Hvis velfærdsstaten ikke havde været en politisk maskine, så havde den ikke eksisteret i dag.

Kun i politik kan man i så horribel grad forfejle sit mål og dog være så hyldet, som velfærdsstaten er.

Politik er det eneste sted, hvor der kun er gevinst for den enkelte, ingen omkostninger, ved at være så idealistisk og åben over for nye og på papiret spændende idéer, at man helt slår fornuften fra og lader følelserne styre.

En ny medicin, som bliver lanceret med det mål at kurere en sygdom, men som tværtimod forværrer patientens tilstand, bliver taget ud af handlen, straks det opdages. En mekaniker, som ikke reparerer bilerne, men tilføjer dem nye skader, går hurtigt konkurs. Men velfærdsstaten lever bedre end nogensinde, og dens opposition i Folketinget er helt væk, selv om den har fejlet i helt samme omfang som medicinen og mekanikeren.

Det er kun 46 år siden, at Socialdemokratiet vedtog principprogrammet ’Vejen frem’, og det var vejen frem mod velfærdsstaten, man mente. Heri hed det, at: »Samfundets indsats skal ikke blot have til formål at opretholde tilværelsen for den enkelte, men ud fra individuelle hensyn sætte enhver i stand til at løse egne problemer«.

Men det gik lige omvendt. Dengang i 1961 var der godt 200.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som fik opretholdt deres tilværelse af ’samfundet’, det socialdemokratiske ord for staten. Godt fire årtier senere, i 2004, var det mere end 900.000.

Det er i år kun 50 år siden, at velfærdsstatens fædre besluttede sig for, at der skulle oprettes et socialforskningsinstitut i Danmark med det formål at understøtte velfærdsstaten i arbejdet med at »forhindre sociale onder – fattigdom og økonomisk usikkerhed, kronisk sygdom, manglende erhvervsevne, ødelagt familieliv, forsømmelse af børn og forbrydelser«, som det blev formuleret.

Med fattigdommen og den økonomiske usikkerhed gik det som forudsagt, reallønnen steg jo til det tredobbelte – det havde bare intet med velfærdsstaten at gøre. Men folk med helbredsproblemer og mistet arbejdsevne blev der tre gange så mange af, det ødelagte familieliv steg med skilsmisseraten til mere end det dobbelte, der blev ikke færre forsømte børn, og forbrydelserne eksploderede til tredobbelt niveau.

Dertil kom, at de alkoholrelaterede dødsfald fordobledes, de narkorelaterede dødsfald femdobledes fra 1970 og frem, og velfærdsstaten skabte den i international sammenhæng helt unikke situation for lande domineret af velfærdsstater, at handlekraftige mennesker fra udlandet kom hertil som indvandrere med det mål at skabe sig et bedre liv, men endte som en ny permanent underklasse uden arbejde.

Velfærdsstaten har på så godt som alle områder fejlet. Målet med den var at forhindre underklassens udstødelse fra arbejdslivet, men aldrig har så mange været udstødt. Målet var at gøre en række sociale onder mindre, men de har aldrig været større, og nye er kommet til. Operation velfærdsstat er mislykkedes, og patienten har været død i mange år.

Sådan gik det, fordi man i 20 år fra 1960 til 1980 ignorerede alt, hvad man hidtil havde troet på i socialpolitikken. Man begyndte at understøtte alle de dårligdomme, som man gerne ville have færre af.

Man ville have færre på offentlig forsørgelse, men man mente, at problemet kunne løses ved at uddele flere penge til de forsørgede og lade større grupper få adgang til offentlig forsørgelse. Det var dumt, det var helt horribelt dumt, men man troede vitterlig på, at jo bedre forhold man gav folk uden arbejde, jo flere ville komme i arbejde. Man vidste godt, at man var på vej ud i noget helt nyt, det var et bevidst opgør med den gamle visdom. En af dem, der stod for dette opgør, var den senere socialdemokratiske socialminister Bent Rold Andersen:

»Med hensyn til underholdshjælpens niveau bør det anføres, at man traditionelt har betragtet en lav underholdshjælp som det bedste incitament til at søge en trangssituation bragt til ophør, idet den økonomiske interesse i at genoptage et erhverv da skulle blive størst«, skrev Bent Rold Andersen i 1963, inden han forklarede, hvorfor denne gamle visdom tog fejl: En lavere levestandard i en længere periode kunne ifølge Rold medføre, »at den pågældende af sig selv og andre opfattes som inde i en social deroute, hvilket igen erfaringsmæssigt kan medføre uheldige virkninger på revalideringsmulighederne«.

