I morgen hedder datoen 28.11. – en dag sidst i november.

Sikkert grå, lidt regn. En fredag – for de fleste af os vel en ganske almindelig novemberdag.

Men en skæbnedag for knap 50 mennesker. En dag, hvor deres liv vil ændre sig totalt.

De knap 50 mennesker er afviste asylansøgere fra Nordirak. De har i mange år – de fleste mellem syv og ti år – siddet i danske asylcentre, fordi de ikke har fået opholdstilladelse i Danmark, men hidtil heller ikke har kunnet tvangshjemsendes til Irak.

De har dog sammen med andre grupper i et års tid haft en ’kontraktordning’ – et tilbud om frivillig hjemrejse med økonomisk støtte. Kun få tog imod det. For det er ikke penge, det drejer sig om.

Disse afviste asylansøgere fra Nordirak har fået et brev fra Udlændingeservice. Heri meddeles, at ’kontraktordningen’ vil bortfalde for dem, og at de kun indtil 28. november vil kunne rejse frivilligt med økonomisk støtte – »idet du nu kan udsendes tvangsmæssigt til det nordlige Irak«.

Det, der forfærder dem, er ikke, at kontraktordningen bortfalder. Det er den sidste bisætning, der gør brevet til en tidsindstillet bombe: Fra i morgen kan de – og derfor: vil de – blive tvangshjemsendt.

Det, de skal sendes tilbage til, er et krigshærget land. Et land, som den danske regering har trukket de danske soldater tilbage fra, fordi danskerne – forståeligt nok – ikke ville acceptere de store tab i de danske soldaters rækker.

Det så ellers ud til, at asylpolitikkens stramme greb var blevet løsnet en smule. En gruppe politikere fra forskellige partier, læger og mange almindelige mennesker var begyndt at interessere sig for de umenneskelige forhold specielt for børnefamilier i de danske asylcentre.

Og ordet fair i ’en fair og fast udlændingepolitik’ var begyndt at krakelere faretruende. Folk fik øjnene op for, at denne ’fairness’ psykisk var ved at ødelægge flygtningebørnene for livet – og det ville man ikke finde sig i.

Argumentet med, at de genstridige flygtninge tog deres egne børn som gidsler, bed heller ikke mere. For hvem tog egentlig hvem som gidsel?

Det var jo immervæk de danske myndigheder, der dikterede de fysiske rammer og betingelserne for flygtningenes ophold på centrene. Regeringen blev nødt til at give dem bedre betingelser – og tog æren for det.

Kronen på værket var, at et antal børnefamilier fik mulighed for at flytte fra centrene ud i lokalsamfundet.

Og der er de nu ved at være på plads i et lille pænt hus eller en lejlighed, foreløbig lidt sparsomt møbleret, men i hvert fald lidt mere deres eget – og puster ud.

Og så kommer brevet: Så er det nu. I skal af sted, frivilligt eller med tvang.

Men lad os se lidt på, hvem ’de’ egentlig er. Vi kender to af familierne nærmere: familien M og familien S. Begge kurdiske irakere fra de nordlige provinser. Begge familier nægter stadig at rejse frivilligt. »Pengene betyder ikke noget«.

Familien M opfatter vi som meget ressourcestærk. Faktisk undrede vi os ved et af de første besøg over, at familien var sluppet så godt fra en tilværelse, der gør mange psykisk syge.

Det kommer dog senere hen frem, at de har svært ved at sove. Ofte mødes de midt om natten og sidder og snakker et par timer. Forældrene bliver kaldt til samtale i skolen. Børnene sidder af og til og falder i søvn i timerne.

Børnene er ellers livlige og velfungerende. Den yngste datter får det smukkeste vidnesbyrd med, da hun skal forlade skolen i nærheden af Avnstrup. Hun er afholdt, social, flittig og interesseret.

Den ældste datter fortæller med øjne lysende af begejstring, at hun vil være politibetjent. Måske lidt inspireret af Anna Pihl. Hun ved, man i Danmark gerne vil have unge med anden etnisk baggrund ind i korpset.

Og hun er ikke bange for noget. Det er også hende, der viser en dansk stil frem, hun håber at få 7 for. Mere kan det ikke blive til, for der er jo en del sprogfejl.

Den handler om mobning. Hun har selv været ude for at blive kaldt perker. Men hun føler sig ikke anderledes. Opbragt siger hun: »Vi har jo også to øjne, vi kan se med, og to ører, vi kan høre med, og et hjerte fuldt af følelser«.

Alt går tilsyneladende godt for familien, især efter de er flyttet fra Avnstrup til Jylland; det fik de lov til, for på asylcenteret i Jelling havde de det nemlig bedst.

