Grundloven: Pynte- eller brugsgenstand?
Danmark har en grundlov for meget af navn og for lidt af gavn
| AF Christian Harlang og Ole Espersen |
fakta
Det er det danske demokratis vigtigste dokument, som vi i dag fejrer.
Grundloven er, ligesom andre landes forfatninger, rammen om folkestyret. Den
fordeler magten mellem politikerne og folket, der har grundlæggende
rettigheder, som et flertal i Folketinget ikke kan ophæve. Det gælder f.eks.
frihedsrettighederne i form af f.eks. den personlige frihed, privatlivets
fred og ytringsfriheden. Et flertal i Folketinget kan heller ikke ændre det,
der står i grundloven om, at den dømmende magt er hos domstolene. Et forsøg
herpå (den såkaldte Tvindlov) blev i 1999 underkendt af Højesteret som
grundlovsstridigt.
Borgernes rettigheder står i forbindelse med
grundrettigheder, som navnlig kendes i FN’s verdenserklæring om
menneskerettigheder, der til december har 60-års fødselsdag, og den
europæiske menneskerettighedskonvention, der ved lov er gjort til en del af
dansk ret.
Grundloven er vedtaget gennem en meget omhyggelig
demokratisk proces ved en folkeafstemning. De politikere, der vælges for
højst fire år ad gangen, er givet ret til at vedtage almindelige love, men
de kan ikke ophæve eller ændre grundloven. Det kan kun ’folket’, således som
det skete sidst i 1953.
Behovet for borgernes rettighedssikring og
begrænsninger i regerings og folketingsflertals muligheder går som idé
tilbage til i hvert fald 1700-tallet og er bl.a. af den engelske
samfundsfilosof, der levede, da vi fik grundloven, John Stuart Mill,
beskrevet således:
»Forfatningen er et middel, der skal
sikre, at de herskende ikke misbruger deres magt«.
I vor
verden er der en basal tro på nødvendigheden af dette middel. Når der i
tidligere diktaturstater indføres demokrati, som for eksempel i de tidligere
Østbloklande eller i lande uden for Europa, er etablering af forfatning da
også fra Vestens side ofte et krav for at indlede et tættere samarbejde.
Vendes
blikket mod os selv, kan vi desværre konstatere, at selvkritik ikke er en
særlig udbredt egenskab blandt de fleste af festtalerne på en grundlovsdag.
Som
jurister, der i mange år i teoretisk og praktisk sammenhæng har arbejdet med
grundloven, mener vi, at der er to alvorlige hovedproblemer, som trænger til
en reel debat:
Beskyttelsen af individets retssikkerhed trænges
tilbage, og individets muligheder for at anvende grundloven som et reelt
demokratiredskab opleves ofte som utilstrækkelige. Den nuværende regering
med dens folketingsflertal går gerne baglæns, når det drejer sig om
udbygningen af individets rettigheder. Dette er uhyggeligt nemt med den
nuværende svage grundlov og uvilje til reel diskussion om forholdet
grundlov, stat og borger. Regeringen har således besluttet ikke at tiltræde
en ny europæisk konvention om forbud mod diskrimination.
Konventionen pålægger medlemslandene at sikre borgerne mod enhver
diskrimination baseret på køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller
anden overbevisning, national og social oprindelse, tilknytning til en
minoritet, ejendomsforhold, fødsel eller andre former for status.
Den
nugældende konvention indeholder kun et forbud mod diskrimination vedrørende
de rettigheder, der er nævnt i selve konventionen, men ikke mod
diskrimination i al almindelighed. Regeringen har tilsyneladende også, efter
krav fra Dansk Folkeparti, opgivet at foreslå en lov om et
ligebehandlingsnævn, hvilket der ellers er stærkt behov for den nuværende
ret forvirrende situation vedrørende behandlingsorganer taget i betragtning.
Det er meget vigtigt, at Danmark ratificerer den nyligt vedtagne
FN-konvention om handikappedes rettigheder. Men om dette sker, ved vi endnu
ikke.
Hvad vi derimod ved er, at regeringen, og formentlig et
folketingsflertal, næppe vil ratificere en ellers meget vigtig FN-konvention
– nemlig en konvention, der skal søge at hindre de utallige
regeringsarrangerede forsvindinger af politiske modstandere.
Danmark
modtog sidste år en hård kritik fra FN’s komité mod tortur. Den radikale
Morten Østergaard kaldte med rette rapporten for »ekstremt pinlig« for
Danmark.
Det drejer sig bl.a. om udlevering til USA af afghanske
fanger. Siden er der også kommet kritik fra Amnesty International og i
forrige måned fra FN’s specielle torturrapportør. Det er således led i et
mønster, der mere og mere gør det umuligt for Danmark at feje for egen dør.
