Den kriminelle neger. ’The Negro Criminal’, sådan lød titlen på en videnskabelig artikel af en af den videnskabelige kriminologis pionerer, dr. Thorsten Sellin.

Den blev trykt i tidsskriftet Annals of the American Academy of Political and Social Science. Det var i 1928, og i første afsnit i artiklen hedder det: »Det er en almindelig antagelse, at negeren i vores land er mere kriminel end den hvide«.

I sin artikel argumenterer Sellin imod en årsagssammenhæng mellem race og kriminalitet og imod den forkerte fortolkning og kyniske brug af statistikker, der helt klart viste en højere kriminalitet blandt de farvede, der i nogle tilfælde var 13 gange så høj som blandt de hvide.

Når man følger den nuværende debat, er det både trist og nedslående, at det åbenbart er nødvendigt at henvise til en 80 år gammel videnskabelig artikel for at gøre opmærksom på, hvordan Danmark i 2008 håndterer spørgsmålet om kriminalitet blandt sine etniske mindretal.

Bortset fra påstandens videnskabelige uredelighed skaber den påståede sammenhæng mellem kriminalitet og etnicitet en række stereotyper, den legitimerer uretfærdighed og cementerer spændinger i samfundet.

Forestillingen om en sammenhæng mellem kriminalitet og etnisk tilhørsforhold har stærke racistiske undertoner og har ført til alvorlige konsekvenser.

Det kom for eksempel til udtryk, da den amerikanske højesteretsdommer O.W. Holmes med en kendelse godkendte tvangssteriliseringen af tusindvis af amerikanske statsborgere mod deres vilje mellem 1927 og 1942.

Senere blev de samme ideer om »biologisk determinisme« og »arvelige kriminal-biologiske træk« taget op af nazisterne som bevis på den slette, mindreværdige og kriminelle natur hos sorte, jøder og alle andre etniske grupper og racer end den ariske.

Forståelsen af kriminalitet og kriminelle har siden gennemgået en forvandling, der ikke blot afspejler fremskridtene i videnskabelig metodelære, men også ændringerne i vores samfund, værdier og tankegang.

Det australske kriminologiske institut har gennemgået de seneste mange årtiers faglitteratur om kriminologi, og gennemgangen viser, at ugunstige socioøkonomiske omstændigheder og dårligt organiserede lokalsamfund i høj grad bidrager til kriminalitetsproblemet i en by eller en bydel.

Faglitteraturen viser også, at indvandrere hyppigere udsættes for disse ugunstige forhold, og at de kan arve dårligt organiserede lokalsamfund.

Det er derfor, statistikker i Europa, Nordamerika, New Zealand og Australien viser, at medlemmer af visse indvandrergrupper bliver arresteret, dømt og fængslet uforholdsmæssigt hyppigere end andre befolkningsgrupper.

Mange af dem står også som ofre i statistikkerne. Intet af den videnskabelige litteratur vedrørende kriminalitet og vold tyder på, at race, religion eller etnisk tilhørsforhold skulle være årsag til disse fænomener.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor medierne i Danmark benytter enhver lejlighed til at beskrive ungdomskriminalitet i sammenhæng med race, etnisk tilhørsforhold og religion.

Hvorfor visse politikere og journalister ignorerer anerkendt viden, data og praksis og i stedet søger tilbage til præmoderne, prænazistiske ideer og tanker? Skyldes det kynisme, sensationsjageri eller blot uvidenhed?

Denne ’raceforbindelse’ til kriminalitet illustreres bedst af mediernes beskrivelse af de unge ballademagere, der er skyld i de seneste uroligheder og afbrænding af biler – ikke f.eks. som »utilpassede unge«, men som »indvandrer-unge«.

Man kan også se det samme ved mediernes reaktion på den seneste rapport fra Danmarks Statistik, ’Indvandrere i Danmark 2007’, som blev offentliggjort i december.

