Atter en gang – eller stadigvæk – florerer debatten om, hvorvidt dansk kultur primært er vokset i den danske muld, eller om den er ’multikulturel’ og altså i væsentlig grad er groet frem andre steder på kloden.

Det er der sagt og skrevet meget om, og i nyere tid har nogle ministre og undervisningsordførere været involveret i talrige medier.

Jeg vil gerne føre bevis for, at den langt overvejende mængde af dansk kultur er resultat af import fra nær og fjern. Uden disse anskaffelser fandtes der med statsgaranti ikke noget, der bare ville ligne det, vi i dag kalder dansk kultur. Hvilket der så sandelig ikke ligger nogen skam i. På kulturens område har vort land gennem årtusinder været internationaliseret – nærmest globaliseret i den udstrækning, vi gennem tiden har kendt globens omfang.

Her er et antal af beviserne for min påstand: Lad os starte med vort flag, som ifølge nogle digtere faldt ned fra himlen i Estland i 1219. Det kan man da kalde import! Dette vort nationale bomærke, Dannebrog, er domineret af et hvidt kors. Vil mon nogen påstå, at korset er dansk design?

Men så kristendommen da, hvis logo korset jo er. Alle dens skabere på jorden var jøder. Dens grundbog, Bibelen, har ingen dansker skrevet et ord eller sat et komma i. Det er alt sammen foregået og skrevet ved Middelhavets østlige bredder, i ’jødeland’ og nær ved ’perkerland’. Hverken mere eller mindre religiøse mennesker i vort land vil benægte, at Bibelen udgør en betydelig faktor i det danske kulturmønster. Alligevel er end ikke vor evangelisk-lutherske folkekirke af dansk oprindelse.

Når vi taler om danskernes grundlovsbestemte folkekirke, kan det være passende at nævne f.eks. Roskilde Domkirke. Den er opført i en blanding af romansk og gotisk stil. Dens altertavle er fra Antwerpen.

Sidst jeg var i denne kirke var i november 2000 til dronning Ingrids begravelse. Højtideligheden blev indledt med italieneren G.P. Palestrinas motet ’Sicut cervus desiderat’. Så sang man salmen ’Nu takker alle Gud’, skrevet i 1636 af M. Rinckardt, oversat til dansk i 1740. Derpå talte den kongelige ’konfessionarius’. Det Kongelige Kapel spillede adagiosatsen af Tjajkovskijs symfoni ’Pathétique’. Senere sang følget en salme af M.A. von Lövenstern, oversat til dansk i 1740, og mens dronningens kiste blev ført ud, spillede orglet præludium og fuga i C-dur af Johan Sebastian Bach.

Kom så ikke og fortæl, at dansk kultur ikke er multikulturel. Det bør i sammenhængen også nævnes, at Københavns biskop ved prins Joachim og prinsesse Maries bryllup for nylig læste et langt citat af skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente samt af en af kong Davids salmer fra samme bog. Vi ved også, at Christian IV benyttede hollandske arkitekter til bygning af de slotte og kirker, vi er så stolte af.

Så vort sprog da, den »højbårne jomfru, den ædle kongebrud, der er så ung og ser så yndig ud«. Hvor mange af de ord, ved hvis hjælp vi dagligt og uundværligt kommunikerer, er efterkommere af oldtidens vikingesprog? Ifølge Dansk Sprognævn stammer omkring 70 procent af vort nationale sprog fra græsk, latin, hebraisk, spansk, fransk, tysk og – i de seneste generationer – fra engelsk og amerikansk. Se selv efter i Nudansk Ordbog, spalte op og spalte ned.

Har nogen mon hørt om et dansk alfabet? Næ, vi bruger såmænd det latinske, og hvad den lige så uundværlige talrække angår, så benytter vi arabiske taltegn, når vi ikke lige varierer med romertal.

Videre til vor elskede styreform, demokratiet. Det har vi hentet i Grækenland. Selve begrebet er navngivet af en vis Herodot mere end 400 år før vor tidsregning.

Og lad os bare tage monarkiet med. Det stammer såmænd også fra Mellemøsten og er fra langt, langt før den tidligste danmarkshistorie.

