Ingen hurtig vej ud af Irak
Utålmodigheden skygger for, at den totale exit fra Irak er en politisk umulighed for USA.
| AF CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD |
fakta
NEW YORK. Enten mener De, at Vesten befinder sig i et opgør med en fundamentalisme, der er lige så farlig – og kun mere uhåndterlig – end fascismen og kommunismen: Krigen mod terror er kun lige begyndt.
Eller også, at hele denne analyse for længst er afsløret som i bedste fald propagandistisk nonsens, i værste fald en selvopfyldende profeti: Terrorismen er et symptom på andre problemer, som skylder sine væsentligste succeser vores manglende forståelse af dét.
Hvis De mener det første, frygter De eftergivenhed.
Hvis De
mener det andet, frygter De ubøjeligheden og leder efter den måde, hvorpå
Vesten mest tydeligt skal kunne foretage et kursskifte fra den dagsorden,
som præsident Bush lancerede i månederne efter 9/11.
Det
er ikke idéhistorie, det her: Det er ikke en abstraktion, det er en reel og
konkret politisk virkelighed, her i 2007, seks år senere. Det er en
uenighed, der deler både USA og Europa, højre og venstre på kryds og tværs.
Det er en kløft, der vil præge international politik i årtierne, der kommer.
Hvis De tvivler på dét, hvis De har fået rigeligt af Bush og bin Laden og
synes, at verden er kommet videre, så forestil Dem, at denne Kronik stod i
Jyllands-Posten, hvor jeg kan garantere, at dens første linjer ville blive
læst meget forskelligt fra, hvordan de læses her.
For
Bushskeptikere – og dem bliver der hver dag flere af – er det ellers
fristende at forklare de sidste syv års amerikanske udenrigspolitik med en
skæbnesvanger konstellation af historisk katastrofe (9/11), ideologisk
overmod (Bush) og analytisk underskud (Irak + det løse).
Allerede
i opløbet begyndte Irakkrigen at fremstå som en undtagelse,
også i Bushregeringens egne argumenter. For jo mere man opbyggede sagen netop
mod Saddam Hussein, jo mere indikerede man selvfølgelig, at det ikke var
enhver småkriminel bananrepublik, der skulle bilde sig ind, at den var
vigtig nok til at blive invaderet, besat og regimeforandret. USA
havde ikke været længe i Irak, før selv proamerikanske europæere begyndte at
konkludere, at krigen var en decideret fejl, der miskrediterede USA i
almindelighed og Bush i særdeleshed. Og jo mere krigen, der skulle have
spredt håb blandt de undertrykte og skræk blandt undertrykkerne, gjorde det
omvendte, des mere begyndte den at ligne en garanti mod sin egen gentagelse.
Mange
europæere ventede utålmodigt på, at de amerikanske vælgere skulle miste
tålmodigheden. Det gjorde de tilsyneladende så i november 2006, hvor
Kongressen faldt til demokraterne. I forvejen vaklede det neokonservative
korthus – med farvel til Rumsfeld, Bolton, Wolfowitz; umisforståelige
mistillidserklæringer fra de gamle republikanere: James Baker, Colin Powell.
I Europa er fornemmelsen af afslutning blevet kolossalt forstærket af
afskeden med Tony Blair.
Bushs kritikere kan mærke, at tidevandet
er på vej ind. Klokken falder i slag. Det har længe stået dem klart, at det
kun kan blive bedre. Utænkeligt, at USA under en ny præsident ikke vil
fremstå mindre egensindigt end under Bush. Utænkeligt, at der
skulle være voldsommere år foran os end dem, vi har gennemlevet.
Denne
atmosfære af utålmodighed stjæler opmærksomheden fra det faktum, at den
nuværende amerikanske præsident, sine åbenlyse begrænsninger til trods, ikke
er årsagen til alle USA’s problemer, eller vores. At den totale, definitive
exit fra Irak ligner en politisk umulighed for USA. Og at det i øvrigt ikke
er realistisk at vente et fuldtonet farvel til alle de nye karakteristika,
der er trådt frem i amerikansk udenrigspolitik 2001-2008.
I
september skal USA’s mænd i Irak, general Petraeus og ambassadør Crocker,
fortælle Kongressen om resultaterne af den troppeforøgelse på 30.000 mand,
der var præsidentens alternativ til anbefalingerne fra den tværpolitiske
Baker-Hamilton-kommission. Washington tog i juli forskud på opgøret –
fremtrædende republikanere lagde afstand til Bush, og demokraterne indledte
en kampagne af hidtil uset hårdhed mod Irakkrigen – parat, som deres leder i
Huset, Nancy Pelosi, forleden garanterede, til at stemme om nye Irakforslag
hver dag.
