Orgasme til kvinderne!
Ligestilling og lige ret til orgasme er kun aktuelt, hvis vi som kvinder selv styrer den og tager ansvaret.
| AF Pia Struck |
fakta
De seneste årtiers kvindekamplige budskab og kampråd forstummer hurtigere end en kvindes seksualitet i et trivielt følelsestomt rum.
Alt imens de gamle feministiske frontkæmpere forpupper sig i rødvin og
selvtilfreds selvretfærdighed. En selvtilfredshed, der udløser manglende mål
og retning i kvindekampen. Det eneste kluk, man hører fra stedet, hvor der
tidligere lød kampråb og opråb, er »bork – bork – bork«. Gårsdagens krav om
ligeløn og lige rettigheder for kvinder er afløst af en jovial kaglen i
hønsegården og en desperat løben omkring for at finde et overset og begravet
frø, der indeholder kimen og løsningen til, hvor kvindekampens fronter nu
skal stå. Det efterlader et stort tomt rum, hvor der burde være en skueplads
for vores egen internationale kampdag.
I 1910 holdt vi kvindernes
internationale kampdag i Arbejdernes Forsamlingsbygning, som dengang lå i
hjertet af København. Vi fik vores første kampdag! Vi fik diskuteret og lagt
de frø, som senere gav os almindelig valgret på lige fod med mændene.
Vi
kvinder kunne på dette tidspunkt kun stemme til det, der svarer til
kommunalvalg. Men vi tilkæmpede os valgretten til Rigsdagen. Det var de
danske socialdemokratiske frontkvinder som bl.a. Henriette Crone og Nina
Bang i samarbejde med Clara Zetkin, der allerede var et kendt navn i
kvindebevægelsen. Clara Zetkin kom med et forslag om, at der skulle
indstiftes en årlig kampdag, hvor »socialistiske kvinder i alle lande«
skulle agitere for kvindelig valgret. Forslaget blev vedtaget med stort
flertal på konferencen i 1910. Og allerede fra 1911 blev der agiteret for
kvinders valgret på en bestemt dag.
Vores kampdag blev
indstiftet i Folkets Hus på Jagtvej 69 på Nørrebro i midten af København.
Samme adresse som var hjemsted for Ungdomshuset. Men mens støvet fra
murbrokkerne og larmen fra bulldozerne er forstummet, skal vi kvinder passe
på, at vi og vores kamp ikke forsvinder i ruinerne af en kampscene fra en
svunden tid. Vi vil og skal kæmpe videre. I 1910 kæmpede vi for datidens
krav for os kvinder. Det var almindelig valgret, bedre forhold for
arbejderkvinderne i industrien, kvinders lige adgang til uddannelserne og
for reel ligeløn og medindflydelse i samfundslivet på alle niveauer. Et
krav, vi har fået indfriet nu – i hvert fald i vores vesteuropæiske
kulturforståelse.
Men et naturligt spørgsmål ville derfor
være: Er kvindekampen da død? Lader vi det gammeldags kristne kvindesyn –
kvinden som ophøjet useksuelt væsen uden kønsdrift – vinde igen? Svaret er
et hult og forkølet »ja« efterfulgt af lidt kagleri, hvis man ser de seneste
års kampråb og engagement i kvindekampen.
Jo, vi kvinder
har sejret os selv ihjel. Vi har sejret ad helvede til. Men de mange sejre
og laurbær har trukket os ned i en magelig sofa med kaffekopper og
bodumkande efterfulgt af kedelig pligtsex onsdag og lørdag. Hvor er de
knivskarpe argumenter, kamp og engagement? Vi foretrækker wellness, spabadet
og Gucci-tasker med overfladiskhed, ’laden som om’-udseenderæs – med at være
ensartet ’rigtige’ for at passe ind i kvindegruppens accept garneret med
stresscoaching, strikketøj og rygestop. Ja, de klassiske dyder har vi fået
på plads i magelighedens tempel.
Men hvad ville de gamle
kvindesagskvinder kæmpe for i dag? Ja, hvis vi kunne spørge Henriette Crone,
Nina Bang eller Clara Zetkin, kunne de påpege kravet om kvinders ret til
deres egen krop. Ret til at bestemme over deres egen krop. Nej til indbyrdes
formynderi. Ret til seksuel forskellighed. Ret til at bestemme over deres
egen seksualitet. Ret til onani og gode orgasmer. Fundamentale elementer,
som er lige så vigtige som kravet om ligeløn og valgret. Elementer, som er
lige så universelle som mad og søvn.
