Min første rigtige kæreste kom fra Tyskland.

Han havde, siden han kom til Danmark som 15-årig, boet sammen med sin mor og lillebror i Nakskov – hvor for resten også mormoderen havde boet siden krigens slutning. Ja. Nakskov ... på dét Lolland-Falster, Knud Romer satte på danmarkskortet som et røvhul. Derfor undrede det mig også at læse om det uforsonlige, frådende tyskerhad, som ifølge Knud Romer rådede dér.

Min kæreste var fra 1961, altså jævnaldrende med Knud Romer. Og jeg hørte aldrig om, at hverken han eller lillebroderen var blevet mobbet, selv om de var pæretyske. Ej heller moderen, som var koncertpianistinde og med mellemrum gav koncerter i byen, end mindre den gamle mormor, der med betydelig verve dirigerede rundt med egnens jævnaldrende enkemænd, når hun skulle have noget udført på huset.

Givet mener jeg, at Anden Verdenskrig har sat et spor i det danske kollektivt ubevidste som en generel modstand imod det tyske sprog, tyskere og tysk kultur. Men mit indtryk ved at kende min kæreste og dennes lolliske venner var, at tyskerhadet var møntet på tyskerne som en ubestemt masse, mens man nok var i stand til at møde den individuelle tysker og forholde sig rimeligt åbent til ham eller hende.

Det ændrer selvfølgelig ikke på, at det er en oprivende historie, Romer fortæller i ’Den som blinker ...’ om, hvordan han selv og moderen med rødder i den tyske landadel blev systematisk mobbet og forfulgt i det lille samfund.

Nu lyder protesterne imidlertid fra de gode folk i Nykøbing. Det er ikke rigtigt, hvad Romer siger, hævdes det. Romer blev ikke mobbet – og folk stillede sig ikke ud på trappestenene og heilede, når Romers mor efter tysk tradition gik syngende og spillende på harmonika i spidsen for børnefødselsdagsoptoget. Og så videre.

I almindelighed diskuterer man jo ikke digterværkers objektive sandhedsværdi, fordi de netop antages at være produkter af fantasien. Men her gør sig nogle specielle omstændigheder gældende. For ’Den som blinker ...’ er – skønt der står romanbiografi på titelbladet – blevet præsenteret som en sand og virkelig historie om forfatterens opvækst i Nykøbing. Ikke mindst har forfatteren selv i talrige interview erklæret, at fortællingen om den barske opvækst er identisk med virkeligheden, og i bogen optræder identificerbare personer ved navns nævnelse.

De ting, Knud Romer fortæller, er så graverende, at hvis de er sande, bør det stå som en skamstøtte til evig tid over de selvgode, ubarmhjertige mennesker i Nykøbing, der systematisk ydmygede og hånede Knuds mor og Knud selv. De ødelagde en kvindes liv og en lille drengs barndom. I denne forstand er ’Den som blinker ...’ et anklageskrift. Sådan er den da også i vid udstrækning blevet opfattet af anmelderne, som i flere tilfælde udtalte deres fordømmelse af Nykøbings borgere. Men af præcis samme årsag er det også forståeligt, at folkene i Nykøbing protesterer, hvis det ikke er sandt, hvad Knud Romer har skrevet. For så er det jo en tilsværtning af rang – og hvem er så for øvrigt racisten her?

Det er blevet sagt, at ’Den som blinker ...’ tilhører en genre, der skriver sig ind i krydsfeltet imellem fiktion og virkelighed. Lad os se på, i hvilken forstand det kan være rigtigt.

Sjældent er en bog braget igennem lydmuren, som det skete, da ’Den som blinker ...’ udkom. Mediedækningen var intens. Og medfølelsen og sympatien var til at tage og føle på, også hos anmelderne, der udtrykte glæde over at være med til at lade retfærdighed ske fyldest, her hvor et mobbeoffer fik sin oprejsning. Pyh, hvor måtte de borgere i Nykøbing skamme sig (Bjørnvig, Weekendavisen). Og selvfølgelig var ’Den som blinker ...’ kunst. Stor kunst. Rilke og Hölderlin levede og åndede i Romers linjer (Lise Garsdal, Politiken) – akkurat som Romer faktisk selv forud for publiceringen havde påstået, at de gjorde, og beklaget, at nok ingen ville forstå ...

