»Det handler om, at vi skal kunne fortælle en historie om, at vi vinder i Afghanistan!«.

Sådan lød den friske konklusion på et af indlæggene under en Afghanistan-konference i København for nylig med deltagelse af fremtrædende yngre, danske civile eksperter og militære aktører. Få dage senere ydede statsminister Anders Fogh Rasmussen sit bidrag med det spektakulært mediedækkede besøg i Kabul og i den danske militærlejr i Helmand-provinsen.

I dag tager VKO-regeringsflertallet så et nyt skridt hen imod sejren, må man forstå, når Folketinget med S og R’s stemmer vedtager at forøge den danske Afghanistan-styrke med op til cirka 250 mand til i alt knap 700 soldater, herunder eventuelt specialstyrker og kampvogne til beskyttelse af styrkerne. I forhold til Danmarks befolkningsstørrelse er dette et af de største nationale styrkebidrag overhovedet af de cirka 35 lande, som deltager i den NATO-dominerede ISAF-styrke i Afghanistan til støtte for USA’s egen militære operation ’Enduring Freedom’ i landet.

Officielt er ISAF/NATO’s og dermed også de danske styrkers opgave at medvirke til at sikre genopbygningen i Afghanistan, og i NATO er Danmark gået i spidsen med lanceringen af konceptet om såkaldt samtænkning mellem civile og militære opgaver. Helle Thorning-Schmidt har kaldt de danske styrker i landet for »diplomater i uniform«. Men i virkelighedens verden har både de danske og andre NATO-landes styrker i landet længe været involveret i regulære kamp- og krigshandlinger med oprørsgrupper, som især siden 2005 støt har vokset sig stærkere. Alene i sidste halvdel af 2006 påkaldte danske styrker mere end 100 gange flybomber fra ISAF/NATO-styrken mod såkaldte Taleban-mål. Ifølge kvalificerede uafhængige skøn er omkring 8.500 afghanere blevet dræbt siden begyndelsen af 2006, heraf formentlig mindst halvdelen civile. Alene i sidste halvdel af 2006 gennemførte NATO over 2.600 bombetogter med nedkastning af gennemsnitligt 25.000 kg bomber hver eneste dag over især det sydlige Afghanistan.

Fra august i år vil den danske Afghanistan-styrke også omfatte traditionelt infanteri, dvs. regulære kamptropper, mens der hidtil især har været tale om mobile spejdereskadroner. Samtidig trækker Danmark sig mere eller mindre ud af de tysk- og svenskledede genopbygningsprojekter i det nordlige Afghanistan for at koncentrere sig om den militære indsats i syd, først og fremmest i Helmand-provinsen. Fra begyndelsen af 2008 kan der også blive tale om indsættelse af danske F-16 kampfly og specialoperationsstyrker, i hvert fald hvis Forsvarskommandoens indstilling følges, hvilket der tilsyneladende er bred opbakning til i Folketinget, det vil sige også fra S og R. Med Folketingets aktuelle vedtagelse vil den i forvejen høje danske militære profil i Afghanistan blive endnu mere markant.

Afslutningen af den kolde krig i 1990 markerede på væsentlige punkter det måske mest bemærkelsesværdige brud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitiks moderne historie siden 1864. Sikkerhedspolitiske forskere har talt om en stigende militarisering, hvor de militære instrumenter har indtaget en stadig mere fremtrædende plads i de skiftende socialdemokratiske og borgerlige regeringers udenrigspolitik. Den aktive danske militære deltagelse i Bush-regeringens Irak-eventyr siden 2003 har i dette længere perspektiv ikke været en afvigelse, men snarere en naturlig konsekvens af, at Danmarks officielle politisk-militære relationer til Washington siden 1990 er blevet mere intime, end de nogensinde var under den kolde krig.

