I juli 1940 blev et ungt polsk-jødisk ægtepar – Ruth og Schulim Niedrig – af politiet eskorteret til grænsen og overgivet til Gestapo.

Det var ikke, fordi tyskerne havde krævet parret udleveret. Tværtimod skulle der overtalelse til fra dansk side. Baggrunden var, at ægteparret havde overtrådt fremmedloven ved et år tidligere at være gået illegalt over grænsen fra Tyskland. I overensstemmelse med gældende praksis blev de prompte udvist og sat om bord på en færge til Polen. Her ville man ikke vide af polske jøder, som hidtil havde haft bopæl i Tyskland, og de blev returneret til Danmark, hvor de sad fængslet i tre måneder, mens myndighederne overvejede næste skridt. Da det ikke lykkedes at få hverken Tyskland eller Polen til at overtage dem, blev de løsladt for at forberede emigration til USA. Et visum lod imidlertid vente på sig, og i maj 1940 blev de på ny fængslet, og forhandlingerne med besættelsesmagten om at få dem sendt til Tyskland gik i gang. To måneder senere indvilgede man fra tysk side i at overtage dem. Efter et fængselsophold i Flensborg blev de sendt til en tvangsarbejdslejr. I 1942 blev de deporteret til Auschwitz, hvor den da 22-årige Ruth Niedrig omkom året efter.

Det var denne historie og lignende afsløringer om deportation af jødiske flygtninge under besættelsen med fatale konsekvenser til følge, der i 2000 rejste en mediestorm med krav om en officiel undskyldning. Det førte til, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen hos det netop oprettede Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier bestilte en tilbundsgående undersøgelse af Danmarks flygtningepolitik i perioden fra Hitlers magtovertagelse i 1933 og frem til befrielsen i 1945. Den skulle primært fokusere på behandlingen af jøder sammenlignet med andre flygtningegrupper. Som statsministeren formulerede det, så kunne den danske stat ikke give ofrene og deres familier livet tilbage, »ej heller fjerne de ufattelige lidelser, som mennesker blev udsat for dengang, men vi kan skrive den sande historie om, hvad der fandt sted. Og vi kan vedstå os vort ansvar for, at det aldrig sker igen«.

Undersøgelsen er nu tilendebragt med udgivelsen af Udsendt til Tyskland – dansk flygtningepolitik under besættelsen. I tre tidligere bind omhandlende perioden 1933-1940 er undersøgt Danmarks rolle i den internationale flygtningepolitik frem til krigsudbruddet, den politisk-administrative behandling af de flygtninge, der søgte til Danmark, forholdet mellem flygtningepolitik og velfærdsstat samt datidens syn på det såkaldte ’jødespørgsmål’.

Forudsætningen for undersøgelsen har været en systematisk gennemgang af ca. 80.000 udlændingesager oprettet i den nævnte periode for at identificere de akter, der omhandlede flygtninge fra Det Tredje Rige. På grundlag heraf er fundet 8.160 personer omfattende såvel politiske som jødiske flygtninge, der i kortere eller længere tid opholdt sig i Danmark, flygtninge, der blev afvist og sendt tilbage, samt personer, for hvem der forgæves blev søgt asyl enten fra udlandet eller fra familie og venner i Danmark. I tilknytning til undersøgelsen er etableret en database over de pågældende, som nu vil blive overgivet til Rigsarkivet.

På tidspunktet for besættelsen befandt der sig 2.198 flygtninge fra Stortyskland her i landet, hvoraf 1.680 var jøder. Officielt var holdningen, at Danmarks rolle som asylland med tyskernes indmarch var udspillet. Ikke desto mindre kan det konstateres, at flygtningetilværelsen for størstepartens vedkommende fortsatte uændret frem til jødeaktionen i oktober 1943. Men 155 flygtninge blev i løbet af de første besættelsesår overgivet til Gestapo enten efter tysk forlangende eller på dansk initiativ. Hovedparten var kommunister og socialdemokrater, men der var også desertører og flygtede krigsfanger imellem. Af de 155 omkom mindst 32 i tyske fængsler, kz-lejre eller udryddelseslejre. Blandt de deporterede var også 20 jøder, hvoraf 15 blev sendt til Tyskland efter dansk ønske.

Imellem de jøder, som under besættelsen søgte ly i Danmark, var to søstre i 50’erne, Dora og Lina Guttmann. De gik illegalt over landegrænsen en aften i august 1942. Umiddelbart efter blev de anholdt af en grænsegendarm, hvorefter de blev sat i arresten for at afvente en afgørelse fra København. Søstrene, som hidtil havde boet i Berlin, havde været på flugt i tre måneder. De forlod hjemmet, dagen før de skulle deporteres til Polen. De havde dels gået, dels kørt med tog og havde om natten sovet i skovene, og nu var de så nået i sikkerhed i Danmark, hvor deres bror boede – troede de. Fire dage senere blev de afleveret til tysk politi.

