»Skal jeg vise dig mere?«

»Tutsi-babyer er intet værd. De tog babyerne fra deres mødre, og så dræbte de kvinderne. Det var en ung mand, der havde babyerne. Han kom med dem i en kurv, som han bar på hovedet. Han bragte dem til grisene. De holdt grise. Babyerne var meget små, og der var rigtigt mange grise. På den her måde skulle spædbørnene mærke Tutsiernes smerte. De fodrede svinene med babyer. »Har du set det hér?« De pegede, når en gris tyggede en baby«.

Den 37-årige kvinde sidder overfor mig i skyggen af et enormt gummitræ. Vi er begge plantet i klassiske, hvide plastikstole, det ikon, der er nået lige så langt omkring på kloden som Coca Cola. I baggrunden er lydene fra byen, knallerter, busser, folk der råber.

Luften står stille og tiden stopper. For os begge. Flashbacks til folkedrabet i Rwanda kører i to mentale biografer. I min bif er filmen kun forbudt for børn under 18. Den lille kvinde foran mig kører en film på sit indre lærred, der ikke tåler at blive vist for nogen.

Jeg er i gang med at samle materiale til en dokumentarfilm, så alle kan se, hvad overleverne fra folkedrabet i 1994 må leve med i dag.

En film jeg har brugt adskillige år på at få på plads i mit eget hoved – og som jeg nu igen bliver mindet om fra de dramatiske historier, der i disse uger kommer ud fra Congo.

Folkedrabet i Rwanda er uløseligt forbundet med Congo. En hel del af folkemorderne fra Rwanda hærger rundt i det enorme naboland og er roden til de nye historier om mennesker på flugt.

Congo. Et navn der smager af cacaomælk, hvide mænd i tropehjelme, der hundser med negrene. Navnet smager også af urskov, gorrilla-aber, eventyr og stammekrig.

Det smager af blod, der løber som floder gennem den uigennemtrængelige regnskov, krokodiller og slanke sorte mænd, der padler med strømmen i afsindigt tempo. Af tropefrugter. Det dufter af sødmen fra måneblomster i skumringen. Det stinker af død.

Congo er et dejligt ord at sige. Men Congo et ikke et sted, du har lyst til at slå dig ned for at nyde dit otium. Som min kollega fra Kenya, Aidan Hartley, siger: »Congo er det eneste afrikanske land, der får mig til at føle skyld over at være hvid«.

Det er vi så to, der føler.

Congo burde aldrig have været et land. Det startede heller ikke sådan, det var en forretning. Belgiens Kong Leopold den II. mødtes i 1876 med en samling af datidens største opdagelsesrejsende, missionærer, forretningsfolk, fremtrædende officerer fra Europa og – for facadens skyld – et par ikke-mere-slaveri-nu-er-det-nok repræsentanter, i paladset i Bruxelles.

Og så var områdets skæbne – det vi i dag kender som Congo – beseglet.

Kongen var en mester i manipulation og i at korrumpere og han var intelligent, grænsende til det geniale. At han også var en fremragende taler fik de 37 fremmødte kendisser at høre i det Kongelige Palads blandt glimtende guld og kridhvid marmor.

»At åbne det eneste sted på kloden, som civilisationen endnu ikke har nået, at gennemtrænge mørket som hænger over hele folkeslag, er - det vover jeg at sige - et korstog, som er dette fremadstormende århundrede værdigt ... Behøver jeg at sige, at det ikke er et udslag af egoisme, at jeg har bragt jer her til Bruxelles?«

Spol otte år frem til Berlin-konferencen i 1884-85. Europas imperiebyggere, Danmark inklusive, er samlet for at få lagt linjer for, hvem der skal have hvilke dele af det afrikanske kontinent. Ikke en afrikaner er til stede.

Henry Morton Stanley, ’stenknuseren’, som han ynder at blive kaldt, har i fem år arbejdet for Kong Leopold. Verdens mest berømte opdagelsesrejsende knokler med at realisere kongens drømme om magt og rigdom.

