Der bruges i disse år mange kræfter på at opnå ligestilling mellem kønnene, men det eneste, der kommer ud af de anstrengelser, er grimme ord og forvirrede mænd.

Ligestilling kan der aldrig blive. Naturligvis ikke.

Jeg er godt og grundigt træt af feminisme. Jeg er ikke kun træt. Til tider er jeg også vred. Ligesom mange kvinder sikkert er vrede, når de bliver feminister.

Allerede som 12-årig i 1975 oplevede jeg feminismen som uretfærdig. Jeg havde fået smag for at gå til rockkoncerter og havde denne fredag aften for første gang fået lov til at gå alene ned til det hedengangne Saltlager, hvor jeg tidligere havde oplevet flere koncerter sammen med min mor eller far.

Jeg anede ikke, om der overhovedet var et arrangement denne aften, men jeg tog chancen og gik den lange vej derned. Det var spændende, for det var første gang, jeg på egen hånd drog ud i verden.

Da jeg nærmede mig, kunne jeg se, at der var fakler udenfor. Jeg kom nærmere og kunne høre lyden af en sydende koncert, der var i fuld gang.

Jeg havde altså ramt den rigtige aften, og jeg blev fyldt af spænding, da jeg åbnede porten til den lange trappe, som førte til Saltlagerets indgang.

For enden af trappen stod et lille bord, hvor man skulle betale og stemples for at komme ind. Forventningsfuld gik jeg derned og tog mine håndvarme penge frem for at betale. Men dér mødte jeg uventet en mur. Jeg kunne ikke komme ind, for jeg var en mand, og netop denne aften var der ingen adgang for mænd.

Pludselig kunne jeg godt se, at der faktisk slet ikke var andre mænd til stede. Jeg var alene blandt kvinder, og jeg var ikke velkommen, skønt der ikke var noget i verden, jeg hellere ville.

Sådan har mange kvinder igennem tiden sikkert også haft det, når mændene har lukket sig omkring sig selv, men denne aften var det altså min tur til at smage udelukkelsens medicin.

Jeg er LIGE fyldt 45. Jeg er en moderne mand, og det betyder, at jeg fra barnsben er opdraget med ligestillingsbudskabet ringende i ørene. Man har ladet mig vide, at kvinder er blevet undertrykt af mænd op gennem historien, og jeg fattede allerede som barn, at disse vilkår måtte ændres.

Jeg har forstået, at den kvindelige empati har stor betydning, hvis man vil have et psykisk velfungerende samfund.

Og jeg har intet problem med at lade kvinder bestemme. Faktisk holder jeg meget af at arbejde sammen med kvinder, og jeg elsker at beundre dem for alt muligt; for deres skønhed, deres omsorg, ja, og for deres unikke evne til at skabe liv.

Sådan tror jeg egentlig, de fleste mænd har det.

Men i de senere år er der gået noget galt. Det er, som om kvinder har fået ubegrænset frihed til at angribe, latterliggøre og mistænkeliggøre mænd.

Det er blevet fuldstændig gratis at sværte mandekønnet til i sexistiske vendinger, og dette spænder lige fra påstande om, at kvinder er bedre ledere end mænd (hvilket omvendt betyder, at mænd er dårligere ledere end kvinder), til eksempelvis betegnelsen ’gammel gris’, en fordømmelse, som nedkaldes i flæng over mænd, hvis partner er yngre (hvad kaldes en kvinde med en yngre mand?).

Nu kan man mene, at der findes lige så mange negative udsagn om kvinder. Det gør der selvfølgelig, men der er i dag konsensus om, at sådanne udsagn beror på mandschauvinisme, et ekstremt negativt ladet begreb, som forbindes med hensynsløs, gammeldags forstokkethed.

For mænd er kvinden et nøglehul til livet. Hun er en nødvendighed for mandens eksistens, og derfor indretter de fleste mænd sig, så de kan få adgang til kvindeligt nærvær. Hvis der ikke er hunner, bliver hannerne sindssyge.

Men sådan har kvinderne det tilsyneladende ikke med mændene.

Kvinder i dag er ikke økonomisk afhængige af mænd, og det har fået afgørende betydning. Nøgletal viser, at det i 75 procent af skilsmisserne er kvinderne, der går.

Før var det ofte sådan, at manden gik til fordel for en yngre kvinde. I dag skrider kvinderne for at få plads til at udleve deres ambitioner. Tidligere stod kvinden forarmet tilbage, når manden skred. Uden penge. Slidt og nedkørt. I dag er det mandens tur til at stå hjælpeløs tilbage. Ikke på grund af skidt økonomi, men af mangel på kvindeligt nærvær i livet – uden et nøglehul.