Rapporten fylder 131 sider, men medierne valgte at koncentrere sig om de 9 sider, der handler om kriminalitet. 19. januar havde Nyhedsavisen følgende overskrift på forsiden: ’Unge efterkommere er de mest kriminelle’. På side 4 skrev man: »Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er langt mere kriminelle end resten af samfundet, selv når man renser tallene for sociale og økonomiske forskelle«.

Man siger med andre ord, at de ugunstige socioøkonomiske forhold ikke er nogen forklaring, og at disse mennesker har andre grunde til at være voldelige og kriminelle.

Insinuationerne i artiklen er problematiske, men det er endnu værre, at de pågældende statistikker ikke understøtter denne konklusion.

Journalisterne har måske nok læst tallene, men de har ikke analyseret dem i en sådan grad, at de forstår, hvad de viser.

Inden vi ser nærmere på tallene, må vi gøre én ting klart.

Deskriptiv statistik kan fortælle os, ’hvem’ der begår mest kriminalitet, ud fra det kriterium med hvilket vi har defineret ’hvem’. Vi kunne have undersøgt, om folk med blå øjne begår mere kriminalitet end folk med grønne øjne.

Deskriptiv statistik fortæller os ikke, hvorfor nogen er mere kriminelle, og det fortæller os ikke, om vores kriterier for definitionen af ’hvem’ har noget at gøre med årsagssammenhængen.

Til det formål har man nemlig brug for en hypotese, der skal afprøves ved hjælp af matematiske modeller, standardisering og korrektioner.

Lad os nu ikke se på tallene i rapporten.

Det er rigtigt, at procentdelen af kriminelle blandt indvandrere og deres efterkommere er højere end blandt etniske danskere. Forskellen er størst, når man ser på voldskriminalitet begået af indvandrere og deres efterkommere fra ikkevestlige lande, og jeg vil derfor bruge disse tal til at illustrere misbrugen af statistik.

For hver 1.000 etniske danske mænd har tre begået voldskriminalitet i 2005.

Det tilsvarende tal for indvandrere fra ikkevestlige lande og deres efterkommere er 11,8 (gennemsnittet af 7,1 for indvandrere og 16,5 for deres efterkommere).

Det er virkelig en meget stor forskel. Rapporten standardiserer og korrigerer tallene for to forvanskende faktorer.

Den første er, at indvandrere og deres efterkommere har en anden befolkningsaldersfordeling end etniske danskere. Den anden faktor er forskellen i socioøkonomisk status mellem de to grupper.

På side 96 påpeger rapportens forfattere, at de vil undersøge disse faktorer nærmere, fordi: »Ud over alder er socioøkonomisk status en faktor, som kan tænkes at påvirke kriminalitetshyppigheden for en befolkningsgruppe«.

En sådan standardisering har altså ikke kun til formål at give os et mere korrekt billede, men også at fortælle os, om disse faktorer er vigtige eller ej.

På en måde er det en metode til at teste hypotesen om vigtigheden af disse faktorer. Rapporten viser, at korrektionen for disse faktorer har reduceret kriminalitetsindekset for denne gruppe indvandrere og deres efterkommere er reduceret fra 393 procent til 142 procent.

Men rapporten forklarer ikke, hvad disse tal egentlig betyder.

Tallene betyder, at hvis gruppen af indvandrere og deres efterkommere havde samme aldersfordeling og socioøkonomiske status som etniske danskere, ville det ’forventede’ antal voldelige kriminelle per 1.000 mænd blandt dem falde fra 11,8 til 4,2.

Tallet for etniske danskere er 2,9.

Det er en væsentlig reduktion, som understreger vigtigheden af, at disse faktorer tages med i betragtning.

En simpel beregning af betydningen af dette fald fortæller os, at alder og socioøkonomisk klasse kan ’forklare’ 85 procent af forskellen i den voldelige kriminalitet mellem indvandrere og deres efterkommere og etniske danskere.

Denne øvelse har dermed bekræftet betydningen af ugunstige socioøkonomiske forhold – ikke etnisk baggrund – som årsag til kriminalitet.