Men gider vi kvinder
da overhovedet kæmpe for noget i dag? Ja, gu’ gør vi det, og budskabet er
ganske klart: Vi vil have god sex, bedre orgasmer og ret til onani.
Kvindekampen
skal rettes indad mod os selv. Fra kvinder, der omskærer kvinder, til at
seksualiteten ikke må gå ud over en trang skabelon. Vi vil have retten over
vores egen krop. Vi skal kæmpe mod de mange års fordømmelse og fornægtelse
af vores egen krop og vores seksualitet. Men er det ikke blot nogle ønsker
og krav, som vi kvinder har i dag, kunne man spørge sig selv? Jo, men den
samfundsmæssige og religiøse byrde har lagt et skammens tæppe over vores
seksualitet. Åget med kristen skamfølelse og figenbladsmentalitet og
blufærdighed trætter vores lyst og glæde til vores egen seksualitet.
Sex,
orgasmer og onani er en gave, som vi endnu ikke har åbnet i det offentlige
rum. Vi skal frigøre os fra de gamle snævre forestillinger og kræve vores
ret til vores kvindelige seksualitet og gode orgasmer. Gennem tiden er
kvinder med en fri seksualitet blevet hånet, torteret eller i værste fald
brændt på bålet. I dag brænder vi ikke kvinder på bålet. Men vi brænder
kvinders frihed til at være seksuelle kvinder på bålet.
Vores
kønsdrift er ikke kun rettet mod forplantning og reproduktion. Vi har alle
ret til god sex, bedre orgasmer og ret til onani. Ikke af nød eller hensyn
til arternes overlevelse – men ret, fordi sex er vigtigt for os kvinder – og
vi har ret til at have en god og spændende seksualitet.
Vi
har fået tildelt retten til at være karikeret i medierne til at være lidt
for tykke, uden sminke, med appelsinhud på lårene og med dybe rynker og
lange strækmærker. Foruden som pæne, nonseksuelle frigide væsner – pæne
piger godt i kontrol – med tjekket udseende! Her har mændene stor
forståelse, idet de også selv kan diske op med ølmave, hængerøv, optræde
usoigneret, ubarberet, med dårlig ånde, for tidlig sædafgang og svingende
rejsningsfasthed.
Jep, her runger det af solidaritet fra alle
sider. Her sidder vi kvinder side om side med mændene i en robåd uden årer!
Mænd lider også under de gængse ’krav’ til, hvordan man skal se ud – og
kvinder og mænd har de samme problemer eller muligheder ved ikke at leve op
til kravene. Men er det her i samme robåd, at kampen skal stå? NEJ!
Vi
skal kæmpe for vores seksualitet. For forhold, hvor vi ikke bliver værdsat
på samme måde som mændene. Her skal vi kæmpe for vores sag – for vores egen
seksualitet – og vores krav om god onani og gode orgasmer. Onani og gode
orgasmer er en gave til os selv som kvinder. Onani og orgasme er ikke kun en
ting, vi pakker ud i bruseren eller under dynen, når partneren er ude en
gang hver tredje måned, efterfulgt af skam og skyldfølelse. Nej, så går vi
glip af for meget god nydelse. En ganske almindelig sund kvinde kan reelt
set fra puberteten og frem til sin død af alderdom have orgasmer og være
seksuelt tændt i op til 20 timer i døgnet. Kun afbrudt af lidt søvn og lidt
spisning. Det er ikke vores krop og energisystem, der siger nej tak. Men
hvem er det så, der kommer med det højtrungende nej?
Vi
skal lægge fortidens snævre og undertrykkende åg og komme ind i kampen. Vi
skal arbejde med at kæmpe for retten til onani og bedre orgasmer. Orgasmer
og onani til folket! Vi stiller krav om selvudvikling. Krav om at lære at få
bedre orgasmer. Opleve sober, seriøs og konkret undervisning og oplæring i
orgasmens ’self-loving’. Vi skal lægge vægt på at lege og have det sjovt.
Seriøst sjovt.
En kraftfuld reaktion bliver sat i gang, når
vi har kontakt med vores følelser i vores krop og mærker orgasmerne rulle.
