I sin på én gang tankevækkende og forstemmende skildring af den selvoplevede udvikling i Weimarrepublikken, En Tyskers Historie, beretter den tyske journalist og historiker Sebastian Haffner om den ændring af holdninger og opfattelser, der beredte vejen for nazismens magtovertagelse og hvad senere fulgte.

Pludselig en dag var holdninger og opfattelser, som man hidtil havde betragtet som fuldstændig outrerede og marginale, blevet udbredt og accepteret selv i kredse, som ikke direkte identificerede sig med den fremstormende nazisme.

På tilsvarende måde kan vi i dag herhjemme konstatere, at holdninger, opfattelser og politisk sprogbrug, som for blot 10-15 år siden blev anset for at være horrible og helt ude i hampen, pludselig er blevet udbredt og accepteret og noget, som ledende politikere og medierne enten mere eller mindre identificerer sig med eller i hvert fald opfatter som et normalt element i vores politiske kultur og debat. Den nutidige samfundsmæssige og politiske diskurs er som forgiftet. Selv på den politiske venstrefløj vinder den nye retorik åbenbart frem.

Og ingen, slet ikke medierne, tør nævne hovedårsagen til forgiftningen af den offentlige debat, udbredelsen af autoritære, intolerante holdninger og opfattelser, den vedvarende hetz mod anderledes værende og anderledes tænkende og den lige så forudsigelige ekstremistiske modreaktion. Hovedårsagen er naturligvis Dansk Folkepartis fremtrædende position i dansk politik. Vi har herhjemme en regering, der har gjort sig afhængig af et højrepopulistisk parti, der uhæmmet i årevis har hetzet løs mod ’de andre’. Vi har efterhånden også fået radikaliserede grupper af islamister, der angriber demokratiet fra den anden side, og vi har, hvilket ofte er overset i den offentlige debat, en voksende gruppe af voldsparate højreekstremister og neonazister. Det højreekstremistiske er ved at blive det normale.

Og medierne forkæler i disse år højrepopulismen. Siden 2002 har medierne serviceret Dansk Folkeparti grænsende til det servile. Hvis Hitler havde fået en tilsvarende betjening af et lige så mægtigt og tjenstvilligt medieapparat, havde han ikke kun fået 37 procent af stemmerne ved et frit valg, men sikkert over halvdelen. Tyskerne havde i sin tid dog i det mindste den undskyldning, at de var i regulær økonomisk nød og i øvrigt, som allerede John Maynard Keynes påpegede, blevet ydmyget ved Versailles-traktaten. Det, vi er vidne til i dag i Danmark og en række andre lande i Europa, er det, man kunne kalde en ’velstandsfascisme’. Had og spot og spe over for de svage midt i et samfund af overflod, ledsaget af krav om national renselse.

Dansk Folkeparti er ikke et fascistisk parti, som vi kender dem fra mellemkrigsårenes Europa. Det bekender sig til det danske demokrati, og det har ikke noget SA, som det sender ud i gaderne. Det behøver det nu heller ikke med den politiske forkælelse og medieservicering, som det er ombølget af. DF er ikke den klassiske fascisme, som havde en anden karakter og helt andre forudsætninger, men partiet og tilsvarende partier rundt omkring i Europa er det tætteste, vi er kommet det, der kunne blive en potentiel fascismemodel i det 21. århundrede. Og DF er allerede ved magten. Dette tager vi efterhånden som normalt, samtidig med at medierne slesker og fedter for heksemutter, som er på skærmen hver dag.

DF-politikerne er som besatte af tanken om den rene og enige danske nation, og de hader og forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende. Politiske modstandere karakteriseres i vendinger så grove, at man ikke har set mage hertil i dansk politik siden højreekstremistiske gruppers politiske sprogbrug i 30’erne og under krigen. Og holdningen til og hetzen mod etniske mindretal leder tanken hen mod nazismens hetz mod jøderne i Weimarrepublikken. Man kan i ledende DF-politikeres løbende udtalelser prøve at erstatte ordene ’islam’ og ’muhammedanere’ med ordene ’jødedom’ og ’jøder’. Det er måske ikke så mærkeligt endda, men meget betegnende for partiet, at en hel stribe af lokale formænd adspurgt af en journalist ikke havde det mindste imod optagelse af nazister i partiet. Nogle mente dog, at man ikke skulle tale højt om det. Kun én enkelt var imod af principielle grunde.

DF’s demokratiforståelse er begrænset til demokrati som majoritetsvælde. Der er ingen respekt for pluralisme, afvigende meninger og kritiske holdninger. Enhver retning, enhver gruppe, enhver person, der ytrer sig kritisk om partiet, eller som argumenterer for menneskerettigheder og taler for en mere human politik på indvandrerområdet, bliver udsat for hadefulde angreb. DF har f.eks. krævet en fremtrædende forsker afskediget og hele institutter nedlagt, fordi partiet ikke brød sig om de pågældende forskeres meninger, medens man omvendt har sikret bevillinger til personer, som man regner med kan levere forskningsresultater, der er skræddersyet til DF-politikernes ideologiske formål. DF-politikerne er simpelthen på krigsfod med pluralisme, mindretalsbeskyttelse og fri og uafhængig forskning, elementer, som er lige så vigtige i et fungerende demokrati som flertalsstyret. Og dog fremhykler partiets ledende politikere en bekymring for – ’ytringsfriheden’!

