dét Lolland-Falster, Knud Romer satte
på danmarkskortet som et røvhul. Derfor undrede det mig også at læse om det
uforsonlige, frådende tyskerhad, som ifølge Knud Romer rådede dér.
Min
kæreste var fra 1961, altså jævnaldrende med Knud Romer. Og jeg hørte aldrig
om, at hverken han eller lillebroderen var blevet mobbet, selv om de var
pæretyske. Ej heller moderen, som var koncertpianistinde og med mellemrum
gav koncerter i byen, end mindre den gamle mormor, der med betydelig verve
dirigerede rundt med egnens jævnaldrende enkemænd, når hun skulle have noget
udført på huset.
Givet mener jeg, at Anden Verdenskrig
har sat et spor i det danske kollektivt ubevidste som en generel modstand
imod det tyske sprog, tyskere og tysk kultur. Men mit indtryk ved at kende
min kæreste og dennes lolliske venner var, at tyskerhadet var møntet på
tyskerne som en ubestemt masse, mens man nok var i stand til at møde den
individuelle tysker og forholde sig rimeligt åbent til ham eller hende.
Det
ændrer selvfølgelig ikke på, at det er en oprivende historie, Romer
fortæller i ’Den som blinker ...’ om, hvordan han selv og moderen med rødder
i den tyske landadel blev systematisk mobbet og forfulgt i det lille samfund.
Nu
lyder protesterne imidlertid fra de gode folk i Nykøbing. Det er ikke
rigtigt, hvad Romer siger, hævdes det. Romer blev ikke mobbet – og folk
stillede sig ikke ud på trappestenene og heilede, når Romers mor efter tysk
tradition gik syngende og spillende på harmonika i spidsen for
børnefødselsdagsoptoget. Og så videre.
I
almindelighed diskuterer man jo ikke digterværkers objektive sandhedsværdi,
fordi de netop antages at være produkter af fantasien. Men her gør sig nogle
specielle omstændigheder gældende. For ’Den som blinker ...’ er – skønt der
står romanbiografi på titelbladet – blevet præsenteret som en sand og
virkelig historie om forfatterens opvækst i Nykøbing. Ikke mindst har
forfatteren selv i talrige interview erklæret, at fortællingen om den barske
opvækst er identisk med virkeligheden, og i bogen optræder identificerbare
personer ved navns nævnelse.
De ting, Knud Romer fortæller, er
så graverende, at hvis de er sande, bør det stå som en skamstøtte til evig
tid over de selvgode, ubarmhjertige mennesker i Nykøbing, der systematisk
ydmygede og hånede Knuds mor og Knud selv. De ødelagde en kvindes liv og en
lille drengs barndom. I denne forstand er ’Den som blinker ...’ et
anklageskrift. Sådan er den da også i vid udstrækning blevet opfattet af
anmelderne, som i flere tilfælde udtalte deres fordømmelse af Nykøbings
borgere. Men af præcis samme årsag er det også forståeligt, at folkene i
Nykøbing protesterer, hvis det ikke er sandt, hvad Knud Romer
har skrevet. For så er det jo en tilsværtning af rang – og hvem er så for
øvrigt racisten her?
Det er blevet sagt, at ’Den som blinker
...’ tilhører en genre, der skriver sig ind i krydsfeltet imellem fiktion og
virkelighed. Lad os se på, i hvilken forstand det kan være rigtigt.
Sjældent
er en bog braget igennem lydmuren, som det skete, da ’Den som blinker ...’
udkom. Mediedækningen var intens. Og medfølelsen og sympatien var til at
tage og føle på, også hos anmelderne, der udtrykte glæde over at være med
til at lade retfærdighed ske fyldest, her hvor et mobbeoffer fik sin
oprejsning. Pyh, hvor måtte de borgere i Nykøbing skamme sig (Bjørnvig,
Weekendavisen). Og selvfølgelig var ’Den som blinker ...’ kunst. Stor kunst.
Rilke og Hölderlin levede og åndede i Romers linjer (Lise Garsdal,
Politiken) – akkurat som Romer faktisk selv forud for publiceringen havde
påstået, at de gjorde, og beklaget, at nok ingen ville forstå ...
Knud
Romer fik i en forbløffende grad medspil af anmelderne i den selvfortolkning
og tolkning af sin egen skrift, som han havde lagt frem i de
presseinterview, der gik forud for publiceringen af ’Den som blinker ...’.
