Det forgiftede samfund
Holdninger, som for få år siden blev afvist som outrerede, er i dag udbredte og accepterede. Hvad er det dog, der sker med Danmark?
| AF CURT SØRENSEN |
fakta
I sin på én gang tankevækkende og forstemmende skildring af den selvoplevede udvikling i Weimarrepublikken, En Tyskers Historie, beretter den tyske journalist og historiker Sebastian Haffner om den ændring af holdninger og opfattelser, der beredte vejen for nazismens magtovertagelse og hvad senere fulgte.
Pludselig en dag var holdninger og opfattelser, som man hidtil havde
betragtet som fuldstændig outrerede og marginale, blevet udbredt og
accepteret selv i kredse, som ikke direkte identificerede sig med den
fremstormende nazisme.
På tilsvarende måde kan vi i dag herhjemme
konstatere, at holdninger, opfattelser og politisk sprogbrug, som for blot
10-15 år siden blev anset for at være horrible og helt ude i hampen,
pludselig er blevet udbredt og accepteret og noget, som ledende politikere
og medierne enten mere eller mindre identificerer sig med eller i hvert fald
opfatter som et normalt element i vores politiske kultur og debat. Den
nutidige samfundsmæssige og politiske diskurs er som forgiftet. Selv på den
politiske venstrefløj vinder den nye retorik åbenbart frem.
Og
ingen, slet ikke medierne, tør nævne hovedårsagen til forgiftningen af den
offentlige debat, udbredelsen af autoritære, intolerante holdninger og
opfattelser, den vedvarende hetz mod anderledes værende og anderledes
tænkende og den lige så forudsigelige ekstremistiske modreaktion.
Hovedårsagen er naturligvis Dansk Folkepartis fremtrædende position i dansk
politik. Vi har herhjemme en regering, der har gjort sig afhængig af et
højrepopulistisk parti, der uhæmmet i årevis har hetzet løs mod ’de andre’.
Vi har efterhånden også fået radikaliserede grupper af islamister, der
angriber demokratiet fra den anden side, og vi har, hvilket ofte er overset
i den offentlige debat, en voksende gruppe af voldsparate højreekstremister
og neonazister. Det højreekstremistiske er ved at blive det normale.
Og
medierne forkæler i disse år højrepopulismen. Siden 2002 har medierne
serviceret Dansk Folkeparti grænsende til det servile. Hvis Hitler havde
fået en tilsvarende betjening af et lige så mægtigt og tjenstvilligt
medieapparat, havde han ikke kun fået 37 procent af stemmerne ved et frit
valg, men sikkert over halvdelen. Tyskerne havde i sin tid dog i det mindste
den undskyldning, at de var i regulær økonomisk nød og i øvrigt, som
allerede John Maynard Keynes påpegede, blevet ydmyget ved
Versailles-traktaten. Det, vi er vidne til i dag i Danmark og en række andre
lande i Europa, er det, man kunne kalde en ’velstandsfascisme’. Had og spot
og spe over for de svage midt i et samfund af overflod, ledsaget af krav om
national renselse.
Dansk Folkeparti er ikke et fascistisk parti,
som vi kender dem fra mellemkrigsårenes Europa. Det bekender sig til det
danske demokrati, og det har ikke noget SA, som det sender ud i gaderne. Det
behøver det nu heller ikke med den politiske forkælelse og medieservicering,
som det er ombølget af. DF er ikke den klassiske fascisme, som havde en
anden karakter og helt andre forudsætninger, men partiet og tilsvarende
partier rundt omkring i Europa er det tætteste, vi er kommet det, der kunne
blive en potentiel fascismemodel i det 21. århundrede. Og DF er
allerede ved magten. Dette tager vi efterhånden som normalt, samtidig med at
medierne slesker og fedter for heksemutter, som er på skærmen hver dag.
DF-politikerne
er som besatte af tanken om den rene og enige danske nation, og de hader og
forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende. Politiske
modstandere karakteriseres i vendinger så grove, at man ikke har set mage
hertil i dansk politik siden højreekstremistiske gruppers politiske
sprogbrug i 30’erne og under krigen. Og holdningen til og hetzen mod etniske
mindretal leder tanken hen mod nazismens hetz mod jøderne i
Weimarrepublikken. Man kan i ledende DF-politikeres løbende udtalelser prøve
at erstatte ordene ’islam’ og ’muhammedanere’ med ordene ’jødedom’ og
’jøder’. Det er måske ikke så mærkeligt endda, men meget betegnende for
partiet, at en hel stribe af lokale formænd adspurgt af en journalist ikke
havde det mindste imod optagelse af nazister i partiet. Nogle mente dog, at
man ikke skulle tale højt om det. Kun én enkelt var imod af principielle
grunde.
