»Hvordan har pigerne det så i dag«, har mange spurgt os i forbindelse med vores bog ’Grænselandet’, som handler om Tøndersagen.

»Pigerne« er de to små mennesker, der fra barnsben af blev trukket længere og længere ind i en ond, tarvelig og pervers voksenverden, som fandt sit absolutte lavpunkt, da pigernes førtidspensionerede far stillede storesøsteren Sofie (navn ændret, red.) til rådighed for fremmede mænd. Imens sad lillesøsteren Signe (navn ændret, red.) indespærret i sit værelse på førstesalen i deres hjem uden for Tønder.

Hver gang har vi henvist til de meldinger, vi fik af pigernes advokat og andre, der var inde på livet af dem. »Pigerne har det skam godt ... omstændighederne taget i betragtning ... de er glade for at være dér, hvor de er nu ... det er meget dygtige folk, som tager sig af dem«, har vi svaret i forskellige variationer. Det har vi også skrevet i vores bog. Vi troede selv på, at det var sandt, for når man tænker på, hvor meget samfundet svigtede disse piger, så skylder vi dem en kongelig behandling.

Det var en kendt sag hos embedsværket i Løgumkloster, at pigerne voksede op i en defekt og destruktiv familie, hvor moren var prostitueret, og begge forældre var psykisk syge. Og som en pædagog fra pigernes kommuneskole i Løgumkloster har fortalt os, tog det ikke mere end et par dage for hende at indse, at pigerne havde det fuldstændigt elendigt. Alarmklokkerne bimlede og bamlede virkelig, og selv om det er svært at opdage og bevise seksuelt misbrug af børn, er det en skændsel, at ingen i Tønders og Løgumklosters socialforvaltning gjorde noget, før det var alt for sent. Derfor har systemet et særlig ansvar for at hjælpe disse piger, og indtil for nylig regnede vi også med, at myndighederne levede op til dette ansvar.

Desværre må vi nu konstatere, at behandlingen af de to piger er blevet udliciteret af Tønder Kommune til en meget bizar, privat institution, hvor de efter alt at dømme slet ikke får den kærlige og kvalificerede omsorg, de har brug for. Tværtimod fortsætter man med at gøre pigerne ondt, ikke i fysisk forstand, men i psykisk.

Hvis man virkelig forstår, hvad Tøndersagen handler om, er tanken om, at de to søstre fra Tønder ikke får den bedste behandling i verden, aldeles ubærlig – og man bliver ulykkelig og rasende, når man opdager, hvad der foregår på det sted, hvor de befinder sig i dag. Vi er i hvert fald rasende, og fra nu af er det personligt.

Derfor skriver vi dette appendiks til vores bog. Det er et kapitel, som i sidste ende handler om, at Danmark ikke er i stand til at tage sig af nogle af de svageste og mest sårbare borgere i dette land – børn, vi har fjernet fra hjem, hvor de blev misbrugt og ødelagt af voksne.

Hvis vi ikke engang magter at hjælpe pigerne fra Tøndersagen, har vi fejlet som samfund. Så kan vi simpelthen ikke være os selv bekendt, og hvis man holder de to pigers skæbne op som prisme for dette land, er det klart, at der er noget alvorligt galt med Danmark.

For nogle uger siden blev vi kontaktet af en socialpædagog fra Tinglev. Hun hedder Lilly Nissen, og i tre måneder arbejdede hun på den private institution, hvor pigerne fra Tøndersagen blev anbragt af Tønder Kommune. Til sidst blev arbejdsmiljøet på institutionen så skadeligt for hende, at hun var nødt til at sygemelde sig. Af hensyn til pigernes sikkerhed kan vi ikke skrive, hvad opholdsstedet hedder, men vi er nødt til at afsløre, at det er placeret i Haderslev Kommune. Folk, der kender til opholdsstedet, beskriver institutionen som et »isoleret fort«, der er »fuldstændigt lukket land« for sine omgivelser.

Institutionen har specialiseret sig i behandlingen af incestramte piger og har plads til seks piger i alderen syv til 14 år. Stedet drives og ledes af familien T – hvis familiemedlemmer også udgør hovedparten af arbejdsstyrken på syv-otte personer. Den formelle leder er manden F, men alle, vi har talt med om institutionen, siger, at den reelle leder stadig er F’s mor G, en karismatisk og temperamentsfuld kvinde i starten af 70’erne. Hun er pigernes gummibedstemor, og samtidig er hun deres psykoterapeut, hvilket vi vender tilbage til om lidt. Desuden er G’s datter D også ansat på institutionen, og så arbejder de to søskendes ægtefæller L og K også på stedet. To af familiens medlemmer er slet ikke uddannet til at have med incestramte børn at gøre, men alligevel har udefrakommende pædagoger flere gange oplevet, at mindre kvalificerede medlemmer af familien T har forrang frem for dem.