Det gik ikke som forudsagt af Rold og velfærdsstatens andre fædre. Jo mere lukrativ man gjorde hjælpen til de offentligt forsørgede, jo mindre blev den sociale deroute opfattet som en social deroute, og jo færre havde motivation til at komme ud af den. Den traditionelle og mest udbredte opfattelse, før folk som Bent Rold Andersen satte sig på meningsdannelsen, var helt rigtig – økonomiske incitamenter spiller en rolle for folks tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er derfor, man i dag taler så meget om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Man ville have færre forbrydelser, men man gjorde, hvad man kunne for at fremme det modsatte resultat ved at uddele flere og flere penge til forbryderne. Tidligere måtte kriminelle, som ikke havde gjort en indsats for at overbevise det omgivende samfund om deres nye forbedrede jeg og af samme grund ikke kunne finde beskæftigelse, tage til takke med fattighjælpen til de selvforskyldt ledige. Men med velfærdsstaten fik de nu adgang til fulde dagpenge, kontanthjælp og førtidspension på lige fod med den lovlydige del af befolkningen.

Velfærdsstaten blev en sikker havn, hvorfra den vanekriminelle kunne drage ud på nye togter i sikker forvisning om, at forsørgelsesgrundlaget aldrig ville svigte. Motivationen for at skifte branche mindskedes, for velfærdsstaten erstattede tidligere tiders udstødelse af den vanekriminelle fra de fleste gensidigt forpligtende fællesskaber med en hær af socialrådgivere og deres varme hænder og bugnende sociale kasser. Derfor begås der i dag mere kriminalitet end før velfærdsstaten.

Man ville have færre ødelagte familier, men i stedet begyndte man at give omfattende tilskud til skilsmisser. Hvor familien også dengang blev stiftet i kærlighed, så blev den i nok så høj grad opretholdt af praktiske og økonomiske grunde. Disse grunde forsøgte man at mindske eller eliminere med tilskud, som gjorde det økonomisk og praktisk meget nemmere at være enlig forsørger. Derfor fik flere lyst til at blive enlig forsørger.

I dag kan mange familier takket være rabat i daginstitutionerne, børnetilskud og boligstøtte få økonomisk overskud af, at mor og far flytter fra hinanden. Mor og far er i disse familier ikke længere afhængige af hinanden for at få hverdagen til at fungere, det forventes i dag, at de holder sammen med lyserød kærlighed som eneste motivator. Derfor er der i dag flere ødelagte familier end før velfærdsstaten.

Man ville have færre misbrugsproblemer, men så fjernede man alle de økonomiske vanskeligheder, som tidligere ramte misbrugere, og garanterede dem i stedet førtidspension på livstid. »Danskerne et er produkt af velfærdssamfundet«, sagde etnologen Lene Otto sidste år, »hvilket betyder, at vi lever mere i nuet og ikke behøver at bekymre os om fremtiden«.

Men inde i rigtig mange mennesker sidder der en potentiel misbruger, en person, som længes efter at slippe tøjlerne ude i præstationssamfundet og helt at hengive sig til sin egen umiddelbare lystfølelse. For nogle mennesker er det eneste, som holder denne indre misbruger tilbage, de bekymringer om fremtiden, som de fleste mennesker gør sig. Tager man bekymringerne væk, så har misbrugeren mulighed for at slippe ud. Derfor er der i dag flere misbrugere end før velfærdsstaten.

Man ville gøre op med den negative sociale arv, men i stedet sørgede man for, at stadig flere børn voksede op i hjem, hvor denne arv er tungere end nogensinde før, fordi hverken far eller mor har tilknytning til arbejdsmarkedet. I disse hjem kan man te sig nøjagtig, som man vil, det har ingen konsekvenser for ens position i samfundet.

Man kan optræde aggressivt, blive misbruger, man kan tale et grimt sprog, kalde forbipasserende på gaden for ludere, blive kriminel, det har alt sammen ingen betydning, pengene kommer af sig selv. Sandsynligheden for, at man får tildelt en førtidspension, stiger sågar, jo mere umuligt man opfører sig.

Aldrig før i menneskehedens historie har så stor en andel af befolkningen kunnet opretholde en materielt betryggende tilværelse uden at tilpasse sig det omgivende samfunds grundlæggende normer. Aldrig før er så stor en andel af børnene vokset op i den slags hjem og blevet præget i disse hjem. Derfor er den negative sociale arv i dag tungere end før velfærdsstaten.

Man ville tage godt imod de udlændinge, som kom til Danmark for at arbejde her, men i stedet tilbød man dem et liv på overførselsindkomst. Man lod på den måde initiativlystne mennesker udvikle sig til en ny underklasse, der nu lever i total kulturel isolation i forhold til resten af samfundet.

