For nylig satte den 91-årige John Basamian den globus til salg, han som amerikansk soldat i 1945 stjal fra Hitlers Berghof.

Trods to skudhuller, eller måske netop derfor, indbragte klenodiet den gamle mand en halv million kroner og gjorde ham for en kort bemærkning kendt i verdenspressen, de fleste danske aviser inklusive.

I en tid, hvor rasende handlekraft – men også ironi – har en høj stjerne, er Hitler med flere hits på Google end snart sagt alle andre politikere, blevet et ’ikon’, som medierne elsker at hade.

Hvis det ikke er Hitlers globus, er det hans akvareller, hans elskerindes filmoptagelser eller DR 2, der i den ene fremragende dokumentarserie efter den anden har sat sig for at vise alle aspekter af Hitler og hans håndlangeres virke. Medierne ved, at mange mennesker interesserer sig for dette gådefulde ’personlige brand’.

Oprindeligt lå der et påtrængende oplysningsprojekt i at forklare konsekvenserne af Hitlers forfærdelige magtpolitik. I dag – hvor man må sige, at tiøren er faldet – tjener optagetheden af Hitler og hans Tredje Rige nye formål. Efter at vi har manet Hitler ned i det dybeste helvede, opdager vi til vores foruroligelse, at karrieretilfældet Hitler har langt mere med vores moderne virkelighed at gøre, end vi nogensinde troede var muligt. Det er tankevækkende, at tematikken fra Det Tredje Rige – frygten for de fremmede, karismatisk ledelse og troen på tilværelsen som en kampplads – er vendt så stærkt tilbage, som tilfældet er. Salvador Dali foregreb denne modvillige fascination med maleriet ’Gåden Hitler’ fra 1938, hvor man ser en stor ’smeltet’ telefon hænge over en tallerken med Hitlers foto serveret.

Hitler er manden, der med uhørt kraft udnyttede de muligheder, som bød sig på et marked med fri konkurrence. Det er ikke uden grund, at den nyligt afdøde amerikanske mesterforfatter Norman Mailer, der især er kendt for sin afdækning af betændte nationale mytologier, i sin sidste bog ’Slottet i Skoven’ beskæftiger sig med spændingsfeltet mellem det autoritære og incestuøse miljø, som Hitler voksede op i, og det iværksætterliv, han flygtede ind i.

Som den engelske historiker Nicholas Goodrick-Clarke har anført, så havde livet i Wien i Hitlers ungdom mere med vort moderne globaliserede, markedsorienterede samfund at gøre, end man umiddelbart skulle tro. På et totalt liberaliseret marked debuterede Hitler som kommerciel kunstner.

Han designede ikke blot annoncer for tidlige mærkevarer som ’Teddys Fodpudder’, men – når distributørerne huggede for stor andel af hans avance – gennemførte han selv opsøgende salg på caféer og ølstuer. Om aftenen hørte han Wagner eller læste berømte lederes erindringer.

Ældre historikere som Joachim Fest har hæftet sig ved det prætentiøse og oppustede i disse interesser. Hvad det sidste angår, vil jeg efter at være blevet ansat i et firma, hvor chefen er uddannet hos Anthony Robbins, kalde det effektiv læring. Dét, man inden for NLP (Neuro Linguistic Programming) kalder ’modelling’: kunsten at modellere sin stræben efter mennesker, som har vist sig fremragende inden for det område, hvor man ønsker at opnå resultater.

Længe før coaching skulle blive et must i erhvervslivet, blev Hitler senere i livet storforbruger af coaching. Meget apropos det salgssamfund, vi i dag lever i, så øvede Hitler med coachen og operasangeren Paul Devrient blandt andet, hvordan han kunne be’ store forretningsfolk om penge til partiet – uden at føle sig som en tigger.

Set fra mit perspektiv har historikerne generelt undervurderet den avantgardisme, der lå i Hitlers karrierestræben. På grund af civilisationskatastrofen, som Europa kastedes ud i, har vi haft en tilbøjelighed til at overse de iværksættertiltag, hvor Hitler var trendsætter og tidlig innovator.

Længe før begreber som ’spindoktor’ og ’personlig branding’ blev opfundet, havde Hitler forbandet travlt med at iscenesætte sig. Og vel at mærke i overensstemmelse med datidens kommunikationsvidenskab.