Lilly Nissen fortalte os, at pigerne fra Tønder har det »skrækkeligt« hos familien T. Tynget af sin tavshedspligt ventede hun et halvt år med at råbe vagt i gevær, men så tog underretningspligten over. Hun satte sig ned og skrev en rapport på fem sider til kommunen om sine værste oplevelser som ansat tovholder for Tønderpigerne.

Den embedsmand i Haderslev Kommune, der modtog rapporten, sagde til hende, at han måneden inden havde modtaget en anden underretning om problemer på institutionen, og så fik Lilly Nissen ellers at vide, at man ville kigge nærmere på det.

Men så vidt Lilly Nissen er orienteret, skete der ikke mere fra Haderslev Kommunes side, og derfor kontaktede hun os. Tønder Kommune, der har hovedansvaret for pigerne, har ikke ønsket at udtale sig til os om pigernes trivsel på opholdsstedet, og i øjeblikket venter vi på resultatet af en ansøgning om aktindsigt i Haderslev Kommunes kommunikation og tilsyn med institutionen.

I rapporten fra Lilly Nissen kan man læse om, hvordan familien T praktiserer en gammeldags og angstprovokerende kæft, trit og retning-pædagogik. Pigerne på institutionen mødes konsekvent med mistillid og trynes jævnligt af familien T – mens de andre beboere overværer det.

De får ofte at vide, at de er utaknemmelige og forkerte. »Det er mit hus og mine ting«, skriger G for eksempel til en pige, som har sat et par snavsede gummistøvler et forkert sted i huset. Lilly Nissen beskriver også, hvordan pigernes grænser overskrides på det groveste. Da Sofie er vrangvillig under et aftensmåltid, siger D til hende: »Er du da ikke glad for at være her? Havde du det da bedre hos din far? ... «.

Og sådan kan vi fortsætte med endnu mere grelle eksempler på dårlig og skadelig pædagogik. Der er nok at tage af. For eksempel er det en kendt sag, at incestramte piger ofte har et smertefuldt forhold til deres krop, men ikke desto mindre forsøger G en dag at fjerne mavesmerter fra Sofie ved at lægge sine højre hånd på Sofies mave, uden på blusen. Bagefter siger G til Sofie, at hendes hånd er blevet så »gloende varm« af »sygdommen« fra Sofies mave, at G simpelthen er nødt til at vaske hænder. Så vaskede G hænder foran Sofie, beretter Lilly Nissen.

Da vi havde talt med Lilly Nissen, håbede vi, at vi kunne researche historien ihjel. Vi klyngede os til tanken om, at hun var en forsmået pædagog med et horn i siden på sin tidligere arbejdsgiver.

Siden hen fandt vi frem til fem andre pædagoger, der har været på institutionen, og de fortæller stort set den samme historie som Lilly Nissen – uafhængigt af hinanden. Socialpædagogernes Landsforbund (SL) fik vi også fat i, og de siger, at der har været et usædvanligt stort gennemtræk af pædagoger på gården, og stort set alle de medlemmer fra SL, som har været derude, er endt med at være en sag for fagforeningen.

Blandt andet har institutionen fyret en pædagogmedhjælper, mens hun var gravid. Paradoksalt nok reklamerer institutionen selv over for kommunerne med, at den tilbyder ’brugerne’ en »forudsigelig og struktureret hverdag med faste rammer«.

De seks pædagoger – der har været ansat i korte perioder mellem år 2002 og 2006 – beretter enstemmigt om en sektagtig stemning, hvor familien T styrer og kontrollerer alt med den aldrende matriark G i spidsen. Tonen er barsk, og familien T’s tilgang til pigerne svarer til, at de driver et hjem for farlige ungdomskriminelle. »Psykopaterne« hører Lilly Nissen G sige om pigerne fra Tønder.

Pædagogerne beretter også, at familien T isolerer pigerne fra deres jævnaldrende og ikke giver dem mulighed for at leve et liv, som er normalt for børn og unge nu om stunder.

Et eksempel blandt mange er en pige på institutionen, som ikke må få en cd med bandet Linkin Park, fordi familien T mener, at musikken er skadelig for pigen – og her taler vi altså ikke om Judas Priest eller dødsmetal. En anden pige får at vide af G, at hun ligner en »billig pige«, fordi hun havde farvet sit hår, mens hun var hjemme og besøge sin biologiske mor.

En af pædagogerne, som gerne vil lægge navn til – han hedder Karsten Hede – var ansat nogle måneder hos familien T i år 2002.

Han arbejder i dag for Haderslev Kommune og har bedt os om at understrege, at han kun har udtalt sig til os om arbejdet hos familien T. Da han startede på institutionen, deltog han i en fællesspisning med pigerne og familien T, og her blev det sagt – i pigernes påhør – at den pædagog, som lige var stoppet, havde forladt stedet, fordi vedkommende »ikke kunne lide jer«, altså pigerne.