Tag en tilfældige indvandrer i Canada eller USA, og han er med stor sandsynlighed i gang med et arbejde og på vej til at dygtiggøre sig, så han efterhånden kan tjene samme løn som indfødte canadiere og amerikanere. Tag samme tilfældige indvandrer i Danmark, og han vil med lige så stor sandsynlighed være en social klient. Derfor er velfærdsstaten så dårligt et system til at integrere indvandrere i samfundet.

Velfærdsstaten er en taberfabrik. Man putter et velfungerende folk ind i den ene ende i 1960, og det samme folk kommer ud i den anden ende i dag med massive sociale problemer, som var ukendte eller meget små i 1960.

Kun i politik kan sådan et maskineri være genstand for så stor kærlighed, som velfærdsstaten er i dag. For den enkelte almindelige vælger og den politiske meningsdanner er det helt omkostningsfrit at fortælle vidt og bredt, at man vil alle mennesker det bedste, og at man har tænkt sig at kaste et betydeligt beløb fra statskassen ind i projektet. Man udstiller sin gode vilje, sine fine hensigter, og dermed er målet nået: Man får anerkendelse som et godt menneske.

Den, der forstår, at verden ikke kun består af kortsigtede effekter, men også af langsigtede, og vil sige det højt, har en noget sværere sag. »Vil du virkelig ikke give flere penge til narkomanerne? Vil du ikke hjælpe dem, når de har det dårligt?«, lyder de kritiske spørgsmål. Svaret, at man frygter, at det på lang sigt vil føre til, at flere vælger narkomanien som en måde at leve på, lyder kynisk, grimt, borgerligt.

Så hellere flashe sin spontane godhed, for det har jo ingen omkostninger. Hvad den enkelte vælger eller sågar den enkelte meningsdanner mener, gør jo ikke den store forskel. Om man siger det ene eller det andet, betyder ikke noget, det er alligevel den store flok, som bestemmer retningen. Hvorfor være kynikeren, der kæmper for fornuften til ingen verdens nytte, når man i stedet kan fremstå som progressiv, tolerant og godgørende og høste anerkendelse for det? Sådan er incitamentsstrukturen i den politiske debat:

Omkostningerne ved at insistere på svært forståelige argumenter om velfærdsstatens ødelæggende virkning på en række sociale problemer er koncentreret om den enkelte, som fører synspunktet frem. Han risikerer at blive stemplet som reaktionær eller tilhænger af amerikanske tilstande, og mere ond kan man ikke blive. Derimod er gevinsten ved, at nogle siger den almindelige mening imod, spredt på hele samfundet – det kommer alle til gode.

Omvendt forholder det sig med det modsatte synspunkt. Den, der fastholder velfærdsstatens godgørende effekter og oven i købet foreslår velfærdsstaten udbygget, høster store private gevinster af det. Høje politiske embeder kan skues i horisonten eller gode pladser i den meningsdannende elites forsamlinger. Her er det omkostningerne ved, at ingen taler fornuftens sag, som er spredt ud over hele samfundet – som gør skade på alle.

Hvis debatten om velfærdsstaten havde lignet dansk miljøpolitik, så ville svaret være indlysende. Man skulle uddele tilskud til dem, der gør det privat mindst fordelagtige – altså siger sandheden om velfærdsstaten – for at skabe den for samfundet mest fordelagtige situation. Og man skulle beskatte dem, der kun tænker egoistisk – siger det, alle så gerne vil høre om velfærdsstaten – for at tilskynde dem til at opføre sig med et større samfundssind.

Alternativt kunne man igangsætte en kampagne for at få folk til at opføre sig mere ansvarligt. Ligesom Danmarks Radios licenskampagne, hvor de, der bare vil have andre til at bære omkostningerne ved deres private fornøjelser, bliver udstillet som det, de er: nasserøve og anløbne personligheder. Denne kampagne burde især rettes mod dem, som man må formode ved bedre. Dem, som er belæste nok til at vide, at en masse sociale problemer er blevet større, mens danskerne har levet sammen med velfærdsstaten, og som burde kunne se sammenhængen, men som alligevel fastholder en kritikløs opbakning til velfærdsstaten.

Kan I se pointen, eller skal vi stave det for jer, kunne man spørge – henvendt til folk som Anders Fogh Rasmussen, Marianne Jelved, Bendt Bendtsen, Helle Thorning-Schmidt og en lang, lang række af danske meningsdannere ved medierne og i kulturlivet.