For nogen tid siden blev jeg ringet op af en tidligere elev fra musikkonservatoriet.

Han spiller ikke professionelt mere og er som så mange andre blevet indfanget af en computer. Sammen med en kammerat havde han udviklet et stykke software, som kunne tage sig af kommunikation, finanser osv. for store virksomheder.

De havde specialiseret sig i at skræddersy løsninger, som ikke var mere omfattende end højst nødvendigt, men deres problem var, at it-nørderne på en virksomhed altid var overbeviste om, at de allerede vidste, hvad de havde brug for – og så var dén diskussion umulig.

De fik så den idé, at de kun ville sælge deres produkt, hvis topledelsen var med, og de havde fundet en måde at overtale ledelsen til at erkende, at de ikke vidste, hvad den havde brug for. Og ikke mindst: De havde udviklet en terminologi, som holdt kæmpe-egoerne passive: »Vi efterlader Kejserdømmerne udenfor!«.

Det havde udløst en kreativitet, dybde, effektivitet og øjeblikkelighed i beslutningsprocesserne, som var uhørt. I en fuldstændig let og opstemt atmosfære. De var målløse!

De var, som tusinder andre i disse år, faldet over fænomenet Kollektiv Intelligens, et nyt fællesskab.

I det meste af mit voksenliv har min umiddelbare reaktion, når jeg har haft ondt i livet, været at søge en højere grad af uafhængighed, mere ensomhed. »Nu ses vi kun om onsdagen, skat, hver anden gang hos dig«. Og jeg kan se, at jeg har udviklet en kynisme over for dét at være sammen – hvis jeg siger »samvær« så kan jeg mærke en dobbelt klang – der er en længsel, men også et »åh, ikke igen…« og »fællesskab« – helt ærligt!

Men når der er en kynisme i mig, så gætter jeg på, at den er i de fleste af os, når vi taler om fællesskab, for hvor har vi dog oplevet mange skuffelser; vanskeligheder med at få familierne til at holde, forsøgene med kollektiv-former i halvfjerdserne – og så det helt forfærdelige fællesskab i Tyskland i midten af forrige århundrede, som gør, at hver gang vi hører ordene fællesskab, samvær, enhed, så slår vi af gode grunde bremserne i.

Men som musiker – og i de seneste år også på andre afgørende områder af menneskelivet – har jeg oplevet, at der er en farbar vej herfra, hvor vi befinder os, mod et fællesskab, som simpelthen giver alle andre attraktioner på planeten baghjul!

Siden 1968 har jeg har spillet i Den Danske Blæserkvintet, som i mange år har været et guldrandet, lurmærket første divisions eksportkvalitets ensemble.

I de første år var vi nødt til at gå på kompromis med vores individuelle musikerskab, for at få ensemblet til at fungere. Det hænger sammen med, at noderne, som er døde sorte prikker, skal levendegøres i en menneskelig bevidsthed for at blive til musik, og vi havde forskellige opfattelser.

Det fungerer selvfølgelig ikke, hvis den ene spiller hurtigt og den anden langsommere eller markeret, når en tredje spiller flydende, så for at få ensemblet til at fungere som en enhed, bliver man nødt til individuelt at hugge en hæl og klippe en tå. Det kommer der tit en løsning ud af, som ingen hader, men heller ingen elsker.

Det er et eksempel på et fællesskab, som er på bekostning af individualitet. Og det er i meget høj grad tilfældet i de former for fællesskab, som vi kender til i vores kultur.

For eksempel familiehyggen i højtiderne, hvor man styrer sig, gør man, så man er sikker på at få etableret det der hyggefelt.

Men når vi så havde solo, trådte individualiteten frem på bekostning af fællesskabet, så tog man sig ret til at gøre, som man ville – og hvis man f.eks. havde lyst til at skrue helt op for følelserne, så valgte man et langsommere tempo og bredte sig på bekostning af den symfoniske kontinuitet.

Her er individualiteten på bekostning af fællesskabet. Med andre ord, jo mere fokus der er på fællesskabet, jo mindre individualitet, jo mere fokus på individualiteten, jo mindre fællesskab. Fællesskab og individualitet er i almindelighed komplementære, dvs. de udelukker hinanden.

For at komme ud over det punkt spurgte vi på et tidspunkt dirigenten Sergiu Celibidache, om han ville instruere os. Og han indvilligede!

