Jeg sad i flyet første juledag på vej på ferie.

En flyvetur på ca. 10 timer. På et tidspunkt slukker de lyset i maskinen. Vi skal sove. Jeg kan ikke falde til ro. Men sidder og kommer til at tænke på nytårsforsætter.

Hvad ønsker jeg mig af det nye år? Og pludselig. Som et lyn fra en klar himmel ved jeg det: Jeg ønsker, at min kone snart får lov at dø.

Det var på alle måder en chokerende erkendelse. Jeg måtte erkende, at jeg ofte har ønsket at hjælpe hende på vej, så hendes umenneskelige situation kan få en værdig afslutning.

Hendes ulykke er blevet mit livs mareridt, som jeg først kommer ud af den dag, hun dør.

Den 9. november 2007. Vi var i Thailand. Min kone var i Hua Hin, mens jeg befandt mig 700 km derfra.

Hun havde længe talt om at leje en knallert, men var ikke særlig tilbøjelig til at lytte til min og vennernes advarsler: »Det er livsfarligt, tag hellere en taxa«.

Den 9. november møder hun en god ven. Han stopper sin knallert, og hun spørger, om hun ikke må prøve en tur? Først siger han nej, men til sidst lader han sig overtale.

Min kone får en kort instruktion, sætter sig op på knallerten, drejer gashåndtaget i bund og kører 75 meter direkte ind i en mur med hovedet først.

Umiddelbart efter ringer min telefon. »Hvor er du?«

»Jeg er i bilen«.

»Stop. Jeg skal tale med dig«.

Da jeg får meddelelsen er klokken ca. 17. Jeg beslutter med det samme at vende om og køre tilbage til Hua Hin. »Nej, vent til i morgen. Det er farligt at køre om natten«. Jeg beslutter dog at starte hjemturen, men havde egentlig en fornemmelse af, at der nok ’kun’ var tale om en mindre ulykke. Under den syv timer lange hjemkørsel skulle jeg blive klogere.

I Thailand gør hospitalerne ikke noget for en patient, før de er sikre på, at der er penge til at betale. Alt hvad der bliver gjort, skal herefter godkendes af patienten eller nærmeste pårørende. Gode venner fulgte min kone på hospitalet og garanterede for penge til de første scanninger.

Selv fik jeg resultaterne over telefonen. Først overvejede lægerne at overflytte hende pr. helikopter til et hospital i Bangkok, men trykket i flyvemaskinen ville udgøre en for stor risiko, så i stedet blev hun overflyttet til et større hospital i Phetschabury, ca. 50 km fra Hua Hin, hvor man gjorde klar til operation.

Alt dette og hvad der videre skete, blev jeg løbende underrettet om pr. telefon. For jeg skulle godkende alt; ikke på grund af økonomien, for den var på plads. Nu var der tale om ansvarsplacering, og derfor gik ulykkens omfang hurtigt op for mig.

Til alt held havde jeg to mobiltelefoner med, så jeg fik kontaktet SOS i Danmark og underrettet familien derhjemme.

På et tidligt tidspunkt måtte jeg erkende, at ulykken var så voldsom, at min kone kunne dø og fik derfor vore to drenge til at tage det første fly til Thailand. Fik også fat i min søster, der er læge, satte hende ind i situationen og underrettede hende løbende om de informationer, jeg fik, så jeg gennem hendes forklaring kunne danne mig en vurdering af situationen.

På et tidspunkt indløb en SMS fra TDC, der var tæt på at lukke telefonen, så meget havde jeg brugt den. Set efterfølgende var det utroligt, så effektivt jeg handlede. Alt blev på bedste forretningsmanér sat i gang. Du gør dét. Ja, men dét gør vi.

Jeg var nu tæt på Hua Hin, men skulle ca. 50 km længere. Jeg besluttede dog først at tage et stop i Hua Hin. Skifte tøj. Sunde mig. Inden jeg kørte videre til hospitalet.