Ifølge professor Bøje Larsen, Copenhagen Business School, er der en vis overensstemmelse mellem Hitlers Führer-princip og erhvervslivets human ressource-filosofi. (Bøje Larsen, German Organisation and Leadership Theory, Scandinavian Journal of Management, 2003, Vol. 19.) Hitler, der altid blev kaldt ’Der Chef’ af sine nærmeste medarbejdere, råder i ’Mein Kampf’ lokalafdelinger til at droppe demokratiske organer, hvor man enten skal blive enige eller afgøre beslutninger gennem stemmeflerhed, for i stedet at orientere sig efter erhvervslivets organisationsmåder med uddelegering af kompetenceområder.

Med sine reklame- og salgsteknikker – og de kommunikationskurser, han gennemførte som ordonnans og ’Werbeobmann’ i den bayerske hær – var Hitler klædt på til at ’brande’ sig, brændemærke sig i offentlighedens bevidsthed. Længe før Elvis tog verden med storm med sin store stemme, hofterotationer, anderumpefrisure og ’jump-suits’ havde Hitler gang i en ekstrem effektiv synliggørelse, som giver meget af forklaringen på, at hans forstyrrede projekt kunne få så mange fans. Konceptuelt matchede eller overgik Hitler de fleste af samtidens store brands, Coca-Cola inklusive. Synet af et hagekors svier stadig i de flestes øjne. Med sit stylede overskæg, flyvske pandehår og teatralske gestikulation, heil-hilsenen inklusive, gjorde Hitler – på linje med en Warhol, en Elvis, en Marilyn Monroe – en karikatur af sig selv så opsigtsvækkende, så interessant, at han den dag i dag står til små 37.000 hits på Google.

Hitler har ikke blot været genstand for et fortielsesprojekt, fordi hans projekt faldt så forfærdeligt ud. Hitler har også været genstand for et fortielsesprojekt, fordi hans projekt nær var lykkedes, og vi nær var faldet for det! Ikke hans holocaust.

Her udmærkede især danskerne sig ved konsekvent at redde jøderne. Men for en lille og i Hitlers optik raceprivilegeret handelsnation har det været fristende at falde for den højkonjunktur, som fulgte med Hitlers ekspansion. Det må være konklusionen på den forskning, unge historikere som Steen Andersen, Joachim Lund og Henrik Tjørnelund har præsteret.

I ’Hitlers Volksstaat’, historikeren Götz Alys bog om Hitler-statens økonomiske udbytning af nabolandene, er Danmark, der havde en særligt gunstig vekselkurs i forhold til Reichsmark, stort set ikke nævnt. (Götz Aly, Hitlers Volksstaat – Raub, Rassenkrieg und nationaler Sozialismus, Fischer, 2005.) Den uvurderlige læring og knowhow, virksomheder som Christiani & Nielsen, Statens Serum Institut, F.L. Smidth, DISA, Danfoss og landbruget hentede hjem ved at arbejde på Hitlers projekt, har selvsagt bidraget til danske eksportørers imponerende gennemslagskraft på alverdens eksportmarkeder.

Et eller andet sted kan man jo ikke klandre erhvervslivet for at forfølge nogle mål, efter at de folkevalgte politikere har givet grønt lys. Men at der den dag i dag kan opstå situationer, oplevede jeg personligt som kommunikationsrådgiver i 2003, hvor jeg efter at have gjort mine hoser grønne pludselig var i dialog med et ingeniørfirma omkring projekterede arbejder i Irak. Perspektivet var, som jeg fik det forklaret, at det vigende olieengagement i Nordsøen skulle afløses af et nyt lovende engagement i Basra-området i Irak. Grundet de hastigt forværrede sikkerhedsforhold kom jeg aldrig til at arbejde med på projektet. Jeg kan sagtens forestille mig det dilemma, virkelystne danske specialister har været udsat for under den nazityske højkonjunktur.

Når vi ikke kan slippe Hitler, og han igen og igen dukker op i de mest uventede sammenhænge, skyldes det offentlighedens anerkendelse af, at han ud over sit dæmoni repræsenterede nogle egenskaber, som er mere aktuelle end nogensinde: først og fremmest den spektakulære personlige iscenesættelse, der balancerede på en knivsæg mellem det let identificerbare og ren karikatur.