Renommeet for arbejdet mod tortur og for menneskerettigheder er ramponeret.
Tænk bare på, at det, siden vi fejrede grundloven sidst, er kommet frem, at
Danmark er aktivt medvirkende i den såkaldte tortureksport med flyvninger
fra danske lufthavne af bortførte personer. Som Europarådets rapportør
vedrørende flyvninger, hemmelige fængsler m.v. udtrykte det: »Danmark er nem
at samarbejde med. Der stilles ikke ubehagelige spørgsmål«.
Det
lave åndelige ’kondital’ i forhold til grundloven har påført Danmark store
og langvarige skader i forhold til de muslimske lande. Statsministeren og
pressen havde ’glemt’ grundlovens ord om, at ytringsfriheden ikke er
absolut. Paragraf 77 indeholder udtrykkeligt begrænsningen »… under ansvar
…«, som bl.a. indebærer plads for beskyttelse mod blasfemi, injurier m.v.,
det vil sige respekt bl.a. for andres frihedsrettigheder.
Debatmetoderne
her i landet bevæger sig længere og længere væk fra grundlovens ånd og
bogstav. Denne skadelige udvikling har flere årsager: I mange år er behovet
for en debat om og modernisering af grundloven blevet fejet ind under
gulvtæppet. Hvis grundlovens idealer og vores forpligtelser blev taget mere
alvorligt, ville vi ikke komme i disse situationer.
Det hele bliver
ikke bedre af, at grundloven også må siges i et vidt omfang at være skrevet
efter kejser Napoleons idé: kort og uklar. Den er også præget af, at
væsentlige paragraffer simpelthen ikke kan læses og forstås efter deres
indhold. Bl.a. anvendes ordet ’kongen’, hvor den magtmæssige rigtige
forståelse er ’regeringen’. Begreberne er mange steder allerede for årtier
siden kommet ud af trit med danskernes eget sprog.
Vi kan alle
nyde synet af en smuk gammel antikvitet, men når det drejer sig om noget så
vigtigt som vores forfatning – omgangen med den såkaldte magthygiejne – er
det ikke alene upraktisk, men også decideret udemokratisk, at grundloven
ikke har karakter af at være en anvendelig brugsgenstand for borgerne, når
der kan være behov for at holde politikerne på plads.
Det
er nemt at se, at politikere, der har magten – eller kalkulerer med at få
den – måske kan være tilfredse med, at grundloven i størst muligt omfang får
karakter af blot at være en pyntegenstand.
Set ud fra et
demokrati- og retssikkerhedssmæssigt standpunkt er det imidlertid meget
uheldigt, og det strider mod hele ideen om en effektiv forfatning og dermed
demokratisk kontrol, det vil sige en grundlov ikke alene af navn, men også
af gavn. Det indebærer også risiko for, at Danmark bringes bort fra på
nationalt og internationalt plan at deltage i udviklingen af globalt
gældende menneskerettigheder, og i det hele taget international lov og ret.
Føres
politikken i Danmark tilbage til at være i overensstemmelse med disse
regler, kommer vi i mindre grad i risiko for store fejltagelser, som for
eksempel deltagelsens i krigen mod Irak, der stadig udvikler sig som en
fuldstændig katastrofe og et ondt mareridt for millioner af mennesker.
Da
grundloven blev ændret i 1953, sagde ordføreren for regeringspartiet Venstre
fra Folketingets talerstol om den nye grundlov bl.a. følgende:
»Militære
magtmidler kan kun anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i
overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt«.
Uanset dette
vedtog Folketinget 21. marts 2003 at sende Danmark i krig under USA’s
ledelse med stemmetallene 61 for og 50 imod.
Betydningen af
grundloven med dens indbyggede krav om opfyldelse af international lov og
ret blev slet ikke seriøst debatteret.
Folketinget var ikke i
’træning’ med at tage grundloven i betragtning som et arbejdsredskab.
Beslutningen
om at sende Danmark i den ulovlige krig blev truffet efter samme
stemmeflertalsregel, som anvendes ved vedtagelse af almindelige love, for
eksempel ændring af varemærkeloven. Folketingsflertallet satte sig over
grundloven, og det endda selv om ethvert nyt medlem af Folketinget skriver
under på, at man vil overholde den.
Den autoritative
konstatering af, om en lov, herunder grundloven, er overtrådt, henhører
under domstolene. Men da 26 personer (herunder to forældre til en soldat,
der er dræbt i Irak) forsøgte at få grundlovsbruddet konstateret ved
domstolene, nedlagde statsministeren påstand om, at dette slet ikke kan
undersøges ved domstolene, for han hævder, at sagsøgerne ikke har såkaldt
søgsmålskompetence.