Dybt inde i Afrikas hjerte har han gennemtrawlet tusindvis af kvadratkilometer med en håndfuld hvide håndlangere og hundredvis af sorte bærere.

Bevæbnet med kugler, krudt, papir, blæk, glasperler og andet godt fra den gryende imperialismes bugnende butik af forbrugsgoder.

Stanley er i den del af Afrika for at købe sig til – eller myrde sig til – de enorme landområder, ingen har gjort krav på. Han laver aftale på aftale med lokale høvdinge, der ikke forstår hvad de papirer, de sætter deres sværtede tommelfingre på, kommer til at betyde årtier fremover.

Stanley er med, da Afrikakortet i Berlin bliver bredt ud for deltagerne. Som hyæner om et ådsel flokkes Europas magthavere omkring byttet. Leopold får tildelt det, som han begærer – han får sit Congo.

Kongen ansætter sig selv som CEO for Fristaten Congo, og i de næste årtier bliver et område på størrelse med Vesteuropa udplyndret og terroriseret.

Først af Kongens ansatte, senere får den belgiske stat fornøjelsen. Der bliver ikke taget hensyn til hverken stammer, kulturer eller afrikanerne i almindelighed.

Territoriet bliver massevoldtaget i et orgie af blod. Mænd, kvinder og børn nedskydes. Landsbyer afbrændes, afgrøder ødelægges.

Halvdelen af indbyggerne i kolonien dør som følge af den hvide mands civilisation.

Congo er født.

Diamanter, elfenben, naturgummi, guld, kobber, kobolt, uran, tin, palmeolie, listen vil ingen ende tage. Congo er et skatkammer for belgierne. De bygger jernbaner, veje og sundhedsklinikker.

Byer opstår dybt inde i regnskoven. Tvangsarbejde for congoleserne er en del af livet – og døden. Belgierne kører landet i en treenighed mellem embedsmænd, den katolske kirke og mineselskaberne.

Apartheid er praksis i Congo, længe før ordet er opfundet. De sorte må gerne få uddannelse, men ikke for meget. Da The Winds of Change fejer som en orkan hen over det afrikanske kontinent i slutningen af1950’erne, mener belgierne, at Congo ikke er modent til selvstændighed. Men måske kan de få selvstyre om 30 år.

Kun 18 måneder senere, den 30. juni 1960, er Congo et frit land. Men det er en nation uden congolesiske læger, advokater, officerer, gymnasielærere.

Et land der efter få dage kastes ud i borgerkrig. FN ankommer og lægger allerede i 1960 grundstenen til verdensorganisationens utallige og kostbare brølere, som Congo stadig lider under og med.

Socialisten Lumumba beder Sovjetunionen om hjælp, fordi han ikke er tilfreds med FNs indsats. Før han har lagt telefonen til Kreml, lander 15 Ilyushin fly med våben og 300 rådgivere. Det får CIA til at træde i karakter.

Russerne skal ud, koste hvad det vil. Lumumba fængsles og bliver senere henrettet efter hans hærchef Oberst Joseph Mobutu tager magten med støtte fra USA.

Andet kapitel af Congos historie er begyndt, og den kolde krig er varm i Afrika. Ikke på grund af klimaet, men fordi de forskellige skakbrikker de to supermagter rykker rundt på, har deres egne ideer om, hvordan spillet skal afvikles. I Congo bliver det som sædvanlig en grim affære.

Da Mobutu Sese Seko Nkuku Ngbendu wa Za Banga (Den almægtige kriger der, fordi han besidder udholdenhed og ubøjelig vilje til at vinde, bevæger sig fra sejr til sejr, efterladende ild i sit kølvand) prøver at leve op til sit eget navn i 1970’erne, er Congo på vej fra kaos til helvede. I slowmotion.

Politiske modstandere, indbildte eller reelle, forsvinder i en lind strøm. Mobutu udnævner sig også til CEO for Congo. Forskellen på ham og Kong Leopold er, at firmaet ’Congo’, der før producerede nok til at holde Belgiernes friværdi intakt, nu bliver tømt for værdier.

