Hvornår begyndte danskernes dårlige forhold til de fremmede?

Var det dengang i 80’erne, da der blev kastet sten ind ad vinduerne på et asylcenter i Kalundborg, og folk forlangte, at de fremmede skulle sendes langt ud på heden?

Eller da man brugte en hel uge på TV-avisen til at vise folk, der brokkede sig over, at de selv samme iranske flygtninge havde fået en cykel, så de kunne køre til og fra danskundervisning i stedet for at blive fragtet i bus?

Eller var det, da Glistrup kom med sit »de skal ud, skal de« – sådan helt generelt om alle de fremmede?

I hvert fald var det den ’tone’, som vel også gjorde det muligt for Tom Behnke at spøge med, at man bare skulle smide afviste asylansøgere ud over Somalia fra en flyvemaskine – med eller uden faldskærm.

Derfor var jeg i mange år imod al debat om, at det var et problem, at der kom for mange fremmede til Danmark. Jeg lukkede af over for det, fordi Fremskridtspartiet og dets halehæng var åbenlyst racistisk. Det ville jeg gerne være med at skabe en modvægt til.

Jeg stemte i 1994 på CD, fordi Mimi Jakobsen, der allerede dengang var i fare for at ryge ud af Folketinget, i tv lige inden valget sagde, at Danmark godt kunne tage flere flygtninge. Det mod ville jeg gerne belønne.

Det er ved at være længe siden nu. Men også i årene som medlem af Det Radikale Venstre fra 1994 har jeg været blandt dem, der syntes, at det var et kæmpe problem, at tonen var blevet så fremmedfjendsk her i landet, at højtuddannede ’etnere’ tog til London for at få et job osv. Det synes jeg stadig.

Det er ligeledes dybt kritisabelt, at vi udelukker folk fra at komme hertil med 24-års regel, tilknytningskrav og absurde visumregler. F.eks. oplevede jeg som gæst ved et dansk-kinesisk bryllup her i Danmark sidste år, at brudens forældre var blevet nægtet besøgsvisum til Danmark, så de kunne ikke være med. Pinligt at være dansker i en sådan situation. Parret bor i øvrigt i Kina i dag.

Men på et punkt har jeg flyttet mig. Jeg har indset, at noget må gøres for at undgå, at indvandringen får et for stort omfang. Danmark er ikke noget stort land, og vi kan ikke tage imod et antal, der svarer til indbyggertallet i en mindre dansk købstad hvert år.

Efter at have været væk fra vælgerforeningen i nogle sæsoner er jeg nu begyndt at kigge indenfor igen. Egentlig troede jeg, at alle efterhånden ville være enige i, at vi må gå med til en eller anden form for styring af antallet. Men nej. Og Det Radikale Venstre har heller ikke nogen politik på dette område. Vi vil kun af med restriktioner. Vi er ikke i stand til at sætte noget andet i stedet. Det er lidt ligesom at foreslå ufinansierede offentlige udgifter eller skattelettelser.

Vi har nogle sympatiske forslag til integration. Vi vil hjælpe unge muslimer, der trues af deres familie. Vi vil styrke socialpolitikken. Der er vist ingen i hele Folketinget, som ikke kan stemme ja til alt det, vi foreslår. Det er fint.

Der er bare ikke meget politik i det. Det bliver der først, når vi siger: Ja, vi vil af med 24-års reglen, tilknytningskravet, de smålige visumregler osv. Men vi forpligter os samtidig til at finde nogle redskaber, der holder antallet af indvandrere nede, især fra Tyrkiet og Pakistan. Får jeg bank nu?

Niels Helveg sagde under valgkampen i 2001, at Socialdemokratiet tabte valget, da Karen Jespersen gik ud med, at antallet af familiesammenføringer skulle ned. Niels fik ret. Socialdemokraterne tabte. Og Karen Jespersen vandt.

Jeg er sikker på, at dette er vores akilleshæl: antalsdiskussionen. Som regel ender man i en diskussion om, hvilke tal der passer, og hvordan man definerer en indvandrer. Det er vigtigt med korrekte tal. Men det, jeg efterlyser, er en udmelding, der siger: Det Radikale Venstre vil følge antallet og er indstillet på at indrette en kommende regerings politik således, at indvandringen ikke bliver for stor.

Det er jo det, vi ikke – stadigvæk ikke – vil. Vi sender et signal til befolkningen, der siger: Om der kommer 2.500 om året eller 25.000, er ikke noget, Det Radikale Venstre vil handle ud fra. Vi vil kun snakke principper og rettigheder.

Derfor tror jeg ikke, det handler om at få befolkningen til at forstå, at antallet af indvandrere er lavt (og er det nu også det, når vi har så store integrationsproblemer?), for svaret vil bare være, jamen, det er jo så ikke takket være jer. Vi skal også være opmærksomme på, at mange af de fremmede og deres efterkommere allerede er danske statsborgere, og derfor bliver tallene også upræcise.

