Når den sarkastiske bemærkning: Det kræver et godt helbred at ligge på hospitalet, alligevel rummer et vist mål af sandhed, har det med andre forhold end sundhedsvæsenets knowhow at gøre.

Det, der sigtes til, er den mentale tilstand, patienten eller den besøgende bringes i ved konfrontationen med hospitalet som fysisk virkelighed. Den arkitektoniske udformning af det hospital, som vi kender det i dag, bidrager nemlig ikke positivt til lindring og helbredelse, tværtimod.

Selve hospitalsmiljøet – altså den måde, vi har udformet og indrettet vore hospitaler på – er direkte undergravende for det ofte meget kompetente og altid velmente forsøg på at yde den bedste lægelige behandling og omsorg.

Et besøg på et dansk hospital illustrerer problemet. Her modtager et skummelt og slidt sygehus daglig i tusindvis af både ambulante og indlagte patienter og deres pårørende.

Er man ikke beklemt nok ved den alvorlige situation, som sygdommen i sig selv repræsenterer, gør den gennemførte tristesse i de fysiske omgivelser sit til at tage det sidste livsmod ud af en. Vinduer uden glas og maling, hullede vægge og utætte tage, døre uden håndtag og bare pærer eller lysstofrør, der blinker faretruende ned fra afskallede lofter, udgør de faste elementer i den arkitektur, som velfærdssamfundet tilbyder os i vore mest vanskelige livsomstændigheder.

Defekte discountmøbler og plastikstuebirke samt overfyldte askebægre side om side med forvoksede sodavandsautomater og sjuskede informationstavler i et virvar af hæslig grafik tilbydes de ventende – enten syge eller måske bekymrede pårørende – før mødet med de labyrintiske rumforløb af kedsommelige sengeafsnit, operationsstuer og frastødende velfærdsrum.

Små kiosker og butikker tilbyder ugeblade, aviser, tobak og mængder af slik, der forekommer komplet kontrafaktuelt til den syge persons ernæringsbehov. Der kan fås mere sygdomsfremkaldende end helbredende i enhver hospitalskiosk! Og, er man heldig, er der hist og her frisket op engang i 80’erne med glade farver og lidt kulørte gardiner! Hospitalerne i Danmark er med andre ord syge, og skal vi gøre os håb om, at vor hospitalsarkitektur skal kunne understøtte den avancerede og kostbare lægelige behandling, skal vi gøre hospitalerne raske.

Man er ved at vågne. I en artikel i Politiken 26. april kalder sygehusejernes formand, Bent Hansen, vore sygehuse for håndværkertilbud, og det fremgår, at Arbejdstilsynet flere gange har været efter vore i gennemsnit 50-årige sygehuse med påtaler!

Og regionsformanden deltager netop nu i planlægningen af en stor sundhedsreform, der skal fremtidssikre dansk sygehusvæsen – men hvordan skal det være, og hvad skal der ske?

Der tales lige nu om at investere 100 milliarder til ombygning, istandsættelse og nybyggeri. Men penge alene løser ikke problemerne, og studerer man de foreløbige investeringsplaner, som vi skal bygge efter i fremtiden, er der grund til bekymring.

Først og fremmest, fordi der ikke er taget højde for den indsigt, som vi faktisk har i, hvordan vi skaber de bedste fysiske rammer for behandling. Vi er med de nye investeringer ved at gentage fortidens synder, vi er ved at skyde os i foden! For behandling af sygdom er ikke, som man troede i 1960’erne, kun et spørgsmål om plads til senge, teknologisk infrastruktur, antal af enestuer og operativ kapacitet.