Først derved bliver vi klar over, at mange af vores seksuelle problemer som
kvinder ikke er personlige problemer. Men kun betinget af sociale og
kulturelle grunde. Det er værd at kæmpe for at komme fri af! Sige stop til
den psykologiske verbalomskæring af det kvindelige underliv. Sige nej til
det kristne formynderi og til tvangsmonogamiets ensretning. Være tro mod os
selv – ikke mod konventionerne! Tage vores frie valg til os. Designe vores
sexliv, som vi selv ønsker, det skal være – med alle de
præference-forandringer, der sker i takt med vores vækst og udvikling.
Vi
skal kæmpe for, at gammel skam bliver helet, og skæve blufærdigheder damper
af. Det er her, vi skal finde solidariteten som kvinde.
Når kvinder
udveksler deres tanker og inderste følelser med andre kvinder, opstår en
atmosfære af tillid, hvor hver en kvinde kan opdage sit eget seksuelle
potentiale – og gøre sig fri. Ved at bruge vores egen krop som kilden til
kraft, energi og nydelse genvinder vi troen og evnen til at lave vores eget
liv og skabe den frihed, der genvinder vores evne til at leve vores eget liv
og friheden til at nyde seksualiteten på en ny og fri måde. Dermed kan vi
kvinder finde den person, som vi har søgt efter i hele vores liv – nemlig os
selv.
Vi siger nej tak til triviel pligtsex – tager ansvaret til
os for at holde fast i variation og seksuel mangfoldighed hele livet. Vi
siger nej tak til de orgasmefri zoner i hjemmene. Vi siger nej tak til at
blive opdraget til berøringsangst over vores egen seksualitet. Til gengæld
siger vi »yihaa« til vidunderlig, lærerig, varm, våd, elektrisk, powerfuld
og ikke mindst en kærlig seksualitet for os selv og sammen med vores
partner. Vi siger »yihaa« til at kæmpe for kvindekønnets lyksaligheder med
andre kvinder over hele kloden. Vi siger »yihaa« til intensitet, samhørighed
og tryghed ved at være sammen om og med hinandens køn og orgasme. Vi
besidder et guddommeligt lystcenter mellem benene, der ikke bliver brugt i
tilstrækkelig grad. Vi vil have liv, lyst og lyksalighed i en total synergi.
En synergi, der får os til at se englenes lys, høre fuglene synge og mærke
følelsen af vellyst i hele kroppen på daglig eller ugentlig basis.
Vores
krop har brug for orgasme for rigtigt at trives. Orgasmer gør vores krop
sundere og mere afslappet for hver orgasme. Sund sex og seksualitet gør
livet og glæden værd at kæmpe for.
Den østrigske
psykiater og psykoanalytiker Wilhelm Reich har dokumenteret, at orgasmer kan
gøre os selvhelbredende ved livstruende sygdomme. Han dokumenterede, at
orgasmer kan helbrede kræft. Så hvorfor ikke holde lægen fra døren med en
orgasme om dagen. Eller sex på recept. Sund sex giver glæde og sundhed. Sund
sex og sund seksualitet giver nærvær i kroppen.
Så
hvorfor ikke lade sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen udarbejde en sex- og
seksualitetspolitik til fremme af selvhelbredende orgasmer og god sex?
Hvorfor
ikke lade Bertel Haarder integrere en mere moderne seksualundervisning i
folkeskolerne? Sæt onani og orgasme på skoleskemaet i de ældste klasser i
grundskolen – og livslang veltrænet bækkenbund for hunkøn på de 8-10-åriges
skema.
Hvorfor denne berøringsangst? Hvorfor denne flugt fra
seksualiteten og gode orgasmer? Seksualitet, sex og orgasme er kommet for at
blive. Vi kvinder skal i dag lære andre om at stille krav til god sex, god
seksualitet og gode orgasmer.
Enhver kvinde har evnen til at få
orgasme, men ikke alle får det. Nogle får det helt af sig selv uden at tænke
nærmere over det. Mange får det aldrig og synes naturligvis, at sex er
kedeligt. Deres problem er, at de aldrig har lært det. Men alle kan lære
det. Lære, at vi kvinder kan bruge vores egen krop som en kilde til kraft,
energi og nydelse. Vi kan genvinde kraften til at leve vores eget liv og
friheden til at opleve vores seksualitet på en mere kreativ og indholdsrig
måde. Så kære kvinder: Begynd et livslangt kærlighedseventyr! Første led i
vores kvindekamp er orgasmens 10 bud.
