I den første uge af november kunne man læse om to forbrydelser i denne avis.

Den ene omhandlede en person, der blev lynchet til døde, fordi hun var sort, den anden blev – og bliver fortsat – forfulgt også pga. sin race.

Asha Ibrahim Dhuhulow var en 13-årig pige, som blev stenet til døde i Somalia og den anden, Halima, bliver truet på livet i Danmark, fordi hun som sort har formastet sig til at gifte sig med den forkerte mand. Og nu vil De sige til Dem selv, kære læser, at De ikke erindrer at have læst noget om disse dystre raceforbrydelser i Politiken eller noget andet sted.

Det er da heller ikke helt sandt, hvad vi påstår. De to personer blev ikke, og bliver ikke, udsat for nogen forbrydelse pga. deres race – men pga. deres køn og deres kultur.

Den trettenårige Asha Ibrahim Dhuhulow blev dømt til døden ved en shariadomstol, efter hun havde anmeldt en sag om voldtægt og siden hen stenet til døde på et stadion for at have gjort sig skyldig i hor.

Halima bliver truet af sin familie for at have giftet sig med den forkerte og bl.a. på en blog opfordret til i det mindste at flytte langt væk fra København, hvis hun har sit liv kært.

Disse to forbrydelser har klart nok ført til protester og omtale i pressen. Amnesty International har protesteret mod forbrydelsen mod Asha Ibrahim Dhuhulow, og sagen om Halima er rejst af nærværende dagblad, og i en leder har Tøger Seidenfaden opfordret hver og én til at hjælpe Halima.

Alligevel virker det, som om verden er sært magtesløs. Somalia er meget langt væk, og det er usikkert, hvem der i det hele taget har magten i det område, hvor forbrydelsen har fundet sted.

Alligevel har ingen muslimske organisationer, i hvis religions navn forbrydelsen er sket og som dermed har skændet islam, fundet det umagen værd at protestere imod den.

I Danmark skulle det gerne være sådan, at lovgivning og håndhævelse af lovene er en myndighedsopgave, men alligevel opfordres den enkelte borger til at træde til for Halimas sikkerhed.

Det er selvfølgelig sympatisk ment af lederskribenten, men alligevel sært forsagt. For er det almindeligt i en demokratisk retsstat, at det er de enkelte borgere, der skal tage det ansvar på sig at hjælpe mennesker i fare for forbryderiske voldsmænd?

Man skulle mene, det var statsmagtens opgave, den eneste lovlige suverænitetskilde, hvorfra love og håndhævelse og magtudøvelse legitimt kan udgå.

Seidenfaden nævner selv i sin leder, at politiet har registreret ikke færre end 300 lignende forbrydelser i dette land i det seneste år, siden man er begyndt at opregne denne art af lovovertrædelser mod personers liv.

Det giver anledning til at formode, at der er såkaldt alternative suverænitetskilder, der i modstrid med landets myndigheder vil håndhæve deres egne love og regler. Men vi enkelte borgere kan vel næppe hver især, ved egen kraft og anstrengelse, tage vare på at forhindre disse forbrydelser?

Det vil hurtigt ende i et uoverskueligt anarki og næppe tjene nogen god sag. Og ofrene kan heller ikke være tjent med denne løsning, der selvfølgelig ikke er nogen løsning, men mere et udtryk for Seidenfadens tøven ved at tænke sin foruroligede leders politiske konklusioner helt og klart igennem.

Men der er også andet og mere på spil i hans tekst end et opgør med individuelle menneskers forbrydelser og deres mangeartede og uudredelige illegitime interesser. Var der kun tale om det, ville det være almindelige kriminalsager, relevante for politiets efterforskning.

Men Tøger Seidenfaden er med sin leder ude i et begyndende opgør med noget meget større og mere politisk kompliceret, nemlig i en reel anfægtelse af det såkaldte hårde kulturbegreb.

Dette har i alt for mange år fået lov til helt uerkendt at forblive uantastet af især venstreliberale, og dets dramatiske effekter er enten blevet afvist med, at forbrydelser, der har været afledt af det, blot skulle ses som almindelige, individuelle kriminalsager. Eller man har i det omfang, hvor det ikke har kunnet afvises at være i spil, plæderet for, at nogle særlige regler har måttet gælde for at indrømme en kultur en særlig ret.

For det var jo en kultur, det gjaldt, og en sådan kunne man ikke bare overhøre kravene fra. Denne tankefigur har længe været kurant fra det helt små til det meget alvorlige.

Således har det også ligget i kortene i den almindelige meningsdannelse på venstrefløjen, at truslerne mod ikke bare tegneren Kurt Westergaard, men også de andre tegnere til Jyllands-Postens stunt på en måde selv har været ude om det, når de har måttet tage konsekvensen af deres provokationer og efter trusler måtte leve i skjul og under dække.

For antastede man en særlig kulturs forrang på bestemte områder – her ytringsfriheden – hvor den var i færd med at vinde hævd for, hvad man kunne tillade sig at sige om den og dens dogmer, så begav man sig også ud i et anarkistisk spil med udfordring af alternative suverænitetskilder, fra imamer til voldsceller.