Det er også et spørgsmål om, hvordan det bliver muligt at give rum for den spirituelle refleksion over den forandrede livssituation, muligheder for at lære og selv at tilberede den nye kost, som sygdommen fordrer, rum til samtaler mellem grupper af patienter med den samme sygdom, rum til den vigtige kommunikation mellem behandlerne og den familie, der har fået et nyt problem at håndtere, frihed til at se horisonten, lukke sig som sit eget og bryde sammen. Mulighed for at læse, lytte til musik, se film, finde livsglæde, træne sin fysiske funktion, fornemme årstiderne eller lytte til kaminildens buldren.

Det liv, der er uden for hospitalets ramme, må bringes ind på hospitalet med respekt for sygdommen. Meningen er vel, at vi skal blive raske og hurtigst muligt ud af hospitalet. Hospitalernes nuværende fysiske indretning hindrer og undertrykker disse væsentlige krav om integration af det liv, vi er nødt til at leve for at blive helbredt. Og hospitalernes æstetiske udformning er af en sådan art, at de ikke bidrager til at gøre patienterne raske, tværtimod.

Det sociale netværk, den nærmeste eller ægtefællen, udgør hver for sig og samlet set et veldokumenteret potentiale for helbred, men uanset den empiriske viden er der stort set et totalt fravær af arkitektonisk og rumlig forankring af denne viden i den fysiske indretning af sundhedssystemet. Hospitalernes indretning er i dag præget af endimensional grad af mekanisk forstand og objektivisering af det syge individ. Dette må forandres.

Hvorfor nu det? Fordi det gennem videnskabelige undersøgelser er dokumenteret, at patienter med mulighed for at have kontakt med en ægtefælle eller en anden nærtstående faktisk er bedre til at håndtere de krav, som en kronisk eller akut sygdom stiller. Der er simpelthen brug for, at den nærmeste familie kan være til stede, når det meget travle plejepersonale ikke har tid.

Men også fordi det er vist, at hvis en ægtefælle deltager i plejen af en patient med f.eks. en kræftsygdom, så har det både betydning for patientens og den pårørendes psykologiske og sociale funktion. Det er snusfornuft at investere i plads til ægtefællen, fordi udskrivelsen så kommer hurtigere og antallet af genindlæggelser, alt andet lige, vil blive reduceret.

Vores forestilling om, at nye hospitaler skal indeholde enestuer, er egentlig fuldkommen en forvanskning af det, vi ved. Der er videnskabelig dokumentation for, at der skal være plads til den nærmeste familie. Ja, faktisk skal der indrettes tostueenheder, hvor den syge kan have sin nærmeste pårørende boende ved siden af.

Hvor skal hospitalerneplaceres? Enhver vil vide, at adgang til grønne områder, vandløb, hav og skov er stimulerende, og selv om det offentlige bestemt ikke ejer enhver strandgrund i Danmark, så er det væsentligt at involvere mål om det omgivende miljø i placeringen af fremtidens hospitaler.

Hvor der tidligere var langvarige hospitalsindlæggelser forbundet med diagnosticering og initial behandling af kræft, blodprop i hjertet og insulinkrævende sukkersyge, så er der i dag tale om få dages koncentreret kontakt med et højteknologisk hospitalssystem.

Denne kortvarige kontakt stiller ny udfordringer til såvel patient, pårørende som sundhedssystemets personale – men også nye udfordringer til den rumlige og æstetiske udformning af de fysisk set store behandlingsenheder.

Som det står nu, er der tale om, at offentlige forvaltninger bevilger milliardbeløb til tekniske rådgivere og entreprenørfirmaer, der har prækvalificeret sig ved at rejse den ene ligegyldige betonklods i landskabet efter den anden. Det offentlige har forsømt sin opgave om at træde i karakter som myndighed og vise sine borgere vejen for det gennemtænkte og værdige byggeri.

Der er ingen arkitektoniske udfordringer eller oplevelser, ingen æstetisk omsorg for udformningen, der er udelukkende skelnet til økonomiske og produktionsmæssige facetter af sygdom.