Den mest fatale demokratibrist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. Det er her, man kan få associationer til mellemkrigsårenes fascistiske og højreradikale bevægelser, hvor netop forestillingen om et nationalt Volksgemeinschaft, renset for påståede unationale og racefremmede elementer, var det centrale element i bevægelsernes ideologi og praksis. Alle sådanne historiske sammenligninger er naturligvis problematiske, men det afgørende i sammenhængen her er den hadefulde politiske retorik, den truende retning i den politiske bevægelse og det potentiale for en udskridning, der måtte være i befolkningen, samt den generelle baggrund og situation.

»Islam med de tendenser, vi har set – fundamentalistiske tendenser – bør bekæmpes i allerhøjeste grad«, således opstillede Pia Kjærsgaard selv målsætningen under folketingets åbningsdebat i 2001. »Islam hører ikke til i Europa, og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid. Den tro tilhører en mørk fortid«, sekunderede Mogens Camre på DF’s årsmøde i 2004. Og fra Folketingets talerstol forkyndte pastor Jesper Langballe, »at islam og kristendommen og kristenheden ikke kan trives i en fredelig sameksistens i det samme land, og at islam er en tikkende bombe under den vestlige verden … Der er tale om en religion, som med det gamle udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa«. (Folketingets møde 31.5.2002).

Det er dette parti, denne politiske ideologi, denne politiske retorik og den type politikere, som Anders Fogh Rasmussen i sit spil om magten har trukket ind i den politiske varme og gjort til et grundlag for sin regering.

DF har herunder fået en indflydelse, som intet tilsvarende højrepopulistisk parti i Europa har opnået, måske bortset fra den, som Jörg Haiders FPÖ i Østrig havde i en periode og Gianfranco Finis Alleanza Nationale i Berlusconis regeringsperiode. I tre europæiske lande har højrepopulismen således fået en særlig fremskudt indflydelse. Men også i andre europæiske lande end de tre her angivne er tilsvarende eller endda mere højreradikale eller ligefrem neonazistiske bevægelser og grupper i fremgang.

Hvor længe kan det blive ved, uden at der sker et skred? Man leger med ilden i disse år, ikke kun her i landet.

Og hvor føres vi hen? De øgede spændinger mellem forskellige befolkningsgrupper, de aggressive udladninger mod ’de andre’ har på ny og overalt i Europa rejst det klassiske og fundamentale spørgsmål om sammenhængskraften i den sociale orden og årsager til etniske og religiøse konflikter, forfølgelser af anderledes værende og anderledes tænkende og det, der er værre. Vi er endnu ikke kommet helt derud, hvor hadets ild er flammet op i en tilintetgørende brand. Men hvor galt kunne det gå, hvis den nuværende leg med ilden fortsætter i Danmark og andre europæiske lande?

Der er i den internationale forskning på feltet to modstående teorier, der desværre fører til den samme dystre konklusion. Ifølge den ene teori er der en risiko for, at igangværende aggressive udladninger kan eskalere, fordi vi har at gøre med urgamle fænomener, som er dybt forankrede i vedvarende menneskelige behov og lidenskaber, og fordi civilisationens fernis er så forfærdende tynd. I krisetider kan disse voldsomme lidenskaber komme til fuldt udbrud i orgier af forfølgelser af anderledes værende og anderledes tænkende.

Og det er ikke bare statslige eliter eller ansamlinger af sadister og psykopater, der her kan komme i bevægelse, men, som den amerikanske historiker Christopher Browning konstaterer det, ’ordinary men’.

Ifølge den anden teori er risikoen til stede, fordi disse fænomener er dybt forankrede i selve vores moderne civilisation, båret frem af nations- og statsbygningen.

Selv i demokratiske samfund kan der under givne omstændigheder ske en udskridning, idet demos bliver udvekslet med ethnos.

Demokratiet kan forvandles til majoritetsvælde, hvor majoriteten i nationalismens og folkefællesskabets navn undertrykker etniske og politiske minoriteter. Det kan ske gennem et abrupt magtskift ledsaget af voldelige excesser, som i Weimarrepublikken, men det kan måske også ske gennem en langsom, næsten umærkelig proces. Og det er den, der er risiko for i dag.

Denne opfattelse er for nylig blevet udviklet i en provokerende form af den engelsk-amerikanske sociolog Michael Mann. Forfølgelser og etniske udrensninger har, siger Michael Mann, været en integrerende bestanddel af vores moderne civilisation, ja, de har endda været forbundet med udviklingen af selve vores demokrati. De er ’the dark side of democracy’.

Selv om vi anerkender demokrati som den bedste styreform, må vi erkende, siger Mann, at demokrati altid har rummet risikoen for, at majoriteten kunne komme til at tyrannisere minoriteten.