Og dem har man i offentligheden ikke entydigt har set sig i stand til at tage et opgør med én gang for alle. Det hedder også, at man begyndte at gradbøje. Talefiguren er kendt som ’Ytringsfrihed, men …’.

For en naiv betragtning skulle man egentlig tro, at det var en enkel sag at argumentere imod en sådan anarkistisk ’retspluralisme’, hvor forskellige individer kun kan agere i deres liv afhængig af, hvilken kulturel gruppe de tilhører. Men det er ingenlunde tilfældet. Sagen er mere kompliceret.

Det hårde kulturbegreb har uafvidende sat sig igennem, især på venstrefløjen og blandt venstreliberale, når det drejer sig om at undvige dets dramatiske effekter i forhold til islamismens og nogle af islams dogmer, der står i et uforeneligt modsætningsforhold til menneskerettighederne.

Det kan de omtalte tegnere tale med om, hvis de kunne komme til det for truslerne, og det kan dagbladet Politikens eget tegnehold Wulffmorgenthaler tale med om – hvis de kunne. Og det kunne mange anonyme tale med om, som politiet først for et år siden er begyndt at registrere som ofre for æresforbrydelser – hvis de kunne.

Det hårde kulturbegreb virker i kort begreb på den måde, at de enkelte kulturer – eller religioner – kræver eller tilskrives en særlig ophøjethed, der har krav på at blive beskyttet på linje med individer, som vi kender det fra menneskerettighederne.

Det kan af og til ende i komiske bataljer, som dem, der for øjeblikket udspilles i FN’s Menneskerettighedsråd, hvor en stærk gruppe af islamiske lande forstår begrebet religionsfrihed på den måde, at religionerne – læs: islam – skal kunne friholdes fra enhver kritik. Man siger ganske vist diffamering (hån eller krænkelse), men det kan enhver kritik altid kaldes for.

Man må f.eks. således ikke kritisere apostasi-forbuddet, som forbyder enhver muslim at frafalde islam til fordel for en anden religion eller ingen religion – eller i det hele taget forholde sig kritisk til sharia og det religiøse præsteskab. Disse emner er det simpelt hen ikke længere muligt at diskutere ifølge FN’s Menneskerettighedsråd.

Som man kan se, vil en sådan beskyttelse stå i modsætning til selve menneskerettighedernes art. 18, der omhandler individets ret til religionsfrihed og til at skifte og frafalde religion. Men det ser man imidlertid nu stort på i FN’s Menneskerettighedsråd, og den blotte påpegning af dette modsætningsforhold i nævnte råd bliver anset for at være en krænkelse af religion, læs islam.

Det hårde kulturbegreb virker imidlertid på utallige andre områder, selv om forbuddet mod frafald i islam er alle problemers moder, der gentager sig i mange afskygninger, ikke kun i ytringsfrihedsspørgsmålet, men også i forhold til at gifte sig uden for religionen, familie- og arveretlige spørgsmål, i forhold til hvordan man i det hele taget vil vælge at leve sit liv.

Når vi i vores bog ’Adskillelsens politik’, der argumenterer for menneskerettighederne og imod den apartheid, som den blinde accept og virkningen af det hårde kulturbegreb har som effekt, så havde vi egentlig mest forventet at få de folk på nakken, venstrefløjen og venstreliberale, som vi hævder i alt for lang tid har ladet sig forblinde af det hårde kulturbegreb – kulturalismen. Men dette har dog glædeligt nok ikke været tilfældet.

Talsmændene for ’tonen’ og ’Ytringsfrihed MEN’ har ikke ladet høre fra sig. Måske er man ved at komme til besindelse? Det er faktisk også det, bogen lægger op til. For ud over at det hårde kulturbegreb, der fængsler individerne i deres kultur, er rædselsfuldt i sig selv, og på mange måder indebærer en ny form for racisme, hvor racebegrebet bliver erstattet af kulturbegrebet, så har det også haft helt ødelæggende virkninger for den venstrefløj, der på ottende år er ude i en udsigtsløs politisk ørkenvandring.

For ved hvert folketingsvalg siden 2001 har den reelle flertalsregering, som vi har i Danmark, været i stand til at spille kulturkortet, som ingen fra oppositionen har haft noget svar på, da man endnu ikke har villet erkende, at man lader sig forblinde af det hårde kulturbegreb – kulturalismen. Dens ageren under Muhammedkrisen udgjorde naturligvis højdepunktet af tragisk komik, da man ikke konsekvent ville forsvare ytringsfriheden mod de islamistiske anslag.

Man kan mistænke den anden kulturalistiske fløj, de kristne nationalkonservative omkring Dansk Folkeparti for at spekulere i en elendighedsteori med venstrefløjens nyttige idioti.

Dette giver sig udtryk i, at man ved enhver given lejlighed helt uproblematisk tordner mod alt, der er muslimsk, og ikke kun mod sekteriske træk ved islam eller islamisme. Det være sig kritik af, at der er for meget islam i radioen, i det offentlige rum, hvor som helst.