Hvis vi skal finde forklaringen på mandens afhængighed af kvinden, tror jeg, at vi skal se på undfangelsen og tiden efter. For fra det øjeblik, vores skabelse starter, møder vi moderen. De første ni måneder af vores liv er vi inde i kvindens mave. Her bliver afhængigheden af den kvindelige tryghed dannet, sammen med resten af os. Gennem vores opvækst knytter både drenge og piger sig til den tryghed, som moderen repræsenterer. Mor er det bedste i verden.

I det øjeblik, vi selv udvikler seksuel bevidsthed, deler drengene og pigernes behov for moderens kvindelighed sig. Pigerne begynder at fralægge sig bindingen, fordi de opdager, at de selv bærer den kvindelighed, som de blev skabt i.

Derfor har mange unge kvinder også store konflikter med deres mødre, når frigørelsen finder sted. Den unge kvinde vil bestemme over sin egen livmor og ikke bare være en kopi af sin mor.

Den unge mand drages derimod fortsat af forundringen over det kvindelige mirakel i deres mor. Manden vil resten af sit liv lede efter kvinder, der kan matche den tryghed, som hans mor gav ham.

Det faktum, at manden ikke automatisk har adgang til det feminine, skaber en skæv magtstruktur mellem mænd og kvinder. Kvinden har noget, som manden skal bruge for at klare sig. Kun hvis manden også har noget, som kvinden skal bruge, er der balance.

Man kan naturligvis hævde, at kvinden skal bruge mandens sæd. Det skal hun selvfølgelig. Men når hun har fået de børn, som hun ønsker, viser skilsmissestatistikken med al tydelighed, at hun går fra ham i det øjeblik, han ikke honorerer hendes krav.

Manden må vælge mellem at blive skilt fra sin familie og at rette ind og blive sådan, som kvinden kræver. Og til det fordres, at han udvikler sine følsomme sider, skatter de nære værdier og lægger sine maskuline standarder af vejen.

Ligestilling betyder, som jeg hører det, at kvinder og mænd skal have samme muligheder, og at de skal værdisættes ens. Men hvis kvinderne i virkeligheden ikke orker det besvær, som mænd indebærer, men hellere vil bruge kræfterne på sig selv, så skaber ligestillingen ikke ligestilling.

Hvis kvinden er helt uafhængig af manden, økonomisk og socialt, er manden reduceret til et forplantningsorgan, som hun kan afskaffe, når hun efter fødsel og bleskift gerne vil centrere virkeligheden omkring sin egen selvrealisation.

Ideen om, at mænd og kvinder skal være lige om børnene, er grundlæggende noget sludder. Det hele begynder med, at kvinden bliver gravid. Det er nu hundrede procent op til hende, om barnet skal komme til verden eller ej, og dét uanset faderens ønsker.

Hvis han eksempelvis ikke ønsker barnet, hvæser tusinde rasende kvinder, »at han jo så bare kunne have passet bedre på«. Hvis kvinden derimod ikke ønsker barnet, så er det hendes ret at få det fjernet, for det er jo hendes krop.

Det giver god mening, men er totalt uforeneligt med ideen om ligestilling.

Jeg er på mange måder helt uforstående over for de dele af ligestillingsdebatten, der drejer sig om at gennemtvinge ligestilling.

I Norge lukker myndighederne i dag de bestyrelser, hvor der ikke sidder nok kvinder, og på det svenske filminstitut er ligestilling skrevet ind som en særlig kønsparagraf i filmaftalen, hvor produktionsstøtten i fremtiden skal fordeles jævnt mellem mænd og kvinder. Så er det ligegyldigt, hvor gode eller dårlige de er. Det er lige så udynamisk og stift, som kommunismen var engang.

Hvad nu hvis ligestilling er et utopisk mål? Hvad hvis ligestilling i virkeligheden er samfundsnedbrydende? Hvis det netop er i forskellighedens spænding, at udviklingen flyder? Hvordan skal vi kunne udnytte spændingsfeltet imellem mænd og kvinder, hvis der død og pine skal være ligestilling?

Hele fundamentet i ligestillingstanken er at udjævne forskelle mellem mennesker, men det nedbryder samtidig den dynamik, som forskelligheden giver. Jeg forstår ikke ønsket om at bevise, at kvinden er lige så god som manden til dit og dat. Det er muligt, at det er det rigtige svar, men det er det forkerte spørgsmål.

Kvinden er uundværlig, og det kan ikke ligestilles med noget som helst.