Det er ikke nogen dansker, der har opfundet hverken den dybe tallerken, krudtet, hjulet, bilen eller fodboldspillet. (Derimod godt nok håndboldspillet i nutidens form). Det uundværlige papir, den i vort land næsten lige så uundværlige paraply og tilmed vort nationale befordringsmiddel, cyklen – disse tre er blot nogle enkelte af dansk-typiske kulturgenstande, som vi har taget herhjem fra Kina. Listen over ikke-danske opfindelser er uendelig: kapitalismen, liberalismen, socialismen, bankvæsenet, bogtrykkerkunsten, fagbevægelsen, højhusene og campingferien.

Alt sammen har vi afluret fra andre folkeslag. Om det så er grundlæggeren af vor højt besungne kongelige ballet, var dens grundlægger franskmanden Bournonville. Og Det Kongelige Teaters nationale klenodie, ’Elverhøj’, skylder tyskeren Kuhlau det meste af sin musik.

Jamen – Tivoli da! Det er vel dansk, når det er bedst? Det har i hvert fald mange udenlandske turister sagt til mig. Ja, det er, som haven ligger i City mellem hovedstadens rådhus og centralstation, og med dens typisk danske kombination af støjende rutsjebane og fornem koncertsal. Intet andet land har dristet sig til en sådan placering af en stor forlystelsespark.

Men så heller ikke mer’! Selve navnet ’Tivoli’ er hentet fra en by med dette navn i nærheden af Rom. Går man ind ad hovedindgangen, så har man på sin venstre side en bygning i kinesisk stil, i hvilken der opføres pantomimer af italiensk oprindelse. Kort efter passerer vi ’Nimb”, en stor bygning, som er en kopi af et indisk tempel.

Længere fremme står det kinesiske tårn, hvorefter vi kommer til det store område hen imod ’Glyptoteket’(!). Det kalder Tivoli selv for ’1000 og én nat’. Arealet domineres af minareter, halvmåner, ’flyvende tæpper’ og lignende.

Tivoli har også et par franske musikpavilloner. Ved forespørgsel hos et par af deres dirigenter har jeg fået den besked, at mindre end ti procent af den musik, de glæder os med, er af H.C. Lumbye eller Carl Nielsen. Det øvrige repertoire er komponeret af ... udlændinge.

Maden hører vel også til et folks kultur. Bøffen er ikke først lanceret her i riget (slet ikke ’bøf stroganof’), og selv kartoflen har vi hentet fra Andesbjergene i Sydamerika. Den menes at være kommet hertil i 1700-tallet. I moderne tid har vi fra vore mange udlandsrejser hjembragt pizza og anden form for fastfood, og vinene til vore gode måltider skal helst komme fra Frankrig, Italien eller Australien.

Om det så er den kartoffelbaserede snaps, så blev den lanceret hos os af en fra Polen indvandret jøde. Det var såmænd også en jøde fra Østrig, der var først med ’wienerbrødet’, uanset at netop denne delikatesse i andre lande hedder ’Danish’.

Vi må også indkøbe bl.a. kaffen og krydderierne fra ofte fjerne lande.

Mens vi taler om maden: Hverken gaflen, kniven eller skeen er danske kreationer. Men lad os lige se på en ske fra Georg Jensen. Såvel idéen ske som materialet sølv er importeret. Men den færdige ske eksporterer vi under betegnelsen ’Danish Design’.

Sådan er det med ting og tanker, bevægelser og strømninger. Vi tager dem hjem fra udlandet og oversætter dem så at sige til dansk. Vi sliber de skarpeste hjørner af, vi tilsætter lidt hjemligt krydderi i form af nogle stænk humor og hygge, og så udgiver vi dem som danske.

Alt dette fører til den konstatering, at det forholder sig med de åndelige og kulturelle råvarer helt på samme måde som med de materielle. Vor undergrund har ikke velsignet os med massevis af råvarer. Vi har hverken kul, jern, kobber eller ædle metaller at grave frem. Vi henter dem, hvor de nu findes. Kun lidt olie og naturgas er det blevet til i nyere tid, og tak for det.

Gennem vore rige erfaringer som søfarende nation (helt naturligt med de 7.000 km kystlinje, vort lille land er benådet med) har vi været tidligt og omfattende på færde med at være skaffere. Globaliseringens velsignelser!

Har vi da slet ikke noget at være stolte af rent kulturelt? Vist har vi så. Bl.a. vor eneste internationalt kendte filosof, Søren Kierkegaard. Ham er jeg meget stolt af. Det er jeg også generelt med alt det, danskerne har skabt.

