’Du kender dem godt, missionærerne.

To og to går de fra dør til dør for at fortælle om Gud, gerne en ældre og en yngre sammen, så de kan appellere til flest muligt, og den erfarne kan vejlede den unge undervejs. De er sjælefiskere, og de praktiserer deres tro ved at fortælle andre om Kristus. Hvis du er, som folk er flest, har du sikkert takket pænt nej og lukket døren for Jehovas Vidner. I de kommende år skal du måske også til at lukke døren for folk fra dit eget sogn. Der er nemlig kræfter i folkekirken, som arbejder på at få kirken til at missionere blandt danskerne.

Om det har Viborgs biskop, Karsten Nissen, for nylig skrevet en lille bog, En gammel folkekirke i en ny tid. Sidste år var Karsten Nissen i medierne, fordi det længe havde været praksis i hans stift, at mandlige præster kunne lade være med at give hånd til kvindelige under ordinationen. Efter grundig overvejelse nåede biskoppen frem til, at både præster og menighedsrådsmedlemmer skulle give hånd, ikke nødvendigvis som en anerkendelse af kvindelige præster, men som et løfte fra den enkelte præst om at ville overholde præsteløftet. Ved at omdefinere indholdet af håndtrykket skabte han en åbning for det mindretal fra Indre Mission, som mener Paulus har ret i, at kvinder ikke skal være ’lærere’ i kirken.

Nu er Karsten Nissen ude i et tilsvarende ærinde: Han vil omdefinere kirkens opgave, så missionen får en mere fremtrædende plads. Og det er han faktisk ikke ene om. Jan Lindhardt, der for nylig er fratrådt som biskop i Roskilde, har f.eks. også været en varm fortaler for, at kirken skal være dér, hvor folk er, og gøre mere opmærksom på sig selv. Lindhardt har også været involveret i markante teologiske stridsspørgsmål – bl.a. var det ham, der fik til opgave at finde en løsning på striden omkring Thorkild Grosbøll, der ikke troede på en skabende og opretholdende gud.

Tilsammen viser de to sager noget om folkekirkens spændvidde: Den kan rumme både folk, der læser Bibelen bogstaveligt, og folk, der snarere forstår Bibelen som et skatkammer af menneskelig erfaring. Tilsvarende kan to bisper, der har vist vilje til at strække sig langt i hver sin retning, godt blive enige om, at kirken skal være mere til stede i det offentlige rum.

Den konkrete anledning til, at Karsten Nissen sætter fokus på mission, er noget så teknisk som kommunalreformen. Da amterne blev nedlagt, forsvandt embedet som stiftamtmand, og det fik kirkeministeren til at nedsætte et udvalg, som skulle se på fordelingen af kirkens administrative opgaver. I 2006 skrev udvalget en rapport, og den begynder med et kort afsnit om kirkens opgave:

»Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Dette udgangspunkt er lovgivningsmæssigt bestemt i grundloven, der bestemmer folkekirken som den evangelisk-lutherske kirke. Forkyndelsen bygger på den grundforudsætning, at mennesker ikke ved egen indsats kan gøre sig fortjent til noget over for Gud, men kun kan modtage alt fra Gud i troen på Jesus Kristus. Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave«.

Denne erklæring om kirkens opgave minder påfaldende meget om de erklæringer om værdier og strategier, både offentlige og private arbejdspladser har brugt en overflod af arbejdstimer på de senere år. Prøv f.eks. at sammenligne med Danske Banks mission: »Vi vil være den bedste lokale finansielle partner. Vores finansielle partnerskab og forhold til kunden tager udgangspunkt i gensidighed og er baseret på respekt, åbenhed, ærlighed, lydhørhed, et godt kendskab til alle kundens forhold, behov og ønsker samt balance mellem det, vi giver, og det, vi modtager. Sidstnævnte udmønter sig blandt andet i koncernens Corporate Social Responsibility-politik«.