Lær at elske med dig selv!
Seksuel
kommunikation. Lær, hvad du kan bede om.
Lær at værdsætte din
guddommelige vulva – porten til alt menneskeligt liv.
Find
det meget omtalte G-punkt.
Lær kærlige vulva-selvmassageteknikker.
Lær
at lege med seksuelle fantasier.
Udforsk og styrk dine lyster.
Lær
at få din seksuelle energi til at flyde.
Lær at bruge din
bækkenbundsmuskel mere aktivt under sex.
Brug onani som
erotisk meditation.
Det er bl.a. disse 10 bud, der giver os
kvinder noget at kæmpe for. Det er disse 10 bud, der bør gøre os kvinder
kampberedte og få os på barrikaderne. Vi har en sag at kæmpe for som
kvinder. Resultatet af de næste års kamp vil give os god og spændende sex,
god onani og gode orgasmer – men ikke mindst genvinde kvindeligheden i det
at være en seksuelt voksen kvinde.
Det er på tide, at vi tager
ansvar og holder fast i de østrogene værdier. At vi får sat os på samfundet
på de væsentligste punkter, hvor vi som kvinder netop er helt unikke. At vi
rejser os fra sofaen og stiller rødvinsglasset eller kaffekoppen fra os.
Dropper wellness og Gucci-tasken, det overfladiske udseenderytteri og finder
os selv som kvinder. Tag fat i egen barm – nyd det – og hold fast i vores
kvindelighed, som de seksuelle kvinder, der tager ansvar for os selv, vores
liv – og en af de vigtigste energier – nemlig vores seksuelle identitet.
Vores
liv som seksuelle kvinder er ikke noget glansbillede, der bliver leveret af
posten ved hoveddøren. Vi skal kæmpe for det og selv finde det i os selv. Vi
må ikke lukke vores følelser og seksualitet ude, men være i kontakt med os
selv – og tage vores seksualitet alvorligt. Lukke døren for angst og den
gamle kristne skam og de skæve figenbladsblufærdigheder. Det er en
vidunderlig pakke, som vi har i os, og som vi selv har ansvar for at få til
at blomstre. Ligestillingen og lige ret til orgasme og onani er kun aktuelt,
hvis vi som kvinder selv styrer den og tager ansvaret – og holder fast i den
– i op til 20 timer i døgnet. En orgasme om dagen – ja, det er sagen!
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Grækerne stemmer ja til sparepakke
Det græske parlament har godkendt kontroversiel sparepakke.
Ronaldo sender Real tæt på guldet med hattrick
Efter 4-2-sejr over Levante skal meget efterhånden gå galt, hvis ikke Real Madrid vinder...
800.000 danskere er på overførselsindkomst
Der blev gjort for lidt under opsvinget i 2004 til 2008 for at hjælpe folk i gang, vurderer fagfolk.
The Artist får engelsk Oscar for stumfilm
Filmen The Artist løb af med den prestigefyldte britiske Bafta-pris i kategorien bedste film.
Endelig pumpes olien væk fra 'Costa Concordia'
Med to ugers forsinkelse bliver det ulykkesramte krydstogtskib 'Costa Concordia' tømt...
Afstemning: Læserne elsker 'I will always love you'
53 procent har soundtracket fra 'The Bodyguard' som deres Whitney-favorit.
Forsvarsspiller sender City til tops
Med en 1-0-udesejr over Aston Villa er Manchester City tilbage på førstepladsen i Premier League.
Ekspert: Overenskomst er en gratis omgang
Ekspert kalder industriens overenskomst for et smalt forlig, der ikke vil koste...
Arabere vil lave fredsstyrke sammen med FN
Arabisk liga vil forsøge at presse FN til at skabe fælles fredsbevarende styrke.
Mick Øgendahl: Jeg er begyndt at drikke dåsebajere uden at flække et søm i toppen
ibyen anbefaler
-
10. feb. 2012 KL. 09.05 Biografen The Woman in Black
restaurant & cafe
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|




