Lad os tage et eksempel. I de planer, der er lagt frem for ombygningen og istandsættelsen af Gentofte Hospital, kan man få bekræftet sine værste forestillinger om teknokratisk tænkning i sygehusvæsenet. Nu bebygger man de rekreative have- og gårdanlæg – der er et af de få forsonlige træk ved dette gennem årtier misligholdte sygehus – med omfattende bygningsstrukturer i en fantasiløs og oplevelsesfattig arkitektur.

Der mangler fuldstændig i dette kæmpebyggeri respekt for alle de forhold, som vi kan dokumentere har en direkte og målbar indvirkning på vor mentale og fysiske velbefindende. Investeringen gøres i udbud til entreprenørfirmaer, der i samarbejde med arkitekter og ingeniører udvikler forslag i priskonkurrence.

Det er den forkerte vej; der mangler simpelthen forskning og udvikling, der kan kvalificere beslutningerne om, hvordan vi skal bygge fremtidens hospital – og så mangler der skarpere konkurrence på de arkitektoniske løsningers kvalitet. Eller hvad med den endeløse udbygning af Skejby, der sker i rasende hast, men uden skelen til arkitektoniske principper og ideer om, hvordan syge mennesker heles.

Det er, som om offentligt byggeri, der tidligere var karakteriseret af den højeste kvalitet, som det opleves i Københavns Rådhus, Grundtvigskirken eller Radiohusets Koncertsal, nu skal kunne identificeres gennem det højeste niveau af discountløsninger med anvendelse af enorme mængder beton og indvendige strukturer, der mest kan sammenlignes med lagerhaller og andre opbevaringsrum.

Vi vil gerne slå et slag for, at det offentlige byggeri genindtager sin stolte plads som landets smukkeste og i denne sammenhæng også et udtryk for en integration af vores viden om materialer, lys, lyd og menneskets vilkår for at blive rask. Hospitaler skal være oaser, der vederkvæger den syge. Sygdom rammer mennesket som socialt individ og er ikke kun en begivenhed, der rammer et organ.

Det må undre, at arkitektstanden stort set ikke har interesseret sig for fremtidens hospitalsarkitektur. Det er uforståeligt, at der ikke på vore arkitektskoler forskes og undervises i denne enorme kulturelle udfordring. Især sammenlignet med den store indsats, som danske arkitekter har gjort for forbedring af dansk boligbyggeri, er det overraskende.

Allerede i begyndelsen af 1930’erne gik landets førende arkitekter ind i debatten om og arbejdet med at bygge bedre boliger for alle, og gennem en koordineret indsats mellem forskere, boligbyggere og erhverv er det lykkedes det at bringe dansk boligbyggeri frem i allerforreste række – også målt internationalt.

Vi efterlyser en lignende indsats for hospitalsarkitekturen, og vi frygter, at de massive investeringer, der nu skal til at gøres, sker uden et sådant forberedende grundlag. Det er uklogt at smide 100 milliarder i nye hospitaler uden at indtænke alle de aspekter, som vi i dag ved er afgørende for sygdomsbehandling.

Men man kan også vende problematikken om. Hvis vi formår at udvikle mere sammenhængende modeller for fremtidens sygehuse, står vi ikke bare om føje år med verdens bedste hospitaler. Vi står også med en viden og en række kompetencer, som resten af verden gerne vil dele med os. Investerer vi denne gang med kløgt, får vi en viden, der vil være meget værd i mere end én forstand. Kompetencen til at kunne skabe fremtidens hospital som en smuk og værdig ramme, der indvirker aktivt på et helbredelsesforløb, anses for et mentalt, kulturelt og socialt værdiskabende bidrag til det danske samfund, men rummer tillige et eksportmæssigt perspektiv for dansk knowhow.

Det er samtidig komplet uforståeligt, at Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd ikke har protesteret mod de bygninger, deres medlemmer skal arbejde i – de bygninger, som det er meningen skal danne rammen om de aktiviteter, der skal give borgerne helbredet og selvværdet tilbage. Det kræver som sagt et godt helbred at være indlagt, men det må være en alvorlig belastning for hospitalspersonalet at arbejde inden for de fysiske rammer, vi kender i dag.