Det tager tid at køre landet i sænk, 37 år, men det lykkes. Inden da har Mobuto modtaget milliarder af dollar i støtte fra USA, besøgt tre forskellige præsidenter i Det Hvide Hus, været til middag hos Kong Baudouin i Bruxelles og siddet til bords med Dronning Margrethe i København.

Han er med andre ord en af vores egne. Eller som en amerikansk efterretningsmand udtaler: »He’s a son of a bitch, but he is our son of a bitch«.

Så længe vi har adgang til råstoffer og andet godt fra butikken Congo, har Mobutu frie hænder. Også til at blive Afrikas mest velhavende mand og skifte landets navn fra Congo til Zaire.

Menneskerettigheder var dengang ikke på dagsordenen. Det var ikke som i dag, hvor en afrikansk oprørsleder ikke kan slå en håndfuld mennesker ihjel uden at blive stillet foran et tribunal i Haag. Eller i hvert fald blive efterlyst for mordene.

Desværre for Mobutu bliver den kolde krig afblæst af hans gode ven Ronald Reagan, så fra starten af halvfemserne er det ikke kun nedad for Congo, men også for Mobutu.

Andet kapitel nærmer sig afslutningen. Det slutter, da hutuerne i Rwanda i 1994 følger en nøje tilrettelagt plan og i en folkefest af blodrus, druk, plyndringer og voldtægter myrder en million tutsier.

Tutsiernes rebelhær, RPF, stopper folkedrabet, mens verden passivt står på sidelinjen og ser dramaet få en ende. 16. juli 1994 tager folkemorderne halen mellem benene og flygter med hundredtusindvis af andre hutuer ind i Congo.

De kommer til et land, hvor Mobuto tager imod med åbne arme og hvor FN i samarbejde med alverdens hjælpeorganisationer ikke kan få fodret folkemorderne op hurtigt nok.

I store lejre tæt på grænsen til Rwanda er NGO’erne ved at køre fødderne af hinanden for at bygge skoler, hospitaler og i samarbejde med folkemordernes ledere sørge for, at flygtningene har det rigtig godt.

Congo skal i krig igen.

Tredje kapitel, indtil videre det sidste kapitel i Congo’s blodige historie, starter i 1996. Efter to års terror fra de velnærede og velbevæbnede folkemordere, der dagligt laver raids ind over grænsen i Rwanda, og efter at de samme folkemordere sammen med Mobutus soldater nu går i gang med at udryde de etniske tutsier i Congo, har regeringen i Rwanda fået nok.

I oktober 96 invaderer Rwanda derfor sin store nabo. Til at deltage i invasionen har Rwandas regering fundet en gammel, fordrukken congolesisk eks-oprører frem. De støver ham af i hans købmandsbutik og udråber Laurent Kabila til at være et godt bud på en ny leder for Congo. Han bliver taget med hele vejen, 1580 kilometer, til Kinshasa og indsat som præsident efter syv måneders krig.

Hutuerne i flygtningelejrene går hjem til Rwanda, undtagen 40-60.000 hardcore folkemordere og over 100.000 flygtninge som morderne tager med sig vestpå.

Disse mordere jages skånselsløst af Kabilas guerillahær i tæt samarbejde med Rwandas lidt for effektive soldater. Jagten foregår i månedsvis igennem Congos urskov og tusinder af folkemorderne bliver nedslaget sammen med de uskyldige hutuer, de har slæbt med sig som menneskeskjold.

Tusinder af flygtninge omkommer i floder og sumpe. Mange andre dør af sygdomme og sult.

Alligevel lykkes det for tusinder af folkemorderne at undslippe i de enorme skovområder i Congo. De er der endnu.

I 1997 beslutter præsident Kabila, at hans fjendes fjende må være hans ven. Så han bryder det anstrengte forhold til Rwanda og allierer sig i stedet med hutu-folkemorderne i Congo. At Kabila er bindegal og fuldstændig utilregnelig burde regeringen i Rwanda måske have set, før de hyrede ham til rollen som befrier. Nu er det for sent.

Afrikas største krig bryder ud – og igen må congoleserne lide, mens andre slås om deres rigdomme. Fire millioner mennesker omkommer i krigen.