Selvfølgelig gør det en forskel, om man har 50.000 personer med fremmed baggrund i landet eller 500.000. I Danmark er der nu omkring 500.000, og de er jo kommet på bare 30-40 år. Det er omkring 10 procent af befolkningen. Må der være 15 pct. eller 20 pct. om 20 år?

Nej ... uanset hvor mange anstrengelser vi gør os, vil det være alt for mange. Det tror jeg, man er nødt til at sige – og så må man også være villig til at handle derefter.

Vil vi af med 24-års reglen, tilknytningskravet eller nogle af de andre urimelige regler, skal vi have et bud på, hvordan vi undgår en for stor stigning i indvandringen. Ellers er det lige så useriøst som en ufinansieret skattelettelse eller offentlig udgift.

Diskussionen kommer måske ti år for sent, men vælgerne er jo bange for, at vi ikke vil agere på en stigning, hvis den skulle komme – i fremtiden. Jeg synes godt, man kan sige pænt og ordentligt, at der er en grænse for, hvor mange der kan komme ind udefra til et lille samfund som det danske over f.eks. ti år – det tror jeg såmænd også, mange af indvandrerne vil være enige i.

Skal vi ikke snarere frem til, at det er fint at være indvandrer? Hvis ens forældre kom hertil i 1970’erne, så har man stadig indvandrerbaggrund, og det vil ens børn nok også have, måske også børnebørn, især hvis man ikke stifter familie med en dansker, men med en af samme nationalitet som en selv.

Så foreløbig er den nævnte gruppe på ca. 500.000 mennesker ’indvandrere’, har ’indvandrerbaggrund’, eller hvordan du nu vil sige det. Jeg kender da ikke nogen, hvis forældre er indvandrere, der i ramme alvor kalder sig selv for danskere. Hvorfor skulle de også det?

En del af det danske samfund, ja. Danske statsborgere, ja. Hvis man tilhører det meget lille antal mennesker, hvis bedsteforældre eller oldeforældre indvandrede til Danmark tilbage i 50’erne, 40’erne eller endnu tidligere, ja, så er der nok ikke mange, der ikke opfatter sig – eller endnu vigtigere – opfattes som indvandrere.

Men der går altså et godt stykke tid. Og så alligevel, de gamle jødiske eller kinesiske familier, f.eks., har stadig på en eller anden måde indvandrerbaggrund, også fordi de kulturelt adskiller sig fra danskerne. Og lever fint med det.

Foreløbig tror jeg, at det konkrete, vi taler om, ’de fremmede’, alle dem, der er kommet i stort antal siden 70’erne, er en synlig gruppe, som ikke sådan lige flyder sammen med danskerne inden for overskuelig tid, og det kan man lige så godt have et afslappet forhold til.

Jeg ved det godt. Det er svært. Dem og os. Men man kan spørge sig selv, om ikke problemet er, at man føler, at der ikke må være forskel. Hvorfor må der egentlig ikke det? Er det frisind, er det liberal tankegang? Ikke hvis man tænker efter.

Hvorfor kan man ikke f.eks. sige: Ja, min mor stammer fra Polen, og vi er katolikker, så der adskiller vi os. Eller: Mine forældre indvandrede fra Tyrkiet i 70’erne, så vi er muslimer og ikke danskere. Politiken kørte på et tidspunkt en kampagne med sloganet ’Jeg er også dansker’. Fint, også dansker, men også f.eks. tyrker. Lad os nu sige det, som det er.

At være dansk er noget meget sammensat, og det er vel ikke sådan lige at definere. Derimod er det ikke så svært at sige, hvornår man ikke er helt dansk.

Det er man f.eks. ikke, hvis ens familie er kommet til Danmark inden for de senere år. Men man kan også blive ved med ikke at være dansk i mange generationer, og det kan også være, at man ikke ønsker at blive det. Og det er i orden. Det giver bare problemer, hvis der er for stor en gruppe inden for for kort tid, som er indvandrere.

Disse formuleringer kan man skændes meget om. Men vi har altså her at gøre med den store politiske sag, som afgør, hvor magten ligger i Danmark i dag.

Et parti, som gerne vil på banen og have indflydelse igen, må kunne håndtere antalsdiskussionen og ikke tale uden om den. Den er reel. Tænk på de integrationsproblemer, som Det Radikale Venstres nye ’effektive’ integrationspolitik skal gøre noget ved.

Dem ville vi jo ikke behøve at diskutere, hvis antallet af indvandrere var meget mindre. Så ville det kunne håndteres, uden at vi behøvede gøre et stort nummer ud af det.

