I mere end en uge er der blevet smadret ruder og sat ild til biler, skoler og containere.

Højrefløjen har fra dag ét været klar med automatsvaret: Strengere straffe og skæld ud til forældrene. Intet nyt under solen. Pia Kjærsgaard, Fogh og Lene Espersen har sunget den samme sang de sidste syv år. Svaret på alle problemer er såkaldt ?nultolerance?. Hvordan synes I selv, det går?

Fogh har på landsdækkende tv afvist, at problemerne skulle bunde i samfundsskabte forhold ? det er forældrenes skyld, og samfundet har intet med noget som helst at gøre. Punktum.

Der er vel ingen tvivl om, at man som forældre har et ansvar for at opdrage sine børn. Eller at man som ungt menneske har et ansvar for sine handlinger.

Men at afskrive enhver ide om, at samfundsforhold skulle spille ind på den seneste tids uro, er en lige lovlig bombastisk udmelding. Og derudover usandsynligt ukonstruktiv.

Hvordan har manden tænkt sig at løse problemerne, hvis han ikke mener, at samfundet har noget med noget at gøre? I mine øjne er Foghs påstand ikke bare dum. Den er direkte uansvarlig.

Ud over højrefløjens forventelige reaktioner, har debatten været præget af en pinlig mangel på gennemarbejdet analyse.

Hvad pokker er det, der foregår i hovederne på unge, der sætter ild til deres skoler, smider molotovcocktails i kælderskakte og ikke mindst; hvad er årsagen til, at optøjerne kan sprede sig fra by til by. Er det genoptrykningen af Muhammedtegningerne? De administrative udvisninger?

Den ældre palæstinenser, der ifølge vidner er blevet skubbet og slået af politiet på Blågårds Plads? Skyldes det hele ?bare? ballade på hashmarkedet, eller bunder bålene virkelig i vinterferie-kedsomhed?

Nogle mener, at årsagen til balladen er ligegyldig ? at det relevante er, hvordan man får straffet uromagerne. Hovedproblemet ved den tankegang er, at den ikke genererer konkrete løsninger på problemerne.

Der er blevet strammet og strammet og strammet de sidste mange år. Resultaterne udebliver mildest talt. Man kan vel nærmest sige, at ?strammer-linjen? har virket omvendt.

Derfor har vi desperat behov for at finde ud af, hvad der foregår i de unges hoveder, når de kan finde på at hærge bydele og udsætte andre menneskers liv for fare. Ikke fordi handlingerne skal undskyldes eller negligeres. Men fordi det er af afgørende betydning at forstå, hvad der foregår, hvis vi skal have løst problemerne.

Forleden aften traskede jeg ned på min yndlingscafe på Blågårds Plads på Nørrebro for at forsøge at finde nogle svar. Jeg blev mødt af en gruppe unge mænd i slutningen af tyverne med anden etnisk baggrund end dansk. Født og opvokset på Nørrebro. De hilste med et »Hej Enhedslisten«, og jeg forklarede mit ærinde.

Det skal understreges, at gruppen af unge mænd ikke har »benzin på hænderne«. Til gengæld har de et fandens godt kendskab til, hvad der sker på Nørrebro. Efter jeg havde stillet mit spørgsmål, blev der snakket uafbrudt, og i munden på hinanden, i halvanden time.

For en god ordens skyld må jeg hellere starte med at berette, at der var enstemmig enighed om, at bål og brand er en uacceptabel situation for alle.

I modsætning til højrefløjens designer-sætninger, udarbejdet med henblik på femten sekunders sendetid på News, var svarene sammensatte. Der blev ikke opstillet entydige forklaringer og heller ikke entydige svar.

Der var stort set enighed om, at optøjerne ikke skyldes hverken genoptrykningen af Muhammedtegningerne eller de administrative udvisninger. Episoderne blev fremført som delforklaringer, og alene som dråber, der fik bægeret til at flyde over.

Hvad der til gengæld gennemsyrede samtlige bud på at forstå situationen var, hvad man kan kalde oplevet systematisk diskrimination.