Fra slutningen af 1940’erne til Murens fald i 1989 fik den fælles sovjetkommunistiske fjende forståeligt nok danske regeringer til at knytte solide, men aldrig ukritiske transatlantiske allianceforbindelser til de vestlige demokratiers stærkeste magt, USA. Det strategisk udsatte Danmark var under den kolde krig altid en loyal NATO-allieret, men med flere forbehold over for dele af USA’s og alliancens politik end de fleste andre allierede. Ledestjernen for de danske forbehold var insisteren på en international retsorden med forhandling, ikke-militær konfliktløsning og afspænding, som blev anset for den bedste vej til at fremme demokratisering og menneskerettigheder internationalt.

Jeg har i andre sammenhænge (bl.a. Politikens Kronik 24.9.2006) diskuteret de sidste godt 15 års stigende militarisering af dansk sikkerhedspolitik i historisk perspektiv. Her vil jeg alene koncentrere mig om den aktuelle krig i Afghanistan.

Det er en almindelig erfaring, at seriøse kritiske argumenter imod at gå i krig hurtigt går i historiens store glemmebog, når først krigen begynder – og selvfølgelig især, hvis krigen kan erklæres ’sejrrig’. Det var f.eks. tilfældet med Kuwaitkrigen i 1991 (hvem husker, at og hvorfor 47 af de 100 medlemmer af USA’s Senat stemte imod den krig?), det var tilfældet med Kosovokrigen, og det er også tilfældet med krigen i Afghanistan, som blev indledt 7. oktober 2001. Der kan derfor være god grund til at genopfriske nogle få fakta.

På trods af terrorforbrydelsen 11. september var verdensopinionen ifølge Gallup i ugerne lige efter stærkt til fordel for diplomatiske og politimæssigt-juridiske modskridt over for terroristernes formodede bagmænd og støtter. Støtten til militær aktion svingede i Europa mellem kun otte og 29 procent, og i alle lande i Latinamerika var den helt i bund med 11 procent som det højeste. Oplysninger om opinionen i Afghanistan er mere mangelfulde, men i slutningen af oktober 2001, efter tre ugers intensive amerikanske luftbombninger i Afghanistan, samledes i Peshawar 1.000 afghanske ledere, som alle arbejdede på at vælte Taleban-regimet i Kabul. Trods mange indbyrdes uenigheder opfordrede de indtrængende og enstemmigt USA til at standse luftangrebene, og de appellerede til de internationale medier om at opfordre til et stop for »bombningen af uskyldige«. De insisterede på, at der blev brugt andre midler end mere død og ødelæggelse til at vælte det af mange afghanere forhadte Taleban-regime.

Et lignende budskab blev samtidig udsendt af den afghanske oppositionsleder Abdul Haq, som ellers nød stor anseelse i Washington og hos den senere præsident Karzai. Haq fordømte bombningerne og kritiserede USA for ikke at støtte hans og andre afghaneres bestræbelser på at »skabe et oprør inden for Taleban«. Han kaldte bombningerne »et stort tilbageslag for disse bestræbelser« og et udtryk for amerikansk styrkeopvisning og ligegyldighed over for afghanernes lidelser og tab af menneskeliv. Den fremtrædende, uafhængige afghanske kvindeorganisation RAWA kritiserede også skarpt bombningerne, og det samme gjorde de store internationale nødhjælpsorganisationer og akademiske eksperter, som pegede på den alvorlige risiko for yderligere sult og nød blandt især den afghanske landbefolkning som følge af krigshandlingerne.

Samtidig kritiserede den højt ansete militærhistoriker og Oxford-professor Michael Howard i et foredrag i London sidst i oktober 2001 skarpt Bush-regeringen for at bruge betegnelsen ’krig’ om bekæmpelsen af al-Qaeda-terrorismen. Det var »en forfærdelig og uigenkaldelig fejltagelse«, fordi USA – og de lande, der (som Danmark) straks helhjertet tilsluttede sig USA’s ’krig mod terror’ – dermed forpligtede sig til at opnå ’sejr’ over en uhåndterbar og usynlig fjende og en lang march gennem såkaldte ’slyngelstater’.

