Knebent har Domstolsstyrelsen nøgternt meddelt retterne i Danmark, at loven ikke hjemler mulighed for generelt at forbyde de muslimske tørklæder på dommersædet, før fanatiske antimuslimer forsøger at bilde befolkningen ind, at dommersædet nu vil blive invaderet af kvinder i burka med en hammer i hånden. Som om Domstolsstyrelsens personalevejledning nogensinde har omtalt burka, eller som om hammer anvendes ved domsafsigelse i Danmark.

Det, personalevejledningen fra Domstolsstyrelsen nemlig alene konstaterer, er, at lovgivningen i dag ikke generelt forbyder tørklæde hos kvindelige dommere eller domsmænd. Mændene menes der ikke rigtig noget om. Muslimske fanatikere, der ønsker at være femtekolonne, trojansk hest el. lign. og derfor ikke synligt bærer noget symbol på deres overbevisning, men optræder på skrømt for at infiltrere danske domstole, siges der heller ikke noget om.

Om kvinder eller mænd, der efter kemoterapi, og som alligevel ønsker at arbejde uden hår, må bære en eller anden form for hovedbeklædning, siges der heller ikke noget om.

Disse eksempler er blot nævnt for at demonstrere, at i det sekund, man fra lovgivers side bevæger sig ind i et forbud ved lov, har man også stillet sig selv på den opgave, at man må være i stand til at forudse enhver tænkelig situation, hvor religiøs og ikke-religiøs påklædning, religiøs udførelse og religiøs tro kommer på tale, og være i stand til at lovgive om det.

Man skal nemlig gøre sig klart, at i det øjeblik, der gives efter for kravet om lovgivning, vil kravet om flere forbud omgående lyde højere.

Hvorfor stoppe ved dommeres påklædning? Tørklædet må vel så også forbydes for anklagere. Og hvorfor ikke også for forsvarere. Hvordan kan man være sikker på en kvinde med tørklæde som beskikket forsvarer? Og hvorfor stoppe ved kvinderne? Ligestillingsfundamentalisterne må da forventes at skrige op om ligestilling, så i det mindste muslimske mænd, der måtte søge ind til domstolene, skal rage skægget af. Er skægget måske ikke et muslimsk symbol? Og hvad med en jødiske kalot? Og hvordan skal vi agere over for en højkirkelig præst med flip, der måske møder som bisidder? Og hvad med et kors i en kæde om halsen på en kvindelig dommer eller en diskret KFUM-nål i reverset hos en mandlig dommer?

Og hvis først der skrides til lovgivning om tørklæder for dommere, hvordan kan man så undgå, at der også stilles krav om, at der skal lovgives for alle mulige andre professioner, og hvor ender vi så? Bliver det ligesom med rygeloven, hvor det nu alvorligt rejses som et problem, at folk ryger i deres egen lejlighed.

Og skal reglerne gælde for juridiske dommere, skal de vel også gælde domsmænd. Vi har ganske vist hidtil anset det for en dyd, hvis domsmændene udgjorde et noget bredere udsnit af befolkningen end i dag.

Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Og man kan jo ikke forlange, at almindelige mennesker, der møder i byretterne, skal kunne se forskel på domsmænd og juridiske dommere.

Det er kun i de højere retter, at de juridiske dommere og de juridiske partsrepræsentanter bærer kappe. Men det kan naturligvis indføres for alle. En bekostelig affære, der ikke fjerner hovedbeklædningen. Det gør ikke engang parykkerne.

Selv om man altså ikke kan isolere spørgsmålet til et spørgsmål om de juridiske dommeres fremtræden, er det dog det vigtigste element. Det drejer sig om tilliden til domstolene. Det drejer sig om at understøtte befolkningens tro på, at dommerne er både juridisk kvalificerede og upartiske. Det er derfor helt afgørende, at den juridiske dommer besidder de fornødne kvalifikationer for netop at beklæde dette embede, som er det embede af alle, der kræver på en gang høje juridiske kvalifikationer, myndighed som retsleder og loyalitet over for grundloven og dansk ret i øvrigt.

At denne loyalitet ikke blot skal være til stede, men være til stede på en sådan måde, at den enkelte dommer og dommerembedet og dommerstanden netop hos enhver, der møder i retten, ikke efterlader tvivl om, at disse kvalifikationer og egenskaber er til stede, sikres gennem udvælgelsesprocessen.

Allerede det juridiske studium vil naturligvis i den grad opdrage vordende kandidater i danske retstraditioner og dansk måde at tænke juridisk på, at det vil være næsten umuligt at tænke sig kandidater, der vil være i stand til at møde op med en høj eksamen, der kan kvalificere til et dommerembede, uden at de samtidig har tilegnet sig forståelsen for danske retstraditioner og dansk juridisk tænkemåde.