Visitationszonerne betyder, at man til enhver tid kan blive stoppet på gaden, hevet ind i en opgang og bedt om at smide sit tøj. En ung mand bemærkede, at det altså »ikke kun er sokkerne«, og det er vist, hvad man kan kalde en blufærdig underdrivelse.

Ydmygelse var det ord, der blev koblet på visitationerne. Én fremhævede, at man selvfølgelig skal være ærlig; hvis man er blevet taget med kniv femten gange, så er det ikke så underligt, at man bliver hevet til side af politiet.

Problemet er bare, at det ikke kun er de såkaldt kendte ansigter, der bliver stoppet af politiet, hver gang de bevæger sig ud efter en shawarma. Det er alle dem, »der ligner«.

Som mit cafe-selskab udtrykte det: »Vi bliver kriminaliseret af samfundet. Overalt bliver vi mistænkt for at være forbrydere. Der bliver kigget skævt til os på gaden.

I aviserne står der, at muslimer er terrorister. Arbejdsgiverne vil ikke ansætte os, og hvis vi spørger politiet, hvorfor de stopper os, siger de, at vi skal lukke vores sorte kæft.

På et eller andet tidspunkt bliver det for meget« (citeret frit fra hukommelsen). Det skal i parentes bemærkes, at politiet den sidste måned har visiteret 235 personer på Indre Nørrebro. Der er ikke fundet én eneste kniv eller pistol.

Om politiet virkelig opfører sig så racistisk, som det blev fremlagt på cafeen, vil Statsadvokatens undersøgelse måske vise os. En af mine samtalepartnere understregede i øvrigt flere gange, at det ikke er de enkelte politibetjente, der er noget galt med.

Ifølge den unge mand er det ikke så underligt, at betjentene råber sorte svin, når politikere kan få lov at kalde muslimer for kræftsvulster uden nogen særlig konsekvens. Men uanset hvad Statsadvokatens undersøgelse viser os, ændrer det ikke ved, at de unge mænd føler, at samfundet har ekskluderet dem.

Og det bliver vi nødt til at forholde os til. Sandsynligheden for, at man sætter ild til et samfund, man betragter sig selv som velkomment i, er efter min bedste overbevisning betragtelig mindre, end hvis man oplever at stå helt og aldeles udenfor.

Det afgørende spørgsmål er naturligvis, hvad løsningen så er. Og hvor ville det være fantastisk, hvis man kunne svare noget så simpelt som ?armlænke? ? og rent faktisk tro på, at det nyttede.

Men ud over de åbenlyse retssikkerhedsmæssige problemer i at overvåge børn og unge (står det til Pind, så gælder det, så vidt jeg har forstået, kun unge med anden etnisk baggrund end dansk), så virker det simpelthen ikke. Jeg må beklageligvis konstatere, at der ikke findes lette løsninger.

Det har taget Pia Kjærsgaard og vennerne i regeringen en årrække at skabe et samfund, hvor en gruppe føler sig så uønskede og uretfærdigt behandlet, at de ikke længere betragter sig selv som en del af fællesskabet. Det vil forhåbentlig ikke tage lige så lang tid at opbygge et samfund, hvor flere føler sig velkomne, men tid tager det. Det betyder imidlertid ikke, at der ingen konkrete håndtag er at dreje på her og nu.

Lad os åbne klubber i stedet for at lukke dem.

Lad os opprioritere antallet af gadeplansmedarbejdere ? vi ved, at det virker.

Lad os fortsætte de gode erfaringer med familieprojekter, hvor der ikke kun fokuseres på den enkelte unge, men på familien som helhed.

Og så er det absolut afgørende, at vi rent faktisk hører på de unge, i stedet for at kloge os på dem. Det vil sige indgår i en dialog med dem, frem for blot at tale om dem. Mit møde på Blågårds Plads viser, at ønsket om en løsning er til stede.

Det samme viser de gode initiativer om dialog og fælles løsninger i både Århus og København den sidste uge fra forældre og unge. Ressourcerne, kræfterne og ønsket om en løsning er til stede, men de kan let ødelægges af strammer-retorik og krav om hårdere straffe fra Christiansborg.