Ved sagens afgørelse i Østre
Landsret 11. april 2007 gav Østre Landsret ham medhold:
Det
vedkommer ikke i tilstrækkelig grad disse sagsøgere, om Danmark er gået i
grundlovsstridig krig, og selv om der blandt jurister i Danmark nærmest er
enighed om, at grundloven er overtrådt, er statsministeren indtil videre
bekvemt hævet over at blive dømt.
Sagen er nu indbragt
for Højesteret, og det håbes, at landets øverste domsmyndighed er villig til
at være grundlovens vogter, således som det jo skete i Tvindsagen.
Men
det er ikke kun på området vedrørende overholdelse af regler for krig, at
der er behov for, at domstolene udfylder den tiltænkte rolle som vagthund.
Vi kan alle som borgere komme i klemme. Det er for enhver, og for samfundet
som helhed, vigtigt, at der er både bevidsthed og debat om grundlovens
indhold, og at idealer følges op af virkeligheden. Sker dette, har vi en
grundlov ikke alene af navn, men også af gavn. Den bør ikke være blot en
pyntegenstand, der kun poleres hvert år 5. juni. Den bør være en virksom
brugsgenstand, således som den er i de fleste moderne demokratier.
En
sådan udvikling af grundloven, og derved etablering af et mere levende
forfatningsliv og en øget beskyttelse af borgerne, kunne ske på to
principielt forskellige måder.
Enten ved indførelse af en
speciel forfatningsdomstol, som man har i en række lande.
Her
kunne et mindretal i Folketinget have ret til at indbringe sager, hvis det
mener, at flertallet har overtrådt grundloven. I øjeblikket har et sådant
mindretal ingen som helst beskyttelse, idet de efter praksis typisk ikke vil
have en individuel konkret interesse i sagen. Og en rigsretssag, der ellers
kunne komme på tale, vil det samme flertal, der vedtog den formodet
grundlovsstridige lov, naturligvis gå imod.
En anden form for
udbygning kunne ske ved en præcisering af, at den eksisterende Højesteret
kan anvendes af et mindretal i Folketinget eller for eksempel af et bestemt
antal borgere.
I begge tilfælde ville man, i højere grad end det er
tilfældet i dag, leve op til John Stuart Mills beskrivelse af en forfatning
som det middel, der skal sikre, at de herskende ikke misbruger deres magt.
Det
er vores håb, at borgerne i fremtiden, når de hører visse politikeres
begejstring for det nuværende indhold i Danmarks Riges Grundlov, har i
tankerne, at politikerne herved selvsagt sikrer deres egen magt og frihed,
mens de lader borgerne i stikken.
Når politikere i dag, på
grundlovsdag, hylder grundloven, bør dette ikke stå i vejen for at forstå,
at vi nu – mere end nogen sinde – har brug for en grundlov, ikke blot af
navn, men også af gavn, som det vigtigste udtryk for et demokrati i ægte
funktion.
(Christian Harlang er sammen med Bjørn Elmquist
advokat for sagsøgerne i grundlovssagen om Irakkrigen)
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Oprørere fralægger sig skyld for voldsomme bomber
28 mennesker blev i går dræbt i Syriens største by Aleppo.
Nye pensionister holder forbrugsfest
Luksusforbruget hos ældre mellem 65 og 74 er steget voldsomt på seks år.
Toge kører igen efter ulykke
Politiet har givet grønt lys til togkørsel mellem København og Høje Taastrup.
Græsk regering godkender stram spareplan
Kravene til den store hjælpepakke fra EU og Den Internationale Valutafond er nu godkendt af græsk regering.
Drabssigtet var for farlig til bosted
MIstænkt for pædagogdrab boede på en åben institution, selv om han var erklæret for...
Prævention samler republikanere i 'religionskrig' mod Obama
Politiken.dk besøger stor, konservativ konference, hvor Obamas nyeste modstander raser...
Hiphoppens superhelte sejrede på ny
Malk De Koijn vandt tre Steppeulve-priser. MC Einar fik årets Pionerpris.
Rigsrevisor revser Skat for talmagi
Virksomheder og borgeres gæld til det offentlige eksploderer, viser dokumenter.
Røde Kors vil hjælpe med at finde irakiske fanger
Dansk Røde Kors ser ingen grund til at vente i årevis på Irakkommissionen.
Smagfuld museumscafé serverer dyr idyl
ibyen anbefaler
-
3. feb. 2012 KL. 13.26 Biografen Den bestøvlede kat
restaurant & cafe
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|


















