De IGANGVÆRENDE samfundsmæssige og politiske forandringer foregår i disse år i et omfang og tempo, som gør det vanskeligt for de fleste at holde trit. Hvis man ser bort fra forbrugerismen og de teknologiske landvindinger, står demokratidiskursen næsten ene tilbage som fællesnævner, der kan legitimere den vestlige selvforståelse. Den ideologiske betydning for udfoldelsen af politik bør ikke undervurderes.

Efter at have været et våben i kampen imod den socialistiske lejr opnåede demokratiet en hegemonial position i forbindelse med socialismens sammenbrud og den kolde krigs ophør. Vestens sejr udløste en stemning af optimisme og tro på liberalkapitalismens potentiale for at skabe en harmonisk verden. Nu skulle ’fredens dividende’ omsættes til at fremme velfærd og bæredygtig udvikling. Globaliseringen kunne udfolde sig ubegrænset! Men på mindre end ti år bevægede tidsånden sig fra eufori, udtrykt i tesen om ’historiens afslutning’, til en følelse af pessimisme: Nu taltes der om ’civilisationernes sammenstød’.

Ved det 21. århundredes begyndelse havde den politiske diskurs forvandlet sig til bekymring: Hvordan beskytter vi vores samfund mod mareridtet! Parolen om ’en ny verdensorden’, som den første præsident George Bush lancerede i forbindelse med Golfkrigen, blev erstattet af en periode med ’uorden’. Med aktiv vestlig deltagelse fulgte en række konflikter: krigen i Jugoslavien, Golfkrigen, efterfulgt af krigen mod terror, Afghanistan, og en gang til: Irak. Mens Berlinmuren var blevet fremstillet som symbol på sovjetsocialismens krænkelse af menneskerettigheder, bliver muren omkring de besatte palæstinensiske områder set som et nødvendigt forsvar for Mellemøstens ’eneste demokrati’.

Måden, verdens tilstand fremstilles på, er afgørende for den politiske forståelse. Siden 11. september 2001 er krigen mod terror blevet et forklaringsparadigme for vestlig politik. Samtidig foregår der en snigende proces, som med legitimitet i kampen mod al-Qaeda er godt i gang med at undergrave de vestlige demokratiers grundlag og normer. Mens konfrontationen med den socialistiske verden i sin tid førte til en udvidelse af demokratiet og udviklingen af en velfærdsstat i Vesten, bliver det nye fjendebillede brugt til at fremme en modsat proces. Uden større diskussion indføres mere og mere kontrol med borgerne, alt sammen for at værne om de demokratiske rettigheder! Udadtil fører USA og NATO krige i den muslimske verden med henblik på at eksportere et provestligt demokrati, der skal fremme vores sikkerhed. ’Fredsdividenden’ er forsvundet, og velfærdsstaten afmonteres!

En mentalitetsændring har fundet sted, som truer Vestens politiske kultur ved at gøre militarisme acceptabelt. Alarmklokkerne burde have ringet for nylig, da det blev oplyst, at højtstående officerer (fra USA, Frankrig, Tyskland, England, og Holland) anbefaler, at NATO-alliancen skal være parat til førstebrug af atomvåben med henblik på at forbygge et potentielt angreb med masseødelæggelsesvåben! Argumentet er, at Vestens værdier og livsform er truet, og at vi må styrke vores vilje til at forsvare dem. En sådan militærdoktrin repræsenterer en radikal undsigelse af den institutionelle folkeret, som de demokratiske nationer selv var ophavsmand til! Desuden overser denne sikkerhedsforståelse de alvorlige advarsler om undergravning af vores naturgrundlag som følge af den fortsatte udbredelse af den vestlige økonomiske model! (Et atomangreb vil næppe gøre problemet mindre!).

På Orwellsk maner anvendes en diskurs om beskyttelse af demokratiske værdier, mens selve det, vi forstår ved demokrati, i praksis undermineres. Begrebet har aldrig være uproblematisk. Og i kampen mod socialismen antog det en symbolik, som gjorde dets indhold og form vanskeligt at håndtere. I diskussioner om samfundsudvikling bliver de indforståede grundantagelser sjældent udfordret, nemlig at samspillet mellem demokrati og kapitalisme bedst svarer til menneskers natur. I den forbindelse glemmes det, at industrikapitalismen i sin tid ikke blev gennemført på trods af manglende demokrati, men ved aktiv brug af tvang og vold imod bondebefolkningerne.

I 1895 kunne den franske sociolog Gustave le Bon påpege en fundamental modsigelse mellem industrialisering og demokrati. Havde den demokratiske styreform været fremherskende før overgangen til den industrielle revolution, ville industrikapitalismen have mødt uovervindelige udfordringer. Forflytningen af mennesker til fabrikkerne var en voldelig proces, som udgjorde en antitese til de demokratiske idealer. Kapitalismens ’Homo oekonomikus’ er ikke et naturprodukt, men menneskeskabt.