Så intens og effektiv var markedsføringen, at det faktisk ikke var til at
trække en sikker skillelinje imellem værket og Knud Romers ageren ude i
offentligheden. Det var, som om historien om den knugede og mishandlede
dreng med det poetiske sind og store kærlighed til sin tyske mor forlængede
sig og fortsatte, når man så den voksne Romer folde sig ud som smagsdommer,
klummeskriver eller interviewoffer, for ikke at tale om den regn af priser,
’Den som blinker ...’ udløste. Det var, som H.C. Andersen sikkert ville have
sagt, »et virkeligt eventyr« ...
Naturligvis har Knud
Romer ikke magtet at bestemme, hvad og hvordan anmelderne og offentligheden
skulle tænke. Han er bare kommet ekstremt godt af sted med at få ørenlyd –
og så har han altså hævdet, at det, der stod i bogen om hans barndom,
virkelig var hændt.
Der er for mig at se ikke tvivl om, at
lanceringen af ’Den som blinker ...’ som en beretning om virkelige hændelser
har fået betydning for den måde, den er blevet læst på. Det er i denne
forstand, man kan tale om, at ’Den som blinker ...’ befinder sig i
krydsfeltet imellem virkelighed og fiktion. Læseoplevelsen får sin fylde
ved, at man ’ved’, at dette er sket for en virkelig person, som man kan få
et indtryk af gennem dennes optræden i medierne. Det er ikke værket i sig
selv, man oplever, men kombinationen af værk og markedsføring. Og dét
er faktisk værket ... Men dermed kan man også sige, at bogen ’Den som
blinker ...’ mister sin autonomi.
Jeg vil hævde, at
bedømmelsen af ’Den som blinker ...’ som litteratur hviler på tiltroen til
dens sandhedsværdi, således at sympatien faktisk bliver tilskrevet værket
som en litterær kvalitet. Sympatien er umærkeligt blevet investeret i
læsningen. Meget genialt. Men det er ikke som kunstner, Knud Romer har været
genial. Det er som reklamemand.
Anderledes sagt: Hvordan ville
’Den som blinker ...’ have klaret sig, hvis den i stedet var udkommet som et
rent fiktionsværk fra Knud Romers hånd? Det finder vi selvsagt aldrig ud af,
men jeg har dog lyst til at påpege nogle ting, der karakteriserer historien
i ’Den som blinker ...’. Det er blevet sagt, at Knud Romer er
hjemstavnsdigter. For tydelighedens skyld vil jeg inddrage en anden meget
kendt hjemstavnsdigter, hvis projekt ligger tæt op ad Romers: Tove
Ditlevsen. Hvor Romer skriver om Nykøbing, skriver Ditlevsen om Istedgade.
Både Romer og Ditlevsen skriver om et opvækstrum, familiemedlemmerne med
deres særheder og problemer samt trykket fra de sociale omgivelser. De
skriver om tilblivelsen af et jeg, deres jeg.
Hos Tove Ditlevsen
er det jeg, der vokser frem, et problematisk og foruroligende jeg, der i sig
bærer konsekvenserne af de omgivelser, som skildres. Tove Ditlevsens
erindringsværker har dybde, kompleksitet og organisk helhed.
Sådan
er det ikke hos Knud Romer. Jegfortælleren i ’Den som blinker ...’ er en
prægtig og kær lille gut, der for eksempel kører ud på sin cykel og samler
sankthansorme og lægger dem i havemørket, så de danner stjernebilledet Orion
til glæde for hans mormor. Eller han kommer hjem fra skole hver dag og
opfinder lyse og gode oplevelser at fortælle sin stakkels triste moder, i
stedet for den mobning han (ifølge bogen) i virkeligheden er blevet udsat
for. Knud er sådan en lille dreng, som vi alle sammen gerne ville have –
eller være. Lige så prægtig er bogens anden hovedperson, moderen. En smuk,
modig, handlekraftig og oprørsk kvinde.
I modsætning til Tove
Ditlevsen er jegfortælleren hos Knud Romer bekvem at identificere sig med.
Det gør ’Den som blinker ...’ til en feel good-historie ... Ikke fordi der
ikke fortælles smertelige ting, for det gør der. Men fordi Knud og hans mor
er bekvemme for læseren at identificere sig med – ligesom skurkene
(Nykøbings indbyggere) er så helt igennem nederdrægtige, at man må nyde at
hade dem. En nydelse, altså, som flere af Romers anmeldere jo også plumpede
i med begge ben.
