Bør der tilstræbes en forhandlingsløsning mellem de vestlige koalitionsstyrker i Afghanistan og de afghanske oprørsgrupper, herunder Taleban-krigerne?

Bør medlemmer af Taleban tilbydes regeringsposter og formel og reel indflydelse på Afghanistans fremtid?

Indtil så sent som de første dage af oktober i år kunne sådanne spørgsmål knapt stilles overhovedet, hvis man ville tages alvorligt i den hjemlige offentlige debat om Afghanistan (undertegnede véd det, for jeg har med mellemrum prøvet at stille dem gennem flere år).

Men med ét slag synes nærmest alt forandret: Ledende politikere med udenrigsministeren i spidsen, ledende dagbladsredaktører og eksperter fra forsvaret meddeler os nu, at det skam da er en naturlig og rigtig vej at gå.

Den kanoniserede visdom fra den selv samme række af aktører og debattører har ellers hidtil været mantraet om, at Nato’s hele fremtid og troværdighed stod på spil i Afghanistan, og at ’vi’ derfor simpelthen skulle vinde krigen dér.

I modsat fald ville Taleban – som udenrigsministeren i sin grundlovstale i år sammenlignede med ’dræbersnegle’ – få frirum til at genoprette sit middelalderlige diktatur over afghanerne og tilskynde al Qaeda-terroristerne til på ny at oprette ’træningslejre’ i Afghanistan, hvorfra de kunne planlægge nye ’11. september’.

Der er god grund til at glæde sig over det tilsyneladende holdningsskifte. Samtidig må der nok advares imod, at der stilles så høje forhåndsbetingelser for forhandlinger, at ’Taleban’ nærmest på forhånd skal love at blive en slags mønster-demokrater af Westminster-typen. Det er næppe realistisk.

Anledningen til de nye signaler i den danske debat er utvivlsomt den række af stærkt kritiske og pessimistiske udsagn, der er fremkommet i de første dage af oktober fra en række udenlandske politikere, generaler og eksperter om situationen i Afghanistan, og som direkte eller indirekte peger på en form for forhandlingsløsning med oprørsgrupperne, inklusive Taleban:

* Konklusionen på den nyeste og mest omfattende, samlede amerikanske efterretningsanalyse i årevis af situationen i Afghanistan er, at landet er i en »nedadgående spiral« med de centrale myndigheders nedbrydning, accelereret af en grasserende korruption.

* USA’s topofficer i Afghanistan, general McKiernan, siger: »I store dele af landet ser vi intet fremskridt«.

* Den britiske ambassadør i Kabul advarer imod at sende flere britiske soldater til landet: ”De udenlandske tropper er en del af problemet, ikke af løsningen” – deres tilstedeværelse udgør iflg. ambassadøren en irritation for den afghanske befolkning, som ”har mistet al tillid” til den gennemkorrupte Karzai-regering.

* Franske Le Monde skrev i september, at de fremmede tropper i Afghanistan af civilbefolkningen opfattes som besættelses-, ikke som befrielsesstyrker, og at de Taleban-tilknyttede oprørsgrupper hver eneste dag erobrer nyt territorium og indflydelse.

* Den britiske brigadegeneral, som er øverste chef for Nato-styrkerne i Helmand-provinsen, er helt på linje med FN’s øverste repræsentant i Afghanistan, nordmanden Finn Eide, som slår fast, at krigen aldrig vil kunne vindes militært, men kun med politiske midler.

* Læg hertil, at en nylig undersøgelse fra det anerkendte Senlis Council fastslog, at Taleban er til stede i 54 pct. af Afghanistan og substantielt i resten af landet.

En stor Senlis-opinionsundersøgelse konkluderede i juni i år, at 55-60 pct. af befolkningerne i Afghanistan og Irak ønsker, at de udenlandske, primært amerikanske, tropper skal forlade deres lande, også selv om det med sandsynlighed skulle betyde, at al Qaeda forbliver i eller vender tilbage til de to lande; de fremmede troppers tilstedeværelse udgør for både al Qaeda og Taleban i sig selv en frugtbar og nærmest ubegrænset jordbund for radikalisering, ekstremisme og nyrekruttering.