På lignende måde foregik inddragelsen af ikkeeuropæiske områder i det kapitalistiske verdenssystem kun undtagelsesvis fredeligt. Folkedrab, slaveri, kolonialisme og imperialisme var reglen. Dette kapitel i den vestlige ekspansion overses sædvanligvis i diskussionen. Uden hensyn til denne baggrund for vore egne samfunds tilblivelse optræder Vesten moraliserende i sin kritik af manglende demokrati i visse tredjeverdenslande, mens provestlige diktaturer stryges med hårene. Udviklingsbistand bruges ikke sjældent som belønning til regimer, der har accepteret liberalkapitalismens spilleregler.

Historisk har verden imidlertid endnu ikke oplevet et eksempel på økonomisk udvikling baseret på ulandshjælp og demokratiske styreformer! I modsætning til de herskende vestlige anvisninger opnåede de nyindustrialiserede østasiatiske lande, de såkaldte NICs, deres udvikling gennem statsstyring af økonomien ledet af diktatoriske politiske regimer. I de senere årtier har vi desuden kunnet iagttage imponerende økonomisk vækst under autoritære såkaldt kommunistiske styrer som i Vietnam og Kina. Indien, der betragtes som verdens største demokrati, har også opnået enorme økonomiske resultater på trods af dets antidemokratiske kastesystem.

Argumentet, der går ud på, at vestligt demokrati er en forudsætning for udvikling i den tredje verden, stemmer ikke med økonomisk historie. Dette gør ikke demokrati uønskværdigt. Men entusiasmen for denne styreform må begrundes i andre kriterier. Stræben efter en fredelig verden kunne styrke forventningerne til folkestyrets udbredelse. I studier af internationale relationer fremhæves det ofte, at demokratier ikke fører krig mod hinanden.

I sin tid var det præsident Woodrow Wilsons formål med at føre USA ind i Første Verdenskrig »at gøre verden sikker for demokrati«! En lignende påstand er blevet anvendt af præsident George W. Bush i forbindelse med krigene og regimeskifterne i Afghanistan og Irak samt amerikansk politik i Mellemøsten generelt.

Forholdet mellem fred og demokrati fortjener større refleksion end det, vi sædvanligvis præsenteres for. Hvis man ser på kapitalismens strukturelle udvikling i industrilandene i løbet af det 20. århundrede, rejser det en række spørgsmål, som ikke bliver besvaret af den gængse forståelse af det liberale demokrati.

Siden den store depression i 1930’erne er flere industrisamfund kommet i et afhængighedsforhold til militær produktion som forudsætning for den økonomiske trivsel. Den statslige stimulans af økonomi og beskæftigelse ved hjælp af krigsforberedelse i større stil blev først bragt i anvendelse i Nazityskland, det fascistiske Italien og Japan.

De liberale demokratiers svar på 1930’ernes krise var civil keynesianisme. Det vil sige statens intervention i samfundsøkonomien. Men Anden Verdenskrig forandrede billedet. For USA’s vedkommende var det ikke Roosevelts new deal, der bragte Amerika økonomisk på benene igen. Det var deltagelse i krigen, der fik økonomien i gang. Militær keynesianisme blev styrket af den førte politik.

Efter 1945 var den kolde krig og krigene i Østasien samt de direkte og indirekte militære interventioner med til at skabe en alliance mellem industri og militær i USA’s politiske liv. Bekymringen over den trussel, dette interessefællesskab kunne indebære, fik som bekendt den tidligere general og daværende præsident, Dwight Eisenhower, til i 1961 at advare imod, hvad han kaldte det »militærindustrielle kompleks«. Imidlertid blev advarslen overhørt af USA’s politiske klasse. Med et militærbudget uden historisk sidestykke og et netværk af ca. 800 militærbaser i verden undermineres landets økonomiske styrke i dag, uden at dette styrker de vestlige demokratiers sikkerhed.

Blandingen af fiktive med reelle trusler bruges til at forhindre refleksion over demokratiet. Det store spørgsmål, »Quo vadis?« (Hvor går du hen?), som optog de klassiske tænkere, stilles ikke længere. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er noget at bekymre sig over.

Perioden efter Anden Verdenskrig, den økonomiske genopbygning og sågar den kolde krig havde givet tilsyneladende sammenhængskraft til de offentlige målsætninger, der påvirkede regeringernes politik og programmer i disse år. De stort set udelukkende økonomiske krav, som arbejderbevægelsen opstillede, kunne almindeligvis indfries. Økonomien var blevet forankret i samfundet. Og som biprodukt af denne proces blev befolkningerne i mindre eller større grad afpolitiseret.