Men, vurderer Massimo Calabresi i Time: Det, der ligner
et opgør, er kun politik. Begge partier søger at tilfredsstille deres
baglande ved at overdrive uenigheden og fremstille den som unbridgable.
Republikanerne går stille med, at Bush selv længe har ønsket en reduktion –
demokraterne går stille med, at de slet ikke selv er klar til en fuld
tilbagetrækning. Man skal helt ud på fløjene i de to partier for at finde
nogen, der for alvor er klar til at trække USA hjem: »Nobody in the
mainstream is looking to get out soon«.
Rygtet siger, at Bush
har indset, at han ikke når at afslutte Irakkrigen og leder efter en
strategi, som en demokratisk efterfølger vil kunne tilslutte sig. Og ifølge
Calabresi står broderparten af demokraterne da også bag det, han forudser
bliver Bushs nye plan: færre tropper med færre opgaver. Begge sider vil tage
æren for kursændringen, de første tropper vil komme hjem – hvorefter
demokraterne vil fortsætte med sætte Irak øverst på dagsordenen ved at kræve
en fuld tilbagetrækning.
Det ligner en smart demokratisk
strategi – så effektiv, at man må spørge, hvorfor partiet alligevel først
aktiverer den nu, et halvt år efter at have taget Kongressen? Måske fordi de
samme vælgere nu har sendt Kongressens popularitet ned i nærheden af
præsidentens. Dét fortolker demokraterne sådan, at vælgerne kræver en
utvetydig ændring af Irakpolitikken og mere konkret: en dato for
tilbagetrækning. I Senatet modarbejder partiets leder, Harry Reid, tanken
om, at et flertal bestående af midtsøgende senatorer fra de to partier
skulle finde hinanden i et kompromis om en ny linje, der ikke er et
tilstrækkeligt tydeligt brud med Bush. I stedet vil de demokratiske ledere
fastholde kontrasten – at man selv lytter til folket, mens republikanerne
følger Bushregeringens linje: stædig, mislykket, udsigtsløs.
Det
er det, der er den store nyhed: at demokraterne nu for alvor tør betragte
Irakkrigen som præsidentens største svaghed og behandle den derefter. I
månederne efter deres erobring af Kongressen var det, som om de endnu
tvivlede på folkestemningen. Men nu er det indlysende, at amerikanerne ikke
længere betragter enhver kritik af præsidenten som illoyal og upatriotisk.
Måske er det Irakkrigen, der har været for omkostningsfuld. Måske er det
9/11, der er rykket på for lang afstand. Eller måske er det præsidentens
sammenkædning af de to ting, der er blevet for slidt.
Demokraterne
regner med det sidste.
Men de har et problem.
På den ene
side vil de demonstrere for vælgerne, at Bush og republikanerne udgør én
sammenhængende blok, som i ideologisk forblindelse har udløst en række
katastrofer, dermed svækket snarere end styrket Amerikas sikkerhed – og som
beredvilligt begår nye fejl for at dække over gamle. Vreden skal vare til
valgene i 2008.
På den anden side risikerer de ved at understrege
umuligheden i Iraksituationen at gøre det stadig vanskeligere at
retfærdiggøre den position, de selv må ende med at indtage.
Tidsfaktoren
er væsentlig. Hvis ikke valgene var næsten 16 måneder væk, ville
demokraterne kunne nøjes med at spille hardball – det vil sige
lægge afstand til Irak med alle tænkelige argumenter, fordi de først selv
behøvede beskæftige sig med detaljerne, når valget var overstået, og sejren
var i hus. Men når de gør det nu, er der næsten halvandet år tilbage, hvor
man vil bede om deres alternativer.
Hvorfor så ikke lade
krigen brænde videre og først sætte kampagnen ind om et år? Måske fordi
demokraterne frygter, at det indre opgør hos republikanerne når at brede
sig, i en grad så partiet – og dets præsidentkandidater – for alvor formår
at lægge afstand til præsidenten. Hvis det sker, vil i hvert fald den nye
præsidentkandidat (Giuliani?) kunne fremstille sig som alternativet til både
Bushs ideologiske excesser og demokraternes appeasement. Som den
neokonservative overideolog William Kristol observerer: »En smule gensidig
ødelæggelse mellem Bush og Kongressen kunne efterlade den republikanske
kandidat, som sandsynligvis ikke vil være forbundet med nogen af de to
parter, i fin form«.
