Klokken er to om morgenen, og jeg sidder lysvågen på sofaen i opholdsstuen og prøver at vælge, om jeg skal se Special Delivery, dramatiske fødsler på Discovery Health Channel eller måske Honey, We’re Killing the Kids på The Learning Channel – et realityshow om overvægtige forældre, der fylder deres børn og sig selv med junkfood og nu skal lære en sund og slankende livsstil på et par uger for åbent kamera.

Turner Classic Movies, min yndlingskanal, er lige begyndt på ’Tarantula’, men jeg har set den dødbringende kæmpeedderkop så mange gange, at jeg næsten kan historien udenad.

Jeg er pumpet fuld af Decadron (dexamethasone), en antiallergimedicin, der gør en så wired, at det er umuligt at sove, foruden Taxoterre (docetaxel) og Carboplatin, to slags kemoterapi, hvis værste bivirkninger er voldsom kvalme, håraffald og ekstrem træthed. Og så lige et skud Benadryl, en hurtigtvirkende allergimedicin, der gør en søvnig, lige når den går ind i systemet, men desværre ikke nok til at modvirke den vildt opkvikkende virkning af Decadron-tabletterne. Og naturligvis Zofran, som modvirker den værste kvalme. Til sidst den nye mirakelmedicin Herceptin (trastuzumab), fordi min brystkræft er den særligt aggressive form, der hedder HER 2/neu positiv.

’Mr. Herceptin’, Dr. Mark P. Pegram, der er professor på The Geffen School of Medicine på UCLA, har reddet utrolig mange kvinders liv, siden han og hans team i 2001 publicerede en artikel i The Oncologist om deres epokegørende resultater med kombinationen Taxoterre, Carboplatin og det splinternye Herceptin.

Jeg fik min ph.d. fra UCLA og underviste der i fire år, så det var et fantastisk sammentræf, at en fellow Bruin (UCLA’s maskot er the Bruin bear, så lærere, studerende og alumni hedder ’Bruins’) nu er med til at give mig en rimelig chance for at se mine børnebørn vokse op.

Da jeg i juni sidste år fandt knuden i mit venstre bryst, havde jeg netop fået mit gamle job tilbage på Pasadena City College, hvor jeg underviser voksne indvandrere i engelsk, hvilket betød, at i stedet for at bruge tre timer på transport hver dag hen til det college, hvor jeg dengang underviste, kunne jeg nu nøjes med lidt under en time.

Jeg havde allerede skrevet under på kontrakten og var fast besluttet på ikke at lægge mig syg. En nabo gik på arbejde hver dag, mens hun fik kemo, så det måtte jeg også kunne, hvis det gik så galt. Men måske kunne jeg slippe med en brystbevarende operation og strålebehandling. Hvis det da ikke ligefrem var en godartet knude.

Ugen efter fik jeg foretaget en mammografiscreening, ultralyd og biopsi, og den følgende uge ville jeg få resultatet at vide. Da de ringede fire dage senere og sagde, at jeg skulle komme ind den følgende dag, var jeg ikke i tvivl om, at det var kræft. Jeg kunne altså risikere at få hele brystet fjernet, men en hærdet bedstemor, der for længst er fyldt 60, har vel strengt taget ikke brug for to bryster. Og min mand blev altså bare nødt til at nøjes med et. Jeg havde det fint med at blive amazone, sagde jeg til mig selv. Det var kemoen, der skræmte mig. Min eksmand er onkolog, og jeg hjalp ham med at oversætte hans første artikler om kemoterapi, så dét med kvalmen og skaldetheden vidste jeg alt for meget om.

Kirurgen, Dr. Romero, var på alder med mine børn og meget smuk. Uden omsvøb, men med den helt rigtige blanding af lægelig neutralitet og ægte medfølelse sagde hun bare: »I won’t beat about the bush. It’s cancer«. Og at jeg skulle have en modificeret radikal mastektomi, dvs. få brystet fjernet og så bagefter kemoterapi.

Jeg koncentrerede mig om, hvor smuk hun var, og spurgte, om det kunne nås, inden sommerklasserne begyndte på min skole, fordi jeg jo altså skulle begynde på det her job, som jeg så gerne ville beholde. Hun tjekkede med imponerende ro sin kalender og sagde, at jeg kunne blive opereret den følgende uge, hvilket var ti dage, før undervisningen begyndte.

Alt gik fint bortset fra, at min venstre arm var fuldstændig lammet, da jeg vågnede op af bedøvelsen. Jeg var for omtåget til at blive rigtig panikslagen, men den stakkels Dr. Romero var ikke nogen happy camper. Heldigvis var konklusionen, at en nerve var blevet forstrakt under operationen, og at min arm helt sikkert ville blive normal igen, selv om det var umuligt at sige, hvor lang tid det ville tage.