For Hitler betød den poppede fremtoning, at publikum lynhurtigt koblede ham til det rabiate genoprejsningsprogram, han så også blev kendt for. Omvendt var han også den, der kunne optræde dæmpet og i mørkt jakkesæt over for erhvervsfolk. Det er det, man inden for markedsføring kalder segmentering.

For det andet kom Hitlers udpegning af syndebukke. Selv om det er vanskeligt at sammenligne hans jødiske ofre med vore dages muslimer, viste Hitler, hvor let det er at samle et splittet folk og projicere alle en epokes fejltagelser over på de fremmede. Götz Aly mener, at brandbeskatningen og udplyndringen af jøderne førte til en kunstig højkonjunktur allerede et par år efter magtovertagelsen.

Hitlers satsning på Lebensraum og forherligelse af en brutal konkurrence- og kampmentalitet, hvor det gjaldt om at dominere andre i stedet for selv at blive domineret, forekommer os grotesk.

Omvendt tvinger globaliseringens oppiskede konkurrence os til at tage jernhandsken op, hvis vi vil have brød på bordet. Der er ikke altid råd til blødsødenhed. Hvis vi ikke selv sætter dagsordenen, skal andre nok gøre det. Ligesom f.eks. F.L. Smidth i 1940’erne følte sig nødsaget til at bruge straffefanger, der blev henrettet, hvis de ikke var arbejdsduelige, har vi i dag et produktionsmæssigt megaflow kørende, hvor man ikke altid kan vide sig sikker på, om børnearbejdere fra Kirgisistan eller straffefanger fra Kina har været inde over de billige varer, vi glæder os over.

Vi har i kampen mod terror – hvad enten det er i Irak eller Guantánamo, for at bevare de frie samfund, måttet gå på kompromis med menneskerettighederne.

Hitler havde selv fået sine største, nærmest transcenderende oplevelser som frontsoldat med kuglerne pibende om ørerne af sig. Det er ikke længe siden, erhvervspsykologen Karen Schultz udtalte om danske frontsoldater fra Irak og Afghanistan: »Overraskende mange soldater vil i krig igen ... De rammes af meningstomhed, og de savner faren og intensiteten i krigszonerne. Følelsen af at være en del af noget stort og samtidig opleve et unikt kammeratskab, hvor man stoler på hinanden med sit liv«. (DR P4 Sjælland 21.11.2007)

For at kunne overleve i en globaliseret verden, hvor konkurrencen, sikkerheden, men også muligheden for den store gevinst er rykket tættere på, er vi nødt til at satse helt anderledes dristigt. I den dristige afsøgning af nye muligheder under nye horisonter, er det umuligt, så forhippede vi er på vækst, ikke at begå fejltagelser, herunder at få ansat karakterafvigere som Hitler på topposter. »Psykopater kan være langt mere dynamiske og fandenivoldske end almindelige mennesker, og nogle er gode til at få sat en masse ting i gang«, hedder det fra erhvervspsykologen Nikolaj Lunøe. (Søndagsavisen 28.1.2006)

Det skal være min påstand, at Hitler, som den innovator han også var, er en større del af vor modernitet end de gamle, der har skullet tage alle mulige hensyn til politikere, embedsmænd, ingeniører eller SS-frivillige, som trådte forkert, har villet erkende. Selv om hans ekspansion kammede over og blev et enestående studie i total deroute, har projekter som Volkswagen, Autobahn, jetjageren og V2, det seneste i form af Werner von Brauns månelandinger, vist betydelig levedygtighed.

Hitlertyskland var maksimal vækst båret af maksimal mangel på etik. Når Hitler og hans værk fylder så meget i vores kultur, skyldes det ikke blot, at han kommunikativt benyttede sig af de samme virkemidler som nogle af verdens største kommercielle brands. Hitlers branding language gør, at folk føler sig hjemme i sproget og stadig konsumerer hans værk, det være sig bøger, tv eller cyberspace.

Men Hitleruniverset er ydermere en manende påmindelse om, hvor frygtelig galt det kan gå, når man i sin afsøgning af kommercielle muligheder – kald det bare Lebensraum – skrider ud over marginalerne og ned i afgrunden. Derfor har Adolf Hitler, om vi vil det eller ej, en funktion i vor moderne virkelighed. Hitler er det arketypiske eksempel på det helt vilde karriereræs, hvor alle kneb gælder, på mulighedernes marginal – ud over den dybeste afgrund.