At bruge, eller rettere misbruge, termen ’krig’ er ikke kun et spørgsmål om legalitet eller pedantisk semantik, men har dybere og mere alvorlige konsekvenser, advarede Michael Howard: Erklærer man sig i krig, skaber man omgående en krigspsykose, som kan blive aldeles modproduktiv. Der vækkes en umiddelbar forventning og krav om en spektakulær militær aktion imod en let identificerbar modstander, helst en fjendtlig stat, som fører til et afgørende resultat. Krig bliver hermed ikke den absolut sidste udvej, men snarere den første udvej, jo før jo bedre – eventuelt præventivt angreb.

Michael Howards markante udtalelser var tydeligvis konkret møntet på USA’s nyligt indledte bombekampagne mod Afghanistan, og som alternativ til denne pegede Howard på en international politioperation udført under FN’s auspicier imod den kriminelle sammensværgelse, som al-Qaeda-netværket udgør. Dets medlemmer skulle indfanges, i Afghanistan og andre steder, bringes for en international domstol, udsættes for en fair rettergang og, hvis de blev kendt skyldige, idømmes passende straffe.

Også den fremtrædende amerikanske politolog John Mueller har i sin bog om USA’s kamp mod terrorismen, ’Overblown’, peget på, at i betragtning af Saudi-Arabiens og Pakistans omgående brud med Taleban-styret i Kabul efter 11. september havde der været gode muligheder for at presse de to lande til at hjælpe med at indkredse Osama bin Laden og hans folk. En inddæmning af Taleban-regimet ville formentlig have været en mere effektiv strategi end luftangrebene, som spredte al-Qaeda og netop lod dets ledere slippe væk. International Institute for Strategic Studies i London har tilsvarende konkluderet, at USA’s NATO-støttede operation ’Enduring Freedom’ i Afghanistan formentlig indirekte har gavnet al-Qaeda-netværket ved at tvinge det til yderligere at sprede sig og blive endnu mere decentraliseret, ’virtuelt’ og usynligt.

Men krigen i Afghanistan blev altså startet og gik sin gang – med helhjertet dansk politisk og militær støtte helt fra begyndelsen. Hvad er da status i dag, snart seks år senere? Der er næppe tvivl om, at den hidtidige danske civile og militære indsats i Afghanistan isoleret set i nogle henseender trækker i positiv retning. Det afgørende problem er imidlertid den overordnede ramme, som indsatsen nødvendigvis må foregå inden for. Det betyder bl.a., at de civile genopbygningsprojekter ofte må foregå under militær beskyttelse, fordi de af Taleban og andre oprørsgrupper opfattes som en integreret del af en amerikansk ledet invasionsstyrke, som mange afghanere nærer dyb mistillid til. Det ved vi bl.a. fra de omhyggelige undersøgelser af opinion og leveforhold, som den uafhængige internationale tænketank SENLIS Council i en årrække løbende har udført i Afghanistan.

I SENLIS’ seneste rapport fra 2007 konkluderes det skarpt, at det internationale samfund (med USA og NATO-landene i spidsen) har brug for »et virkelighedstjek« i Afghanistan: Holdningen til oprørsbekæmpelse må »fundamentalt revurderes«, så der ikke som hidtil bruges ni – 9 – gange så mange penge på den rent militære side som på civil økonomisk-social genopbygning. Følgen har været, at den strukturelle arbejdsløshed på 40 procent, den udbredte ekstreme fattigdom og medfølgende desperation vedvarende udgør et ideelt rekrutteringsgrundlag for det islamistiske oprør, som desuden næres af NATO’s omfattende luftbombninger og krigshandlinger med et medfølgende stort antal dræbte, sårede og flygtende afghanere.

SENLIS peger også på befolkningens legitime klager over den massive korruption og uduelighed i Karzai-regeringen, som er indblandet i narkohandel, og som blandt sine ministre tæller nogle af Afghanistan mest berygtede krigsforbrydere. Karzai-regeringen betragtes af mange afghanere som en marionetregering for vestlige interesser, og de fremmede styrker, som regeringen er helt afhængig af, ses som de reelle magthavere i landet. 85 pcrocent af afghanerne føler ikke, at NATO-styrkernes tilstedeværelse siden 2003 har gavnet dem, og over 70 procent mener heller ikke, at Karzai-regeringen har gjort nogen forskel for dem personligt. Kun lidt under halvdelen af befolkningen tror på, at NATO vinder kampen mod Taleban.