I øvrigt er en juridisk embedseksamen jo slet ikke den tilstrækkelige forudsætning for at blive dommer i Danmark. Dels forudsættes det, at man har nået et pænt eksamensresultat, dels at man efter embedseksamen skal igennem et længere uddannelsesforløb, før man kan søge en dommerstilling og få den.

Med den domstolsreform, der blev gennemført for et par år siden, er der tillige vendt op og ned på domstolenes organisation. Det er slut med de små embeder, der besættes alene med én dommer. Retterne består nu af en lang række jurister, der påvirker hinanden og afprøver hinanden.

Og man starter selvsagt nederst i hierarkiet, medmindre man kommer fra en anden stilling på et universitet eller advokatvirksomhed, hvor man i en årrække er blevet afprøvet.

En ansøger med tørklæde på, der søger ind til danske domstole, signalerer naturligvis tydeligt, at den pågældende ansøger også tjener en anden Herre end dansk grundlov og anden dansk lovgivning. Men sådan er det jo også med de muslimer, der går uden tørklæde, eller muslimske mænd. Og også kristne tjener en anden Herre end lovgivningen.

Men er det så overhovedet noget problem at ansætte kvindelige dommere med tørklæde, når vi i generationer uden videre har ansat ivrigt troende kristne ved domstolene?

Ja, der er en meget afgørende forskel, og den beror på den fundamentale forskel på islam og luthersk kristendom i et demokrati. Hvor islamisk ret nemlig foreskriver både den religiøse og den verdslige lovgivning, forudsætter kristendommen efter reformationen, at der netop skelnes mellem kristendom og verdslig lovgivning.

Luther lærte os at skelne mellem de to regimenter, det verdslige og det kirkelige. Luther forudsatte, at det verdslige regimente holder sig til at sørge for at opretholde ro og orden. Brister den forudsætning, fordi f.eks. det danske Folketing ligesom i diktaturer begynder at lovgive for den enkeltes sindelag, så brister både Luthers og Grundtvigs forudsætninger. For så må den kristne gøre oprør.

Men holder magten sig fra at befatte sig med undersåtternes tro og sindelag, og skelner magten altså mellem lov og evangelium og holder sig til loven, så er det en kristen pligt at overholde loven.

Jesus gjorde netop oprør mod lovreligionen. Han vendte sig stærkt imod tanken om, at lovgerninger kunne føre til frelse. Det eneste, det kristne menneske kan håbe på, er syndernes forladelse. Ingen lovgerning giver frelse, endsige en orkesterplads i Paradiset. Gud alene bestemmer frelsen. Mennesket skal passe sit embede her i livet som medmenneske og samfundsborger. Grundtvig vendte sig i forlængelse heraf stærkt imod en statsmagt, der ikke overlader det frirum til borgerne, hvor borgerne f.eks. frit kan tro, tænke og tale.

For muslimerne er frelsen ved lovgerninger derimod en del af troen. Den enkelte skal for frelsens skyld iagttage forskellige regler, der i lande uden religionsfrihed gennemtvinges for alle. For nogle muslimer betyder reglerne f.eks. for dem, at de derfor mener, at de skal bære tørklæde. Men det gælder ingenlunde alle, der betragter sig som muslim.

I Danmark er mange på grund af den lutherske tradition skeptiske over for muslimer, der set fra et luthersk synspunkt både synligt og usynligt blander religion og lovgivning.

Spørgsmålet er, om tørklædet på forhånd diskvalificerer en dygtig kvindelig jurist fra at blive dommer. Svaret er ikke så let. Forenklede svar bør helt skrottes som useriøse. Det her afhænger på en gang om at bevare vore frihedstraditioner for religionsfrihed og anden frihed og på samme tid at tage vare på, at vore frihedstraditioner ikke ender i deres modsætning, fordi vi i frihedens hellige navn ansætter en, der bekæmper vore frihedstraditioner. Men den risiko er på den anden side altid til stede hos alle ansøgere.

Masser af muslimer har for længst forstået at forene demokrati og islam, medens andre, der slet ikke er muslimer, kan være fanatisk mod det danske samfund og alligevel forsøge på skrømt at kvalificere sig til en dommerstilling.

Derfor kan man sige, at ansøgere, der ønsker at blive f.eks. dommere og politifolk, hvor upartiskhed er afgørende, nødvendigvis må underkastes en slags sindelagskontrol.