Knud Romer fik i en forbløffende grad medspil af anmelderne i den selvfortolkning og tolkning af sin egen skrift, som han havde lagt frem i de presseinterview, der gik forud for publiceringen af ’Den som blinker ...’. Så intens og effektiv var markedsføringen, at det faktisk ikke var til at trække en sikker skillelinje imellem værket og Knud Romers ageren ude i offentligheden. Det var, som om historien om den knugede og mishandlede dreng med det poetiske sind og store kærlighed til sin tyske mor forlængede sig og fortsatte, når man så den voksne Romer folde sig ud som smagsdommer, klummeskriver eller interviewoffer, for ikke at tale om den regn af priser, ’Den som blinker ...’ udløste. Det var, som H.C. Andersen sikkert ville have sagt, »et virkeligt eventyr« ...

Naturligvis har Knud Romer ikke magtet at bestemme, hvad og hvordan anmelderne og offentligheden skulle tænke. Han er bare kommet ekstremt godt af sted med at få ørenlyd – og så har han altså hævdet, at det, der stod i bogen om hans barndom, virkelig var hændt.

Der er for mig at se ikke tvivl om, at lanceringen af ’Den som blinker ...’ som en beretning om virkelige hændelser har fået betydning for den måde, den er blevet læst på. Det er i denne forstand, man kan tale om, at ’Den som blinker ...’ befinder sig i krydsfeltet imellem virkelighed og fiktion. Læseoplevelsen får sin fylde ved, at man ’ved’, at dette er sket for en virkelig person, som man kan få et indtryk af gennem dennes optræden i medierne. Det er ikke værket i sig selv, man oplever, men kombinationen af værk og markedsføring. Og dét er faktisk værket ... Men dermed kan man også sige, at bogen ’Den som blinker ...’ mister sin autonomi.

Jeg vil hævde, at bedømmelsen af ’Den som blinker ...’ som litteratur hviler på tiltroen til dens sandhedsværdi, således at sympatien faktisk bliver tilskrevet værket som en litterær kvalitet. Sympatien er umærkeligt blevet investeret i læsningen. Meget genialt. Men det er ikke som kunstner, Knud Romer har været genial. Det er som reklamemand.

Anderledes sagt: Hvordan ville ’Den som blinker ...’ have klaret sig, hvis den i stedet var udkommet som et rent fiktionsværk fra Knud Romers hånd? Det finder vi selvsagt aldrig ud af, men jeg har dog lyst til at påpege nogle ting, der karakteriserer historien i ’Den som blinker ...’. Det er blevet sagt, at Knud Romer er hjemstavnsdigter. For tydelighedens skyld vil jeg inddrage en anden meget kendt hjemstavnsdigter, hvis projekt ligger tæt op ad Romers: Tove Ditlevsen. Hvor Romer skriver om Nykøbing, skriver Ditlevsen om Istedgade. Både Romer og Ditlevsen skriver om et opvækstrum, familiemedlemmerne med deres særheder og problemer samt trykket fra de sociale omgivelser. De skriver om tilblivelsen af et jeg, deres jeg.

Hos Tove Ditlevsen er det jeg, der vokser frem, et problematisk og foruroligende jeg, der i sig bærer konsekvenserne af de omgivelser, som skildres. Tove Ditlevsens erindringsværker har dybde, kompleksitet og organisk helhed.