DF’s demokratiforståelse er begrænset til demokrati som
majoritetsvælde. Der er ingen respekt for pluralisme, afvigende meninger og
kritiske holdninger. Enhver retning, enhver gruppe, enhver person, der ytrer
sig kritisk om partiet, eller som argumenterer for menneskerettigheder og
taler for en mere human politik på indvandrerområdet, bliver udsat for
hadefulde angreb. DF har f.eks. krævet en fremtrædende forsker afskediget og
hele institutter nedlagt, fordi partiet ikke brød sig om de pågældende
forskeres meninger, medens man omvendt har sikret bevillinger til personer,
som man regner med kan levere forskningsresultater, der er skræddersyet til
DF-politikernes ideologiske formål. DF-politikerne er simpelthen på krigsfod
med pluralisme, mindretalsbeskyttelse og fri og uafhængig forskning,
elementer, som er lige så vigtige i et fungerende demokrati som
flertalsstyret. Og dog fremhykler partiets ledende politikere en bekymring
for – ’ytringsfriheden’!
Den mest fatale
demokratibrist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. Det
er her, man kan få associationer til mellemkrigsårenes fascistiske og
højreradikale bevægelser, hvor netop forestillingen om et nationalt Volksgemeinschaft,
renset for påståede unationale og racefremmede elementer, var det centrale
element i bevægelsernes ideologi og praksis. Alle sådanne historiske
sammenligninger er naturligvis problematiske, men det afgørende i
sammenhængen her er den hadefulde politiske retorik, den truende retning i
den politiske bevægelse og det potentiale for en udskridning, der måtte være
i befolkningen, samt den generelle baggrund og situation.
»Islam
med de tendenser, vi har set – fundamentalistiske tendenser – bør bekæmpes i
allerhøjeste grad«, således opstillede Pia Kjærsgaard selv målsætningen
under folketingets åbningsdebat i 2001. »Islam hører ikke til i Europa, og
vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores
fremtid. Den tro tilhører en mørk fortid«, sekunderede Mogens Camre på DF’s
årsmøde i 2004. Og fra Folketingets talerstol forkyndte pastor Jesper
Langballe, »at islam og kristendommen og kristenheden ikke kan trives i en
fredelig sameksistens i det samme land, og at islam er en tikkende bombe
under den vestlige verden … Der er tale om en religion, som med det gamle
udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa«. (Folketingets møde
31.5.2002).
Det er dette parti, denne politiske ideologi, denne
politiske retorik og den type politikere, som Anders Fogh Rasmussen i sit
spil om magten har trukket ind i den politiske varme og gjort til et
grundlag for sin regering.
DF har herunder fået en indflydelse,
som intet tilsvarende højrepopulistisk parti i Europa har opnået, måske
bortset fra den, som Jörg Haiders FPÖ i Østrig havde i en
periode og Gianfranco Finis Alleanza Nationale i Berlusconis
regeringsperiode. I tre europæiske lande har højrepopulismen således fået en
særlig fremskudt indflydelse. Men også i andre europæiske lande end de tre
her angivne er tilsvarende eller endda mere højreradikale eller ligefrem
neonazistiske bevægelser og grupper i fremgang.
Hvor længe
kan det blive ved, uden at der sker et skred? Man leger med ilden i disse
år, ikke kun her i landet.
Og hvor føres vi hen? De øgede
spændinger mellem forskellige befolkningsgrupper, de aggressive udladninger
mod ’de andre’ har på ny og overalt i Europa rejst det klassiske og
fundamentale spørgsmål om sammenhængskraften i den sociale orden og årsager
til etniske og religiøse konflikter, forfølgelser af anderledes værende og
anderledes tænkende og det, der er værre. Vi er endnu ikke kommet helt
derud, hvor hadets ild er flammet op i en tilintetgørende brand. Men hvor
galt kunne det gå, hvis den nuværende leg med ilden fortsætter i
Danmark og andre europæiske lande?