’Den som blinker ...’ opererer med et
bemærkelsesværdigt sort-hvid-virkelighedsbillede. Man kunne overveje, om
ikke historien herved i grunden ejer nogle træk fra den genre, vi kalder
triviallitteratur.
Der er naturligvis visse brudflader i det
prægtige billede. For eksempel hører vi, at Knuds mor sender ham i skole på
den første skoledag iført lederhosen. Ifølge bogen giver det anledning til
det taktfaste »Tyskersvin«, som – igen ifølge bogen – herefter forfølger
Knud de næste 12 år. Moderen skildres som en højtbegavet kosmopolitisk
kvinde. Hun kommer til Danmark kort efter krigen – og har altså boet i
landet i mere end 15 år, da Knud skal begynde i skolen. Man må spørge sig,
hvordan hun kan finde på at give sin dreng lederhosen på? Og hvorfor
insisterer hun ligeledes på at afholde børnefødselsdage med faste indslag af
markant anderledes tyske traditioner – såsom det berømte fødselsdagsoptog?
Eller højt at afsynge ’Glade jul’ på tysk til julegudstjenesten i kirken?
Naturligvis
retfærdiggøres mobningen ikke hverken af Knuds lederhosen, julesang på tysk
eller de særegne traditioner. Det er bare svært at forstå Knuds mor her, for
som voksen ved man jo godt, hvor svært det er for børn, hvis de skiller sig
ud og er anderledes, og hvorfor afholder hun sig ikke bare fra lederhosen og
lygteoptog – for drengens skyld? Det er en mærkværdig mangel på empati hos
Knuds mor, man får indtryk af mellem linjerne i ’Den som blinker ...’, og
som på det intrapsykiske plan må repræsentere et mindst lige så stort
problem for barnet som den angivelige mobning og sociale eksklusion. Man
kunne indvende, at brudfladerne i det ellers idealiserede moderbillede er en
kunstnerisk kvalitet ved ’Den som blinker ...’, og at den handler om et jeg,
der foretager denne opdeling af verden, hvor moderens mørke sider fortrænges
til det ubevidste og lever videre som projektioner på det omgivende samfund,
der dæmoniseres.
Spørgsmålet er jo – populært sagt – om ’Den
som blinker ...’ handler om en mand, der er blevet ødelagt af
sin mor og giver Nykøbing skylden. Eller om den er skrevet af en
mand, der er blevet ødelagt af sin mor og giver Nykøbing skylden ...?
Opereres
der med en upålidelig fortæller, hvor sprækkerne i teksten bruges til at
gennemlyse fortælleren? Eller er fortælleren en pålidelig fortæller og
sprækkerne i teksten udtryk for forfatterens ubevidsthed?
Således
slutter ’Den som blinker ...’ med beskrivelsen af moderens rædselsvækkende
død i en strøm af eder og forbandelser, som hun lader regne ned over den nu
voksne Knud, der sidder ved hendes sygeseng. Hun kæmper i sin vildelse for
at rykke kateteret ud, og Knud stirrer i et forfærdende øjeblik ind i
moderskødet, der gaber med en hæslighed imod ham som en vragside ved moderen
selv. Moderen ser på Knud med kolde stålgrå øjne. Dette blik havde han
frygtet hele sit liv, erklærer fortælleren. Igen: Er der her ikke tale om,
at teksten ved disse sprækker i moderens prægtighed vinder i kompleksitet og
kunstnerisk kraft? Nej! For vi har jo faktisk ikke hørt et eneste ord om
»dette blik« i hele bogen. Hvad henviser det til? Vi får ingen episoder.
Billederne af det destruktive ved moderen står uformidlede i forhold til det
heroiske billede, der ellers tegnes. Og jegfortælleren er ikke tematiseret
som et illuderet jeg. Sprækkerne synes at repræsentere forfatterens
ubevidsthed.
Der findes andre uformidlede brudflader i ’Den som
blinker ...’: Meget dramatisk lægger fortælleren ud med at fortælle, at han
altid havde været bange og kun bange for sin morfar. Det lyder drabeligt, og
læserens forventning stiger da også – hvad er det for rædselsvækkende ting,
vi skal få at høre, at morfaderen har ladet komme over sin arme families
hoveder?