Sådan er det ikke hos Knud Romer. Jegfortælleren i ’Den som blinker ...’ er en prægtig og kær lille gut, der for eksempel kører ud på sin cykel og samler sankthansorme og lægger dem i havemørket, så de danner stjernebilledet Orion til glæde for hans mormor. Eller han kommer hjem fra skole hver dag og opfinder lyse og gode oplevelser at fortælle sin stakkels triste moder, i stedet for den mobning han (ifølge bogen) i virkeligheden er blevet udsat for. Knud er sådan en lille dreng, som vi alle sammen gerne ville have – eller være. Lige så prægtig er bogens anden hovedperson, moderen. En smuk, modig, handlekraftig og oprørsk kvinde.

I modsætning til Tove Ditlevsen er jegfortælleren hos Knud Romer bekvem at identificere sig med. Det gør ’Den som blinker ...’ til en feel good-historie ... Ikke fordi der ikke fortælles smertelige ting, for det gør der. Men fordi Knud og hans mor er bekvemme for læseren at identificere sig med – ligesom skurkene (Nykøbings indbyggere) er så helt igennem nederdrægtige, at man må nyde at hade dem. En nydelse, altså, som flere af Romers anmeldere jo også plumpede i med begge ben.

’Den som blinker ...’ opererer med et bemærkelsesværdigt sort-hvid-virkelighedsbillede. Man kunne overveje, om ikke historien herved i grunden ejer nogle træk fra den genre, vi kalder triviallitteratur.

Der er naturligvis visse brudflader i det prægtige billede. For eksempel hører vi, at Knuds mor sender ham i skole på den første skoledag iført lederhosen. Ifølge bogen giver det anledning til det taktfaste »Tyskersvin«, som – igen ifølge bogen – herefter forfølger Knud de næste 12 år. Moderen skildres som en højtbegavet kosmopolitisk kvinde. Hun kommer til Danmark kort efter krigen – og har altså boet i landet i mere end 15 år, da Knud skal begynde i skolen. Man må spørge sig, hvordan hun kan finde på at give sin dreng lederhosen på? Og hvorfor insisterer hun ligeledes på at afholde børnefødselsdage med faste indslag af markant anderledes tyske traditioner – såsom det berømte fødselsdagsoptog? Eller højt at afsynge ’Glade jul’ på tysk til julegudstjenesten i kirken?

Naturligvis retfærdiggøres mobningen ikke hverken af Knuds lederhosen, julesang på tysk eller de særegne traditioner. Det er bare svært at forstå Knuds mor her, for som voksen ved man jo godt, hvor svært det er for børn, hvis de skiller sig ud og er anderledes, og hvorfor afholder hun sig ikke bare fra lederhosen og lygteoptog – for drengens skyld? Det er en mærkværdig mangel på empati hos Knuds mor, man får indtryk af mellem linjerne i ’Den som blinker ...’, og som på det intrapsykiske plan må repræsentere et mindst lige så stort problem for barnet som den angivelige mobning og sociale eksklusion. Man kunne indvende, at brudfladerne i det ellers idealiserede moderbillede er en kunstnerisk kvalitet ved ’Den som blinker ...’, og at den handler om et jeg, der foretager denne opdeling af verden, hvor moderens mørke sider fortrænges til det ubevidste og lever videre som projektioner på det omgivende samfund, der dæmoniseres.

Spørgsmålet er jo – populært sagt – om ’Den som blinker ...’ handler om en mand, der er blevet ødelagt af sin mor og giver Nykøbing skylden. Eller om den er skrevet af en mand, der er blevet ødelagt af sin mor og giver Nykøbing skylden ...?

Opereres der med en upålidelig fortæller, hvor sprækkerne i teksten bruges til at gennemlyse fortælleren? Eller er fortælleren en pålidelig fortæller og sprækkerne i teksten udtryk for forfatterens ubevidsthed?