Det samme gælder på den pakistanske side af grænsen: En nylig meningsmåling lavet af New America Foundation viser, at 74 pct. af den pakistanske befolkning er imod USA’s ”krig mod terror” i Afghanistan.

Mange pakistanske Taleban-sympatisører fremhæver bevægelsens ”retfærdighedssans” og dens Robin Hood-agtige aktioner med omfordeling af goder til fordel for de fattige.

Alt dette kommer ikke som en overraskelse for dem, der har indsigt i Afghanistans ældre og nyeste historie og befolkningens komplicerede etniske, religiøse og stammemæssige sammensætning og struktur (se Gunnar Olesens tankevækkende kronik 4.10.).

Talebans religiøse, stolte og patriotiske værdisæt er dybt rodfæstet blandt især pashtunerne, som udgør 40 pct. af Afghanistans befolkning, og selv om de fleste utvivlsomt fandt Taleban-regeringens metoder og magtudøvelse 1996-2001 ekstrem og undertrykkende, var den et resultat af de ekstremt blodige borgerkrigstilstande, som herskede i Afghanistan efter de sovjetiske troppers tilbagetrækning sidst i 1980’erne – og som »det internationale samfund« forholdt sig aldeles ligegyldig over for.

Taleban-regimet skabte i det mindste fred i landet efter 17 års krig, og mange steder optrådte det i virkeligheden mere fleksibelt og pragmatisk, end dæmoniseringen i Vesten af Taleban siden 11.9.2001 har fremstillet det (se f.eks. den meget roste bog ’Afghanistan: The Mirage of Peace’, skrevet af to britiske FN-hjælpearbejdere, som arbejdede i landet før, under og efter Talebanregimet).

USA samarbejdede da også med Talebanregimet helt indtil sommeren 2001. I skarp kontrast til i dag var opiumsdyrkning stort set ukendt i de sydlige afghanske provinser før og under Talebanregimet, da veludbyggede vandingssystemer omkring floderne muliggjorde en rig kornhøst (se Kroniken, 13.09.).

Alt dette er også den naturlige forklaring på, at Taleban stadig har så forholdsvis stor aktiv eller passiv støtte i den afghanske (land)befolkning, at verdens stærkeste militæralliance med USA i spidsen efter syv års forgæves forsøg på nedkæmpning må erkende sin fiasko.

Mange afghanere ræsonnerer som så: Det kan godt være, at Taleban er nogle slyngler, men de er i det mindste vores slyngler.

De fremmede tropper mødes generelt med dyb mistro, hvilket selvsagt næppe kan undre, når det gang på gang fra højeste politiske sted udtrykkeligt slås fast, at »vi« – altså også de danske tropper – først og fremmest er i Afghanistan »for vores egen skyld«.

Påstandene om, at Danmarks og andre vestlige landes sikkerhed »starter i Helmand-provinsen« og derfor kræver vores massive militære tilstedeværelse, er mere end tvivlsomme.

Den fhv. tyske kansler Helmut Schmidt, som netop har udsendt sine erindringer, kalder det for regulært vås. Afghanistan er et land, »vi aldrig har forstået«, siger Schmidt, som afviser at terrorismen kan bekæmpes via den såkaldte »krig mod terror«.

Terrorforbrydelser som 11.9.2001 blev jo ikke planlagt i træningslejre i Afghanistan, lige så lidt som de efterfølgende terroraktioner i Madrid og London.

Den slags aktioner kan planlægges omkring ethvert spisebord hvor som helst i verden. Terrorist-flytræningen til 11.9. fandt som bekendt sted i USA selv.

Bekæmpelse af terror handler først og sidst om omhyggeligt efterretnings- og politiarbejde, om anstændig integration af muslimske mindretal i de vestlige samfund – og om retfærdige, politiske løsninger på udestående konflikter som især den israelsk-palæstinensiske og den i Kashmir.

