EN af vores kolleger flyttede for nylig til Massachusetts, USA, med sin familie.

Sønnen skulle starte i 6. klasse i en skole, hvor en del af eleverne taler et andet sprog i hjemmet end engelsk. Forældrene fik informationsmateriale om, at de kunne støtte deres barns succes i skolen ved at vedligeholde et stærkt modersmål og kulturel forbindelse til barnets oprindelsesland, fordi »børn lærer på et hvilket som helst sprog og på alle de sprog, der omgiver det«.

De fik også sort på hvidt at vide, at læsning på modersmålet hjælper barnet til at lære at læse på nye sprog. Familien havde ret til enten at indskrive deres barn i et tosproget undervisningsprogram, hvor sønnen ville modtage fagundervisning på både engelsk og dansk, eller i et ’English Second Language-only’ program, hvor sønnen ville få supplerende undervisning i engelsk og støtte til lektielæsning.

Den amerikanske modtagelse af de danske immigranter falder fint i tråd med de anbefalinger, som Undervisningsministeriet giver i en pjece til udlandsdanskere om ’Undervisning i dansk af danske børn bosat i udlandet’. I denne pjece fra 2005 giver Undervisningsministeriet vejledning i, »hvordan man kan arbejde bevidst med at bevare og videreudvikle børnenes danske sprog«. Begrundelsen for en sådan indsats er ifølge vejledningen, at »modersmålet er fundamentet for tilegnelse af andre sprog. Uden en begrebsverden og et vist kendskab til nuancerne inden for sit eget sprog kan man ikke tilegne sig en begrebsverden inden for et fremmedsprog«. Det understreges i pjecen, at »Med sådan en indsats kan man som forældre gøre sit til, at børnene udvikler en dansk identitet«.

Det har altså ifølge både det danske Undervisningsministerium og det amerikanske uddannelsessystem noget at gøre med identitet og læring og dermed skolesucces, når immigranter fra Danmark skal fastholde og videreudvikle deres børns danske modersmål.

Men for børn i Danmark, der taler et andet sprog i hjemmet end landets officielle sprog, bygger uddannelsespolitikken på en helt anden forståelse. Den er etsproget og monokulturel. Minoritetsmodersmålene er uddannelsessystemets fjende nummer 1.

ETSPROGSpolitikken lægger op til, at det kun er det danske sprog, der benyttes i folkeskolen herhjemme. Det står ganske vist ingen steder i folkeskoleloven, at undervisningssproget udelukkende skal være dansk, men i sine handlinger lader Undervisningsministeriet det være implicit, at sådan er det. Et eksempel er afvisningen af en kommunes ønske om at gennemføre nogle fag på arabisk for at sikre en gruppe tosprogede elever fagligt udbytte af undervisningen.

Da den nuværende regering tiltrådte i 2001, skrev den afskaffelse af undervisning i modersmål ind i selve regeringsgrundlaget.

Målet om at afskaffe modersmålsundervisningen stod meget sigende under overskriften ’Udlændingepolitik’ og ikke under ’Uddannelsespolitik’. Undervisning i modersmål blev dog ikke afskaffet, men begrænset. Fra 2002 kan kun børn af europæisk afstamning under visse betingelser modtage offentligt finansieret modersmålsundervisning uden for den almindelige skoletid.

Børn, der kommer fra lande uden for Europa, kan ikke modtage denne undervisning som en del af det offentlige uddannelsessystem, medmindre kommunerne tilbyder at finansiere undervisningen. De kommuner, der gør det, kan tælles på én hånd. Var der nogen, der sagde forskelsbehandling?

STATENs rapportering til FN om, hvad den gør for at leve op til børnekonventionens bestemmelser, tyder på, at statens embedsmænd forsøger at kamuflere denne lovliggjorte forskelsbehandling. I 2003 afgav staten den forpligtende afrapportering til FN om udviklingen siden den forudgående rapportering i 1998. I 2003-rapporten til FN står der, at børn af EØS- og EU-borgere samt børn fra Færøerne og Grønland kan få tilbud om undervisning i modersmål på statens regning. Dette er en besynderlig rapportering, eftersom denne gruppe børn har haft ret til undervisning i modersmål siden 1975. Det besynderlige er også, at der intet står om de andre børn, der med statens nye politik siden den forudgående afrapportering ikke længere kan modtage modersmålsundervisning som en del af det offentlige uddannelsessystem. Det fortier rapporten. Det er dog, som om statens embedsmænd synes, at de skal rapportere noget positivt om modersmålsundervisning, selv om der ikke er noget positivt at skrive om. Det er nok derfor, at de også rapporterer til FN, at tosprogede elever har muligheder for at vælge indvandrersprog som valgfag. Det lakoniske i denne del af afrapporteringen er, at den ret har børnene haft i ti år ifølge skoleloven fra 1993, så det hører egentlig ikke til i en afrapportering om nye tiltag i perioden fra 1998-2003.