For den muslimske kvinde, der bærer tørklæde, gælder det, at hun derfor må finde sig i at blive udspurgt. Hendes kvalifikationer afhænger som alle ansøgere til dommerembedet også af hendes egne holdninger og af, hvordan hun med rimelighed kan forventes at blive opfattet af de forskellige aktører, der møder i retten.

En kvinde, der bærer muslimsk tørklæde, signalerer ikke kun, at hun er muslim, men at hun ønsker at omverdenen skal se, at hun følger bestemte regler, der er anderledes end de danske omgangsformer.

Der er masser af job, som en pige med tørklæde kan og bør kunne bestride. Den usmagelige generelle hetz mod tørklæder medfører alene, at flere piger tager tørklædet på. Ja, det påstås, at der er kvinder, der i hjemlandet ikke bærer tørklæde, men som tager det på, når de kommer til Danmark for at demonstrere, at de netop ikke er undertrykte, men netop ønsker at demonstrere, at de ikke vil ligge under for den danske hetz.

Hvis man kender menneskene, forstår man det jo godt. Det er en ældgammel menneskelig erfaring, at stærke personligheder ikke finder sig i undertrykkelse. Derfor føler de trang til at demonstrere deres ret og evne til selvstændighed. Nogle muslimske danske piger tager derfor tørklæde på, på samme måde som deres medsøstre med eller uden tro f.eks. for hundrede år siden begyndte at cykle og oven i købet i bukser. Det førte i mange år til, at nogle virksomheder forbød kvinder at gå i bukser og have ærme i blusen, hvis de ville bevare jobbet.

Med det muslimske tørklæde i retten kan det imidlertid være meget anderledes end bukserne og cyklerne, fordi den enkelte kvinde signalerer offentligt, at hun også følger religiøse regler, som er demokratiet fremmede. Hun går med tørklæde, fordi hun følger islamiske regler. En kristen, der går med kors følger derimod ikke religiøse regler.

Derfor må man forudsætte, at en ansøger til et dommerembede, og som bærer tørklæde, må finde sig i en indgående samtale med ansættelsesmyndigheden om tørklædet. Vil hun bare provokere, ender samtalen nok med, at hun enten lægger tørklædet eller må gå med uforrettet sag.

Fastholder hun retten til at beholde tørklædet, vil hun være nødt til både at argumentere religiøst og politisk. Og det strider mod danske retstraditioner og dansk demokrati, der netop har den klare skelnen mellem lov og evangelium som forudsætning.

Netop den kristne forudsætning sætter det enkelte menneske frit til at tjene både Gud og staten. Bibelen er ikke en lovbog, og luthersk kristendom forudsætter netop, at det er staten, der fastsætter de verdslige love, som dommerne skal dømme efter, hvorimod muslimen med tørklæde signalerer som nævnt, at hun er undergivet andre love.

Om muslimer trods opvækst i en helt anden retstradition og trods tro på en lovreligion, der ikke kan skelne mellem religion og politik, alligevel kan være loyale mod danske traditioner, kan man ikke uden videre udelukke, hvis en pige først er gået gennem det juridiske studium og anden uddannelse efter eksamen.

De fleste muslimer fungerer godt i det danske samfund og føler sig som danske og som demokrater. Men de bør betænke, at det ikke er så ligetil at blive accepteret som dommere.

Antallet af juridiske kandidater med tørklæde og hele udvælgelsesprocessen betyder, at dommeraspiranter med tørklæde ud i en længere fremtid vil udgøre et meget lille antal.

Ud over den møjsommelige udvælgelse, der ligger i ansættelses- og udnævnelsesproceduren, er det værd at hæfte sig ved, at det for dommere er helt umuligt at arbejde på skrømt.

Dommere arbejder i meget høj grad i offentlighed. Det var Grundtvig, der fik offentlighedskravet ind i grundloven. Domme afsiges i offentligt retsmøde.

De afsagte domme granskes både af de overordnede retter, af anklagere, af advokater og andre jurister og journalister. Det er ganske vist, at der på forhånd vil blive lagt ekstraordinært meget mærke til de domme, en dommer med tørklæde afsiger. Og hun vil på forhånd selv være meget bevidst om, at hendes domme vil blive vendt og drejet i langt større omfang end alle andre dommeres afgørelser.

På den baggrund og ikke mindst på grund af den kontrol, som offentligheden altid har udøvet af domstolene, må man have lov til at spørge, om ikke det mest rimelige ville være, at den tillid, vi danske med rette har til domstolen, nu også bør manifestere sig i, at vi fortsat viser tillid til, at domstolene selv kan finde ud af, hvem der bør kunne udnævnes til dommere.