Da jeg kom ind i huset, gik det for første gang rigtigt op for mig, at hun ikke var der. Hele huset bar præg af, at hun kun lige havde forladt det for et kort øjeblik.

Trods varmen rystede jeg over hele kroppen, måtte sætte mig med en drink. Ringede til min søster, men kunne dårligt få et ord frem. Efter en times tid tog jeg mig sammen og forberedte mig på det værst tænkelige.

Hun lå på en stor stue med fire senge. Først troede jeg, jeg var gået forkert, for jeg kunne ikke få øje på min kone, men det viste sig, at hun lå i den nærmeste seng.

»Det er ikke sandt. Slanger. Bandager. Ingen hår. Respirator. Der lå hun«. Jeg måtte gå ud og sunde mig. På vej ind igen mødte jeg de læger, der havde opereret hende.

På Thai/engelsk forklarede de mig, at de efter den første store operation havde været nødt til at stoppe, da hendes modstandskraft var faldet dramatisk. Men de skulle nu i gang med den anden operation, og om jeg ville tillade, at der blev foretaget de nødvendige x-ray.

»Hvad er alternativet?« spurgte jeg

»Det er, at hun dør«.

Jeg havde intet valg. En halv time senere blev hun kørt tilbage til stuen og lægerne viste mig billederne. Blødninger skulle stoppes. Splinter skulle fjernes. Og midteraksen i hovedet skulle på plads. »Skal vi operere?«

»Ja, selvfølgelig, men inden I går i gang, vil jeg godt have at I over telefonen forklarer min søster, hvad I gør og hvorfor, så jeg på dansk kan forstå forløbet«. Min søster talte med lægen og bekræftede. »Han er yderst kompetent. Hun får den rette medicin«. Og jeg skulle regne med, at operationen ville tage ca. fire timer.

Jeg ventede. Igen masser af telefonsamtaler, rygtet var på vej rundt til venner og familie. »Hvad er der dog sket?« Endelig dukkede sygesengen op med min kone, og skulle jeg gå i chok over hele situationen – ja, så var jeg på rette vej. Lægen og sygeplejersken, der havde haft ansvaret for operationen, kom også, og situationen blev gjort helt klar for mig.

Min kone var opereret i begge sider af hovedet. Blødningerne var stoppet. Splinter var fjernet. Midteraksen var på plads. Hun var i respirator. De næste otte dage ville blive de kritiske. Jeg spurgte: »Hvad så derefter?«

Tja, var hun ikke kommet til bevidsthed efter et år, ville hun efter al sandsynlighed aldrig vågne.

Og vågnede hun, ville der blive tale om livsvarig pleje. Lægen lagde heller ikke skjul på, at han ikke havde regnet med, at min kone overlevede. Senere fandt jeg ud af, at det var en af de bedste kirurger i Thailand, freelance tilknyttet hospitalet, som havde reddet hendes liv. Men hvilket liv?

Han var tydeligt stolt af resultatet. »Mærk her«, sagde han og rørte ved bandagen i højre side af hovedet. Rystet gjorde jeg, som han sagde, og mærkede tydeligt et dybt og stort krater i hovedbunden i venstre side.

Nu var der kun at vente og forberede sig på fremtiden. Men hvilken? To af vore drenge var på vej, og jeg måtte forberede dem på, hvad de skulle erkende.

En ny fremtid skulle startes. Alle de planer, man havde for et par dage siden, kunne man godt glemme. Min kone lå dér. Hvad nu, Jens?

Hvordan kunne denne ulykke med denne kraft ramme os? Så voldsomt. Drengene hjalp mig med at få hverdagen på skinner, familien i Danmark var der, venner var der; jeg besluttede at føre dagbog over min hverdag og mine reaktioner.