Da vi havde spillet i omkring fem år, siger han til os: »Nu er der sket noget, som jeg har ventet på og håbet på – Nu er Den Danske Blæserkvintet blevet en bedre musiker, end I er. Bedre end du er, bedre end du er, bedre end du er ..«, og han nævnte hver af os ved navn.

Nå! Så stod man der. På den ene side henrykt – på den anden med en lang næse. Men der var faktisk sket noget væsentligt i de år, for i begyndelsen havde det været sådan, at vores identitet i kvintetten var det instrument, vi spillede, sådan som det lyder.

Dvs. jeg hørte mig selv, i dette tilfælde fagotten, som adskilt fra de andre – jeg hørte, at jeg akkompagnerede de andre, eller de andre akkompagnerede mig. Jeg hørte fagotten som adskilt fra oboen. I min bevidsthed var der simpelthen en masse adskillende elementer – mig over for dem – i modsætning til – anderledes end – på trods af osv.

Det kommer der ikke noget fællesskab ud af.

Men under Celibidaches instruktion fik vi udviklet en helt vidunderlig, rig klang. Lige så snart vi satte instrumenterne for munden, så var den klang der, og så var det dér, man havde hele sin opmærksomhed.

Efterhånden hørte jeg ikke længere fagotten som adskilt fra de andre, jeg hørte den på linje med de andre, og jeg var ikke engang særlig opmærksom på de enkelte instrumenter, jeg hørte bare den der fantastiske klang, som spillede.

Så min identitet, mit fokus for identitet var Den Danske Blæserkvintets klang, mit instrument var Den Danske Blæserkvintet – og de andre havde den samme oplevelse!

Vi havde med andre ord nøjagtig samme identitet, og det skaber et fællesskab som i kristendommens kommunion, sjælenes forening, hvor man er en fuldkommen enhed.

Det er ikke nødvendigvis ekstatisk, det er ikke mere ekstatisk, end Carl Nielsen er på det pågældende sted, men kigger man efter, så er det helt ud over enhver beskrivelse tilfredsstillende.

Nogle gange er det ekstatisk, men det er ikke det afgørende – det afgørende er, at man er én ubrydelig enhed, der er ikke nogen som helst separation i mit bevidsthedsfelt.

Hvad med individualiteten? Ja, den er ikke bare intakt, den er voldsomt forstærket, for jeg har personligt hele ansvaret for Den Danske Blæserkvintets opførelse – spiller jeg falsk, så spiller vi falsk, spiller jeg upræcist, spiller hele kvintetten upræcist, er jeg uinspireret musikalsk, gælder det helheden.

Der skal én til at spille falsk, der skal fem til at spille rent! Det vil sige, jeg står med hele ansvaret for kvintetten. Og det i en musikalsk dybde, som er helt svimlende i forhold til, hvad jeg normalt har adgang til.

Det kræver en forklaring. Et mesterskab opstår ved, at man i mange år retter hele sin opmærksomhed mod et bestemt område af tilværelsen. I dette tilfælde mod musikken.

I den proces sker der to ting; der udvikles en umådelig følsomhed for meget små detaljer: Det kalder vi differentiering. Samtidig udvikler vi evnen til at drage konklusioner på baggrund af ekstremt mange detaljer og hensyn: Det kalder vi integrering.

Differentiering uden integrering er støj. Integrering uden differentiering er tom. Kombinationen af differentiering og integrering kalder jeg dybde.

Og her er det påfaldende, at sammen med mine kammerater i Blæserkvintetten er min personlige adgang til dybde langt ud over, hvad jeg selv kan mobilisere. Jeg er en glimrende kammermusikinstruktør, men jeg kan ikke på egen hånd nå den dybde, jeg har adgang til, når vi er sammen. Det kalder vi synergi.

Så der er tale om et fuldkomment samvær, og der er tale om en fuldstændig frisat individualitet, og de to tilstande er én tilstand: kommunion og autonomi. Den ene og de mange er én. Det er det højere Vi; en radikalt anden og højere samværsform, end vi normalt affinder os med.

Et afgørende element, i det jeg her har beskrevet, er fraværet af selvoptagethed. Al opmærksomhed er givet til kvintetten.

Dette er et eksempel på kollektiv intelligens for intelligensformen musikalitet. Siden 1999 har jeg deltaget i et internationalt eksperiment med et hold på et halvt hundrede mennesker, som sammen med den spirituelle lærer og filosof Andrew Cohen har arbejdet målbevidst på at få det samme til at ske, ikke i samspil, men i samtale.

