Vores civilisations istorie kan anskues fra mange synsvinkler.

Ser man bort fra troen på, at den er styret af overnaturlige kræfter, vil både historikere, antropologer, filosoffer, psykologer, økonomer og andre vismænd nok kunne enes om, at menneskets historie har udviklet sig gennem modsætninger – hvad enten man taler om godt og ondt, svaghed og styrke, lønarbejde og kapital eller mere alment om skabende og nedbrydende kræfter.

Med ideen om, at vi alle kommer til verden med ukrænkelige fællesmenneskelige rettigheder, viser vi os fra vores bedste side. Samtidig er vi med enkelte zoologiske undtagelser de eneste væsener, som dræber artsfæller systematisk og i stort tal af andre grunde end for at overleve. Og uden undtagelse er vi ene om at kunne udslette os selv som art.

I al deres uforenelighed er modsætningerne til stede hos de fleste af os som mere eller mindre frie valgmuligheder. Hvor svært det har været at vælge, fremgår af misforholdet mellem vores teknologiske og mentale udvikling.

Opfindsomheden har været større end klogskaben, og viljestyrken har haft højere status end dømmekraften. Hvor godt kan vores sjæle og kroppe mon klare følgerne af, hvad vores hjerner finder på?

Fysisk forskning har beregnet, at Jorden vil blive opslugt af Solen om 5 milliarder år. En civilisation har sin tid, ligesom enhver af os, og med den viden må vi forberede os på at få det bedst mulige ud af vores globale alderdom.

Men med alle de masseødelæggelsesvåben, som vi har samlet sammen i fredens tjeneste, er der allerede nu lagt op til, at vi kommer Solen i forkøbet og får fremskyndet udløbsdatoen.

Naturkatastrofer kalder på det bedste i os. Medfølelse med ofrene og lettelsen over ikke at være iblandt dem udløser humanitære hjælpeaktioner – sideløbende med at vi selv spolerer naturen og overgår dens katastrofer med bomber, raketter, missiler og kanoner.

Og når alt er lagt i ruiner og alle drevet på flugt, iværksætter vi humanitære hjælpeaktioner, før vi påbegynder den fredelige genopbygning, som er en forudsætning for nye krigeriske ødelæggelser.

Sådan forener vi gang på gang modsætningerne i det kollektive vanvid, som vi har valgt at gøre til realpolitik. Og et af de mange udslag, som vanvid giver sig, er at gentage det samme og forvente forskellige resultater.

Vi anser vores kontinuerlige krigsførelse for at være nødvendig og retfærdig, uden at nogen kan give troværdige og overbevisende forklaringer på, hvem krigen er nødvendig for, og hvori dens retfærdighed består. De, der ikke holder med os, er imod os, får vi at vide, og civilbefolkningen, som ingen holder med, er alle kriges store taber.

Hvordan verden af i dag prioriterer sine livskrav fremgår af budgetterne. Dens samlede militærudgifter beløber sig til 1.300 milliarder dollar og udviklingshjælpen til 70 milliarder dollar.

Krigsførelse skal motiveres med noget, der kan tillægges værdi – det være sig nationalisme, den rette tro, frihed eller demokrati, men uanset hvordan man opfatter værdibegreber af den art, kan de kun udvikles under fredelige forhold.

Men myterne om dem forener sig med de herskendes interesser for råvarer og markeder og bliver brugt til at retfærdiggøre militære engagementer efter behov.

Frygt er med tiden blevet en almindelig krigerisk begrundelse. Første Verdenskrig er blevet anset for at være katastrofen, som førte til alle senere katastrofer i det 20. århundrede. Den var følgen af en række beslutninger, der alle var dikteret af frygt hos de magthavende. Ingen ønskede krigen og navnlig ikke den krig, de fik – men hver især mente, at trusler om vold var nødvendige.

Frygten næres også i fredstid hos befolkninger og holdes i live for at motivere de uforholdsmæssigt store omkostninger til et militær, som kaldes forsvarsudgifter. Frygten bliver også et udslag af den magtstilling, et land har. På det ubevidste plan opfattes magten som truet og må forsvares med så meget desto større styrke på det bevidste plan.