Forestil dig, at de ansattes arbejdsdag kunne indeholde andre rumlige muligheder i form af pauserum og kantineområder i kombination med træningsfaciliteter og biblioteker, der kunne stimulere både intellektet, kroppen og give mulighed for at genoplade i forbindelse med arbejdet på et hospital. Vi kan som samfundsborgere ikke forestille os andet, end at vi ønsker det bedste personale til at tage sig af os, når vi bliver syge. Hospitaler er store, væsentlige arbejdspladser.

Hvis vi kan skabe et hospitalsbyggeri, der kan medvirke til at få mennesker raske, gør vi både patienterne og samfundsøkonomien en tjeneste. Der er udelukkende gevinster ved at gennemtænke og udarbejde en ny arkitektur for vores hospitaler. Enhver patient eller besøgende på et af vore moderne sygehuse kender velfærdssamfundets velsmurte helbredelsesmaskine.

Her går menneskelige ressourcer og teknologisk knowhow hånd i hånd for at skabe de bedst tænkelige rammer for behandling og helbredelse. De naturvidenskabelige indsigter og den mellemmenneskelige omsorg er redskaberne for et hospitalsvæsen, der trods mangeårige hensyn til økonomiske besparelser stadig regnes blandt de bedste i verden til at inkarnere billedet på det moderne velfærdssamfunds sundhedspolitiske ansvarlighed.

Man kunne forestille sig, at vores fremtidige sygehusvæsen var tænkt tværfagligt og med en æstetisk dimension. Så hospitalet var en oplevelsesmættet, udfordrende og inspirerende ramme omkring en indlæggelse. Der skal blandt andet anvises muligheder for at kombinere den medicinske behandling, der fokuserer på det biologiske objekt, med behandling, der anvender personens samlede ressourcer, og derved reetablere patienten som subjekt. Videnskabeligt funderet viden kombineret med arkitektonisk vision vil kunne kvalificere fremtidig programmering af hospitalsbyggeri.

På den måde ville vi få helt andre hospitaler end dem, der nu er på vej. Vi kunne få hospitaler som værdige humanistiske rammer om helbredelse; hospitaler, hvor man blev budt velkommen af venlige imødekommende rum, hvor nuancerede lysvirkninger, smukke farver og gode materialers stoflighed fik os til at føle, at vi passer til verden. Spændende skift i dagslysets måde at fylde rummene på, kender vi fra vore bedste kunstmuseer, og hvorfor ikke i fremtidens hospital arbejde arkitektonisk med lysets virkninger?

Den schweiziske arkitekt le Corbusier tegnede i 1960’erne en skitse til et hospital i Venedig. Rummene havde han som vanligt formet smukt omkring menneskekroppen, men i dette projekt vendte han rummet, så alle sengeliggende ad store ovenlyspartier havde frit syn til himlens bevægende skyer og stjerner. I fremtidens hospital kan rummene let formes med større kunstneriske indsigt end den, vi lige nu bydes. På den måde vil de ikke alene kunne støtte funktionaliteten bedre, men også berige vore sanser, udfordre vor ubevidste, men mærkbare fornemmelser for at være til som hele mennesker.

Da den svenske arkitekt Gunnar Asplund skulle forklare ideerne bag udformningen af Göteborg Domhus svarede han, »at netop fordi besøgende her ofte er fyldt med bekymring og angst, er der ført et varmt og gyldent lys ind i rummet«. I Asplunds bygning føles rummene selv på en gråvejrsdag generøst imødekommende og fulde af værdighed. Det er gjort med udstrakt empati for de mennesker, der skal bruge hans bygninger og med stort arkitektonisk talent. Ikke som et mål i sig selv, men som et middel til et bedre samfund. Lad os ikke nøjes med mindre på fremtidens hospital!