Jeg er stolt af at være socialdemokrat.

Mit parti har den stærkeste historie, der findes i moderne politik. Vi har bygget vores tilslutning på idéen om, at rigtige og retfærdige forandringer skabes gennem politiske beslutninger snarere end rene markedsløsninger og den stærkes ret. Det har gjort Danmark til et særligt stærkt samfund. Derfor har vores værdier om frihed, lighed og fællesskab næsten magisk betydning for langt de fleste danskere.

Men befolkningen skylder ikke Socialdemokraterne noget. Det er os, der skylder befolkningen svar på, hvordan vi vil bygge fremtidens Danmark.

Vi har tabt tre valg i træk. Vi har definitivt mistet den førstefødselsret til regeringsmagten, der udsprang af klasse- og industrisamfundet. De generationer, der vokser op i disse år, har ikke det syn på vores parti, som befolkningen havde for blot en generation siden.

Ved det seneste valg lykkedes det os ikke at vinde fornyet fremgang. Det påtager jeg mig et personligt ansvar for. I den første valgperiode under min ledelse nåede vi ikke langt nok. Vores dagsorden var ikke tilstrækkeligt omfattende, og det samlede billede af oppositionens alternativ til VKO-flertallet var ikke tilstrækkeligt klart. Derfor valgte danskerne kontinuitet frem for forandring.

Jeg ser det som en personlig udfordring at rette op på dén situation. Mulighederne er til stede. Danmark står med udfordringer, som VKO-blokken er åbenlyst ude af stand til at håndtere. Og oppositionen står for værdier, som stadigt flere ønsker at styrke for fremtiden. I dag og i morgen vil jeg her i Kroniken beskrive det fundament, vi bygger på, og den kurs, vi vil sætte for fremtidens Danmark.

Mit udgangspunkt er en ny analyse af situationen for centrum/venstre i verdens mest udviklede samfund. Det samme billede går igen på tværs af forskellige nationale særtræk. Socialdemokratierne og beslægtede progressive partier er trængt. Fra fløjene og på midten, hvor centrum/højre dominerer.

I Frankrig var det den borgerlige Sarkozy og ikke socialisten Royal, som fik chancen for at gennemføre en fornyelse af det franske samfund efter 14 års stagnation med Chirac.

I Tyskland er Kurt Beck og SPD under kraftigt pres i regeringskoalition med CDU’s markante Angela Merkel og i karambolage med det kraftigt voksende Die Linke, hvor østtyske ekskommunister har fundet sammen med deserterede vesttyske socialdemokrater.

I Storbritannien kæmper Gordon Brown og Labour mod dalende politisk engagement og de dårligste meningsmålinger i 24 år over for et delvis moderniseret konservativt parti, som satser på at minimere den politiske afstand til Labour.

I Holland kollapsede Wouter Bos og Arbejderpartiet i konfrontation med en styrket venstrefløj, hvorefter den ellers stærkt svækkede borgerlige regeringschef Balkende fik mulighed for at fortsætte.

Og i stort set alle vestlige samfund vinder højrepopulismen samtidig frem. Enten målt i tilslutning eller evne til at dominere den politiske dagsorden. Herhjemme møder vi som bekendt lignende tendenser. De kan hverken forstås eller håndteres uden blik for konsekvenserne af de seneste 10-20 års politiske og samfundsmæssige udvikling – ikke bare i Danmark, men i stort set alle højtudviklede samfund.

Jeg tror ikke, at nogen tænker har både påvirket og fortolket forløbet stærkere end den britiske socialdemokrat og sociolog Anthony Giddens. Han er måske bedst kendt som ’guru’ for Tony Blairs New Labour fra midt i halvfemserne og frem til nu. Men hans indflydelse er i realiteten langt bredere.

Giddens beskrev tidligt, hvordan individualisering, globalisering og modernisering af forholdet mellem stat og marked fundamentalt ændrer det politiske landskab. Hans idé om socialdemokratisk fornyelse via en tredje vej hinsides det ’gamle’ højre og venstres begrænsninger, indkapsler provokerende, men præcist de udfordringer, der optog en hel generation af socialdemokratiske ledere omkring årtusindskiftet.

Den tredje vej opstod i slipstrømmen af det politiske opbrud, som Murens fald skabte.

Socialdemokrater overalt i Europa – og også demokraterne i USA – blev optaget af at forene markedskræfternes dynamiske evne til at skabe vækst og velstand med fællesskabets ønske om velfærd og lighed.

Samtidig erkendte de begrænsningerne ved den tankegang, der havde præget firserne.

Til højre havde Reagans og Thatchers foragt for fællesskabet spillet fallit. Til venstre var tiden kommet til et opgør med de forestillinger, der havde givet plads til ultraliberalismen. F.eks. at staten og den offentlige sektor kan løse ethvert samfundsproblem, at befolkningen kan opdeles og behandles efter klassetilhørsforhold – eller at økonomien kan styres ved at skrue op og ned for efterspørgslen.

