Danmark og Europa skabte den socialdemokratiske bevægelse i 1990’erne forbedringer for den brede middelklasse og samfundets trængte grupper gennem en politik, der bredt betegnes som Den Tredje Vej.

Men som jeg beskrev i går, tvinger dramatiske ændringer i vores økonomi, miljø, befolkningssammensætning og kultur os til at finde nye veje fremad. Det er ikke alene en udfordring for os socialdemokrater, men også for de borgerlige politikere, der har lukreret på vores tænkning og politik.

Den Tredje Vej erstattes ikke af en fjerde vej eller en ny skole. Dertil er verden for kompleks og for foranderlig. Men kernen i den socialdemokratiske vision om social retfærdighed, personlig frihed og demokratisk fællesskab vil træde klarere frem i en ny værdikamp.

I de kommende år vil forskellene mellem Socialdemokraterne og den borgerlige regering stå mere klart end længe. Forskellene er mange og dybe, men vigtigst er, at vi altid er parat til at påtage os et ansvar for helheden og fremtiden snarere end blot at lappe på tingene i den rækkefølge, problemerne tårner sig op. Og vi gør det med en ukuelig optimisme. Vi tøjlede industrialiseringen af Danmark. Nu vil vi møde globaliseringen med ansigtet forrest og med tro på fremtiden.

Oftest er de borgerlige et skridt bagefter den udvikling, de besvarer med tøven og undren. Tænk blot på, hvor skamløst Anders Fogh Rasmussen benægtede klimakrisen og promoverede Bjørn Lomborg for nu at fremstille sig selv som miljøforkæmper.

Danmark er i dag et af verdens rigeste lande og vores velfærdsmodel kopieres verden over. Men den borgerlige regering har valgt at lægge ansvaret for Danmark fra sig. Det er ikke samfundets skyld, siger de. Og det er heller ikke samfundets pligt at handle.

Deres spor er mere af det samme. Flere nedskæringer. Mere splittelse i mellem dem og os. Blokpolitik i stedet for brede forlig, der samler Danmark. Mindre velfærd og flere skattelettelser.

Vi kan gennem klare og ofte svære, men ærlige, valg endnu sætte kursen ad et andet spor. Jeg vil ikke love danskerne guld og grønne skove.

Jeg vil ikke, som regeringen gjorde i valgkampen, narre befolkningen med løfter, der nu viser sig at være tomme. Jeg vil derimod præsentere danskerne for ni klare valg og prioriteringer, der alle udspringer af Socialdemokraternes ambition om at forme fremtiden, fulde af selvtillid og forventning.

Vi har et valg mellem mere af det samme eller en ny progressiv kurs for Danmark.

1. Vi skal vælge mellem en modernisering af velfærdssamfundet eller fremtidige skattelettelser.

Ingen regering kan overleve et forsøg på aktivt at afvikle velfærdssamfundet. Heller ikke en borgerlig. Men man kan forsømme velfærden systematisk. Det er præcis det, vi oplever i disse år. Når ældreplejen ikke længere er i stand til at sikre alle ældre en værdig alderdom, skabes der en ny utryghed.

Når sundhedsvæsenet ikke længere kan sikre alle danskere fri og lige adgang til de samme, hurtige tilbud om behandling, skabes der en ny ulighed. Og når folkeskolen ikke længere kan tilbyde forhold, som alle forældre har tillid til, forlader de mest ressourcestærke det fællesskab, der har holdt Danmark sammen.

Hvis den udvikling ikke vendes i løbet af få år taber vi selve idéen om et velfærdssamfund.

Den offentlige sektor har mere end nogensinde brug for udvikling og omstilling. Den har brug for at værdsætte sine ansatte og slippe dem fri fra regler og bureaukrati. Og den har brug for investeringer. Der er grænser for, hvor meget hurtigere de ansatte skal løbe, hvor mange patienter, der kan ligge på stuerne, og hvor mange børn vi kan proppe i et klasselokale.