Jeg tror, vi er nødt til at få Margrethe Vestager til at sige i næste valgkamp, at Det Radikale Venstre anerkender antalsdiskussionen, og at vi som ansvarligt parti vil sikre, at der ikke igen kommer et større antal fremmede til Danmark, end vi kan nå at integrere.

Det skal slås fast med syvtommersøm. Så kan vi med større troværdighed kritisere metoderne og den fremmedfjendske tone.

Men så er der også en anden principiel ting, vi ikke skal være bange for at sige. Danmark er ikke kun en tom skal for et tilfældigt flertal, således at hvis der en dag pludselig bor flest fremmede i Danmark, så er det fint og demokratisk, at de laver landet helt om.

Danmark er ikke kun et demokrati. Det er en kultur, en livsform og et land, som vi som folk er så heldige at have, en situation, alt for mange folkeslag her på jorden kun har grund til at ønske, at de var i. Det skal vi værne om og passe på.

Det er et problem, hvis Dansk Folkeparti sætter sig på danskheden. Det mener jeg nu heller ikke, de gør, selv om jeg på et tidspunkt var bange for, at de ville gøre det. Egentlig er der ikke noget så dansk som Det Radikale Venstre. Vi skal bare passe på, at vi ikke ender på museum.

Det danske, det nationale, er sammensat af noget historisk og noget dynamisk, som hele tiden er i dialog. Det er at have rødder, men samtidig være i stand til at flytte sig. Det kræver fantasi at være dansk.

Der må defineres parametre for antallet, hvor mange og af hvilken type vi kan integrere over en periode på f.eks. 5-10 år. Det er også relevant at diskutere behovet for flygtningebeskyttelse og familiesammenføring. Men diskussionen af det ene må ikke køre løsrevet fra det andet.

Til det formål kunne man indføje behovet for oprettelsen af et ’antalskontor’ i Udenrigsministeriet i regeringsgrundlaget for den kommende regering, som R skal indgå i. Flygtninge skal have hjælp, medmindre de kommer fra et i forvejen sikkert land. Have prøvet deres sag og retur, hvis det kan lade sig gøre. Men den politik er der jo enighed om. Det Radikale Venstre har også tilsluttet sig den.

Vi kunne nu godt finde på noget andet end at lade folk rådne op i nogle lejre, mens deres sag behandles. Jeg synes også, det er uholdbart, at de afviste irakiske flygtninge sidder i Sandholmlejren på ubestemt tid.

Spørgsmålet er, om ikke man skulle give dem midlertidig humanitær opholdstilladelse med lov til at flytte ud i samfundet og komme i en eller anden form for aktivering eller uddannelse, men fastholde hjemsendelsesperspektivet ved en årlig evaluering af mulighederne for at få dem til at tage hjem eller få dem tvangshjemsendt. Her er det jo omvendt meget få personer, det drejer sig om, så mon ikke, det var til at klare?

Og igen: hvis der lige pludselig kom 100.000 med fly direkte fra Iran, ville vi have et problem. De ville efter min mening være berettigede til asyl, men vi ville ikke have plads til dem. Så det ville vi være nødt til at handle ud fra.

Men det er altså et tænkt eksempel. Man kunne nu godt forestille sig en situation, der var så grel, at vi ville være nødt til at finde plads til 100.000. Skrækscenariet kender vi fra jødernes forsøg på flugt fra Tyskland i 30’erne. Mange blev sendt retur.

Vi kunne nok også lige med nød og næppe tage 100.000 i en sådan situation. Men vi ville nok ikke kunne tage 500.000. Og sådan kan man blive ved. Antallet spiller en rolle.

Barack Obama har lige kritiseret, at USA, Danmark og andre lande, som startede krigen i Irak, ikke har taget flere flygtninge. Meget sympatisk, men hverken USA eller Danmark kan jo tage alle dem, der har behov, så her bør der også regnes på antallet, inden man falder helt i svime. FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, vurderede i foråret, at i alt 4,7 millioner irakere på det tidspunkt var på flugt.

Antalsdiskussionen er tabu i radikale kredse og mange andre steder. Der henvises for tit til, at det bare er et spørgsmål om at føre den rigtige integrationspolitik, som om det ikke gjorde nogen forskel, hvor mange vi skulle integrere, og hvilken type. I radikale kredse kan vi heller ikke lide at tale om de mange små sammenstød i dagligdagen: badeforhæng, brun sovs, tørklæder osv.

Men det er ikke alt sammen pjat. Det kan komme til at fylde meget, hvis man hele tiden skal lade være med at lave mad med svinekød eller synes, det er helt fint, at kvinderne går tildækkede.

Sådan noget betyder ingenting – indtil det begynder at fylde så meget, at man hele tiden bliver konfronteret med det, i daginstitutionen, i skolen, i bussen, på jobbet, i retten, på tv, og det gør man jo ikke, hvis der ikke kommer så mange på en gang.