Giddens fangede som ingen anden den stemning. Han leverede opskriften på en moderne socialdemokratisk politik, der reformerer den offentlige sektor i retning af borgernes behov, beskytter mennesker frem for arbejdspladser, satser på tryghed i forandring, udvikler offentligt/privat partnerskab, optimerer fleksibilitet på arbejdsmarkedet og udviklingsmuligheder for erhvervslivet, sætter økonomisk ansvarlighed over alle andre hensyn, ser international handel og åbenhed som en mulighed for vækst og udvikling – og fremmer forpligtende internationalt samarbejde om grænseoverskridende problemer.

Jeg er som person og politiker dybt præget af den tids idéudvikling. Men i Danmark og Socialdemokratiet har vi generelt haft et dobbelttydigt forhold til ideen om den tredje vej. Simpelthen fordi vi kom den i forkøbet. Skridtvis og mere diskret.

Men på mange punkter mere vidtrækkende. Og fra et langt stærkere udgangspunkt.

Labour har aldrig præget det britiske samfund i samme grad, som Socialdemokratiet har præget Danmark – og var af samme årsag faret vild i en håbløst militant forestillingsverden, før fornyelsen gradvis satte ind fra slutningen af 80’erne og slog fuldt igennem med valgsejren i 1997.

Da Giddens udgav sin skelsættende bog i 1998, vandt de danske socialdemokrater en historisk valgsejr efter fem års succesrig reformpolitik, som satte ’Gang i halvfemserne’ og byggede på et klart brud med de virkemidler, der havde ført til stagnation i halvfjerdserne og politisk marginalisering i firserne.

På det tidspunkt var det danske velfærdssamfund allerede moderniseret i en grad, som på mange punkter har fået Labour til at stræbe mod en skandinavisering af det britiske samfund. Derfor har vi – i modsætning til f.eks. vores svenske partifæller – altid lagt en vis afstand til konceptet.

Holdningen har været, at vores mere pragmatiske fornyelsesproces var langt mere effektiv og i overensstemmelse med et langt stærkere værdigrundlag end New Labours velformulerede, men ofte knap så indholdsrige – og på visse punkter lovligt liberal-konservativt inspirerede – budskaber.

På den baggrund havde Anders Fogh Rasmussen som nyvalgt formand for Venstre i 1999 fri adgang til at bruge Tony Blairs eksempel og den tredje vejs forskrifter som rettesnor for fornyelse af sit gammelliberalistiske parti. Tilbage stod indtrykket af et politisk spektrum, hvor afstanden mellem højre og venstre var stærkt reduceret.

Det efterlod masser af plads til markering af en ny værdipolitisk dimension, som først og fremmest handlede om tilstrømningen af udlændinge. Konsekvensen blev som bekendt det politiske jordskred, der skabte VKO-flertallet i 2001.

I kølvandet på Foghs fornyelse fulgte Socialdemokratiets påståede identitetskrise. Endeløst mange analyser har beklaget den minimale forskel på højre og venstre for så at efterlyse et nyt socialdemokratisk projekt, som kan rette op på situationen. Siden er der sket en fastfrysning af magtforholdene i dansk politik. Når der flyttes stemmer, sker det inden for de politiske blokke. Fra midten mod fløjene.

Til partier, der lever af markante holdningsforskelle frem for sammenhængende politiske koncepter, eller, om man vil – projekter.

Som beskrevet tyder meget på, at en række andre europæiske lande bevæger sig i samme retning. Når centrum/venstre i en periode har haft svært ved at håndtere udviklingen, skyldes det, at den er dybt paradoksal. Den politik, vi har udviklet de seneste 10-20 år, er så stærk, at de borgerlige ikke længere åbent udfordrer den.

Vores løsninger på de problemer, der plagede det gamle højre og venstre, accepteres – i det mindste officielt – af stort set alle europæiske partier med ambition om regeringsmagt.

Alligevel står vi for enden af den tredje vej. Ikke af de årsager, der normalt gøres gældende.

At Venstre og andre borgerlige partier forsøger sig i rollen som fodslæbende forvaltere af en moderniseret socialdemokratisk samfundsmodel, er i længden deres – ikke vores – problem. For det borgerlige Danmark leverer ikke varen. Summen af svigt, skæve prioriteringer og en stadigt mere åbenlys afstand mellem ord og handling skaber voksende problemer på en række nøgleområder. For eksempel sundhed, miljø, energi, ældrepleje, børnepasning, uddannelse og integration.

Derfor er det også helt afgørende, at vi modstår fristelsen til at vende om og gå baglæns til en tryg zone af velkendte forslag og modsætninger for at synliggøre de grundlæggende værdimæssige forskelle i dansk politik. Når den melder sig – og det sker jævnligt – må vi sige klart fra.