Men for at komme hen på mit college skal jeg kunne køre bil, for i Sydcalifornien er de offentlige trafikmidler fuldstændig utilstrækkelige. Så jeg havde ti dage til at få armen til at fungere. Jeg kom heldigvis hjem den næste dag og kunne gå i gang med de øvelser, fysioterapeuten havde vist mig.

Det lykkedes at få armen til at fungere. Dagen før sommerklasserne begyndte, sad jeg i min trofaste folkevognsboble og skiftede gear og manøvrerede rundt på betryggende vis med en næsten normal venstre arm. Så jeg modtog mit nye hold elever med operationssår og tilbageværende bryst snæret stramt ind i en forbinding, der dækkede det meste af overkroppen, foruden at jeg havde et dræn i hver bukselomme. Et dræn er en lille plastikballon med en prop, som meget nemt kan smutte ud af hullet.

Det skete allerede den første dag, hvor jeg af gammel vane satte mig ned i pausen for at nå en hurtig kop kaffe og lidt efter mærkede noget vådt brede sig i den ene lomme. Heldigvis havde jeg mørke bukser på, så det kunne næsten ikke ses. Efter to meget forsigtige og lange uger fik jeg endelig begge dræn ud og forbindingen af, så jeg kunne tage mit nye falske bryst på og få lidt facon på overkroppen. Det var mindst lige så tilfredsstillende, som da man var teenager og pludselig kunne se, at ens bryster faktisk var vokset lidt. Men tanken om brystrekonstruktion var skudt ud på ubestemt tid. At leve i nuet var meget mere vigtigt end en kunstigt fremstillet kavalergang, som ville koste adskillige ugers rekonvalescens.

Jeg tror ikke, mine elever spekulerede særlig meget over, hvorfor jeg var så fladbrystet og satte mig så forsigtigt ned. Eller hvordan jeg så ud i det hele taget. Jeg er ’Teacher’, en alvidende person med et magisk greb om det engelske sprog. Eller bare hende der oppe foran tavlen, der prøver at tvinge generte elever til at sige noget i timen, selv om de gemmer sig på bagerste række og evig og altid propaganderer for vigtigheden af at læse engelsksprogede bøger og aviser.

Altså indtil efter den anden omgang kemo, hvor jeg havde tabt alt håret. Min løsning var at gå med tørklæder, fordi det er alt for varmt at gå med paryk om sommeren i Sydcalifornien. Da jeg i en uge var dukket op med hovedet kunstfærdigt indsvøbt i diverse farvekoordinerede tørklæder, spurgte en af de kinesiske elever uden omsvøb: »Teacher, why you wear scarf every day?«. Vi havde lige gennemgået den vanskelige kunst at stille spørgsmål, så jeg gentog med pædagogisk stemmeføring: »Oh, you mean why am I wearing a scarf every day?«.

Men jeg vidste godt, at der ikke var nogen vej udenom, så jeg kastede mig ud i en længere forklaring om brystkræft, kemo, hårtab og kvalme. Næste dag havde hun en plastikbøtte med squash-suppe med til mig, som jeg skulle spise i pausen, for det var godt mod kræft. Hun havde også opskriften med, så jeg selv kunne lave suppen, men desværre kun på kinesisk, så den suppe fik jeg aldrig lavet.

Kemoen var allerværst de første fire dage, hvor jeg bare lå i sengen og hverken kunne spise eller drikke noget, men var nødt til at tage min dosis Zofran hver femte time, hvis kvalmen ikke skulle blive virkelig dødelig. Den sidste time, før jeg skulle have den næste pille, lå jeg bare og visualiserede, hvordan en enkelt lille slurk vand var nok til at få tabletten ned, og så var der hele fem timer til næste omgang. Og mindede også lige mig selv om, hvad der ville ske, hvis jeg ikke fik den ned.

På femtedagen skulle jeg give mig selv en daglig injektion med Neupogen (filgrastim), fordi kemoen foruden kræften også ødelægger de hvide blodlegemer. Men på det tidspunkt var kvalmen overstået, så en nål i låret var a piece of cake. Det samme kunne man ikke sige om årerne i min højre arm – den venstre var off limits på grund af faren for lymfødem – når jeg lå tilbagelænet i hospitalets recliner, en stor blød læderlænestol med fodstykke, der kan reguleres med et håndtag, og to forskellige sygeplejerske efter tur prøvede at finde en åre, der fungerede.