Folkekirken skal forkynde Kristus som hele verdens frelser, Danske Bank skal bare være bedst i sit lokale område. Kirken tager udgangspunkt i grundloven og den luthersk-evangeliske tro, banken i sit forhold til kunden. Og begge steder får disse forudsætninger konsekvenser for, hvordan man arbejder. At erklæringerne er bygget over samme læst, er ikke så mærkeligt. Erhvervslivet har nemlig lånt sin sprogbrug med mission og vision fra kirken. Nu er ordene så vendt hjem igen, og folkekirken har defineret sin mission, dvs. grundlaget for sin egen eksistens.

Men som bekendt har mission også en anden betydning i kirkesammenhæng, nemlig at sende folk ud for at omvende andre. Det er den betydning, Karsten Nissen læser ind i udvalgets formulering af kirkens mission, og så får erklæringen pludselig en ny og meget markant mening. I kapitel 4 i sin bog fortolker Karsten Nissen ordene sådan:

»For det første fastslås det, at folkekirkens missionsopgave er universel, idet det er folkekirkens mission som kristen kirke at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Hermed er sagt, at folkekirkens opgaver ikke kan begrænses til Danmark. (…)

For det andet gøres det klart, at forkyndelsen bygger på den evangeliske forudsætning, at vi modtager alt i gave fra Gud i troen på Jesus Kristus. (…)

For det tredje fastholder betænkningen, at begrebet ’mission’ både dækker folkekirkens arbejde blandt de døbte medlemmer og blandt dem, der tilhører en anden religion end den kristne, eller som slet ikke har noget religiøst tilhørsforhold. (…)

For det fjerde siger betænkningen, at den overordnede missionsopgave skal være udgangspunktet for alle arbejdsopgaver og konkrete målsætninger i sogn, provsti og stift. Her bliver betænkningen meget konkret, idet det fastholdes, at alle folkekirkens opgaver skal tjene den overordnede opgave: at øve mission«.

Hvad der begyndte som en erklæring om, hvad folkekirken er til for, er i Karsten Nissens udlægning blevet til et udsagn om, at mission er det grundlæggende i folkekirkens arbejde. Det underbygger han teologisk med udgangspunkt i evangelierne, for Jesus sagde til sine disciple: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« – den såkaldte dåbs- eller missionsbefaling. Derfor er det ifølge biskoppen en opgave for alle kristne at missionere.

Alt i alt er der tre væsentlige grunde til, at diskussionen om mission kommer netop nu: Den ene er, at præster og andre søger et svar på, hvordan de som kristne skal forholde sig til islam; den anden er, at folkekirken år for år mister medlemmer, fra 89 procent af befolkningen i 1990 til 82 procent i dag; den tredje er, at især yngre danskere generelt ved meget lidt om kristendommen, hvad enten de er medlemmer af folkekirken eller ej. Mission kan være kirkens svar på alle tre udfordringer.

Hvordan missionen konkret skal foregå, fremgår dog ikke. Karsten Nissen forestiller sig en længere proces, hvor hver enkelt menighed vælger sin egen måde. I sin bog beskriver han en amerikansk model, der kan bruges som forbillede. I den stiller man menigheden spørgsmålet: »Hvilken fremtid ønsker Gud for jeres menighed, og hvilken fremtid stiller han jer i udsigt?«.

Det er nemlig en afgørende pointe for Karsten Nissen, at kirken ikke blot er et sted eller en bygning, men at kirken snarere er selve menigheden, og at Gud vil noget med sin menighed. Det er så den enkelte menigheds opgave at erkende hvad. Menigheden skal dels tage udgangspunkt i sin egen konkrete virkelighed, dels i refleksioner over Det Ny Testamente for ad denne vej at nå til erkendelse af Guds vilje og formulere en strategi for sin mission.

Der er ingen tvivl om, at biskoppen selv tror på en skabende og opretholdende gud. Han tror på, at Gud har skabt menneskene og har en plan med dem, ikke på at mennesker har dannet sig et billede af Gud. Den tanke har mange ellers givet udtryk for siden oplysningstiden, hvor Montesquieu f.eks. skrev: »alle Afgudsdyrkere har fremstillet deres Gud med menneskeligt Ansigt og tillagt ham deres egne Tilbøjeligheder. Det er ikke for intet man siger, at hvis Trekanterne dannede sig en Gud, vilde de gøre ham tresidet«.