Seks nationer og mindst 25 lokale militser deltager i den mest blodige konflikt siden 2. verdenskrig. I tre år skamrides og udplyndres landet af hære fra Rwanda, Uganda, Zimbabwe, Angola og Namibia. Og af lokale despoter, som laver penge som aldrig før.

Diamanter, olie, tømmer, guld og det eftertragtede coltan bliver ført ud af landet i et tempo, som ikke engang belgierne eller amerikanerne kunne stille op på under Mobutus enevælde.

Først da Kabilas egen bodyguard skyder ham i januar 2001, bliver der indledt fredsforhandlinger med sønnen, Joseph Kabila. To år går, før en løsning findes. Det er to år, hvor hæren fra Rwanda malker Congo for mineralet coltan til en værdi af halvanden milliard dollar. Økonomien i Rwanda får sig et alvorligt opsving – i Congo er hele landets befolkning ramt af granatchok.

Officielt bliver der fred i Congo i 2003 og i 2006 holder Congo et demokratisk valg, det andet siden landets selvstændighed i 1960.

Men kapitel tre i Congo er ikke slut, for fred er her ikke. Og det kommer der heller aldrig, hvis der ikke kommer friske ideer på bordet.

En vestlig diplomat i Kinshasa mener en frisk idé kunne være at få specialstyrker fra et eller flere vestlige lande til at aflive topfolkene i ’Interahamwe’, hutumilitsen der stod bag nedslagtningen af tutsierne i Rwanda.

De sidder i det østlige Congo og opdrager en hel ny generation af hutuer i had til tutsierne. Rwandesiske hutubørn født inde i Congo efter folkedrabet hjernevaskes dagligt. Læg oveni total kontrol med børnenes familier hjemme i hytterne og du har et scenarie, der minder mere om Orwells 1984 end om stråtækt skolegang a la Afrika.

De rwandesiske folkemordere er et af Congos største problemer, fordi de øver en daglig terror mod congoleserne og er en kontant trussel mod Rwanda. De er en forbandelse fra helvede.

Men diplomaten tror ikke på, at der er politisk vilje hjemme i Europa til en så enkel løsning på problemet. Og så enkelt er det heller ikke. Congo har ikke brug for flere soldater eller mere død. Selv om det synes at være FN’s bedste bud.

For mig at se handler det om, at Congo er for stort, for forskelligt, for sygt i sin sjæl til nogensinde at kunne fungere som et land, en nation. Congo skal splittes op i mindre stater.

Desværre er det den mest hellige ko, Afrika har fostret, der så skal slagtes. Lederne her på kontinentet er kun enige om to ting: At give Zimbabwes Robert Mugabe stående ovationer til AU-møderne i Addis Ababa, og at de landegrænser, som kolonimagterne trak på Berlinkonferencen for 123 år siden, ikke må laves om. Vestens ledere bakker op om det sidste standpunkt, ellers havde vi for længst anerkendt Somaliland og Puntland som selvstændige lande.

De to nye lande har vist, at det kan lade sig gøre at skabe fred i det som amerikanerne kalder failed states.

Kommer der en dag, hvor vi påtager os det ansvar, vi historisk har, for at skabe fred i Congo – det rigeste jordlod på kloden? Kommer der en dag, hvor vi kaster os seriøst ind i at løse landets problemer i stedet for at fortsætte udplyndringen med den ene hånd og give lidt nødhjælp med den anden? Jeg tvivler.

Men næste gang du sidder foran din PC, så tænk på Congo. Forestil dig, at det coltan, fabrikanten har brugt i din computer, er vasket i blodet fra millioner af døde mennesker.

Når du taler kærligt til din elskede i din mobiltelefon, så tænk på Congo. Forestil dig svedige unge mænd, der knokler under pres fra bevæbnede hooligans med at få hevet så meget coltan ud som muligt. Så du igen kan købe den nyeste mobilmodel.

Og når du sidder 11 kilometer oppe og er på vej til den årlige ferie i Thailand, så tænk Congo. Motorerne, der holder flyet i luften, duer ikke uden cobolt.

Tænk på Congo.