KAMPENE om minoritetsmodersmåls placering i den danske skolelov har fundet sted gennem de sidste 30 år, eller lige så længe, der har været tosprogede elever i den danske folkeskole. For 30 år siden var der ca. 3.000, og i dag er der ca. 60.000 tosprogede elever i skolen. Jo større andelen af tosprogede elever er blevet, desto mere indædt er modstanden blevet mod at gøre plads til denne elevgruppes modersmål i skolesystemet.

Den etsprogede og monokulturelle uddannelsespolitik kan bl.a. aflæses af de seneste mange års dokumentation og evalueringer om tosprogede elever i det danske uddannelsessystem. Tosprogede elever får gennemsnitlig dårligere afgangseksaminer fra folkeskolen, dropper i højere grad ud af ungdomsuddannelserne og gennemfører i mindre grad end modersmålstalende danske unge en ungdomsuddannelse. Senest er konsekvenserne af den førte uddannelsespolitik fremskrevet af Undervisningsministeriets egen statistikafdeling i oktober 2007 til at være, at de tosprogede elever og unge fremover vil opnå endnu dårligere resultater, end vi i dag er vidne til. Fremskrivningen indebærer blandt andet, at hver tredje tosprogede ung fortsat ikke vil få en ungdomsuddannelse. Bertel Haarders svar på den tilbagevendende dokumentation om tosprogede elevers dårlige skoleresultater er, at vi skal finde ud af, hvad der virker og gøre mere af det. Et mantra han ofte har gentaget.

Hvis noget virker, er det på trods af den førte nationale uddannelsespolitik, hvad angår undervisning af tosprogede elever. Hvis noget virker, er det på grund af dygtige lærere og skoleledere, der trodser de snævre etsprogede og monokulturelle rammer i folkeskoleloven og praktiserer en undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elev med de sprog og kulturelle erfaringer, eleven møder op med. Alle elevers sprog og kulturelle baggrunde har betydning for de valg, der tages i forhold til materialer, temaer, gruppeopdeling, samarbejde på tværs af fag osv. På sådanne skoler tages udgangspunkt i, at undervisningen skal inkludere elever, der har dansk som andetsprog, og elever, der har viden, de kan bidrage med på flere forskellige sprog, forældre med erfaringer og relationer i lande i hele verden, der kan trækkes på, når der skal indsamles ny viden.

DANMARKs Evalueringsinstitut offentliggjorde i slutningen af oktober 2007 en evaluering, der bl.a. fastslog, at det var sprogligt snæversyn på skolerne, der hæmmede tosprogede elevers læring. Vi dokumenterer i bogen ’Tvetunget uddannelsespolitik – dokumentation om etnisk ulighed’, at snæversynet findes i den førte uddannelsespolitik i forhold til undervisning af tosprogede elever. Vi spår, at de dårlige skoleresultater vil fortsætte, indtil skolen begynder at tage udgangspunkt i den faktiske sproglige kompetence, som elever møder op med – også de 10 procent, der har dansk som andetsprog og et eller flere minoritetssprog, som de taler i hjemmet.

Det overordnede problem med den danske etsprogede og monokulturelle uddannelsespolitik er, at den som implicit mål vil gøre børn til noget andet, end de er. Den vil ikke ’kun’ forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, den vil også gøre dem sprogligt og kulturelt ens. Den vil danisere.

Vi mener imidlertid, at man godt kan have identitet som (stats)borger i Danmark med politiske rettigheder og pligter, identitet som troende muslim, identitet som dansktalende og identitet som arabisk eller urdu-talende, identitet som pige, som håndboldspiller, som folkeskoleelev osv. og samtidig føle sig som en del af en skoles fællesskab og et samfundsmæssigt fællesskab. Sproglig og kulturel forskellighed er i den danske skolelov blevet gjort til noget, der skader og er farligt for dannelsen til fællesskabet, friheden og folkestyret. Forældrene skal opdrages, og eleverne skal (om)dannes til borgere i en etsproget nationalstat.