Sådan kan store og materielt velstillede lande fremstille sig selv som sårbare og konstant truede, og sådan opretholdes forsvarsudgifterne. Det motiverer igen yderligere oprustning andre steder – hvad der så udlægges som bevis på, at ens frygt har været velbegrundet.

Det er den selvbekræftende og selvforstærkende kædereaktion, som har præget vores krigshistorie. Og med masseødelæggelsesvåbnene er frygten for den totale udslettelse blevet en realitet.

Stormagter hævder deres ledende rolle i verden med henvisning til vigtige missioner, det være sig gudstro, frihed eller demokrati. Det har intet at gøre med, hvordan andre rent faktisk har det eller får det, det handler om magthavernes egne interesser og begær.

Som bidrag til humanismen eller som forsvar for den giver demokratier køb på deres egen humanisme og suspenderer deres idealer med militære strategier, der i andre sammenhænge betegnes som folkemord.

Politiske ideologier er i dag blevet afløst af markedsøkonomien, og i realpolitikken gør nye trusler sig gældende, efter at religiøst vanvid og magthaveri er blevet en uberegnelig terroriserende magtfaktor, som ikke kan bekriges, fordi man dårligt nok ved, hvem eller hvor fjenden er – endsige hvornår den vil angribe.

Krigsførelse er efter de flestes opfattelse en naturlig form for menneskelig aktivitet, og derfor har der altid været krig.

Historieforskningen kan fortælle noget andet. Krigsførelse er ikke en naturlig form for menneskelig aktivitet, og der har ikke altid været krig.

Fra naturens hånd er vi udrustet med et anlæg for aggression som middel til overlevelse og selvopholdelse. Aggression betyder ikke andet end at bevæge sig hen imod noget og betegner en hensigtsmæssig aktivitet til opfyldelse af behov.

Det er, hvad behovet handler om, og hvordan det bliver dækket, der afgør, om aggressionen er godartet eller ondartet. Det omfang, som den med tiden har fået, er menneskeskabt og kulturbestemt, ligesom de midler, vi har taget i anvendelse.

Som en tillært adfærd er krig først kommet sent ind i vores historie, og moderne krigsførelse drives af grådighed og overtro, og at deltage i den må forudsætte en blokeret følsomhed, som kan have mange årsager.

Hvad får et ungt menneske af i dag til frivilligt at lade sig optræne i at såre og dræbe ukendte medmennesker på må og få og gøre det efter ordre med fare for sit eget liv?

En ulykkelig barndom?

Dårlig økonomi?

Kedsomhed?

Savn af udfordringer?

Mangel på udsigter til at få realiseret sig selv i et civilt liv?

Forvildede forestillinger om heltemod og tapperhed i den traditionelle mandsrolle, som nu også kan spilles af kvinder?

Så mange spørgsmål.

Berige hinanden har vi altid kunnet. Bekrige hinanden har vi rent teknisk kunnet, siden vi fik stenøkser for 200.000 år siden, og endnu mere, da vi fik kastevåben af sten og lærte at skyde med bue og pil. Men ifølge historieforskningen er intet af det blevet brugt til andet end jagt.

Der synes at være mere fiktion end virkelighed i billedet af det voldelige køllesvingende urmenneske. Der har været slagsmål om nødvendige livsgoder og andre indbyrdes stridigheder, men ikke i form af planlagte, militærlignende og socialt vedtagne aktioner.

Krigsredskaber kommer først ind i vores historie 10.000 år før vores tidsregning, da vi opgav nomadetilværelsen og begyndte at dyrke jorden og holde kvæg, og noget tyder på, at de første krigslignende handlinger har været af rituel karakter.

Med ejendomsretten voksede besiddertrangen og behovet for magt – og dét gjorde os krigsførende. Men det meste af vores liv på Jorden har vi levet uden krige, og vi har tilsyneladende stort set kunnet enes om at opretholde livet i fællesskaber uden at rage mere til os, end der var brug for.

Vi var selvfølgelig ikke så mange om bordet dengang, men det gælder stadig, som Gandhi sagde, at der ville være nok til os alle, hvis det ikke var for de grådige.

Samme Gandhi sagde også, at der er ingen veje til fred. Fred er vejen.

