Man må sige alt
Hvor svært kan det være at forstå, hvad ytringsfrihed er? Hør, hvordan det gik at undervise en flok unge klummeskribenter.
| AF KRISTIAN DITLEV JENSEN |
fakta
Invitationen fra redaktøren på en større dansk provinsavis lød sådan her for cirka to år siden: Kom et smut på landet og giv vores unge hold af skribenter noget kritik.
De skriver gode klummer – men de kan blive bedre.
Ved mødet
var der en kødrand af unge skribenter omkring bordet. På avisen havde man
nemlig fået den idé at give markante grupperinger spalteplads på skiftende
ugedage, så læserne kunne se, hvordan de unge går og har det.
Der
var en ung bøsse, der skrev om et promiskuøst sexmiljø. Der var en ung
singlekvinde, der skrev om at gå i byen. Der var en ung fyr, der mest skrev
om at være usikker i forhold til damerne. Ja, de var der alle sammen.
Redaktøren havde sågar – efter at have ledt i ugevis – fundet to kvinder i
starten af tyverne, som skrev om, hvordan unge muslimske kvinder lever.
Valget
af de to unge, selverklæret religiøse kvinder var egentlig slet ikke spor
repræsentativt. De gik ikke med kniv, de brændte ikke biler af, de råbte
ikke luder efter nogen, de passede ikke deres læreplads som mekanikere eller
stod i en grønthandel dagen lang eller kørte taxa i weekenden eller gik
hjemme og passede en stor børneflok. Nej, det var helt klart kun
indvandrer-eliten, der kom til orde her.
De var nemlig begge
lægestuderende, langt inde i studiet, og de var begge både bevidste i deres
påklædning og yderst velformulerede. Men finten var – og hatten af for
redaktørens kvikke idé – at der faktisk var en forskel på de to muslimske
kvinder.
Den ene gik med tørklæde om hovedet og var iført den
slags heldragter, kvinder bruger i Mellemøsten, den anden gik klædt som alle
os andre rugbrødsdanskere. De to delte deres ugentlige klumme. Den ene uge
hed den ’Med tørklæde’, mens den ugen efter blev kaldt ’Uden tørklæde’.
Forskellen kunne man se på billederne. Men man kunne også læse det i
teksten, skulle det vise sig.
Da vi begyndte at gennemgå de
konkrete tekster, stod det klart, at de alle sammen kunne blive bedre.
Bøssen skrev for eksempel om bondeanger efter et sidespring.
Men
det virkede alligevel sært upersonligt, overfladisk – ja, paradoksalt nok
faktisk lidt berøringsangst. Vi forklarede den unge fyr, at et sexdrama
mellem tre mænd – dét kunne sgu da egentlig være ret interessant for den
bonerte danske provins.
For præcis – helt præcis – hvad tænker man
så egentlig bagefter? Ikke de her overordnede vendinger og klicheer, nej,
akkuratesse i iagttagelsen. Hvordan er det – helt ned i detaljen – at leve
et minoritetsliv?
Redaktøren og jeg var begejstrede ved udsigten
til en ordentlig homoklumme. Så skriv det dog for helvede bare lige ud af
posen: Hvordan er analsex på et lokum, hvor man ikke lige har noget
glidecreme – gør det ondt? Falder begge mænd så i søvn bagefter, når man er
kærester? Sluger du? Hvem sender hvem blomster? Er der uskrevne regler? Er
utroskab o.k.?
Den unge mand smilede, tydeligt inspireret. Han
nikkede kort og skrev hurtige noter. Flere detaljer. Saftigere. Vir-ke-lig-hed-en.
Klart nok, ingen problemer. Hvis ikke-homoseksuelle danskere skal have en
chance for at lære bøssernes hverdag at kende, så må bøsserne jo åbne munden
og sige, hvordan de egentlig går og har det.
Sådan gik vi
bordet rundt. Alle var med på kritikken, der gik på de samme ting næsten
hver gang. I må gerne være skarpere, hårdere, mere ærlige, mere hudløse.
Hver gang samme kritik.
I hvert fald, indtil vi nåede til de to
unge selverklærede muslimer. Kvinden med slør skrev sådan set bare om at
være en ung kvindelig studine. Om veninder. Om studierne. Café-ture.
Overvejelser omkring etnicitet. Klædedragtens genvordigheder.