Således slutter ’Den som blinker ...’ med beskrivelsen af moderens rædselsvækkende død i en strøm af eder og forbandelser, som hun lader regne ned over den nu voksne Knud, der sidder ved hendes sygeseng. Hun kæmper i sin vildelse for at rykke kateteret ud, og Knud stirrer i et forfærdende øjeblik ind i moderskødet, der gaber med en hæslighed imod ham som en vragside ved moderen selv. Moderen ser på Knud med kolde stålgrå øjne. Dette blik havde han frygtet hele sit liv, erklærer fortælleren. Igen: Er der her ikke tale om, at teksten ved disse sprækker i moderens prægtighed vinder i kompleksitet og kunstnerisk kraft? Nej! For vi har jo faktisk ikke hørt et eneste ord om »dette blik« i hele bogen. Hvad henviser det til? Vi får ingen episoder. Billederne af det destruktive ved moderen står uformidlede i forhold til det heroiske billede, der ellers tegnes. Og jegfortælleren er ikke tematiseret som et illuderet jeg. Sprækkerne synes at repræsentere forfatterens ubevidsthed.

Der findes andre uformidlede brudflader i ’Den som blinker ...’: Meget dramatisk lægger fortælleren ud med at fortælle, at han altid havde været bange og kun bange for sin morfar. Det lyder drabeligt, og læserens forventning stiger da også – hvad er det for rædselsvækkende ting, vi skal få at høre, at morfaderen har ladet komme over sin arme families hoveder?

Senere hedder det også i forbindelse med morfaderens død, at den sande rædsel for familien ikke havde været, hvorvidt hans hjerte var holdt op med at slå, men muligheden for, at han slet ikke havde haft noget hjerte. Men læserens forventning om, at noget frygteligt ved morfaderen må vise sig, forløses ikke. Hver gang der fortælles konkrete forløb og historier, der involverer morfaderen, minder han mere om en godmodig gnavpotte, der faktisk har et blødt punkt for sin smukke kone og Knuds prægtige mor – hans øjesten. Angsten kan reelt ikke knyttes til noget ved morfaderen.

På samme ubestemte måde fortælles om det at gå i skole som forbundet med rædsel og hårdhed – som var der tale om den sorte skole med tørre tæsk og udenadslære. Men faktisk befinder vi os jo et sted i 1970’erne, hvor det antiautoritære oprør var slået igennem i folkeskolekulturen. Der svæver en forestilling om en meget hård autoritet i ’Den som blinker ...’, men uden at kunne knyttes til noget reelt. Den lille Knud bliver således faktisk meget nænsomt og kærligt behandlet af sine forældre. Og når Romer ligefrem lægger ud med at fortælle om angsten og kun angsten, han følte for sin morfar, ja anbringer den i titlen: ’Den som blinker er bange ...’ – får man den tanke, at angsten måske har at gøre med et indre problem snarere end et ydre. At det i virkeligheden er erindringen om en dreng, der led af angst ...

Disse træk peger på, at ’Den som blinker ...’ vitterlig er et erindringsværk, men skrevet under indtryk af en forsvarsmekanisme, der kaldes splitting, hvor alt ondt eller dårligt omhyggeligt lægges uden for jeget. Som Poul Behrendt skriver om ’Den som blinker ...’ i Politiken 10.2.: »Det er i høj grad stedfortrædende lidelse, han udsætter sine tidligere medborgere for. Ikke bare sådan forstået, at han lader det være synd for sig selv, i stedet for sin mor. Men også sådan, at han slår på de andre, i stedet for på sig selv«.

Sjovt nok undlader Behrendt at tage stilling til det faktum, at Romer jo har erklæret i offentligheden, at Nykøbings borgere virkelig har gjort det, han skriver. Men netop af denne årsag er spørgsmålet om sandhed og virkelighed relevant at stille til Romers bog.

Også i forhold til bedømmelsen af litteratur som god eller dårlig trænger spørgsmålet om virkelighed sig overraskende på som et relevant spørgsmål. ’Den som blinker ...’ er underholdende, velfortalt og spækket til randen med spektakulære optrin. Men den højstemte patos klinger i længden hult, og de store følelser efterlader en bismag af sentimentalitet i et endimensionalt sort-hvid-univers. At digte er at holde dommedag over sig selv, sagde Ibsen og pegede her på, at en forfatters niveau også bestemmes af dennes evne, mod og vilje til at se sig selv direkte i øjnene.