Seks år senere har Lilly Nissen den samme oplevelse, hvor familien T ved middagsbordet siger til pigerne, at en af de pædagoger, som var ansat før Lilly Nissen, var rejst væk, fordi »hun ikke kunne lide jer«, altså pigerne – heriblandt pigerne fra Tøndersagen, som nu var blevet anbragt på stedet. Man skal ikke være børnepsykolog for at kunne se, hvor skadeligt det er at underholde incestofre om, at voksne mennesker, de stoler på, endnu en gang har svigtet deres tillid.

Da pædagogen Karsten Hede ville tilberede millionbøf med kartoffelmos til pigerne, kom G ind i køkkenet og sagde til ham, at pigerne ikke måtte få kartoffelmos.

Da Karsten bad om en forklaring, svarede G, at kartoffelmos ville give pigerne »associationer til at få sæd fra mænd i munden«. Til stede i køkkenet var to af de piger, som var anbragt på institutionen dengang. Lilly Nissen oplever i 2006, at G fortæller hende, at hvis piger er kalveknæede, er det et sikkert tegn på at de er incestofre – kommentaren falder i øvrigt under et møde mellem Lilly Nissen, G og Tønderpigernes sagsbehandler fra Tønder Kommune.

Oplevelser som disse har gjort, at flere tidligere ansatte på institutionen i dag betvivler G’s evner til at behandle incestofre korrekt.

En gang om ugen er pigerne hver for sig til timelange terapeutiske samtaler hos G, men det er hemmeligt, hvad der tales om, og hvordan terapien skrider frem. Når pædagogerne har spurgt G om terapien, har de fået at vide, at de skulle blande sig udenom. Gennem omgangen med familien T har flere pædagoger dog skaffet sig brudstykker af information om terapien, som blandt andet byder på audioterapi, hvor pigerne skal sidde oven på en stor højtaler, som F har bygget, og så sendes der lydbølger gennem deres kroppe.

Naturligvis er vi opmærksomme på, at det muligvis kan skade pigerne endnu mere at blive revet op ved rode igen. Vi har hørt, at pigerne faktisk har fået det bedre i forhold til den fatning, de var i, da de blev fjernet fra hjemmet af Tønder Kommune – men på den anden side kunne det næsten også kun gå fremad med de to søstre, når man tænker på, hvor dårligt de havde det dengang.

Alligevel må der handles. Ikke mindst fordi Kuno Sørensen, Red Barnets chefpsykolog, har vurderet vores kildemateriale og siger, at pigerne bør fjernes fra institutionen. »Det er uhyggeligt, at de (pigerne fra Tønder) er blevet placeret et sted, som har nogle af de samme sociale dysfunktioner som deres egen familie. De kan dog godt have knyttet sig og åbnet sig følelsesmæssigt til stedet og til de voksne, og derfor kan en flytning måske opleves som en belastning for dem på kort sigt. Men på længere sigt gælder det bare om at få dem væk derfra og videre til noget, der er mere værd«, siger Kuno Sørensen.

Og så handler det heller ikke kun om pigerne fra Tønder. Det handler også om alle de andre piger, der har været på opholdsstedet. For ikke at tale om alle de andre piger og drenge, som befinder sig på andre private socialpædagogiske opholdssteder, som lever af udliciteringen af omsorg og hjælp til børn og unge. Hvad foregår der egentligt på alle disse opholdssteder, kan man med rette spørge.

Og så handler det om, at vi snart må se i øjnene, at ressourcesvage nedturskommuner, der er ramt af fraflytning og dalende skatteindtægter, hverken kan magte eller finansiere en forsvarlig og anstændig behandling af alvorligt socialt belastede børn og unge, så som pigerne fra Tønder. Her må staten træde til.

Hvis velfærdsminister Karen Jespersen føler sig kaldet til at kommentere på ovenstående, skal hun være så hjertens velkommen.

Vi vil dog gerne frabede os to ting på forhånd: For det første vil vi ikke høre om, at det er kommunernes ansvar, hvad der sker med Tøndersagens piger, og ikke statens. Det er vores alle sammens ansvar, og givet at Sønderjylland er partiet Venstres hjerteland, så er det død og kritte også et problem, som landets regering må tage alvorligt.

Vi vil heller ikke høre om, at »vi bruger flere penge på velfærd end nogensinde«, for det klinger så underligt falsk, når man ved, at kommunerne har meddelt, at de i 2007 vil spare 470 millioner – skal vi sige en halv milliard – på udgifter til anbringelser af socialt udsatte børn og unge.

Så forstår man faktisk godt, at familien T siger til pigerne på institutionen i Haderslev, at de er »utaknemmelige«, hvis de spørger, om de må få en trøje fra Vero Moda i stedet for en trøje fra Bilka.

Pigerne vil sikkert bare gerne ligne deres jævnaldrende i tøjet, men den slags er der slet ikke råd til i mulighedernes samfund.



Vi har nu overdraget vores kildemateriale til Politikens journalist P. C. Poulsen, som kører videre med sagen i den kommende tid. Parallelt hermed fortsætter vi med at dække og kommentere udviklingen på vores blog om Tøndersagen, www.tondersagen.dk.