Det er muligt, at mænd engang i fortiden trynede kvinder og tog deres bidrag til verden for givet. Dengang var det en tradition, at manden sad på et værtshus, mens kvinden fødte. Sådan er det virkelig ikke mere. I dag deltager mænd med glæde og er stolte over deres ansvar; både for kvinden og for børnene.

Ikke at det er uproblematisk; for mænd kan være meget længe om rigtigt at indse omfanget af dette ansvar. Kvinden er i sin gode ret til at stille krav, det kan ofte være nødvendigt, men hun må bare ikke glemme samtidig at give manden den tryghed, som han har brug for. Den tryghed, som han stiftede bekendtskab med hos sin mor.

»Jeg gider sgu da ikke være hans mor!«, vrænger kvinder. Men en god kvinde skal udfylde moderens plads i manden. Hun skal vide lige præcis, hvilke gode og trygge ting hendes mand har fået af sin mor. Og så skal hun give ham dem. Samtidig med at hun viser ham sin egen tilgang til verden. Og bliver påskønnet for det.

En god mand skal se kvinden, som hun er, og give hende tryghed til at udfolde sine drømme.

Ideen om ligeløn for lige arbejde tager udgangspunkt i, at vi fundamentalt er lige. Ud fra denne retfærdighedsmodel giver det god mening, at vi får det samme i løn for det samme stykke arbejde. Min påstand er bare, at vi overhovedet ikke er lige i udgangspunktet.

Kvinder er, med deres magt over livet, mændene totalt overlegne. Mænd skal ikke have mere i løn end kvinder, fordi de er bedre end kvinderne. De skal have mere i løn, fordi de er dårligere end kvinderne.

I dag viser tal fra Socialforskningsinstituttet, at hele 22,7 procent af alle danske mænd, der runder 44 år, aldrig får børn, og det sker formodentlig, fordi de ikke har nok at tilbyde de stærke og uafhængige kvinder.

Hvis mænd er frataget positionen som den, der yder det største økonomiske bidrag til familien, bliver de reduceret til semikvinder, dvs. mænd, der render rundt og passer børn næsten lige så godt som en rigtig kvinde.

Denne mand er meget let at respektere på papiret. Han lever jo op til nutidens idealer om, hvordan en moderne mand skal opføre sig. Personligt kan jeg da også godt skrive under på, at det er dejligt at være en moderne far; at være tæt på mine børn. Men jeg er bange for, at kvinderne mister interessen og respekten for de mænd, der føjer sig. Hvis en mand annekterer de kvindelige værdier, bliver han uattraktiv.

Manden ønsker ubevidst, at kvinden skal være lidt afhængig af ham, for så kan han holde på hende. Derfor er det vigtigt for manden at tjene gode penge. Hun skaber liv, han skaber rammer.

Jeg tror, at det er denne bevæggrund, der er baggrunden for den evige ligelønsdebat. Problemet opstår, når der skal forhandles løn. For hvor kvinden laver karriere for sin egen skyld, så gør manden det for at være i stand til at være noget for kvinden, eller for at imponere hende.

Jeg synes, at kvinder gør utroligt meget for at fremhæve og bevise, hvor gode de er til alting. Helt uforståeligt i betragtning af, at det er dem, der bære nøglen til livet, men o.k. I den perfekte kvindeverden sidder der kvindelige ledere i mindst 50 procent af alle stillinger.

Det er meget tydeligt, hvad kvinderne gerne vil. Den kvindelige forretningsplan, som blev grundlagt med kvindeoprørets fødsel, er klar, og derfor gør kvinderne også hele tiden fremskridt. Således er der eksempelvis i dag flere kvindelige partiledere, end der er mandlige.

Problemet er bare, at det virker, som om kvindernes målsætninger hele tiden udvider sig. De mål, som kvinderne i sin tid satte, er nået for længst. Men for hvert skridt de tager på frigørelsens vej, indser de, at de bliver ved med at være utilfredse; som om grænsen er uendelig.

Det er interessant, at kvindernes sag er blevet kaldt ’kvindekamp’, for det definerer sagen som en krig, og det ligger jo i grundkoderne for krig, at den ene part skal ende med at vinde. Men hvad er der på den anden side af denne kamp, eller krig om man vil? Hvad er det for en verden, vi får?

Det store og dybt interessante spørgsmål er, hvad kvinderne egentlig vil med mændene. Det er for mig at se sagens kerne. Vi trænger til at høre, hvad de selvbevidste kvinder virkelig ønsker, at der skal ske med os mænd i deres idealverden. I Japan forskes der i befrugtning uden brug af sæd. Det er indtil videre lykkes med rotter, men det er muligt, at det også lykkes med mennesker. Og hvad er der så tilbage?

Ingenting, er jeg bange for.

Det synes jeg er en god pointe, skat.