Hvis man følger Montesquieu, vil en kirkelig refleksionsproces, som den Karsten Nissen beskriver, blot blive en kæmpe skærm for projektioner af, hvad der findes i folks eget sind, frem for en inspireret indlevelse i Guds vilje. Man skal være troende, hvis processen skal give mening. For andre ligner processen mere et demokratisk eksperiment i religiøs indpakning.

Når en biskop skriver en bog, udløser det næsten per automatik taletid i DR. Således var Karsten Nissen også i ’P1 Formiddag’ 11. juni, hvor han bl.a. sagde:

»Vi må jo huske på, at Danmark er ikke et religionsneutralt land. I sin grundlov bekender Danmark sig som et kristent land. Vi har en officiel religion, den danske folkekirke – det står i par. 4 i grundloven – biskopperne er lønnet af staten, alle præster er lønnet 40 procent af staten, Folketinget begynder hver ny samling med en gudstjeneste, og dronningen skal være medlem af folkekirken. Man kan ikke sige, at religion er bortvist fra det offentlige rum i Danmark. Det er i den grad sammenkædet på alle mulige måder ...«.

At kirken er skrevet godt og grundigt ind i dansk lov, endda i grundloven, giver den en særlig legitimitet, som efter biskoppens mening også kan bruges som afsæt for mission.

Det er dog ikke svært at forestille sig, at denne mission kan opleves som en form for pression. For nylig fik jeg en mail fra en nydansker, som bl.a. skrev: »Jeg fandt først ud af, hvad Bibelen er, da jeg startede i 7. klasse, hvilket også var starten på min uddannelse i det danske skolesystem. Da de fleste af mine danske kammerater skulle konfirmeres, vidste mine forældre ikke, om det ville skade mine fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt, hvis jeg ikke også blev konfirmeret«.

Ville en kristen missionær svare, at det faktisk ingen forskel gør, eller ville en missionær ikke snarere se dåb og konfirmation som en vej til integration i det danske samfund?

Karsten Nissen forestiller sig, at missionen skal foregå på baggrund af en dialog mellem ligeværdige partnere. Men hvis den ene opfattes som repræsentant for systemet, og den anden ønsker systemets accept, bliver samtalen fra starten ulige.

Flertallet af danskerne har i mange år levet med ’den fjerne kirke’, som teologen Jørgen I. Jensen har kaldt det: Kirken, der ligger på en bakketop i landskabet, og som kun sjældent bliver besøgt, men som alligevel spiller en rolle. Den ligger der som et minde om fortiden og vores kulturarv, men også som en mulighed i fremtiden, den dag man evt. får behov for den. Det er dette billede af kirken som baggrund, biskop Karsten Nissen ønsker at gøre op med. Han vil have kirken frem i forgrunden igen. Han vil gerne diskutere religion i det offentlige rum.

Men i offentligheden gælder argumentets vægt, og argumentationen kortslutter, hvis en af parterne henviser til Gud som den bagvedliggende autoritet. I kirken kan Guds vilje være afgørende – hvis man ellers kan blive enige om, hvori denne vilje består – men uden for kirken falder argumentet til jorden.

Diskussionen af religion i det offentlige rum foregår på nogle andre præmisser end i kirken. Og der er masser af diskussion allerede. Det er typisk debat om sammenstød mellem religiøse følelser eller symboler på den ene side og frihedsrettigheder som ytringsfrihed og trosfrihed på den anden. I den forbindelse er det også relevant at diskutere, hvilken rolle folkekirken bør spille i samfundet.

Den drejning, Karsten Nissen gerne vil give kirken, vedrører nemlig ikke kun folkekirkens medlemmer, men rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Er det en opgave for en statsunderstøttet kirke at missionere blandt borgerne?

Der findes ingen klar lovgivning på området, så diskussionen er åben. Mens det er op til præsterne og menighederne at diskutere, hvordan missionsbefalingen skal forstås i dag, må det være op til borgerne at diskutere, om en fornyet missionskampagne ikke forudsætter, at båndet mellem kirke og stat ophæves. For det er ikke kun folkekirken, der er skrevet ind i grundloven. Trosfrihed er også en grundlovssikret rettighed – og er den ikke vigtigere i dag?