Det samme gentog sig et par måneder senere, da en ung kvinde, Brandla Wassermann, med tre børn i alderen syv, fem og to år blev sendt retur. Søstrene Guttmann omkom i Baltikum, Brandla Wassermann og de tre børn i Auschwitz. I modsætning til søstrene og familien Wassermann havde de fire polske jøder Szymon Zaitmann, Leon Weitz, Paul Koppel og Stefan Glücksman opholdt sig i Danmark siden 1938/39, da de i januar 1941 »efter forhandling« blev overgivet til Gestapo. Deres brøde bestod i, at de enten var kommet illegalt ind i landet og/eller var subsistensløse, og at det ikke var lykkedes at slippe af med dem til tredjeland. Også de måtte lade livet. Men det var ikke en ny politik.

I perioden fra 1933 frem til krigsudbruddet blev ca. 150 jødiske flygtninge udvist af Danmark og sendt til en uvis skæbne. Hertil skal lægges et tilsvarende antal, som blev afvist ved grænsen.

Og at der var kontinuitet i sagsbehandlingen, viste sig også efter krigen, som en ung mand af jødisk afstamning måtte sande. Det var i januar 1944 ved hjælp af en dansk ven lykkedes det ham at slippe ud af Tyskland. I København fik venner arrangeret flugten til Sverige, og her blev han behandlet på linje med de danske flygtninge. 6. juni 1945 returnerede han til Danmark på danske hjemsendelsespapirer og søgte opholdstilladelse for at fuldføre sin uddannelse.

Det blev afslået. Myndighederne nægtede at anerkende flygtninge, som var sluppet ind efter 9. april 1940. Men da de allierede ikke tillod udsendelse til Tyskland, blev han i stedet anbragt i flygtningelejr sammen med tyske krigsflygtninge, hvoriblandt der både fandtes nazister og antisemitter.

Herfra blev han først løsladt tre år senere, da han havde held til at emigrere til Argentina.

Hvordan SKAL vi forklare en sådan politik?

Det var en almindelig antagelse i årene efter krigen, at antisemitismen var den afgørende faktor bag den passivitet og det medløberi, der prægede de såkaldte bystanders, dvs. de lande og institutioner, der stod på sidelinjen og så til, mens tyskerne myrdede løs. Det er da også ubestrideligt, at der fandtes antisemitisme i de allierede stabe og i de neutrale for slet ikke at tale om i de besatte lande. Men i dag viser forskningen, at motiverne var langt mere komplicerede, og at både nationale, politiske, strategiske og bureaukratiske forhold spillede ind.

Vi har i det danske materiale fundet spredte racistiske bemærkninger på laveste politiniveau, men har ikke kunnet dokumentere nogen udbredt antisemitisme i embedsværket. Det frikender naturligvis ikke i sig selv aktørerne for antisemitisme. For antisemitisme var en konventionel kode i samtiden. Men der er langt herfra og til nazisternes eliminatoriske jødehad. Vores undersøgelse støtter altså ikke tidligere fremsatte påstande om, at den danske befolkning og embedsværket var gennemsyret af antisemitisme under krigen, og at det er her, vi skal søge forklaringen på udleveringerne.

Anden forskning viser, at den antisemitisme, der fandtes i bestemte miljøer (og her tænkes ikke på de nazistiske grupperinger), var på retur efter 1938, og at myndighederne efter 9. april 1940 meget bevidst skred ind over for racistiske udgydelser. Dette tyder ikke på nogen dominerende antisemitisme. Vores undersøgelse viser da også, at andre flygtningegrupper ikke blev behandlet mindre inhumant end jøderne, at disse altså ikke blev specielt diskrimineret. Danske myndigheder hjalp danske jøder. Det gjaldt i foråret 1943, da man fik reddet en snes hjem fra Hitlers Europa, hvor de ellers ville være blevet sendt til gassen, og det gjaldt fra oktober 1943, hvor hjælpearbejdet over for jøderne i Theresienstadt satte ind, og hvor der i øvrigt ikke blev skelnet mellem de danske jøder og de tyske emigranter.

Vi må altså søge forklaringen på udleveringen af de 20 jøder andre steder end i antisemitiske fordomme og retter først og fremmest fokus mod de bureaukratiske processer. Disse følger nemlig et ganske bestemt mønster. De udleverede jøder var polske jøder, det var jøder, der var kommet illegalt over grænsen, eller som var sluppet ind, efter at grænsebommene i oktober 1938 var gået ned – og som havde lille eller slet ingen chancer for at komme videre til et tredje land. Og det drejede sig om jøder, der levede på social understøttelse og derfor lå det offentlige til byrde. Det gjaldt endelig jøder, der havde skabt problemer og ikke levet op til reglerne – i embedsmandssproget kaldt »besværlige udlændinge«. Det var kort sagt personer, der i henhold til fremmedloven ville være blevet udvist under normale forhold, og som, om man så må sige, stod på venteliste. Så kom besættelsen og dermed chancen for at få dem smidt ud.