Men presset på velfærdssamfundet giver også danskerne en mulighed for at udvikle det. Hvis vi vil beholde de solidariske principper må vi udfordre systemerne.

Jeg har som formand for Socialdemokraterne foreslået, at vi indfører velfærdsrettigheder. Det er en helt ny måde at styre den offentlige sektor på, fordi rettighederne kun stiller krav til resultater og ikke til processen.

Vi vil ikke acceptere, at der er store forskelle i kernevelfærden afhængigt af om du bor i Gentofte eller i Glamsbjerg. Prisen for en ny og bedre offentlig sektor er, at vi ikke sænker skatten.

2. Vi skal vælge mellem at bruge milliarder og atter milliarder af kroner på særinteresser eller en vækstpolitik, hvor gamle erhverv bliver til nye.

Vi står overfor nye økonomiske udfordringer i de kommende årtier med finansiel ustabilitet, lavere vækst og voksende pres på vores fælles udgifter. Det vil gøre Danmark til et mere udynamisk samfund, der glider væk fra placeringen som et af verdens rigeste lande. Hvis ikke vi handler nu.

Nøglen til vores hidtidige vækst og velstand har været en konstant udvidelse af arbejdsstyrken. Men bortset fra det potentiale, der utvivlsomt findes ved en effektiv integration af etniske minoriteter, kan fremtidige løft i velfærden ikke alene finansieres af nye, store løft i arbejdsstyrken.

Regeringen har ingen seriøse bud på, hvordan vi skaber fremtidens velstand. Derfor står vi midt i et vadested. Danmark har alle muligheder for at udnytte vores stærke økonomi til en jobrevolution, som kan finansiere fremtidens velfærdssamfund. Vi skal ikke alene skabe flere job – vi skal skabe bedre jobs.

Vi skal ikke bremse, men forcere en omstilling som sikrer danskerne beskæftigelse i toppen af den globale økonomis værdikæde. Forudsætningen er et farvel til janteloven og den dyre urskov af støtte- og beskyttelsesforanstaltninger, der fastholder store dele af dansk erhverv i en tidslomme.

3. Vi skal vælge mellem større ulighed eller at nedbryde den negative sociale arv.

Danmark er et verdens mest lige samfund. Men de senere år er uligheden vokset. Det gælder økonomisk, hvor de dårligst stillede har fået langt mindre ud af opsvinget end os andre og hvor enkelte grupper har uacceptabelt dårlige livsvilkår. F.eks. personer der rammes af kontanthjælpsloftet og den store gruppe af folkepensionister uden opsparing, der lever med begrænsede forbrugsmuligheder og en livskvalitet, som svinger med fødevarepriserne.

Vi skal afskaffe fattigdommen i fremtidens velfærdssamfund. Og vi skal bekæmpe de mønstre, der fastholder store grupper udenfor de muligheder, som velfærdssamfundet skaber.

Desværre er den negative sociale arv blevet mere fortættet blandt mennesker, der er på overførselsindkomster, som har misbrugsproblemer og som har en anden etnisk baggrund. Deres børn har en alt for dårlig mulighed for at forme deres liv efter eget valg.

I fremtidens velfærdssamfund skal vi målrette vores institutioner og skoler til at bryde den negative sociale arv. Vi skal prioritere de børn og unge, der ikke har faste og trygge rammer med på skolebænken.

Den borgerlige regering talte om at gøre bistandsklienten til bankdirektør. Og det er rigtigt. Sådan burde det værre. Det er den danske drøm, at det ikke er herkomst men evner og flid, der bestemmer den enkeltes livsbane. Men intet er der sket.

Hvis vi lykkes med at skabe en ny mobilitet i Danmark vil vi opnå to enorme gevinster. For det første vil en stor gruppe mennesker vise, at den danske drøm kan blive til virkelighed. For det andet vil samfundsøkonomien vinde på, at flere bidrager til og færre trækker på fællesskabets ressourcer.