Kvinden
uden slør skrev derimod knaldhårde, politiske klummer. Om Naser Khader. Om
uretfærdigheder ved familiesammenføringer. Om sharia. Det var i begge
tilfælde fine tekster. Indtil vi nærlæste dem – for så var problemet det
samme som med de andres. De kunne blive bedre. Meget bedre. Meget mere
levende, klarere, skarpere.
»Snakker I aldrig om sex?« prøvede vi
at spørge pigen med slør. »Altså fyre, flirt, lir i luften?«.
Hun
rødmede let. Jo, de gjorde da.
»Så skriv dog om det. Vi skal
jo have at vide, hvad der foregår omme bag det slør. Så det er bare ud med
sproget! Har I kærester? Går I i seng sammen? Kan man score i en moske?
Taler muslimske kvinder om fri abort?«.
Men allerede her gik
kvinden i baglås. Det kunne altså ikke lade sig gøre, forklarede hun. For
der er jo visse ting, man ikke må skrive. For sin far. For ’sit bagland’.
For familien. Der er noget – næsten hele ens privatliv, viste det sig
hurtigt – som er tabu. Som man helt enkelt ikke som kvinde må tale om
offentligt.
»Det er jo heller ikke alt, danskerne må skrive i
avisen«, sagde hun til sidst.
Redaktøren og jeg kiggede på
hinanden. Blikkene talte kort sammen: Okay, vi tager den fra bunden.
»Hør
engang her: I Danmark har vi ytringsfrihed. Og det vil sige total
ytringsfrihed. Det betyder faktisk, at man må sige alt. Alt, alt, alt.
Man
må kalde alle alt muligt, man må vurdere ting fuldkommen subjektivt, man må
udbrede sig om sin helt egen totalt personlige mening eller sine helt egne
private oplevelser. Grænserne går faktisk alene ved regulære injurier.
Det
kan godt være, man har lyst til at kalde en person for en løgner, men det må
man kun gøre offentligt, hvis man kan bevise, at han lyver helt konkret. Man
må kun kalde folk mordere, hvis de har en dom for drab.
Personligt
har jeg engang kaldt Peter Lundin psykopat – det gjorde jeg i en leder i
Information – men det skal man jo kun gøre, hvis man virkelig mener, at man
kan bevise, at manden faktisk lider af en dyssocial
personlighedsforstyrrelse. Og det var derfor, jeg ikke blev dømt i den
ellers meget omtalte sag«.
Kvinden med slør kiggede på os. Hun
så lidt forvirret ud.
»Men man må jo ikke sige ... Altså, man
må jo ikke sige ... Altså alt, vel? Man siger jo ikke bare, hvad der passer
én?«.
»Jo, alt. Man må sige alt. Man skriver lige, hvad
der passer én«.
Så blandede kvinden, der skrev uden
tørklæde sig. Vi smilede. Vi var klar. Hun måtte da være mere vestlig i sin
tankegang. Hun skrev immervæk meget skarpere. Og næsten kun om
samfundsforhold, politik, love.
»Men jeg kan jo ikke skrive, at
Naser Khader skader alle muslimerne i Danmark«, sagde hun.
»Jo
da. Men du skal måske fremlægge nogle argumenter for det«.
»Men
jo ikke ... Altså, man må jo ikke skrive, at han modarbejder dem, vel? Så
kunne man måske også skrive, at Pia Kjærsgaard var ... Ja, et eller andet
helt vildt!?«
Kvinden lagde armene over kors og kiggede på os,
som om hun lige havde lavet syv-nul på pointtavlen.
Redaktøren
og jeg kiggede opgivende på hinanden. De øvrige klummeskribenter kiggede
bare lidt forlegne rundt. Det her var ved at blive en anelse pinligt for
dem, kunne man se. Og det blev faktisk ikke et hak bedre i løbet af den
næste times tid. Vi kom simpelthen ikke ud af stedet.
Vi
besluttede os for at tage ytringsfriheden i avisen fra en ende af. Lederen
er avisens holdning. Den må gerne være skarp. Endog meget skarp. Og man må
sige alt.
I en klumme, som er det mest personlige sted i avisen –
så personligt, at avisen ofte slet ikke vil tage ansvar for det, der bliver
skrevet i en klumme – må man også skrive, hvad man har lyst til. Faktisk har
det korte personlige essay, som en klumme jo egentlig er, lige siden den
franske humanisme drejet sig netop om at udtrykke det inderste og mest
personlige.