De betingelser, vi har indstillet os på de seneste 10-20 år, er kommet for at blive: Tendenserne til globalisering, individualisering og konkurrencepres vil ikke aftage, men accelerere for fremtiden.

De erkendelser, vi har gjort os, var rigtige: Det er urimeligt og virkningsløst at hæve skattetrykket yderligere, skabe usikkerhed om boligejernes økonomi, slække sanktionerne over for grov kriminalitet, øge tilstrømningen af familiesammenførte eller sende flere penge til den offentlige sektor uden sikkerhed for, at de anvendes effektivt.

Og den politik, vi har udviklet, virker: Beskæftigelsen er høj, dansk økonomi er sund, konkurrenceevnen er stærk, og de mange ressourcer, vi bruger i fællesskab, er ikke en belastning, men en fordel i kapløbet med andre lande. Til trods for utallige borgerlige forudsigelser om det modsatte.

Når centrum/venstre alligevel er trængt – og ikke kan vente på, at erkendelsen af de borgerliges fejl og mangler breder sig – skyldes det mere grundlæggende udfordringer. Vores eksistensberettigelse og vigtigste værdi er idéen om, at rigtige og retfærdige forandringer skabes gennem politiske beslutninger.

Den kan vi ikke leve op til inden for rammerne af den kurs, moderne politik har samlet sig om de seneste 10-20 år. Vi høster i disse år de sidste frugter af den tredje vejs reformer med det opsving, der har varet næsten uafbrudt siden midt i halvfemserne.

Men foran os ligger en ny tid. Præget af nye udfordringer, der langt hurtigere, end vi er vant til, fundamentalt vil ændre det Danmark – og den verden – vi kender.

På en serie punkter står vi umiddelbart over for omvæltninger, som vil udløse stærkt negative konsekvenser, hvis vi forholder os passivt – eller kræve reformer af en ny og mere vidtrækkende karakter, hvis vi ønsker fornyet stabilitet og fremgang. Grundlæggende fordi forandringstempoet accelererer. Teknologisk, socialt og økonomisk. Det giver os mulighed for at flytte udviklingen længere og hurtigere end nogen anden generation af politikere før os.

Men det betyder samtidig, at udviklingen i flere tilfælde umuligt eller kun vanskeligt kan rettes op, hvis vi forpasser de muligheder, der byder sig i de kommende år.

Det vilkår gælder på tværs af områder, som ellers er dybt forskellige. F.eks. på klimaområdet, hvor vi har 10-20 år til at foretage en omstilling, der svarer til hele den industrielle revolution, for at undgå klimaændringer, der vil ændre levevilkårene på hele kloden dramatisk.

På integrationsområdet, hvor Danmark bevæger sig mod en nærmest uoprettelig splittelse, hvis ikke denne generation magter at integrere nye og gamle danskere. På velfærdsområdet, hvor Danmark deles, hvis det ikke lykkes os at udvikle en tidssvarende og tillidsvækkende kvalitet på nøgleområder som sundhedsvæsenet og folkeskolen.

I økonomien, hvor Danmark står over for et langvarigt vækstchok, hvis vi ikke gennemfører en forceret omstilling af erhvervslivet i retning af job med høj værditilvækst og stort udviklingspotentiale. Og i dagligdagen, hvor livskvaliteten for chokerende mange danskere trues af stressrelaterede sygdomme og problemer med balancen mellem familie- og arbejdsliv i et samfund, hvor traditionelle fællesskaber og netværk er under afvikling.

Alt sammen udfordringer, der ikke alene kan løses, men give anledning til en kolossalt dynamisk udvikling af vores samfund, hvis vi træffer de rigtige beslutninger i tide. Det har vælgerne i de europæiske lande fornemmet længe før deres politikere.

De er med god grund ved at miste interessen for den del af det politiske liv, der ikke afspejler en klar erkendelse af fremtidens udfordringer. Og de vender først tilbage til centrum/venstre, når vi lever op til vores egne værdier.

Det kræver, at vi stiller os i spidsen for en ny forandringskoalition. Et nyt handlekraftigt flertal af borgere, partier, virksomheder og organisationer, der er parat til at foregribe og præge forandringer, som vil være langt mere vidtrækkende, end vi hidtil har været parat til at tage højde for.

Med reformer, som vil påvirke alle danskeres tilværelse markant. Den opgave er de borgerlige ude af stand til at løse. For dem ender den tredje vej blindt. De kan vælge at stå stille og skrue op for symbolpolitikken – eller gå tilbage til det gamle højres idékatalog.

For os bør den tredjes vej afslutning være en ny begyndelse. I morgen vil jeg komme nærmere ind på ni klare valg, der vil sætte en ny progressiv kurs for Danmark.