Der er i den
internationale forskning på feltet to modstående teorier, der desværre fører
til den samme dystre konklusion. Ifølge den ene teori er der en risiko for,
at igangværende aggressive udladninger kan eskalere, fordi vi har at gøre
med urgamle fænomener, som er dybt forankrede i vedvarende menneskelige
behov og lidenskaber, og fordi civilisationens fernis er så forfærdende
tynd. I krisetider kan disse voldsomme lidenskaber komme til fuldt udbrud i
orgier af forfølgelser af anderledes værende og anderledes tænkende.
Og det er ikke bare statslige eliter eller ansamlinger af sadister og
psykopater, der her kan komme i bevægelse, men, som den amerikanske
historiker Christopher Browning konstaterer det, ’ordinary men’.
Ifølge
den anden teori er risikoen til stede, fordi disse fænomener er dybt
forankrede i selve vores moderne civilisation, båret frem af nations- og
statsbygningen.
Selv i demokratiske samfund kan der under givne
omstændigheder ske en udskridning, idet demos bliver udvekslet
med ethnos.
Demokratiet kan forvandles til majoritetsvælde,
hvor majoriteten i nationalismens og folkefællesskabets navn undertrykker
etniske og politiske minoriteter. Det kan ske gennem et abrupt magtskift
ledsaget af voldelige excesser, som i Weimarrepublikken, men det kan måske
også ske gennem en langsom, næsten umærkelig proces. Og det er den, der er
risiko for i dag.
Denne opfattelse er for nylig blevet udviklet i
en provokerende form af den engelsk-amerikanske sociolog Michael Mann.
Forfølgelser og etniske udrensninger har, siger Michael Mann, været en
integrerende bestanddel af vores moderne civilisation, ja, de har endda
været forbundet med udviklingen af selve vores demokrati. De er ’the
dark side of democracy’.
Selv om vi anerkender demokrati
som den bedste styreform, må vi erkende, siger Mann, at demokrati altid har
rummet risikoen for, at majoriteten kunne komme til at tyrannisere
minoriteten.
Vi er tilbøjelige til at læse historien baglæns fra
vores nutidige viden og position og ud fra det facit, der forelå ved
udgangen af det 20. århundrede.
Vi kommer derfor let til at
tro, at demokratiets sejr i Europa var uundgåelig, at hele det 19. og 20.
århundredes historie i virkeligheden var en nødvendig, uafvendelig
fremadskriden mod dette mål – blot midlertidigt afbrudt i mellemkrigsårene
af nogle totalitære ekstremister på den yderste højre- og den yderste
venstrefløj – og at demokratiet i dag er sikret for evig tid.
Den
historiske kendsgerning er imidlertid den, at mægtige sociale kræfter i de
europæiske samfund, indflydelsesrige institutioner, store dele af det
politiske spektrum og store dele af befolkningerne længe var modstandere af
demokrati og så sent som i mellemkrigsårene og under Anden Verdenskrig
massivt understøttede autoritære, og nogle steder endda fascistiske,
bevægelser og regimer. Europa var længe, som den græsk-engelske historiker
Mark Mazower udtrykker det, »et mørkt kontinent«.
Demokratiets
sejr var aldeles ikke givet, og det er slet ikke så rodfæstet i Europas
historie og politiske kultur, som vi i dag ynder at fremstille det.
Regeringens demokratikanon er her ganske forløjet.
Faren i dag
– her hos os – lurer ikke primært fra mellemøstlige diktaturstater, eller en
anden religion, og da slet ikke fra totalitære politiske systemer, som nu er
historie, men mere fra os selv, fra elementer i den moderne civilisation og
fra mørke sider i vores egen natur. Torturen i Abu Ghraib fængslet har sine
fortilfælde i Vietnam og –under Algierkrigen. Spørgsmålet er så endvidere,
om vi måske også midt i vores egne udviklede vestlige samfund er ved at
nærme os en kriseagtig tilstand, der eventuelt under uheldige omstændigheder
og drevet frem af en hadefuld politik kunne udløse en udskridning og hidtil
usete konflikter.
Der bliver talt meget herhjemme om værdier og
’værdikamp’. Men hvad er det egentlig for værdier, vi har, og som er
dominerende? De faktisk udbredte ’værdier’ og adfærdsformer er griskhed,
grådighed, egoisme, selvfremføring, materialisme og forbrugerisme. Sådanne
’værdier’ kan naturligvis ikke holde et samfund oppe.