Sådan her har jeg det med ost. Sådan her har jeg det
med slips. Sådan her har jeg det med børn, kvinder, sex, medicin,
politikere, døden, tv-værter og angst. Jo mere personligt vinklet, jo bedre.
Det er faktisk kun i anmeldelsen, at ytringsfriheden er endnu en tand mere
storslået. Her må man nemlig gerne decideret svine folk til.
Genren
er helt og aldeles fri, fordi skribenten netop er specifikt ansat til at
ytre sin helt subjektive dom – gerne fagligt funderet, men jo også
gerne så kulørt og velskrevet som muligt. I danske teateranmeldelser har der
derfor stået, at skuespillerne gik på scenen, som om de havde skidt i
bukserne.
I danske litteraturanmeldelser er forfattere blevet
sammenlignet med psykisk syge, udråbt som tågehorn eller simpelthen blevet
kaldt røvhuller. I danske tv-anmeldelser er skærmtrolde blevet svinet til
fra top til tå – på daglig basis. Selv injurielovgivningen kommer til kort,
når det drejer sig om kunstkritik.
Kvinden med slør skrev
noter på livet løs. Kvinden uden slør kiggede med et intelligent, knivskarpt
blik på os. Vi opmuntrede hende. Ja? Hvad? Skyd! Kom bare! Ud med det!
Nu
ville hun vide, hvor grænserne så gik, når det var politikere. Altså hvad
kan man helt præcist sige om politikere, inden for lovens grænser.
Aha!
Jeg kiggede på redaktøren, der lyste op i et smil. Vi rettede os i stolene.
»Politikere
nyder den særlige ’ære’ i Danmark, at skribenter har en slags udvidet
ytringsfrihed i forhold til dem. Man må normalt ikke kalde folk for svin i
den offentlige debat i Danmark – medmindre, selvfølgelig, at man kan bevise,
at de rent faktisk går på alle fire og har en krølle på halen.
Derfor
må man heller ikke kalde folk for rotter eller andre såkaldt dehumaniserende
ting. Men skulle man komme til at fare i flint over en politiker, så der røg
en finke af panden – man kan forestille sig, at nogen i et helt hypotetisk
eksempel kaldte Pia Kjærsgaard for et racistisk svin – så er der formentlig
ingen dommer her i landet, der vil dømme én for det. Årsag? Politikere
stiller jo selv op til verbale tæv.
De går frivilligt ind i
arenaen. Og i Danmark er det faktisk ligefrem en del af hele det
demokratiske spil, at politikere roligt kan regne med, at der er en virkelig
skarp og konsekvent kritisk tone.
Kvinden lyttede opmærksomt. Der
bredte sig en god stemning med det samme. Nu var den der vist. Men nu var
der så også gået halvanden time med at forklare bare én af grundlovens
paragraffer.
Men så var det, at hun sagde det.
»Men
man må vel ikke kalde Pia Kjærsgaard for ... «
Jeg
gloede på redaktøren. Vi sad over for en af de mest højtuddannede muslimske
kvinder, der gerne skulle kunne fungere på lige fod med alle andre i det
danske samfunds demokratiske virkelighed.
Men i og med, at hun
helt enkelt slet ikke forstod, hvad ytringsfrihed – eller måske bare frihed?
– overhovedet er for et koncept, så forstod hun heller ikke, hvilken rolle,
hun havde mulighed for at spille i en kritisk, satirisk, åben, fri, fræk,
provokerende og levende debat. Og uden forståelse for dén frie debat, kunne
hun jo umuligt forstå, hvad dansk demokrati i sin inderste kerne overhovedet
går ud på.
Jeg var dybt chokeret.
Dette
oplysningsunderskud betyder nemlig, at så almindelige koncepter som for
eksempel fri forskning, pressefrihed, kunstnerisk frihed eller bare helt
almindelig, dagligdags religionskritik falder til jorden med et brag. Ideer
om tolerance, rummelighed, eftergivenhed og humor forsvinder som dug for
solen og bliver erstattet af en ny islamisk censur baseret på
’provokationer’, ’krænkelser’, ’vanære’ eller en eller anden forurettelse af
den helt særlige ’ære’, som muslimer åbenbart har meget mere af end kristne,
kommunistiske eller ateistiske danskere.
Ja, og hvad så, kunne man
spørge.
Er det ikke lige meget, om en mindre gruppe har en
lidt anden måde at indrette sig på. Svaret er et både-og. For selvfølgelig
må man indrette sig etnisk og religiøst som man selv vil, spise som man selv
vil, bede som man selv vil, klæde sig som man selv vil og så videre.