UDVIKLINGEN af fællesskabsfølelsen og fornemmelsen af at høre til både i det nære – f.eks. skolen – og i det fjerne – det nationale eller europæiske – fællesskab, er selvfølgelig og væsentlig. Men når fællesskabsfølelse bliver implementeret i skoleloven gennem udelukkelse af den del af tosprogede elevers sprog og kulturelle erfaringer, der er forbundet med hjemmet, kan den identitet og det fællesskab, der tilbydes i skoler og ungdomsuddannelser, ekskludere mange elever. Der skabes paradoksalt nok den modsatte tendens af det, der må formodes at være statens intention. Der dannes et indvandrerskab, hvor indvandrere kan forskanse sig i nationale eller sproglige fællesskaber – i modsætning til at fremme et medborgerskab, som opnås gennem inklusion i statens institutioner som f.eks. skolen. Hvordan kan man forestille sig, at forældre skal kunne samarbejde med folkeskolen, hvis de oplever, at skolen uddanner deres børn til at betragte deres eget sprog og kulturelle værdier og erfaringer som andenrangs?

Vi behøver kun at tage til Sverige for at finde inspiration til en uddannelsespolitik, der bygger på inklusion af elevernes faktiske forskellighed i undervisningen. Den svenske forståelse er, at skolens undervisningstilbud sprogligt og kulturelt skal indrettes på, at der er elever, der har svensk som andetsprog og forskellige modersmål, der skal udnyttes og udvikles. Målet er bl.a. aktiv tosprogethed, som støttes af en lovgivning, der giver ret til modersmålsundervisning på alle klassetrin i både grundskolen og i ungdomsuddannelserne. Eleverne kan gå til eksamen i deres modersmål og fortsætte udviklingen af modersmålet i det videre uddannelsesforløb. Samtidig ved svenskerne godt, at omstilling til inklusion af forskellighed i undervisningen ikke kommer af sig selv. Det kræver, at staten overvåger, at omstillingen finder sted, og f.eks. støtter udviklingen af materialer og efteruddannelse, der muliggør udviklingen i praksis. Et konkret eksempel er Rinkebyskolan i en af Stockholms fattigste bydele, som blev omtalt i Politiken 18. november.

Det er ikke, fordi vi vil forherlige svensk uddannelsespolitik som sådan. Vores pointe er, at svenskerne har fat i den lange ende, når de satser på. at det er ændringer i uddannelsesinstitutioner, der kan betyde en forskel for tosprogede børn og unge frem for udelukkende at ville tilpasse eleverne til det eksisterende.

Tænk, hvis elever med f.eks. modersmål i arabisk, hindi eller kurdisk havde haft mulighed for at udvikle modersmålet som en del af skoleforløbet i Danmark? Hvilken guldgrube af information havde været tilgængelig via bl.a. litteratur og internet i en undervisning, der vil klæde alle elever bedre på til at leve i en globaliseret verden?

Sproglig og kulturel mangfoldighed i skolen vil kunne udvide alle elevers perspektiv, både hos dem, der har dansk som modersmål, og dem, der har dansk som andetsprog. Det vil give alle elever mulighed for identitetsbekræftelse, hvilket er en anden væsentlig faktor for at opnå succes i skolen. Det ved vi, fordi erfaringer fra praksis og forskning peger i den retning.

VIDEN om, hvad der virker, er til stede og har været tilgængelig for regeringen i mange år. Hidtil har undervisningsministeren bare ikke villet vide af den viden. Han har valgt at fokusere på, hvad der måtte virke ’på trods’ og fortsat med at undre sig over, at det går tosprogede elever og unge dårligt i skolen, når nu »regeringen har gjort så meget«, som der står i regeringens handleplan ’En ny chance til alle’ fra 2005.

I det nye regeringsgrundlag, der har overskriften ’Mulighedernes samfund’, tales der om uddannelse i verdensklasse, der skal have som mål, at unge som et resultat af uddannelse kan »begå sig i Danmark og verden«. Skal de mål nås, må regeringen sadle om. Her ved afslutningen af det ’Europæiske år for Lige muligheder for alle’ kan Danmark bryste sig af en skolelov, der bevidst diskriminerer minoritetselever sprogligt og kulturelt. Men der er en ny chance for at få det til at virke bedre. Det kommende år er FN’s Internationale år for sprog og sprogrettigheder. Vi opfordrer undervisningsministeren til at begunstige den sproglige forskellighed lokalt og nationalt i den kommende regeringsperiode. Det vil være et væsentligt skridt på vejen i udviklingen af en skole, der uddanner børn i Danmark til at kunne kommunikere og handle konstruktivt i en verden præget af store sproglige og kulturelle forskelligheder.

Kronikørernes bog, Tvetunget uddannelsespolitik – dokumentation om etnisk ulighed, er udkommet på Nyt fra Samfundsvidenskaberne.