Derfor er det en selvmodsigelse, når krigeriske militærmagter beskriver sig selv som fredsbevarende, for vil man have fred, forebygger man krig i stedet for at forberede den og bilde sig selv og andre ind, at freden kan vindes ved hjælp af krig. Det er da heller ikke lykkedes for nogen endnu – lige så lidt som man bliver afkriminaliseret af at sidde i fængsel eller risikere at komme til det.

En krig bliver beskrevet som den eneste løsning på interessekonflikter, men krig er det modsatte af konfliktløsning.

Konflikter kan bringes til ophør eller standses med vold og magt, men hvis man siger eller tror, at det er, fordi alle andre muligheder er udtømt, er man løgnagtig eller på vildspor, for der vil altid være andre og bedre muligheder.

Men når modparten nu ikke vil makke ret? hedder det så, når den krigeriske kortslutning skal retfærdiggøres.

Ingen af os kan forvente at få alle vores ønsker opfyldt her i verden, endsige få vores vilje, og ingen magt giver ret. Vi må alle gøre indrømmelser, gå på kompromis og give afkald på noget og få noget andet til gengæld. At give og tage imod er livets lov, og den gælder både i vores indbyrdes forhold og i politiske sammenhænge.

Løsningen af en konflikt består i at forandre grundlaget for den – ikke i at holde fast ved dét, der gør den uløselig. Det kaldes ’mere af samme slags-metoden’ og er en effektiv opskrift på katastrofer sammen med frygten for at tabe ansigt.

Kernevåben har givet vores historie en ny dimension for ikke at sige en mulig frist, hvad der tilsyneladende ikke for alvor er indgået i den almindelige bevidsthed – eller også er den atomare trussel om udslettelse blevet en del af vores grandiose fortrængning.

Vi får at vide, at vi ikke skal være bange for fremstillingen af kernevåben og afprøvningen af dem, for de skal ikke bruges – de skal kun have afskrækkende virkning. De er helt fredelige, som de ligger der på lager i deres dødlignende radioaktive søvn, så vi skal faktisk være glade for, at de er der.

Det eneste, vi skal være bange for, er at bruge dem, for først da bliver de farlige. Det får os til ikke at bruge dem, og så er der ikke noget at være bange for. Hvis vi endelig vil være bange, skal vi kun være bange ved tanken om, hvad de kan bruges til, og hvis de bliver brugt, er der ikke mere at være bange for.

Skrækken for at bruge kernevåben har fået os til ikke at bruge dem – hvis vi altså ser bort fra Hiroshima og Nagasaki, og det kunne vi godt, for japanerne var vores fjender, og selv om Anden Verdenskrig havde nået sin afslutning, var der mange amerikanske soldaters liv, der skulle reddes, og hvad var japanske civile imod deres?

Når ordet kernevåben i den politiske debat bliver koblet sammen med positive begreber som national sikkerhed, afleder det opmærksomheden fra, at kernevåbnene i sig selv er den definitive trussel mod al sikkerhed.

Hvad der ikke kan rummes i ens egen bevidsthed, tilskriver vi andre – den forsvarsmekanisme, som psykologien kalder projektion, har været en tilflugt og en drivkraft i vores opdeling af verden og hinanden i venner og fjender.

Den er også blevet en selvbekræftende og selvforstærkende faktor, når det gælder masseødelæggelsesvåben. For at udvikle dem er det en absolut nødvendighed at tiltro andre den fundamentale ondskab.

Hvordan skulle man ellers kunne planlægge og forberede de rædsler, som brugen af kernevåben vil medføre? Ville man så ikke selv være ond? De gensidige projektioner bekræfter skiftevis hinanden og sig selv.

Udviklingen af masseødelæggelsesvåben afdækker tydeligere end noget andet kløften mellem de modsætninger, der har præget udviklingen af vores civilisation – indlevelsesevne, kollektiv ansvarlighed og dømmekraft på den ene side og grådighed, magtbegær og viljestyrke på den anden.

Modsætningerne mellem det konstruktive og det destruktive har så nogenlunde kunnet holde hinanden i skak. I de sidste århundreder, som kun er et par minutter i vores liv på Jorden, er udfordringerne til dømmekraften vokset, og da vi fik kernevåben, gav vi samtidig os selv valget mellem at gå til grunde eller komme på bedre tanker.

Et svært dilemma, som gør både fortrængningerne og projektionerne forståelige.