I
stedet opfinder Fogh-regeringen og Dansk Folkeparti en såkaldt ’værdikamp’,
der består i en vedvarende hetz mod anderledes værende og anderledes
tænkende.
Man tæsker rituelt løs på de svage samtidig med, at
man vedvarende praler af Danmark og danskerne. Den nationale selvglæde får
sandelig ikke for lidt i disse år.
Det traditionelle samfunds
værdier, som udgør hovedelementet i DF’s positive modstykke til det tegnede
fjendebillede og skrækscenariet af det multikulturelle samfund, og som i
øvrigt også går igen i Brian Mikkelsens forsøg på kunstigt at puste liv i
nationalromantikken, er imidlertid for længst blevet undergravet først af
den moderne industrielle kapitalismes revolutionerende omvæltning af alle
sociale forhold og værdier og i dag af den globale kapitalismes fremtrængen
over hele kloden og gennemtrængning af alle livsforhold. Det er ikke de
etniske minoriteter eller en fremmed religion, der undergraver vores sociale
solidaritet, men den gennemtrængende kommercialisering af alle
livssammenhænge.
Alle historiske erfaringer viser, at der i
perioder, hvor den genuine sammenhængskraft i et samfund er svækket, kan
opstå stærke bestræbelser både i bunden af samfundet og i toppen for en
’negativ afgrænsning’.
Når man ikke længere kan
identificere sig positivt, så gør man det negativt gennem aggression over
for ’de andre’. Demokratiets ’forvitring’ (som den norske magtudredning
kalder det) og den samfundsmæssige identitetskrise har i alle europæiske
lande skabt en ganske farlig situation. Også herhjemme hvor højrepopulismen
ligefrem er kommet til magten.
Den generelle ’stemning’ i den
samfundsmæssige debat og den sociologiske og politologiske forskning og
litteratur efter murens fald har ellers i mange år (understøttet af en
tydelig evolutionistisk historiefilosofi) været præget af vedvarende jubel
og forestillingen om ’historiens afslutning’. Og specielt herhjemme har
jubelen og praleriet været uden ende. Vi har ifølge de magthavende eliter,
medierne og den nationale selvforståelse så at sige knækket civilisationens
kode – samtidig med at intolerancen så i øvrigt er vokset ud over alle
grænser. Demokratiet er sikret til evig tid, og vi er de mest demokratiske i
hele verden, sådan er vist nok den almindelige holdning og opfattelse.
Men
der er i tiden en anden røst, der er værd at lægge mærke til: Når man i
Berlin træder ind i mindeparken og museet for ofrene for holocaust, ser man
på væggen ved indgangen til de rædsler, man skal se, en tankevækkende
advarsel fra en jødisk forfatter: »Dette er sket, derfor kan det ske igen«.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Stort strømnedbrud rammer København
Store dele af Indre by og Vesterbro er uden strøm.
Nervekrig præger græske politikere inden afgørende afstemning
Flere græske parlamentarikere tvivler på, om de vil stemmer ja til sparepakke.
Sure S-borgmestre advarer om nyrupske tilstande
Kritik af betalingsringen forstummer ikke inden næste valg, advarer S-borgmestre, der får minder om 90'ernes integrationsdebat.
Whitney bliver hyldet ved aftenens Grammy-uddeling
Whitney Houston skulle have optrådt ved gårsdagens Grammy-optakt.
Ferguson tjekker Eriksen ud på torsdag
Manchester United-bossen vil vinde Europa League.
Guide: Femi-Pippi og stakkels Askepot optræder for børnene
Sæsonens børneteater har vidt forskellige tilbud til alle aldre og temperamenter.
Guardiola giver op: Real ligner en vinder
Efter lørdagens nederlag ligger FC Barcelona syv point efter topholdet fra Real Madrid.
'Dirch'-bagmand vil gentage succesen med film om Kong Frederik
Frederik den 9. portrætteres i ny film af folkene, der stod bag sidste års gigantiske...
Al-Qaeda-leder støtter oprørere i Syrien
Terrorlederen Ayman al-Zawahiri kritiserer Syriens brutale styre og opfordrer...
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|


