Det er et risikabelt spil, demokraterne
har begivet sig ud i. De skaber en forventning hos vælgerne om, at krigen
vil blive helt og fuldt afsluttet. De angriber de republikanske rebeller for
ikke at ville tage konsekvensen af deres kritik – og gør det dermed sværere
for sig selv at indgå noget kompromis. Strategien forudsætter, at de hele
tiden kan befinde sig ét skridt foran folkestemningen: at de kan opildne
vælgernes utålmodighed uden selv at skulle levere varen. Toget skal ikke
køre hurtigere, end at de selv kan nå at springe af sporet.
Hvad
vil vælgerne sige? Lige så klart det står, at de føler, at Irakkrigen går
dårligt, lige så usikkert er det, hvad de i øvrigt mener. Og det er en
væsentlig pointe her: Vælgerne er utilfredse med, at USA er ved at tabe –
hvilket ikke er helt det samme som at være utilfreds med, at USA gik i krig.
Det er nederlaget snarere end krigen, de er imod. Og det gør selvsagt ikke
landskabet mindre kompliceret, at ledende demokrater gav mandat både til
krigen i 2003 og til den nye strategi for få måneder siden.
Modstanderne
af entilbagetrækning beder om mere tid. John McCain, der selv var en tidlig
kritiker af krigens håndtering og netop selv opfordrede til at øge
styrkerne, bakker op bag strategien. Al-Qaeda trænges i defensiven,
sheikerne i Anbarprovinsen vælger at samarbejde med Bagdadregeringen og
dermed med USA. Fra Irak imødegår amerikanske militærfolk billedet af de
irakiske styrker som håb- og udsigtsløse. William Kristol påtog sig for
nylig at argumentere for Why Bush will be a winner: Selv tvivlede han
på krigen i slutningen af 2006, men fastslår nu: »Hvis vi opretholder the
surge [offensiven] i et år og fortsat træner de irakiske styrker
effektivt, vil vi sandsynligvis kunne begynde at neddrosle i midten eller
slutningen af 2008«.
Fremskrivningerne kombineres med anklagen
om, at demokraterne – og de oprørske republikanere – udviser svigtende
lederskab ved at lade folkestemningen diktere politikken. Ifølge Kristol er
problemet, at Bush savner embedsmænd, der bakker ham op, og at regeringen
optræder for undskyldende (sic!): Han opfordrer derfor præsidenten til at
forhindre sin egen administration i at sælge ud. »Terroristerne«, spørger
McCain i Senatet, »er i denne krig for at vinde den. Er vi?«.
Henry
Kissinger, der, siden han var Nixons sikkerhedsrådgiver, har været en af de
mest respekterede autoriteter inden for amerikansk udenrigspolitik,
indskærper, at de politikere, der følger folkestemningen i stedet for at
tænke længere frem, vil blive straffet af vælgerne på sigt (dét kan man
kalde den langsigtede populismes argument mod den kortsigtede populisme!).
Og
præsidenten selv lovede på en pressekonference: »Hvis I nogensinde kommer og
besøger den gamle, trætte mig nede i Crawford, vil jeg kunne fortælle jer:
Jeg så mig i spejlet og traf mine beslutninger baseret på principper, ikke
på politik«.
Dermed ligger dolkestødslegenden klar i
skuffen, til den fremtidige neokonservative historieskrivning: Netop som
krigslykken vendte, og Bush havde besluttet sig for at bringe endnu større
ofre for Iraks skyld, faldt oppositionen ham i ryggen. Irak blev tabt,
regionen blev destabiliseret, terroristerne vandt frem. Skylden? Hos
demokraterne. Og hos den liberale elite. Som har korrumperet det amerikanske
folk, der i naivitet og dekadence hverken fatter verdens trusler eller
omkostningerne ved at stå dem imod.
Denne neokonservative
udlægning skal imidlertid konkurrere med en noget simplere, retrokonservativ
lektie af Irakkrigen: at Mellemøsten – eller muslimerne? – simpelthen ikke
er klar til demokrati. Dén morale er ikke fremherskende nu – dertil er
amerikanerne simpelthen for opmærksomme på, hvor inkompetent besættelsen har
været. Selv de republikanske præsidentkandidater understreger det – dels for
at redde krigens ræsonnement, dels for at understrege, at fejlen ikke ligger
hos soldaterne.