De danske myndigheder vidste om forfølgelserne i Tyskland. Vi har undersøgt de diplomatiske indberetninger fra gesandtskaber og generalkonsulater i Hitlers Europa, og de fortæller, at man var velorienteret om de forfærdelige forhold, som jøderne var underkastet. Det gjaldt både den legale diskriminering og den rå vold. Således var man også velbekendt med deportationerne til Polen, der begyndte i slutningen af 1941, og man vidste, at livet i ghettoerne og arbejdslejrene betød døden for titusinder. Således forsvarede direktøren i Udenrigsministeriet i september 1943 planen om at internere jøderne i Danmark for at forhindre, at tyskerne deporterede dem til Polen – med ordene, at det gjaldt om »at redde mennesker fra det uoprettelige, fra død og rædsel og udslettelse af menneskeliv på grusom måde«.

Derimod er der ikke dokumentation for, at man havde kendskab til det industrielle massemord i dødslejrene fra 1942 – der ramte Vesten som et chok, da mordet blev afdækket efter krigen. Danske myndigheder kan altså ikke anklages for at have udleveret jøder til Gestapo vel vidende, at de blev ekspederet videre til gassen i Auschwitz. Men myndighedernes billede af tilintetgørelsen, hvor fragmentarisk den end tegnede sig, var altså slemt nok!

Vi må altså med undersøgelsen konkludere, at man udleverede jøder til Gestapo, ikke fordi – men på trods af at de var jøder.

Hvorfor?

Ja, her spiller kontinuiteten i flygtningepolitikken en hovedrolle. Den var ført hårdt og restriktivt i 1930’erne, og den fortsatte under den første del af besættelsen, som om intet var hændt. Den trådte igen i karakter efter befrielsen, da de statsløse flygtninge vendte tilbage fra Sverige eller fra kz-lejrene og søgte om arbejdstilladelse og siden statsborgerskab – men fik at vide, at nu, da Hitler og nazismen var væk, kunne de vende hjem til Tyskland igen! Det var kort sagt en politik præget af forestillingerne om, hvad der tjente statsinteresserne bedst og med meget ringe plads til humanitære argumenter. Hovedaktøren var igennem det meste af perioden Justitsministeriet og de involverede politiinstanser – hvis vi ser bort fra årene 1943 til 45, hvor de ’blødere’ embedsmænd fra Udenrigs- og Socialministeriet tog over, og Justitsministeriet blev koblet ud af hjælpearbejdet for flygtningene i Sverige og i Theresienstadt.

Gamle Max Weber karakteriserer bureaukratiet ved egenskaber som legalistisk tænkemåde, autoritetstro og regelbundethed. Professor Tim Knudsen fra Københavns Universitet, der specielt har studeret forholdet mellem forvaltningen og den politiske magt, taler om, at bureaukratiet klynger sig til de indlærte rutiner – også i situationer, hvor disse ikke længere er hensigtsmæssige. Hvad der oprindeligt var et middel, bliver ofte til målet i sig selv. Han taler om »regelritualisme«, om manglende fleksibilitet og manglende evne til at tage ansvar uden for det område, som man udtrykkeligt gøres ansvarlig for.

Dette billede fortæller meget om flygtningepolitikken før og under besættelsen, men det udtømmer ikke forklaringen på udleveringerne. Myndighederne så med uvilje på flygtningene som en byrde, der var påtvunget Danmark udefra, og som man helst så ekspederet videre så hurtigt som muligt. Resultatet blev en politik, hvor de humanitære hensyn kun spillede en marginal rolle, og som viste ringe empati og følsomhed, også befordret af det stærke islæt af politifolk på flere centrale poster.

Den nationale konsensushistorie har set samarbejdspolitikken som en tvangssituation. Dette blev da også generalalibiet, da Justitsministeriet efter krigen skulle forsvare sig over for Den Parlamentariske Kommission. Men i spillet om flertallet af de udleverede jøder var der ikke tale om nogen tvangssituation – tværtimod gjaldt det for myndighederne om at komme af med jøderne til en ofte uvillig besættelsesmagt. Her kunne samarbejdspolitikken og den goodwill, denne skaffede den danske side, udnyttes. Det blev, om man så må sige, samarbejdspolitik med modsat fortegn!

Dette ændrer dog ikke ved det grundforhold, at den af nymoralisterne så forhadte samarbejdslinje for det store flertal af jødiske flygtninge og for de 6-7.000 danske jøder blev det skjold, der afskærmede dem imod tilintetgørelsen i den længste periode af krigen – og blev en vigtig forudsætning for den lykkelige redning til Sverige i oktober 1943. Men det viser kun, hvor komplekse motiverne og funktionerne i besættelsespolitikken var.