Senere hedder det også i forbindelse med morfaderens død,
at den sande rædsel for familien ikke havde været, hvorvidt hans hjerte var
holdt op med at slå, men muligheden for, at han slet ikke havde haft noget
hjerte. Men læserens forventning om, at noget frygteligt ved morfaderen må
vise sig, forløses ikke. Hver gang der fortælles konkrete forløb og
historier, der involverer morfaderen, minder han mere om en godmodig
gnavpotte, der faktisk har et blødt punkt for sin smukke kone og Knuds
prægtige mor – hans øjesten. Angsten kan reelt ikke knyttes til noget ved
morfaderen.
På samme ubestemte måde fortælles om det at gå i skole
som forbundet med rædsel og hårdhed – som var der tale om den sorte skole
med tørre tæsk og udenadslære. Men faktisk befinder vi os jo et sted i
1970’erne, hvor det antiautoritære oprør var slået igennem i
folkeskolekulturen. Der svæver en forestilling om en meget hård autoritet i
’Den som blinker ...’, men uden at kunne knyttes til noget reelt. Den lille
Knud bliver således faktisk meget nænsomt og kærligt behandlet af sine
forældre. Og når Romer ligefrem lægger ud med at fortælle om angsten og kun
angsten, han følte for sin morfar, ja anbringer den i titlen: ’Den som
blinker er bange ...’ – får man den tanke, at angsten måske har at gøre med
et indre problem snarere end et ydre. At det i virkeligheden er erindringen
om en dreng, der led af angst ...
Disse træk peger på, at ’Den som
blinker ...’ vitterlig er et erindringsværk, men skrevet under indtryk af en
forsvarsmekanisme, der kaldes splitting, hvor alt ondt eller dårligt
omhyggeligt lægges uden for jeget. Som Poul Behrendt skriver om ’Den som
blinker ...’ i Politiken 10.2.: »Det er i høj grad stedfortrædende lidelse,
han udsætter sine tidligere medborgere for. Ikke bare sådan forstået, at han
lader det være synd for sig selv, i stedet for sin mor. Men også sådan, at
han slår på de andre, i stedet for på sig selv«.
Sjovt
nok undlader Behrendt at tage stilling til det faktum, at Romer jo har
erklæret i offentligheden, at Nykøbings borgere virkelig har gjort det, han
skriver. Men netop af denne årsag er spørgsmålet om sandhed og virkelighed
relevant at stille til Romers bog.
Også i forhold til bedømmelsen
af litteratur som god eller dårlig trænger spørgsmålet om virkelighed sig
overraskende på som et relevant spørgsmål. ’Den som blinker ...’ er
underholdende, velfortalt og spækket til randen med spektakulære optrin. Men
den højstemte patos klinger i længden hult, og de store følelser efterlader
en bismag af sentimentalitet i et endimensionalt sort-hvid-univers. At digte
er at holde dommedag over sig selv, sagde Ibsen og pegede her på, at en
forfatters niveau også bestemmes af dennes evne, mod og vilje til at se sig
selv direkte i øjnene.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Grækerne stemmer ja til sparepakke
Det græske parlament har godkendt kontroversiel sparepakke.
Ronaldo sender Real tæt på guldet med hattrick
Efter 4-2-sejr over Levante skal meget efterhånden gå galt, hvis ikke Real Madrid vinder...
800.000 danskere er på overførselsindkomst
Der blev gjort for lidt under opsvinget i 2004 til 2008 for at hjælpe folk i gang, vurderer fagfolk.
The Artist får engelsk Oscar for stumfilm
Filmen The Artist løb af med den prestigefyldte britiske Bafta-pris i kategorien bedste film.
Endelig pumpes olien væk fra 'Costa Concordia'
Med to ugers forsinkelse bliver det ulykkesramte krydstogtskib 'Costa Concordia' tømt...
Afstemning: Læserne elsker 'I will always love you'
53 procent har soundtracket fra 'The Bodyguard' som deres Whitney-favorit.
Forsvarsspiller sender City til tops
Med en 1-0-udesejr over Aston Villa er Manchester City tilbage på førstepladsen i Premier League.
Ekspert: Overenskomst er en gratis omgang
Ekspert kalder industriens overenskomst for et smalt forlig, der ikke vil koste...
Arabere vil lave fredsstyrke sammen med FN
Arabisk liga vil forsøge at presse FN til at skabe fælles fredsbevarende styrke.
Mick Øgendahl: Jeg er begyndt at drikke dåsebajere uden at flække et søm i toppen
restaurant & cafe
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|




