Og nu har de ’eget’ hus derovre med eget værelse til de tre børn. Den ældste har fået sit ønske opfyldt: at komme på efterskole. Det ville hun så gerne, for der lærer man mest. Der går et par måneder. Så kommer brevet.

Tæppet er revet væk under alle fremtidsdrømme.

Familien kan ikke opnå status som personligt forfulgt. De er her, fordi deres far har set det meste af sin familie blive udryddet under et giftgasangreb. Han er flygtet fra Saddam Hussein.

Faren fortvivler ved tanken om at skulle hjem. Der er ingen familie tilbage i Irak. Hverken på hans eller konens side. De er enten døde eller flygtet. Til steder, hvor de for længst har fået asyl: Sverige, USA, Canada. Kun de har været så uheldige at havne i Danmark.

Her er der ingen forståelse for, at man kan nære en irrationel angst for steder, hvor man har været udsat for stærkt traumatiserende oplevelser. Kun måske hos psykologer og psykiatere, der kender til fænomenet. Men deres ord har ikke meget at sige i denne sammenhæng. Det er heller ikke let for danskere at forestille sig, hvor svært det er at klare sig alene i et klansamfund, hvor den enkelte er helt afhængig af slægten.

Familien S består af far og mor med tre børn, en dreng på 17 og to piger, en på 13 og en på et halvt år. Faren og sønnen kom til Danmark i 1999 og moren og den ældste datter i 2002.

Som mange kurdere har de en lang historie som forfulgte og som flygtninge.

I 1974 – da faren var fire år gammel – flygtede han med far, mor og søskende fra Saddam Husseins angreb på de nordlige kurdiske provinser til Iran og vendte først tilbage til Irak i 1992.

I 1999 blev han så trukket ind i en blodhævnsfejde mellem hans egen klan og en anden. Og da den anden klan med 165 landsbyer var betydeligt større end hans egen med kun 22, flygtede han med sønnen. Truslen om blodhævn gjaldt nemlig alle mandlige familiemedlemmer.

Han kom til Danmark og søgte om asyl, men blev afvist i flere omgange. Mellem afvisningerne blev han – og fra 2002 også hans kone og datter – 12 gange flyttet rundt mellem forskellige asylcentre: Sandholm, Avnstrup, Brovst, Tårnby, Margretheholm, Sandholm, Avnstrup, Søllested, Sandholm, Avnstrup, Frederikshavn, Avnstrup. »Hvis du ikke flytter straks, vil politiet foranstalte, at det meddelte påbud efterkommes. Styrelsen kan endvidere anmode politiet om at frihedsberøve dig, såfremt du ikke flytter til Center XY«.

For ganske kort tid siden – 1. oktober – er familien så endelig flyttet ind i et lille rækkehus i en mindre by.

Vi møder dem i deres dagligstue sammen med S’s bror, dennes kone og to små drenge. De har asyl i Sverige og bor i Malmø. En anden bror har asyl i Tyskland. S’s kone virker træt, opgivende og syg. Lægen mener, at hun lider af stress. Hun har forventet sig meget af flytningen. Så sent som i 2007 boede de stadig fire mennesker på et værelse.

Den store dreng fortæller, at han efter 9. klasse, som han går i, har tænkt sig at søge ind på Teknisk Skole for at blive tømrer og så senere engang måske arkitekt. Han taler frit og selvbevidst og sidder med sin lille babysøster på skødet, som han indimellem kysser blidt på håret, mens han tolker for de voksne.

S vil ikke frivilligt tilbage. Han er sikker på, at han vil blive slået ihjel. Og så tænker han på børnene, der vil få det svært i Nordirak, og som han ønsker et lettere og bedre liv for end det, han selv har haft – med fire års skolegang i Iran, tilfældige småjobs i irakisk Kurdistan og ni års påtvungen lediggang i Danmark.

Og hvem kan fortænke ham i det.

Vi mener, at der er en række gode grunde til at give familier som de to, vi har mødt – børnefamilier med mange års ophold i danske asylcentre – asyl.

Har vi ikke som – ganske vist forhenværende – krigsførende nation en særlig forpligtelse over for de mennesker, der i årevis ikke har kunnet hjemsendes pga. sikkerhedssituationen i Irak?

Det var med de bedste intentioner, at Danmark gik i krig; det lykkedes da også at fjerne en diktator. Men vi fik også skabt et enormt kaos, hvis afslutning ligger langt ude i tågerne.

Det har for nylig vakt en del opsigt, at Obama har forholdt sig til spørgsmålet om irakiske flygtninge. Hans udtalelser om, at koalitionspartnerne har gjort »sørgeligt lidt« for dem, kan ikke bare tilbagevises med, at vi har gjort meget i nærområderne. Det er jo det moralske ansvar, den humane indstilling, forpligtelsen til at tage imod flygtninge, Obama efterlyser.