Når 11.9.2001 førte til angrebet på Afghanistan, skyldes det primært, at USA efter chokket, ydmygelsen og det almindelige ønske om gengældelse eller hævn havde brug for at vise, at man kunne svare hurtigt igen.

Det politiske behov for en højt profileret – og let – ”sejr” blev opfyldt med forjagelsen af Taleban-regimet (at mindst 3.000 uskyldige civile afghanere blev dræbt under de amerikanske bombninger i slutningen af 2001, tog de færreste notits af).

At afghanske oppositionsledere, som var i færd med at mobilisere til et indre oprør mod Taleban-regimet, skarpt kritiserede den amerikanske styrkeopvisning som en uvelkommen indblanding udefra i det interne afghanske opgør, blev ignoreret.

Det samme blev advarsler fra bl.a. den højt ansete militærhistoriker og Oxford-professor Michael Howard, som sidst i oktober 2001 skarpt kritiserede Bushregeringen for at bruge ordet ’krig’ om bekæmpelsen af al Qaeda-terrorismen.

Det var ifølge Howard «en forfærdelig og uigenkaldelig fejltagelse«, fordi USA – og de lande, der (som Danmark) straks helhjertet tilsluttede sig – dermed forpligtede sig til at opnå ’sejr’ over en usynlig og uhåndterbar fjende.

At bruge, eller rettere misbruge, termen ”krig” er ikke kun et spørgsmål om legalitet eller pedantisk semantik, men har dybere og mere alvorlige konsekvenser, advarede Michael Howard: Der vækkes en umiddelbar forventning og krav om en spektakulær militær aktion imod en let identificerbar modstander, helst en fjendtlig stat, som fører til et afgørende resultat. Krig bliver hermed ikke den absolut sidste udvej, men snarere den første udvej, jo før jo bedre – eventuelt i form af præventive angreb.

Howard pegede dengang som alternativ på en international politioperation udført under FN’s auspicier imod den kriminelle sammensværgelse, som al Qaeda-netværket udgjorde.

Dets medlemmer skulle indfanges, i Afghanistan og andre steder, bringes for en international domstol, udsættes for en fair rettergang og, hvis de blev kendt skyldige, idømmes passende straffe.

Men disse muligheder blev altså forspildt til fordel for den udsigtsløse militære indsats i Afghanistan, suppleret af den ulovlige angrebskrig i Irak, som tilsammen formentlig har kostet lige så mange menneskeliv, som det lykkedes Saddam Hussein at tage – og endnu flere, hvis vi medregner den halve million (mindst) irakere, som uforskyldt døde som følge af de vestlige sanktioner imod Irak i 1990’erne – på et tidspunkt, hvor Irak ikke længere udgjorde nogen reel trussel mod sine omgivelser (Saddam brugte som bekendt kun masseødelæggelsesvåben, så længe han kunne regne med, at Vestmagterne ville se gennem fingre med det, dvs. i 1980’erne).

I Afghanistan foreslog en hollandsk Nato-general allerede i 2006 forhandlinger med Taleban. Det samme gjorde samtidig det ene af det afghanske parlaments to kamre, og præsident Karzai har længe gjort det samme – alt sammen for døve vestlige øren, tilsyneladende lige indtil nu.

Hvad er så vejen frem?

Første skridt er naturligvis at erkende egne fejlgreb. En vigtig overordnet lære er, at demokrati, frihed og menneskerettigheder i vestlig forståelse ikke kan bibringes andre lande og kulturer udefra og ovenfra, og slet ikke med massiv militærmagt – med ’shock and awe’.

For at slå rod i samfundet må disse værdier nødvendigvis vokse op organisk indefra og nedefra – sådan som det er sket gennem årtier og århundreder i vores egen del af verden. Temmelig banalt, skulle man mene, ikke mindst i et land som Danmark, hvor dette da også var en selvindlysende præmis i dansk udenrigs- og udviklingspolitik i de første årtier efter 1945.