Rundt omkring i kommunerne har man sådan set et ret godt billede af, hvad det er, der virker.

Men på grund af regeringens uansvarlige økonomiske politik, der har fastlåst kommunerne i et økonomisk jerngreb, har man ikke mulighed for at føre projekterne ud i livet. Helt konkret har Enhedslisten fremsat forslag om ?konsekvens med virkning?.

Første gang, de unge overtræder loven ved for eksempel at begå hærværk, tilbydes de en pletfri straffeattest mod til gengæld at indgå i og gennemføre et arbejds- eller uddannelsestilbud kombineret med samfundstjeneste.

Vi ved, at risikoen for at ende i alvorlig kriminalitet vokser betydeligt efter en tur i spjældet. Og vi ved, at det bliver endnu sværere at få et job, når man hedder Muhammed, hvis der oven i købet er pletter på attesten.

Der er masser af ting, vi kan gøre. Men det tager lidt længere tid at forklare, end tv-programmernes sendeflade tillader. Og vil vi de grundlæggende problemer til livs, bliver vi samtidig nødt til at erkende, at et samfund, der konsekvent udråber en enkelt gruppe til at være syndebukke, på et eller andet tidspunkt oplever reaktioner. De reaktioner er der rigtig mange mennesker, der lider under p.t.

Jeg vil på ingen måde påstå, at min cafe-samtale på Blågårds Plads er af en metodisk karakter, der bringer den bare i nærheden af at danne grundlag for en udtømmende analyse af situationen. Jeg håber derfor inderligt, at der findes sociologer, antropologer og socialrådgivere, der forsker alt, hvad tøjet kan holde.

Men ?røddernes? bud på både forklaring og løsning var væsentlig mere nuanceret, end hvad man hører fra såvel højrefløj som socialdemokrater i dansk politik. Senest har selv SF meldt ud, at politiet går for mildt til værks. Stik mod politiets egne forslag til løsninger i øvrigt.

Jeg har intet ønske om at undskylde brand og bål og ingen intentioner om at legitimere meningsløs hærværk ? der i sidste ende kan resultere i, at liv bringes i fare.

I modsætning til Dansk Folkeparti, Lene Espersen og Anders Fogh mener jeg, at der er behov for, at vi finder løsninger.

Det er ikke godt nok med kontante udmeldinger om, at straffene skal være strengere, når der først er sat ild til gaderne, det er lige så vigtigt at udarbejde forslag til, hvordan vi i første omgang undgår, at bålene bliver tændt.

Da jeg havde drukket min hyldeblomstsaft og var på vej af sted, blev jeg spurgt, om næste politiske skridt var at udvise danske statsborgere, hvis de begik kriminalitet ? vel at mærke dem med anden etnisk baggrund forstås. Jeg rystede naturligvis overbevist på hovedet: Ingen vil acceptere noget så vanvittigt som at smide mennesker med dansk statsborgerskab ud af landet. Hvor skal man sende dem hen, det er jo danskere?

Hjemvendt fra pladsen tændte jeg for DR 2. I Deadline tonede Messerschmidt frem på skærmen med opfordringer til at føre en ?konsekvent politik? og at ?sende klare signaler?.

Som sagt; intet nyt under solen. Folketingsmedlemmet afsluttede sit indlæg med et konkret forslag til lovændring: Mulighed for at ophæve statsborgerskab med henblik på udvisning.

Hvis jeg havde stemt på Dansk Folkeparti, Venstre eller de Konservative, fordi jeg ønskede tryghed og løsninger på de konkrete problemer, der har brændt sig fast på tv-skærmene de seneste dage, ville jeg føle mig godt og grundigt snydt. Efter syv år ved magten har de ikke været i stand til at løfte opgaven, tværtimod vokser konflikten sig større og større. Rødderne er stadig frustrerede, og det går uretmæssigt ud over en masse mennesker.

Ingen kan være tjent med de forhold, vi oplever landet over, lige nu. Desværre har vi en regering uden politiske svar. Og hvad værre er: Det politiske flertal består af partier, der reelt ikke ønsker at tage ansvar for at løse problemerne. For det har jo ikke noget med samfundet at gøre.