Det har vore forfædre gjort ved at importere råmaterialerne. Dem refiner og designer vi. Ofte finder vi den bedst mulige balance, den gyldne middelvej mellem for lidt og for meget. Praktisk og brugbart, kort sagt velegnet til menneskeligt brug.

Et simpelthen herligt eksempel på dansk design og balanceevne er vor udformning af den importerede styreform, demokratiet. Winston Churchill har sagt, at »demokratiet egner sig egentlig slet ikke som system til at styre et samfund – og dog er det indtil videre det allerbedste redskab, som vi har fundet dertil«.

Ser vi f.eks. på demokratiet i England eller i USA, så finder mange af os, at det er langt underlegent den danske model. Vores valglov er virkelig i topklasse. Den danske variant (dialektik) af demokratiet er et lykkeligt resultat af vor evne til at finde en bæredygtig balance mellem for lidt og for meget.

Det samme kan siges om den syntaks, som det er lykkedes os at kreere mellem kapitalisme og socialisme.

For meget af hver af disse politisk/økonomiske systemer fører til overdrivelse. Vi har formået af de importerede råvarer gennem den helt rette dosering at nå frem til en hårfin, bæredygtig balance. Noget i retning af det vanskelige i at fremstille en sur-sød sovs.

Meget af denne attråværdige balance skylder vi vort klima. Alle folkeslags temperament og vitalitetsform er i vid udstrækning resultatet af de klimatiske forhold.

Tit er jeg blevet hånet for at påstå, at det danske vejr er verdens bedste. Hvornår har vi sidst haft et jordskælv, et vulkanudbrud, en tyfon, en vandkatastrofe À la flodbølge eller ørkenagtig tørke? Vi kan fungere i vort arbejde og andre planlagte gøremål hver eneste dag året rundt. En sand velsignelse.

Vi slipper for de alt for isnende vintre og for det evindelige, kedsommelige, kræftfremkaldende og initiativdræbende solskin, der piner hos så mange folk om sommeren. Vort vejr er netop til at holde ud og ånde frit i. Netop deraf har vi evnen til ikke at gå til yderligheder. Ikke for langt til højre eller venstre. Lidt udramatisk, måske, sammenlignet med mange andre nationers evne til udskejelser. Men heldige i den forstand, at vi undgår farlige overdrivelser. »Omend hele verden strides – jeg er Danmark, jeg er fred«. (Axel Juel)

Samfundsmæssige danske opfindelser i nyere tid er der kun få af. I 1800-tallet var det folkehøjskolen (længe leve den) og andelsbevægelsen, som dog er kopieret efter en oprindelig engelsk model. Fra 1900-årene kan nævnes smørrebrødet (’open sandwich’) og ombudsmanden, der dog har svenske aner.

Poul Henningsen (også en af dem, jeg er stolt af at være landsmand med) har sagt: »Vor kultur er international, og det har den altid været. Der findes ikke dansk stil, men kun genfortælling«.

Forfatteren Leif Davidsen (må han længe leve) har skildret sammenhængen dansk/udenlandsk således: »Den lille befolknings evne til at tilpasse og omstille sig, danskernes evne til at assimilere andre sprog og kulturer, vaner og skikke, bliver mærkværdigt nok undervurderet i den danske debat. Det er mærkeligt, at der er danskere, der frygter globaliseringen og dem, der flytter her til landet, når historien viser, at danskerne med kløgt, flid og en god portion opportunisme har været fremragende til at klare sig internationalt og med hele identiteten i behold«.

Fremskridtspartiet, der ikke kan marchere ind til deres landsmøder med mindre end 25 dannebrogsflag, lancerede for nylig nogle ord fra vor nationale hymne som slogan: »Gamle Danmark skal bestå ...« med understregning af ordet ’gamle’. Det kan vi da godt ønske os, men det gamle kan altså ikke stå alene. Det er godt med rødder, men man skal altså også bruge fødder, nemlig til at komme videre med. Og som påvist, kommer det nye ofte til os udefra.

Om vi ikke er de mest originale, så er vi dog videreudviklere og opbyggere af fineste format. Der er nok at være glad for. Bare ikke alt det pral med den hjemmelavede danskhed. Vor lidenhed og vor geografiske beliggenhed indebærer en vidtdreven lyst til at opføre os som hjemmefødninger.

Jeg foretrækker bestræbelsen på at være verdensborger i Danmark.