Individerne i den ’fællesorganisme’, som skabes i kollektive intelligensformer, er bundet sammen af kommunikation: Vi sanser og responderer, og fordelen ved at spille sammen er, at alle kan kommunikere med alle på én gang.

I musikken kan vi spille i munden på hinanden. Når man samtaler derimod, er vi nødt til at tale én ad gangen, og derfor er den enhed, som man kan skabe som musikere, som boldspillere eller som dansere, nemmere at etablere end i en samtale.

Alligevel er det i de senere år lykkedes for et halvt hundrede af Andrew Cohens nærmeste elever at mødes bevidst, det vil sige hver gang, i et intersubjektivt samtaleforum – i et højere vi. Det var oprindeligt en luftig utopi, men nu er det en levende realitet.

Oplevelsen i et intersubjektivt samtaleforum er stærkt beslægtet med oplevelsen af at spille sammen på højeste niveau. De fleste har deltaget i en samtale, som forløber, opslugt interesseret: Vi er personligt fuldstændig engagerede, og der er et fravær af selvoptagethed og selvbevidsthed.

Ofte aner vi ikke, hvad vi leder efter, men der er en indbygget stræben efter det højere og dybere, og vi genkender øjeblikkelig det højere og dybere, når vi møder det! Vi har ikke personlige egeninteresser i klemme, og det er derfor irrelevant, om vi selv kommer med den dybere erkendelse eller højere forståelse – når bare den kommer.

Som i musikken hører jeg ikke min egen stemme som adskilt fra de andre, det er snarere en dybt tilfredsstillende oplevelse af ’bevidstheden, der taler med sig selv’ og derfor en oplevelse af ikke adskilthed.

Samtidig står og falder det intersubjektive felt med min aktive og fuldkommen autonome interesse – ikke for hinanden, ikke for gruppen eller individet, ikke for hvordan det føles nødvendigvis, men for kanten af samtalen, hvilken vej peger den? Kald det en lytteposition af aktiv medskaben.

På samme måde, som Celibidache pegede på Blæserkvintetten som en selvstændig organisme, er der en udpræget oplevelse af en fælles bevidsthed, som forudsætter deltagerne, men som er noget andet end deltagerne.

Og som i kvintetten, hvor al opmærksomhed er givet til kvintetten og der, hvor vi bevæger os hen som fællesorganisme, er fokus i samtalen givet til fællesbevidstheden.

Den overordnede oplevelse er en fuldstændig autonomt frigjort kreativitet i en usædvanlig fælles dybde.

Metoden er en simulering af målet. Vejen og målet er ét.

Første og vigtigste forudsætning er, at vi har styr på, hvad vi retter vores opmærksomhed imod. Normalt er vi mest interesserede i det, som vi ved i forvejen.

Fra den position leder vi efter overensstemmelser med vores yndlingssynspunkter, som lukkes inden for til forstærkning af det, vi allerede ved.

Det, der ikke harmonerer med det, vi ved i forvejen, afvises. Det betyder, at det nye automatisk sies fra. Det er en position, vi kan kalde identifikation med det kendte, med fortiden, med den personlige historie. Mig!

Den anden position er stik modsat: en medskabende interesse for det, vi ikke ved, for det uskabte. Positionen er »jeg ved ikke – men jeg vil gerne vide«. Er der noget, jeg ikke forstår, leder jeg sammen med de andre efter en forståelse i fremtiden, om lidt – ikke på de indre hylder med arkivmateriale.

Det er en position, vi kan kalde identifikation med det næste øjeblik, med det endnu uskabte. Opmærksomheden er medskabende fremadrettet. Selvoptagetheden er fravalgt, og i stedet finder vi en styrke, som er uforsvaret, hvilende i transparens og åbenhed.

Alle emner kan diskuteres, men det er mest befordrende for udviklingen af Det Højere Vi, at diskutere emner, som er eksistentielt personligt implicerende – ’høje’ emner. Enkelhed er vigtig, vi undgår det alt for privat personlige og det alt for abstrakte. God tur!

Vi har et oplagt behov for at udvikle et højere civilisationsniveau, hvor vi er i stand til at mødes fuldstændigt i enighed og uenighed for sammen at finde de løsninger, der tjener helheden bedst. Uden at snævre egeninteresser og vildtvoksende egoer får lov til at blande sig.

Efter min bedste overbevisning finder vi løsningen i de nye kollektive intelligensformer.