4. Vi skal vælge mellem flere parallelsamfund eller en helhjertet integrationsindsats.

Danmark er dårligere end andre lande til at få indvandrere i arbejde. Halvdelen af alle indvandrere læser for dårligt til at tage en uddannelse efter folkeskolen. Efterkommere begår næsten seks gange så mange voldsforbrydelser som etnisk danske mænd. Og de færreste havde for få år siden forestillet sig uroligheder af det omfang Danmark oplevede i februar Jeg vil insistere på at tale om disse tal og begivenheder.

En fuldstændig åben og fordomsfri debat er nøglen til at nå til fremtidens velfærdssamfund. Ikke mindst for det store flertal af de nye danskere, der kæmper for de samme værdier og mål i tilværelsen som alle andre. I den situation er det forstemmende, at debatten om 24-års-reglen og tilknytningskravet stadig får lov at dominere. Begge regler er nødvendige. Men langtfra tilstrækkelige.

Jeg har fremlagt en omfattende integrationsreform, der effektivt gør op med ghettoerne og de spirende parallel-samfund.

Vi skal have et klart loft på hvor mange børn med svage færdigheder i det danske sprog, der må gå i en klasse. Vi skal have et loft over hvor koncentrerede de sociale udfordringer må blive i vores boligområder.

Den nye integration handler ikke alene om at bryde sociale mønstre – det handler også om at bryde kulturelle mønstre. I alt for mange indvandrerfamilier bliver kvinder og unge piger fastholdt i patriarkalske familiestrukturer. Og vi oplever egentligt antidemokratiske kræfter som eksempelvis Hizb- ut-Tahrir.

Jeg har trukket en klar linje op her. De mennesker, der ikke ønsker at blive en del af vores samfund og foragter vores demokrati, skal have et tilbud om at rejse hjem. Hver enkelt borger skal ville det danske samfund.

5. Vi skal vælge mellem et medansvar for en ødelæggende klimakrise eller et Danmark som klimaforbillede.

For ganske få år siden var kampen mod udbygning af vedvarende energi et led i højrefløjens værdikamp. Grøn energipolitik stod i vejen for økonomisk vækst og industriinteresser. Siden har piben fået en anden lyd.

Virkeligheden er, at vores nuværende forbrug af kul, gas og olie er den største markedsfejl i menneskehedens historie. Vi har 10-20 år til at foretage en omlægning af omtrent samme rækkevidde som hele det 20. århundredes industriudvikling. Om det lykkes afhænger ikke mindst af de lande, der går forrest – og samtidig høster mulighederne for at tjene på ny teknologiudvikling. I den situation skal vi satse.

Danmark har alle forudsætninger for at omstille sig hurtigere end noget andet land. Men vi udnytter dem ikke. Sverige vil være uafhængigt af olie i 2020, og Norge vil være CO{-2}-neutralt i 2030, mens vi humper videre med en politik, der ikke i min levetid vil sikre os grøn energiforsyning. Vi kan endnu nå at gøre Danmark til en udviklingsdynamo for en ny og bæredygtig teknologi.

6. Vi skal vælge mellem et kollektivt overtræk på de menneskelige ressourcer eller en ny balance i arbejdslivet.

Danskerne er et af de folk i verden, der arbejder mest. Kvinderne er på arbejdsmarkedet og det præger vores familieliv – heldigvis. Vi forsøger at gøre vores samfund så effektivt som muligt. Der skal løbes hurtigere og længere på kortere tid. Men vores balancer er ikke altid rigtige.

I de danske familier er der er en type spørgsmål, der går igen og igen: Hvem henter ungerne efter skole? Hvem sørger for, at de kommer til fodbold? Og hvem bliver hjemme, hvis der er barn sygt? Vi er en nation af travle og nogen gange stressede mennesker, der bliver stadigt mere pressede på vores tid. Samtidigt har vi indrettet vores samfund på en måde så stadig flere mennesker sidder i kø til og fra arbejde byer eller bruger tid i gammeldags og nedslidt offentlig transport.