Det er ifølge SENLIS’ resultater en udbredt opfattelse blandt afghanerne, at USA og NATO ikke respekterer og forstår Afghanistans kultur og traditioner, herunder landets traditionelle klan- og stammesamfund, og at de derfor forholder sig til demokratiseringen af landet på en udpræget vestlig måde, som er dybt fremmedgørende for befolkningen. Taleban kan da også kun operere i så store dele af landet i kraft af støtte fra lokalbefolkningen, især, men slet ikke udelukkende i den sydlige del af Afghanistan.

Endelig fandt SENLIS, at mange afghanere ønsker en fredsaftale med Taleban. Dette sidste afspejles i det afghanske Senats vedtagelse 8. maj i år af en opfordring til fredsforhandlinger med Taleban og af et totalt stop for ISAF/NATO-styrkernes offensive militæroperationer. Det er nærmest det stik modsatte af den aktuelle NATO-strategi i Afghanistan, som synes at gå ud på at slå så mange ’Taleban-krigere’ ihjel som muligt. Ganske vist var de mange ofre blandt civile afghanere genstand for intense diskussioner under et NATO-møde på højt niveau i Bruxelles 9. maj. Men ifølge deltagere på mødet handlede diskussionen mindre om, hvordan man reducerede tabene end om, hvordan man skulle forklare dem for de europæiske NATO-regeringer, som stadig officielt hævder, at deres tropper er i Afghanistan for genopbygning og ikke for at føre krig mod Taleban.

Men den almindelige afghaner forstår meget vel, at USA og NATO-landene ikke har 35.000 soldater stående i deres land af udpræget omsorg for afghanerne og deres levevilkår. I så fald ville Vesten vel allerede have grebet ind under 1990’ernes ekstremt blodige borgerkrig og akutte nød og elendighed i landet. Men dengang var den vestlige interesse for Afghanistan reelt lig nul. Først 11. september-angrebet på USA vakte Vestens pludselig opmærksomhed på Afghanistan ud fra en frygt for, at al-Qaedas terror skulle ramme deres egne storbyer. NATO’s troværdighed bliver næppe heller større i afghanernes øjne af den idelige gentagelse af, at med indsatsen i Afghanistan står selve NATO’s fremtid og overlevelse som militæralliance på spil. Hvad med afghanernes egen fremtid og overlevelse?

En ofte overset pointe er, at i modsætning til NATO har Taleban og de andre oprørsgrupper ikke travlt. De behøver ikke at ’vinde’ – for dem er det nok ikke at tabe. En nylig Afghanistan-rapport fra International Crisis Group mindede om den klassiske allegori om stormagtshære, der er sat til at bekæmpe guerillaer – hunden, der kæmper imod lopper: For meget at forsvare imod for mange, for små og allestedsnærværende, adrætte fjender. Hvis kampen fortsætter længe nok, vil hunden falde om af udmattelse og blodtab uden nogensinde at have fundet noget af betydning at smække kæberne sammen om eller sætte kløerne i.

Hele krisen omkring Afghanistan aktualiserer således igen spørgsmålet, om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik skal bevæge sig endnu længere ud ad militariseringsstien, eller om den historiske nyorientering siden 1990 bør tages op til genovervejelse og seriøs debat. Også i lyset af disse års eksplosivt ekspanderende danske militærindustri med stærkt stigende højteknologisk eksport til navnlig USA kan Danmarks reelle sikkerheds- og forsvarspolitiske handlefrihed blive væsentligt indsnævret, hvis den aktuelle retning videreføres. Når værktøjskassen overvejende består af hammere, har problemerne som bekendt en tankevækkende tendens til at tage sig ud som søm.