I denne forbindelse er det vigtigt at nævne, at det er eneste gang i hele rapporten, at forfatterne afviger fra rent deskriptiv statistik og bruger standardisering og korrektioner til at tage hensyn til visse forvanskende faktorer.

Jeg kan derfor slet ikke forstå, hvorfor rapporten ikke analyserer resultaterne eller fortæller læserne, hvordan de skal fortolke dem.

Jeg kan ikke forstå, rapporten ignorerer, at man dermed bevæger sig væk fra ’hvem-spørgsmålet’ og i stedet tester ’hvorfor-hypotesen’.

Rapporten ignorerer ikke blot betydningen af den signifikante reduktion af kriminalitetsindekset, men konklusionen, at »for mænds vedkommende er der imidlertid fortsat en overhyppighed af kriminalitet blandt indvandrere og efterkommere«, giver det stik modsatte indtryk af, hvad resultatet egentlig peger på.

Det er ikke første gang Danmarks Statistik behandler data på denne måde.

I en kronik (Berlingske Tidende, 12. december 2004) af chefen for Danmarks Statistik, rigsstatistiker Jan Plovsing, blev der fremlagt lignende data, og konklusionen var: »Der er således ikke tvivl om, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande begår straffelovskriminalitet og især voldskriminalitet langt hyppigere end personer med dansk oprindelse«.

Jeg mener, det er dybt problematisk, at Danmarks Statistik ikke længere er en uafhængig, neutral videnskabelig institution, men en aktiv deltager i den politiske debat, og at den deltager i debatten på en måde, der cementerer en illusion om en kausativ forbindelse mellem etnisk baggrund og kriminalitet i modstrid med instituttets egne analyser af data, mod bedre vidende og i modstrid med internationale erfaringer.

Rapporten og Jan Plovsings kronik giver indtryk af, at man forventede, at hele forskellen mellem etniske danskere og indvandrere ville forsvinde med korrektionen.

Men det er noget vås, for ingen forventede, at en simpel korrektion for aldersfordeling og socioøkonomisk status ville få forskellen i kriminalitetshyppigheden til at forsvinde.

Ugunstige socioøkonomiske vilkår er ikke den eneste faktor, der bidrager til kriminel adfærd. Personlige oplevelser, hvor man har været udsat for eller vidne til vold, er også en faktor.

Det er derfor ikke overraskende, at de, der fylder mest i voldsstatistikkerne, er asylsøgere fra områder med væbnet konflikt og borgerkrig som Irak, Somalia og Libanon.

Denne faktor har man ikke korrigeret for i statistikkerne.

Jeg mener med andre ord ikke, det er overraskende, at indvandrere og deres efterkommere har en højere kriminalitetshyppighed end etniske danskere.

I betragtning af vores viden fra andre lande og faglitteraturen i kriminologi bør man hverken løfte et øjenbryn over tallene eller være i tvivl om, hvor man skal sætte ind med forebyggende arbejde.

Men stereotyper og syndebukke har altid været nyttige, når man vil ignorere samfundsproblemernes kompleksitet og i stedet tjene en bestemt politisk dagsorden.

Hvis man behandler det som et særligt problem eller en gåde, åbner man døren for særlige strafforanstaltninger og lovgivninger, der er skræddersyet til den ’kriminelle indvandrerprototype’ (som Pia Kjærsgaards forslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år), og det vil skabe en politisk snarere end en videnskabelig forståelse af problemet.

Dansk Folkeparti og den yderste politiske højrefløj giver islam skylden.

De mere politisk korrekte partier mener, det skyldes indvandrernes »kulturelle værdier«, men resultatet er det samme. Indvandrere, deres børn og børnebørn vil altid blive mistænkt for at tilhøre en voldelig og kriminel gruppe, den tikkende bombe blandt os, som barbarerne ved porten.

Uansvarlige politisk motiverede påstande, der har til formål at fremme den negative holdning til etnisk mangfoldighed, bidraget til at forvrænge billedet af kriminaliteten i Danmark.