Vi er tilbøjelige til at læse historien baglæns fra vores nutidige viden og position og ud fra det facit, der forelå ved udgangen af det 20. århundrede.

Vi kommer derfor let til at tro, at demokratiets sejr i Europa var uundgåelig, at hele det 19. og 20. århundredes historie i virkeligheden var en nødvendig, uafvendelig fremadskriden mod dette mål – blot midlertidigt afbrudt i mellemkrigsårene af nogle totalitære ekstremister på den yderste højre- og den yderste venstrefløj – og at demokratiet i dag er sikret for evig tid.

Den historiske kendsgerning er imidlertid den, at mægtige sociale kræfter i de europæiske samfund, indflydelsesrige institutioner, store dele af det politiske spektrum og store dele af befolkningerne længe var modstandere af demokrati og så sent som i mellemkrigsårene og under Anden Verdenskrig massivt understøttede autoritære, og nogle steder endda fascistiske, bevægelser og regimer. Europa var længe, som den græsk-engelske historiker Mark Mazower udtrykker det, »et mørkt kontinent«.

Demokratiets sejr var aldeles ikke givet, og det er slet ikke så rodfæstet i Europas historie og politiske kultur, som vi i dag ynder at fremstille det. Regeringens demokratikanon er her ganske forløjet.

Faren i dag – her hos os – lurer ikke primært fra mellemøstlige diktaturstater, eller en anden religion, og da slet ikke fra totalitære politiske systemer, som nu er historie, men mere fra os selv, fra elementer i den moderne civilisation og fra mørke sider i vores egen natur. Torturen i Abu Ghraib fængslet har sine fortilfælde i Vietnam og –under Algierkrigen. Spørgsmålet er så endvidere, om vi måske også midt i vores egne udviklede vestlige samfund er ved at nærme os en kriseagtig tilstand, der eventuelt under uheldige omstændigheder og drevet frem af en hadefuld politik kunne udløse en udskridning og hidtil usete konflikter.

Der bliver talt meget herhjemme om værdier og ’værdikamp’. Men hvad er det egentlig for værdier, vi har, og som er dominerende? De faktisk udbredte ’værdier’ og adfærdsformer er griskhed, grådighed, egoisme, selvfremføring, materialisme og forbrugerisme. Sådanne ’værdier’ kan naturligvis ikke holde et samfund oppe.

I stedet opfinder Fogh-regeringen og Dansk Folkeparti en såkaldt ’værdikamp’, der består i en vedvarende hetz mod anderledes værende og anderledes tænkende.

Man tæsker rituelt løs på de svage samtidig med, at man vedvarende praler af Danmark og danskerne. Den nationale selvglæde får sandelig ikke for lidt i disse år.

Det traditionelle samfunds værdier, som udgør hovedelementet i DF’s positive modstykke til det tegnede fjendebillede og skrækscenariet af det multikulturelle samfund, og som i øvrigt også går igen i Brian Mikkelsens forsøg på kunstigt at puste liv i nationalromantikken, er imidlertid for længst blevet undergravet først af den moderne industrielle kapitalismes revolutionerende omvæltning af alle sociale forhold og værdier og i dag af den globale kapitalismes fremtrængen over hele kloden og gennemtrængning af alle livsforhold. Det er ikke de etniske minoriteter eller en fremmed religion, der undergraver vores sociale solidaritet, men den gennemtrængende kommercialisering af alle livssammenhænge.

Alle historiske erfaringer viser, at der i perioder, hvor den genuine sammenhængskraft i et samfund er svækket, kan opstå stærke bestræbelser både i bunden af samfundet og i toppen for en ’negativ afgrænsning’.

Når man ikke længere kan identificere sig positivt, så gør man det negativt gennem aggression over for ’de andre’. Demokratiets ’forvitring’ (som den norske magtudredning kalder det) og den samfundsmæssige identitetskrise har i alle europæiske lande skabt en ganske farlig situation. Også herhjemme hvor højrepopulismen ligefrem er kommet til magten.

Den generelle ’stemning’ i den samfundsmæssige debat og den sociologiske og politologiske forskning og litteratur efter murens fald har ellers i mange år (understøttet af en tydelig evolutionistisk historiefilosofi) været præget af vedvarende jubel og forestillingen om ’historiens afslutning’. Og specielt herhjemme har jubelen og praleriet været uden ende. Vi har ifølge de magthavende eliter, medierne og den nationale selvforståelse så at sige knækket civilisationens kode – samtidig med at intolerancen så i øvrigt er vokset ud over alle grænser. Demokratiet er sikret til evig tid, og vi er de mest demokratiske i hele verden, sådan er vist nok den almindelige holdning og opfattelse.

Men der er i tiden en anden røst, der er værd at lægge mærke til: Når man i Berlin træder ind i mindeparken og museet for ofrene for holocaust, ser man på væggen ved indgangen til de rædsler, man skal se, en tankevækkende advarsel fra en jødisk forfatter: »Dette er sket, derfor kan det ske igen«.