I 1960’erne og 70’erne oplevede de vestlige demokratier imidlertid stor politisk aktivisme uafhængigt af de traditionelle institutionelle rammer. Folkelige bevægelser begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de kapitalistiske demokratiers praksis. I denne periode blev verden vidne til en sjælden grad af folkelig deltagelse i og interesse for politik.

Antiatombevægelsen, Vietnambevægelsen, sympatien med det afroamerikanske oprør i USA, ungdomsoprøret i Europa og resten af verden, de nationale befrielsesbevægelser i den koloniale verden, den antiimperialistiske bevidstheds udbredelse, miljøbevægelsen, kvindernes kamp etc. var med til at antaste den herskende ideologiske legitimitet og økonomiske rationalitet. Desuden blev sovjetsocialisme og socialdemokrati genstand for grundliggende kritik.

I stedet for at hilse udviklingen af en slags ’folkemagt’ velkommen, der svarer bedre til det oprindelige græske begreb demos og kratia, blev disse oprørske tendenser opfattet som en trussel imod eliternes opfattelse af demokrati. I et dokument udgivet af tænketanken ’The Trilateral Commission’ i 1975 blev der sat fokus på de interne udfordringer, demokratiet stod over for, samt hvilke forholdsregler der skulle tages for at opretholde det herskende system.

I bogen ’The Crisis of Democracy’ beskrives problemet som et resultat af for stort folkeligt engagement! Ifølge en af forfatterne, Samuel P. Huntington, bestod udfordringen for det amerikanske politiske system i et »overskud af demokrati« i samfundet. Efter hans mening fungerer demokratiet bedst, når en del af befolkningen forbliver marginaliseret, selv om dette er iboende udemokratisk. Dvs. demokrati uden folkelige interessegruppers aktivisme.

Hvad vi i disse år faktisk oplever i de lande, som bygger på de vestlige demokratiprincipper, er en afpolitiserende proces og en betydelig afstand mellem den politiske elite og befolkningen. Omfattende beslutninger træffes uafhængigt af det parlamentariske system, og uden at folket bliver spurgt.

Reformerne af og udvidelsen af EU er et velkendt og oplagt eksempel i Europa. I USA oplever vi, at regeringen næsten uden kontrol fører landet i krig imod andre lande. Det er blevet regnet ud, at Bushregeringen løj 395 gange i forbindelse med starten af krigen imod Irak. Lignende løgnekampagner har været iagttaget i lande, hvis befolkninger var modstandere af krigen, men hvor regeringerne støttede USA’s politik (England, Danmark, Italien, etc.). I de seneste årtier er nye ’industrier’ vokset op, som sælger ’specielle’ tjenester til visse private interessegrupper eller politikere. Lobbyisme og spin er blevet institutionaliseret i de liberale demokratier, hvis politiske system påvirkes uden det civile samfunds kontrol eller opsyn.

Den såkaldte ’globalisering’, som den økonomiske elite og de fleste regeringer støtter, indebærer beslutninger med omfattende konsekvenser for indbyggerne i de pågældende lande. Tilpasningen påvirker med andre ord den demokratiske proces.

I kølvandet på den finansielle krise i Østasien i 1997 holdt den daværende amerikanske finansminister, Robert Rubin, en forelæsning på Yale University, hvor han fremhævede behovet for en ny statskundskab, der tog hensyn til modsigelsen mellem den nødvendige økonomiske politik og den politiske proces: »Verden oplever nu den på mange måder alvorligste finanskrise i de sidste 50 år. En af de kommende årtiers store politiske udfordringer vil blive at sætte demokratierne i stand til at træffe de upopulære økonomiske beslutninger, som succes i en transnational, gensidigt afhængig, global økonomi forudsætter« (International Herald Tribune 19. oktober 1998). Med andre ord: Hvordan skaber demokratierne politisk støtte til upopulære reformer?

Den oplyste læser har måske nu i sit stille sind registeret, at den aktuelt igangværende finansielle og økonomiske krise med oprindelse i amerikansk økonomi utvivlsomt vil få langt videre konsekvenser end den finansielle tsunami, der ramte Thailand, Sydkorea og andre lande i 1997. Finansguruen George Soros kalder det »den værste markedskrise i 60 år« (Financial Times 23. januar 2007). Tilsyneladende uden hensyn til denne økonomiske katastrofe føres samtidig en ’krig mod terror’, som indebærer et enormt spild af ressourcer og indskrænkning af de landvindinger, som var blevet opnået i de vestlige demokratier.

Et stort drama er under forberedelse.

De, som har antaget, at det liberale demokrati vil forblive den mest udbredte politiske form i den højtudviklede verden, risikerer at blive skuffet. Meget står på spil i dette første årti af det 21. århundrede.