Vi skal finde den nye balance mellem den enkeltes nære behov og det kollektives behov for effektivitet og tempo. Vi har konkret peget på at oprette en tidsbank på arbejdsmarkedet, så den enkelte kan prioritere sin arbejdsindsats over et livsforløb. Men det er ikke en valgmulighed uden omkostninger – hverken for samfund eller den enkelte.

7. Vi skal vælge mellem vidensstagnation eller et uddannelsesløft.

Uddannelse er afgørende for vores fremtidsmuligheder. Både som samfund og enkeltpersoner. Alligevel er det faglige niveau i folkeskolen stadig utilfredsstillende. Lidt over 80 pct. af en ungdomsårgang uddanner sig. Den sidste femtedel falder fra.

Samtidig er kvaliteten på de uddannelser, der kæmper med stort frafald, ofte under al kritik. Særligt på de erhvervsskoler, der har bidraget så stærkt til vores velstand og som har givet elever uden stærke boglige evner en vej videre, er frafaldet dramatisk.

Fremtidens velfærdssamfund har brug for en ny dansk uddannelsesrevolution fra daginstitutions- til universitetsniveau. Socialdemokraterne foreslår, at vi indfører 12 års undervisningspligt i Danmark.

Samtidigt vil vi tackle to centrale problemstillinger: Vi vil sikre, at børn og unge, som ikke bryder sig om boglig undervisning, kommer til at trives med at tage en uddannelse og vi vil sikre, at alle de som ikke fik færdiggjort den uddannelse, de drømte om, kan få lov til det senere i livet.

8. Vi skal vælge mellem blokpolitik eller at forny folkestyret og styrke demokratiet.

Fremtidens velfærdssamfund kan kun blive en realitet, hvis befolkningen har tillid til vores demokrati. Den tillid har blokpolitikken med Dansk Folkeparti været med til at undergrave sammen med det stigende antal brudte løfter.

Regeringen gik til valg på, at der var råd til mere velfærd og skattelettelser og løfter om et nyt bredt samarbejde. Nu er Anders Fogh Rasmussen løbet fra begge løfter. Regeringen er blevet egenrådig og selvtilfreds og får sværere ved at skelne mellem sine private interesser og fællesskabets interesser.

Socialdemokraterne vil skabe et nyt demokratisk samarbejde, hvor mindretal i Folketinget bliver respekteret og borgerne inddrages mere. Vi vil styrke muligheden for at kontrollere magten og vi vil høre alle interesser og befolkningsgrupper, når beslutninger skal træffes. Og vi ønsker, at intet Folketing i fremtiden kan sende Danmark i krig med mindre end to tredjedeles flertal.

9. Vi skal vælge mellem en stigende forråelse i samfundet eller et medansvar for respekten mellem mennesker.

Det sidste valg er måske det vigtigste. Men også det, der er sværest at beskrive med tal og fakta. Vi oplever, at respekten for det enkelte menneskes værdi er under pres. Udviklingen viser sig i vores ældrepleje, hvor alt for få får lov til at prioritere den omsorg, der kan bryde en fortvivlende ensomhed. Omsorgssvigt på vores plejehjem er ikke kun et ansvar for ledelsen – det er et fælles ansvar.

Og udviklingen viser sig som en forråelse, der slår ud i meningsløs vold – ikke mindst blandt de helt unge. Jeg ved, at grænserne for politik indtræder, der hvor livets udfordringer for alvor begynder. Men jeg er overbevist om, at vi kan få mere ud af vores fælles fremtid, hvis vi tør sætte det enkelte menneskes værdi på dagsordenen for dansk politik.

Jeg har skitseret ni afgørende valg, som vi skal foretage for at bringe Danmark videre. Og det haster. Ingen af valgene kan vente. Velfærdssamfundet bliver nedslidt. Væksten er under pres. Klimakrisen er ganske få år fra at indtræde for alvor.

Vi kan endnu nå at vende udviklingen og bringe Danmark tilbage på et progressivt spor, hvor fællesskabet gør en forskel for vores omverden og for den enkelte. Der er et klart valg i dansk politik.