Men siden den kolde krigs afslutning har dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik gennemgået en gradvis militarisering. Den er kommet med et tilsyneladende bevidst, politisk styret forsøg på et (selv?)opgør med dele af hidtidig dansk national identitet og selvforståelse – af Danmarks rolle i verden og i international politik.

Siden Anden Verdenskrig og indtil omkring 1990 var der en politisk rodfæstet nær-konsensus om, at Danmark som småstat, forankret i FN med en højprofileret dansk deltagelse i FN-styrede fredsbevarende operationer, samt i loyalt medlemskab af de vestlige demokratiers alliance, Nato, skulle søge fundamentale målsætninger som fred, demokratisering, menneskerettigheder og socio-økonomisk udvikling fremmet internationalt ved så konsekvent som muligt at indtage mæglerens og den fredelige, ikke-militære konfliktløsnings position.

Hvilket indebar mere eller mindre udtrykkelige forbehold over for den typisk militært baserede stormagtstænkning om international konfliktløsning, hvor militær magtbrug er et af de midler, der typisk ligger længst fremme i den udenrigspolitiske værktøjskasse.

Ny og igangværende historisk forskning peger således på, at ikke mindst Danmark i 1960’erne og 1970’erne under såvel socialdemokratisk som borgerligt ledede regeringer førte en ofte direkte aktivistisk udenrigspolitik for at prikke huller i jerntæppet mellem Vest- og Østeuropa gennem proaktivt bilateralt og multilateralt diplomati.

Ikke mindst i forbindelse med forberedelsen af den al-europæiske Helsinkikonference i 1975 og den efterfølgende CSCE-proces, som i høj grad bidrog til at give oppositionen i øst et frirum, der pegede direkte frem mod de nationale og transnationale bevægelser i Øst- og Vesteuropa, som mange koldkrigsforskere i dag anser for at have været et afgørende bidrag til den kolde krigs fredelige afslutning.

I foråret bragte Politiken en analyse af Norges fhv. udenrigsminister Torbjørn Jagland, som pegede på netop erfaringerne fra CSCE-processen i Europa under den kolde krigs sene fase som brugbare ved en samlet politisk-diplomatisk løsning af de udestående konflikter i det mellemøstlige område, med aktiv inddragelse af alle parter i regionen, og understøttet af stormagterne.

Efter 1990 er udtrykket ’aktivistisk udenrigspolitisk’ i dansk sammenhæng i stigende grad blevet synonym med en udenrigspolitik baseret på militære interventioner – og i stigende grad uden om FN’s Sikkerhedsråd.

Måske kan resultaterne af interventionerne i Irak og Afghanistan blive en anledning til at gøre ny status. Det er i hvert fald næppe tilstrækkeligt at stille sig tilfreds med at udvikle forbedrede metoder til at gennemføre såkaldt ”civil-militær koordination” (Cimic) af udviklings- og hjælpearbejdet. Uanset hvor velmenende og på isoleret og kort sigt vellykket den slags aktiviteter måtte være på bestemte punkter i Afghanistan, indgår de som integreret del af den samlede USA- og Nato-styrede militærindsats i landet, som er i så åbenlys krise.

Alligevel vil der, uanset hvem der vinder præsidentvalget i USA, formentlig blive sendt yderligere 10-15.000 amerikanske soldater til Afghanistan i begyndelsen af 2009. Håb om en gentagelse af de hidtidige – tvivlsomme – resultater af ’the surge’-troppeforøgelsen i Irak vil ifølge de fleste eksperter støde på afgørende forskelle i Afghanistan: manglen på en fast centralmagt og på fungerende infrastruktur, de store forskelle i etnisk sammensætning m.v.

Det er tid at gøre status. Lige efter 11. september 2001 advarede den amerikanske forfatter Susan Sontag i ’The New Yorker’:

»Lad os endelig sørge sammen. Men lad os ikke være dumme sammen. En smule historisk bevidsthed kunne måske hjælpe os til at forstå, hvad der lige er sket, og hvad der fortsat kan ske«.