Derudover vil disse overforenklede, negative og racebaserede påstande have alvorlige langsigtede konsekvenser for samfundet som helhed.

Det ville være rart at kunne tro, at billedet af den kriminelle neger hører fortiden til.

Men undersøgelser fra så sent som 2007 viser, at man i offentligheden i flere dele af verden stadig forbinder kriminalitet med det at være sort.

En undersøgelse, hvor hvide skulle karakterisere racegrupper og etniske grupper, viser, at sorte oftere bliver opfattet som værende voldelige med tendens til narkotikamisbrug og mere kriminelle end hvide.

Andre meningsmålinger viser, at offentligheden har en fornemmelse af, at sorte er involveret i mere kriminalitet, end der er belæg for i statistikkerne.

I betragtning af det nuværende klima, hvor medierne spreder ideer om en forbindelse mellem indvandrere og kriminalitet, mener jeg, at man med rimelighed kan antage, at den samme opfattelse af en forbindelse eksisterer i Danmark vedrørende indvandrere/muslimer og kriminalitet.

Ud over social diskriminering og marginalisering fører disse ideer uundgåeligt til uretfærdig behandling i retssystemet, og der findes eksempler på begge fænomener i forskellige vestlige lande.

Undersøgelser fra Canada viser, at den øgede fokus på race direkte påvirker sorte canadieres behandling i retssystemet.

Det understreges også i fem store, nyere forskningspublikationer om 30 lande i Europa, Nordamerika og Australien om sammenhængen mellem kriminalitet og indvandring, etnisk baggrund og race.

Selv om de alle viser, at etnisk baggrund og oprindelsesland har mindre indflydelse på kriminaliteten end de påstået kriminelles miljø og dårligt organiserede lokalsamfund, viser de også, at der bliver diskrimineret mod medlemmer af mindretalsgrupper, når de kommer i kontakt med retssystemet.

En anden uundgåelig konsekvens af denne generalisering fremgår af resultatet af nogle undersøgelser fra det britiske indenrigsministerium i perioden 2001-2003.

De viser, at folk med mørk hudfarve og fra etniske grupper har større risiko end hvide for at blive udsat for kriminalitet som overfald og racemotiveret hetz.

Jeg mener ikke, vi har data eller grunde til at tro, at Danmark er immun over for den slags problemer med uretfærdig behandling af etniske mindretal, som vi ser i andre europæiske og vestlige lande.

Men i stedet for at undersøge disse vigtige spørgsmål har Danmarks Statistik besluttet at udvide definitionen af indvandrere til ikke blot at omfatte indvandrere og deres efterkommere (tidligere kaldet førstegenerationsindvandrere), men også ’deres børns børn’ (børn af efterkommere).

Man må spørge sig selv, om der nogensinde kommer et tidspunkt, hvor en indvandrer bliver en ’dansker’, og om »dét at karakterisere en gruppe ud fra dens oprindelige etniske baggrund, endda anden- og tredjegenerationsindvandrere, ikke i sig selv er diskriminerende«, som det er udtrykt af det australske kriminologiske institut.

Jeg er bekymret over den nuværende debat og over dens uvidende, uvidenskabelige, politisk orienterede og racemæssigt ladede polemiske retorik. I sin artikel fra 1928 skrev Thorsten Sellin:

»Den farvede kriminelle nyder som regel ikke godt af den racemæssige anonymitet, som dækker de lovovertrædelser, der bliver begået af medlemmer af den hvide race.

Pressen vil næsten med sikkerhed stemple ham, og jo mere frastødende hans forbrydelse måtte være, desto mere sandsynligt er det, at hans race vil blive fremhævet.

Ved at karakterisere ham gennem hans farve, bliver hans individualitet på en måde undertrykt, og i stedet for blot at være en tyv, røver eller morder, bliver han en repræsentant for sin race, som til gengæld må lide under hans synder på grund af de mærkelige følelsesmæssigt betingede tankeprocesser«.

Oversættelse: Mette Skodborg