Men
når ens forståelse af det moderne demokratis fundament – ytringsfriheden –
er så beskeden, at man dybest set ikke fatter, hvordan man skal manøvrere i
det samfund, man lever i, så bliver det ærligt talt meget problematisk at
dele tilværelse med de danskere, der følger loven.
Et
klart eksempel på, hvor forskruet en virkelighed, ordentligt demokratisk
skolede danskere kommer til at leve i, hvis de ikke deler samme juridiske og
demokratiske virkelighed som eksempelvis halvdårligt integrerede muslimske
kvinder, kan man se i argumentet om ’ildebranden i teatret’. Det er et
argument, som både muslimske og konfliktsky danske debattører igen og igen
har bragt på banen under Muhammed-hysteriet.
Argumentet går
sådan her: Man må sige lige, hvad man vil i Danmark, men der er trods alt
grænser. Man må jo for eksempel ikke råbe ’BRAND!’ i et stopfyldt teater –
medmindre det brænder – fordi der jo så opstår en livsfarlig situation, idet
man må gå ud fra, at alle vil prøve at bisse ud af bygningen.
Herfra
slutter kommentatorerne så, at på samme måde bør man ikke tegne Muhammed for
sjov i en avis, fordi så går muslimerne jo amok. Det siger jo sig selv.
Altså er der på den måde en ’naturlig’ grænse for ytringsfriheden. Man må
sige, hvad man vil, men man må jo så tage konsekvenserne af sine udsagn.
Ytringsfriheden er dermed ikke længere total. Og hvis man bruger den i hele
sin totalitet, så er man selv ude om det.
Så bliver ens bil
brændt af, man bliver truet på livet med en revolver eller en butterfly-kniv
eller en bombe, ens virksomhed bliver kørt i sænk på grund af gadeoptøjer
eller generelle boykotter, ens nationale symboler bliver brændt af på åben
gade, ens diplomatiske udposter bliver jævnet med jorden. Det er lidt
ligesom man gerne må sige til Jønke fra HA, at han er den vildeste taber.
Men måske skal man lade være.
Men alle de folk, der
argumenterer sådan, har jo slet ikke fattet kernen i den danske grundlov. De
er slet og ret uciviliserede – præcis som rockere, indvandrerbander,
autonome og alle de andre, der sætter sig over, uden for eller ved siden af
dette lands love.
Uanset hvad der bliver sagt, skrevet eller
tegnet i avisen, så må man ikke gå amok. Det er ikke en ’naturret’ at gå
bersærk og smadre biler, stikke folk ned eller planlægge attentater. Vi
besvarer ikke verbale ytringer med nogen som helst form for kriminel adfærd
i Danmark. For så bliver vores måde at være sammen på uciviliseret.
Måske
er det på tide, at demokrati bliver et selvstændigt, obligatorisk fag i
folkeskolen?
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Top-journalister anholdt på britisk tabloidavis
Rupert Murdochs tabloidavis The Sun er kastet ud i krise.
Syrisk general skudt ned foran sit hjem
En højtstående syrisk officer, der også er læge, er blevet dræbt under oprøret i Syrien.
Ung Politiken-fotograf tager to internationale priser på én dag
Lærke Posselt vinder to store priser for portræt af dansk-iransk skuespiller.
Bjørn røg i vandet på en tung dag
Lee Westwood er ny førstemand i et tæt topfelt i Dubai Desert Classic.
Dansker dræbt i lavine-ulykke
Dansk mand er dræbt i Italien i går. De pårørende er blevet underrettet
Rejsen er bestilt, og rødvinen er trukket op
Rådighedsbeløbet hos de ældre er vokset næsten dobbelt så meget som hos de ...
TV San Franciscos lufthavns-yogarum har stor succes
Et yoga-rum i lufthavnen i San Francisco er et kæmpe hit blandt passagerne.
Prævention samler republikanere i 'religionskrig' mod Obama
Politiken.dk besøger stor, konservativ konference, hvor Obamas nyeste modstander raser...
Guide: Gør vinterferien helt vildt kreativ
Børnene har fri hele ugen, og landets museer byder på alt fra heksejagt til cykelstrik.
Guide: Få mest romantik på Valentinsdag
ibyen anbefaler
-
10. feb. 2012 KL. 09.05 Biografen The Woman in Black
restaurant & cafe
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|



