Reglen var, at hver sygeplejerske prøvede to gange. Hvis det ikke lykkedes den første, tog en anden over. Jeg nåede næsten altid igennem to, dvs. tre-fire forgæves forsøg, før nålen var i mål. Hvis man har virkelig dårlige årer, får man indopereret en PICC line i armen ved albueleddet eller en port-a-cath oppe mellem brystbenet og brystet, hvor medicinen så drypper ned. Jeg klarede mine seks runder, men det var tæt på den sidste gang, så usamarbejdsvillige var mine årer efterhånden blevet.

Når behandlingen var overstået ud på eftermiddagen, var jeg blevet fyldt op med seks poser væske af varierende giftighed. Al den væske skal naturligvis også ud, så med jævne mellemrum trasker man med sit rullende posestativ, nål i armen og slangerne draperet omkring stativet ud på toilettet og knapper op og hiver ned og tørrer og vasker med en hånd. Og er lykkelig for at man kan klare sig selv og ikke bliver fragtet i kørestol som nogle af de sygeste patienter, der ligblege og tynde som skeletter bare ligger med lukkede øjne, mens de forskellige gifte drypper ned gennem slangen i armen time efter time.

For at tænke på noget andet end kvalme og hårløshed og en fremtid, som jeg ikke kunne være sådan helt sikker på at komme til at opleve, læste jeg danske aviser på nettet. Og naturligvis kastede jeg mig over de artikler, der netop den sommer handlede om de skjulte ventetider, som ifølge Kræftens Bekæmpelse slog mindst en kræftpatient ihjel om dagen, fordi der kunne gå så lang tid fra det første symptom, til behandlingen påbegyndtes.

Jeg var mere end nogen sinde glad for min mands sygeforsikring, som sikrede mig behandling uden nogen form for ventetid foruden en årlig mammografiscreening, som jeg havde fået, siden jeg fyldte 40. Fra jeg fandt knuden, til jeg blev opereret, gik der lidt over to uger. Så snart operationssåret var vokset pænt sammen, begyndte jeg på kemoen, og dagen efter, at jeg var færdig med den sidste behandling med Herceptin, som man får i et år, fik jeg min næste mammografiscreening.

Men jeg er altså også heldig ikke at være en af de 47 millioner herovre, der ikke er forsikrede, for ikke at tale om de mange millioner, der er underforsikrede, dvs. at de ikke har råd til at betale deres del af omkostningerne, det som hedder a deductible. I USA får man principielt sygeforsikring gennem sit arbejde, men det er langtfra alle typer job, der har benefits, som det hedder. Det er meget svært at få en privat sygeforsikring, fordi man skal være fuldstændig sund og sygdomsfri for at kunne blive anerkendt, altså ikke have nogen pre-existing condition, og så sluger betalingen alligevel en så stor del af budgettet, at mange middelklassefamilier simpelthen ikke har råd til det.

Når jeg har været på besøg hjemme i Danmark og går gennem paskontrollen i Los Angeles, bliver jeg ofte spurgt, hvorfor jeg endnu ikke er blevet amerikansk statsborger, når jeg nu har boet her i over 25 år. Jeg smiler i reglen afvæbnende og siger, at det har jeg skam også tænkt på, jeg har bare ikke haft tid til at tage den citizenship class, der kræves.

Sandheden er naturligvis den, at selv om jeg er meget glad for at bo her, er jeg først og fremmest dansker og kunne aldrig få mig selv til at skifte statsborgerskab. Men hvis jeg lige nu var nødt til at vende tilbage til Danmark, ville jeg dels ikke kunne få min amerikanske mand med, fordi han ikke på nogen måde kunne slippe gennem Udlændingestyrelsens nåleøje, dels ville jeg have en 50 procent chance for at dø af min kræftsygdom, mens jeg herovre har en 66 procent chance for at overleve.

Så det gælder om at tænke på det 16-procents forspring, jeg har, når jeg savner familien, vennerne, de lyse nætter, cykelturene i Dyrehaven og den årlige jazzfestival allermest. Men hvordan kan mit fædreland, der ifølge den ene internationale undersøgelse efter den anden har en af de lykkeligste og mest tilfredse befolkninger, og som ifølge Phil Zuckermans bog ’Samfund uden Gud’ er et paradis, hvor man modsat amerikanerne ikke behøver at trøste sig med drømmen om det hinsidige for at udholde hverdagen, alligevel opretholder et sundhedssystem, hvor 16 procent flere kræftpatienter bliver ekspederet over i evigheden end i Guds eget land?

Det ville jeg godt kunne give mine amerikanske venner og bekendte en fornuftig forklaring på, når de snakker om, hvor heldige danskerne er at bo i en velfærdsstat med gratis undervisning og sygeforsikring.