Men landskabet vil blive forandret, når man
indleder afkoblingen: Hvis Irak degenererer under og efter en
troppereduktion, kan de amerikanske politikere ikke fastholde deres sympati
for og opbakning til det irakiske regime, man dermed overlader til sin egen
opløsning:
Det vil grangiveligt se ud, som om man har udløst
borgerkrig og folkedrab i et land, hvis demokratisk valgte regering man
herefter overlader til terrorister, man kun bekæmper, fordi man frygter, at
de skal angribe ens egne borgere.
Der er særligt én årsag til, at
det vil se sådan ud: at det er sådan, det er.
Så er man
nødt til at smide ansvaret i Bagdad. Byggestenene til det argument indgår
allerede i debatten nu. For det første ved, at man med sofistikerede benchmarks
videnskabeliggør vurderingen af, at den irakiske regering svigter, når den
ikke frembringer den nødvendige politiske løsning. For det andet ved, at man
søger at skille krigen i to: den sekteriske borgerkrig, der er irakernes
egen business, og som de amerikanske tropper derfor hurtigst muligt skal
vikles ud af, og krigen mod al-Qaeda, som er amerikanernes kattepine,
og som de derfor skal koncentrere sig om.
Dermed er det ikke
’demokratiet’, man overlader til ’terrorismen’, men sunnierne og shiaerne,
man overlader til at smadre hinanden, som de tydeligvis så gerne vil.
HVAD
vi – og irakerne – kan se frem til, er en fortsættelse (og det er bevidst,
jeg ikke kalder det en afslutning) af krigen i to tempi. Indledt på
vilkår sat af den nuværende præsident, hvis primære interesse vil være at
overlade mest muligt af problemet til sin efterfølger. Overtaget
af en ny præsident, hvis primære interesse vil være at forhindre Bush i at
slippe af sted med æren i behold (og det gælder uanset vedkommendes
partifarve).
Realiteten er, at krigens strategi hverken dikteres
af, hvad der er bedst for Irak, eller hvad der er lettest for de amerikanske
vælgere, men i brydningen mellem de to partiers skiftende vurderinger af,
hvordan de får beslutningerne – og dermed skylden – tørret af på
modstanderen.
Realiteten er, at den proces kommer til at foregå
over det halvandet år, hvor USA befinder sig i en komplet uforudsigelig
præsidentvalgkamp, hvis længde og intensitet ikke har noget historisk
fortilfælde.
Risikoen er, at ingen af de to regeringer – og
ingen af de to partier – reelt påtager sig hele ansvaret: hele ansvaret for
at lægge strategien, hele ansvaret for at eksekvere den og hele ansvaret,
hvis det ikke lykkes.
Kroniken fortsætter – ligesom krigen – i
morgen.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Grækerne stemmer ja til sparepakke
Det græske parlament har godkendt kontroversiel sparepakke.
Ronaldo sender Real tæt på guldet med hattrick
Efter 4-2-sejr over Levante skal meget efterhånden gå galt, hvis ikke Real Madrid vinder...
800.000 danskere er på overførselsindkomst
Der blev gjort for lidt under opsvinget i 2004 til 2008 for at hjælpe folk i gang, vurderer fagfolk.
The Artist får engelsk Oscar for stumfilm
Filmen The Artist løb af med den prestigefyldte britiske Bafta-pris i kategorien bedste film.
Endelig pumpes olien væk fra 'Costa Concordia'
Med to ugers forsinkelse bliver det ulykkesramte krydstogtskib 'Costa Concordia' tømt...
Afstemning: Læserne elsker 'I will always love you'
53 procent har soundtracket fra 'The Bodyguard' som deres Whitney-favorit.
Forsvarsspiller sender City til tops
Med en 1-0-udesejr over Aston Villa er Manchester City tilbage på førstepladsen i Premier League.
Ekspert: Overenskomst er en gratis omgang
Ekspert kalder industriens overenskomst for et smalt forlig, der ikke vil koste...
Arabere vil lave fredsstyrke sammen med FN
Arabisk liga vil forsøge at presse FN til at skabe fælles fredsbevarende styrke.
Mick Øgendahl: Jeg er begyndt at drikke dåsebajere uden at flække et søm i toppen
ibyen anbefaler
-
3. feb. 2012 KL. 09.32 Biografen Spud Milton – med ørerne i maskinen
restaurant & cafe
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|




