Det kan man ikke bare betale sig fra ved at sende penge til de flygtninge, der i millionvis opholder sig i nærområderne som fx Syrien. Det ændrer jo heller ikke ved, at vi nu engang har afviste asylansøgere fra Irak – om end kun en lille klat på 303, som det skulle være en smal sag at give humanitært ophold til. I vores nabolande har de taget imod ufatteligt mange flere.

I Danmark giver man kun humanitært ophold til dem, der er blevet decideret syge af det langvarige ophold i asylcentrene, selv om lovgivningen giver mulighed for en bredere brug af begrebet. Hvorfor dog ikke udstrække det til de ca. 50 mennesker?

Det er mod bedrevidende, at man lukker øjnene for betydningen af tidsfaktoren. Læger og Røde Kors har dokumenteret, hvor nedbrydende det er at leve i årevis i uvished, under en konstant trussel om hjemsendelse og med ugentlig meldepligt hos politiet. Allerede efter et år begynder et unormalt stort antal børn at blive psykisk syge.

Europaparlamentets udvalg for borgerrettigheder, LIBE, kritiserede da også for kort tid siden i deres rapport Danmark, fordi asylansøgerne opholder sig så længe i asylcentrene, længere end i noget andet europæisk land. Uden ret til at arbejde og dermed til at få et menneskeværdigt liv.

Formand for delegationen, Panayiotis Demetriou, undrer sig over, et civiliseret samfund kan tillade sig at behandle mennesker sådan. Derfor anbefaler man at give opholdstilladelse til irakerne.

Desuden er sikkerhedssituationen i Nordirak stadig problematisk, selv om forholdene dér er sikrere end i resten af Irak. Integrationsministeren vil sende afviste asylansøgere tilbage.

Men Udenrigsministeriet fraråder danskerne at rejse dertil: »Selv om situationen i de kurdiske provinser er bedre end i det øvrige Irak er der risiko for terrorhandlinger og kidnapninger. Man bør være opmærksom på den øgede risiko for kamphandlinger langs grænsen til Tyrkiet. Rejser, der ikke er nødvendige til de kurdiske provinser, frarådes«.

Navnlig det sidste bør man være opmærksom på ved en bedømmelse af sikkerhedssituationen på lidt længere sigt. Kurderne er et folk på 30-35 millioner mennesker uden eget land, fordelt på mindst fire lande: Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien.

En mere eller mindre selvstændig kurdisk region i Irak vil derfor være et drømmesyn for alle kurdere i regionen og en skrækvision for de andre lande, hvor de kurdiske minoriteter stadig undertrykkes. Det er ikke let at sige, hvad der vil ske, når drømmesyn og skrækvision støder sammen, men kamphandlingerne mellem Tyrkiet og irakisk Kurdistan kan antyde retningen.

Det gælder ikke kun sikkerhed i forhold til krig, men også sikkerhed i forhold til blodhævn og æresdrab. Vi er ikke overbevist om, at Flygtningenævnet altid bedømmer risici realistisk i sådanne tilfælde.

»Generelt gælder det, at der inden for landets grænser ikke findes ’sikre flugtmuligheder’ for blodhævn«, siger den tyske antropolog ph.d. Katharina Lange, Zentrum Moderner Orient (Berlin), ekspert i områdets kultur. Herhjemme siger Flygtningenævnet til faren i familien S, der står for tur i en sag om æresdrab: Flyt til en anden by.

Vi mener ikke, at politiske slagord som ’flygtningemagnet’ eller ’en åben ladeport’ er vægtige argumenter mod en mere human behandling af disse mennesker. Danmark har noget nær den strammeste udlændingepolitik i Europa.

De flygtninge, vi taler for, er en meget lille og speciel gruppe. Det er mennesker, der i mange år er blevet sat på standby i danske asylcentre. Og børnene med.

Børnene er det vigtigste argument for os bedsteforældre: Tag hensyn til børnenes tarv. De er mere danske end irakiske. Børnene i de to familier kan hverken læse eller skrive kurdisk og arabisk, som de ville have brug for i Irak for at følge med i skolen.

Vi har jo ikke sørget for, de fik modersmålsundervisning. Deres drømme og visioner orienterer sig efter danske mønstre.

Pigerne er selvstændige, de store børn er tidligt blevet modne, bl.a. af den rolle, de har fået tildelt som tolke. De er vant til at bære et stort ansvar.

Lad børnene og deres familier få en chance. Giv dem asyl og ikke en frivillig tvangshjemsendelse.