Det er umuligt at få anlagt en muslimsk begravelsesplads, det er umuligt at få bygget moskeer osv. – der er måske alt for mange muslimer i det hele taget? Muslimsk helligskrift er én stor samlet opfordring til vold osv. og kan ikke tolkes anderledes.

Men med kristen helligskrift forholder det sig naturligvis helt anderledes. Det er den fineste af verden, i hvert fald uovertruffen i sin opfordring til fred og fordragelighed, og islam langt overlegen.

Den bane har man kunnet spille på, selvfølgelig vel vidende, at det store flertal mellem de to onder trods alt vil foretrække den kristne, nationalkonservative selvfedme over for en version af islam, der endnu ikke har været igennem

Oplysningens civiliserende proces, og hvor man ikke har givet afkald på de træk i islam, som aldrig kan forenes med demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Og man har fra Dansk Folkeparti og intellektuelle, der støtter holdninger, dette parti står for, belejligt været i besiddelse af en venstrefløj, der har undveget at konfrontere sig med denne misere.

Nu er der imidlertid også kulturalisme på højrefløjen – her foreligger den som nationalisme, der ligesom multikulturalismen på den modsatte fløj mener, at individet helt igennem er bestemt af sin kultur og kun kan realisere sig selv inden for dens rammer – og nøjagtig som multikulturalisterne har et speget forhold til menneskerettighederne.

Ifølge denne analyse er de to fjender, multikulturalister og nationalister, varianter af et og samme problem. Det bryder ingen af dem sig om at høre. Det er naturligvis aldrig rart at blive anbragt i samme kasse som sine yndlingsfjender. Det kender vi fra Hannah Arendts begreb om totalitarisme, der fremhævede lighederne mellem kommunisme og nazisme – hvilket naturligvis fik kommunisterne helt op i det røde felt. De brød sig ikke om at få deres eget samfundssystems ligheder med nazismen afsløret.

Noget tilsvarende gælder begrebet om kulturalisme – der ser beslægtede problemer mellem kulturdyrkerne på begge politiske fløje.

Derfor er vi da også fuld af forståelse over for disse nationalkonservative og kristne patrioter, når de i stimer angriber vores bog, som Søren Krarup i Politiken, Mads Qvortrup i Information, Søren E. Jensen i Berlingske Tidende og i prædikenen i sin kirke, Henrik Jensen i Kristeligt Dagblad og Katrine Winkel Holm i Berlingske Tidende og i det højkirkelige Reformatio, fordi vi kritiserer de miserable menneskerettighedsfjendske træk i en muslimsk version – men ikke islam som sådan – og tillige hævder, at grunden til, at vi kan leve med religioner i et samfund, og at flere religioner kan leve sammen i vores samfund, ikke skyldes kristendommens særlige fortjeneste, men det forhold at kristendommen har været igennem Oplysningens civilisering.

Vi er nået en tilstand af nogenlunde fordragelighed, fordi den vestlige kristendom er blevet oplyst og gennemgående har accepteret demokrati og individuelle rettigheder.

Men kigger vi ud over Europa, er det ikke alle steder den kristne kirke har forstået det entydige fredsbudskab, som vore nationalkonservative mener er at læse i helligskrifterne.

Det er således ikke mere end godt en halv snes år siden den serbiske kirkes klerikale fædre velsignede de bevæbnede kriminelle bander, inden de begik deres massakrer mod muslimske civile i Bosnien i den serbiske etniske udrensning.

Hvis der på den tid var nogen uenighed om den rette fortolkning af evangeliet, så hørte vi det ikke fra Katrine Winkel Holm, Søren Krarup eller nogen andre kristne patrioter i den forbindelse. Man kan spørge sig selv hvorfor.

Selv om vi på sæt og vis er fulde af forståelse for disse højrenationales angreb på vores bog, så overrasker deres aggressivitet også lidt.

Vi havde ikke forudset, at de havde deres kulturalistiske historieforfalskning så kær, da de krav, der har været kæmpet igennem i Danmark af den til enhver tid værende venstrefløj: fra partiet Venstre i slutningen af 1800-tallet, fra århundredskiftet af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet og senere efter Anden Verdenskrig af det nye Venstre, så angivelig skulle tilskrives den kristne helligskrift, som de kun lidet har med af skaffe. Kristenheden ophørte først med at være en menneskerettighedsfjendsk molok, da kirken fik svækket sin magt med ophøret af enevælden af Guds nåde.

Men vi er fulde af forståelse for de kristen-nationales foruroligelse over, at venstrefløjen skal komme til besindelse og igen vedgå sin arv fra Oplysningen og komme ud af kulturalismens forblindelse, sådan som vi taler for i vores bog. For så er banen ikke længere højrekulturalisternes, og de vil ikke længere uden modstand kunne hævde deres særlige religions prominens.

Så vil der foreligge en ny scenografi, hvor tilhængerne af Oplysning, demokrati og menneskerettigheder på begge fløje, både blandt borgerlige og på venstrefløjen, kan sætte dagsordenen – snarere end dyrkerne af kulturerne, af deres adskillelse og indbyrdes kamp.