Jeg/vi besøgte min kone hver dag. Prøvede at holde en mobil telefon for hendes øre for at se, om der var nogen reaktion, overvejede at hyre en engelsktalende sygeplejerske, der kunne sidde ved sengen og tale med hende. Hun skal have sig en ’veninde’.

Min interesse for golf forsvandt langsomt ud af mit liv; jeg begyndte at drikke, turede rundt i Hua Hins natteliv, hvor mange kendte situationen. Jeg havde brug for at snakke, men ville alligevel helst være alene. Havde brug for nogen, der syntes det var synd for mig, og alligevel ikke.

Jeg kunne ikke sove om natten, fordi alt kørte rundt i hovedet på mig. Hvor min kone og jeg tidligere havde delt hverdagen og de praktiske ting imellem os, skulle jeg pludselig finde svaret på alt. Det blev en tid, hvor jeg nærmest følte, at mine tanker var som gullasch. Totalt kaos.

Jeg håbede naturligvis, at min kone ville komme igennem, men var samtidig klar over, at det ville blive en lang og hård genoptræning.

To uger efter operationen blev hun taget ud af respiratoren, og her var det første tegn på fremskridt, at hun selv kunne trække vejret.

I hele denne periode var der en god kontakt mellem hospitalet og SOS i Danmark. I begyndelsen af december var jeg nødt til at tage til Danmark, til Rigshospitalet, hvor jeg går til kontrol efter en bypass operation.

På vej til lufthavnen blev jeg kontaktet af SOS. Man havde besluttet, at min kone skulle overføres til Danmark og ville sende et ambulancefly til Hua Hin. Jeg ankom til Danmark 12 timer før ambulanceflyet. Kl. 4 om morgenen blev min kone overført til Hillerød sygehus, hvor hun skulle ligge i isolation.

Efter fire uger i isolation og efter at have gennemgået en række test måtte lægerne erkende, at der kun var liv – ikke noget håb. Det lå ligesom imellem linjerne i det, der blev sagt, at min kone skulle have haft lov til at dø på operationsbordet.

Men et stærkt hjerte og et sundt liv blev hendes skæbne. Hun overlevede imod alle odds og er nu et mirakel overført til plejehjem og sondemad. Fremtiden er at vente på døden.

Jeg fik en snak med hendes læge. »Hvad hvis hun får lungebetændelse/feber?« »Ja, så skal jeg behandle hende«. Jeg spurgte på plejehjemmet. »Ja, men det er jo ikke sikkert, vi opdager det!«

I begyndelsen var der en livlig mailkorrespondance med vennerne. Men efterhånden ebbede den ud – i dag til ingenting. Ingen besøger hende. Også fordi jeg til nogens vrede sagde, at hun ikke ville bryde sig om at få besøg. Hun var forfængelig. Og ingen skulle se hende ligge ned. Og slet ikke i denne situation.

Nogen forstod det ikke. Andre blev vrede. En lagde en besøgsbog. Her kunne man skrive sig ind. Og nu 14 måneder efter ulykken er der ’kun’ skrevet 2-3 sider. Hun er glemt. Livet går videre. Hvilket der for mig at se ikke er noget at sige til.

Ja, på den ene side går det også videre. På den anden side befinder jeg mig i et kaos. Og mærkeligt nok får jeg det dårligere og dårligere med situationen, som dagene går.

I hjemmet kunne jeg ikke flytte rundt på noget uden at få dårlig samvittighed. I starten kunne jeg besøge hende, men nu kan jeg næsten ikke mere, for indimellem har jeg været fristet til at hjælpe hende på vej.

Min kone lever. Der kommer ingen post til hende mere. Hvorfor? Nogen har uden min viden flyttet hendes adresse til plejehjemmet – og der ligger hendes post med en besked om, at de pårørende meget gerne må tage den.

Vi har et dejligt hus i Hornbæk. Der går jeg rundt som ’en løve i et bur’. Jeg er godt i gang med at forære alt hendes tøj væk til dem, der kan passe tøj med en høj smuk kvinde, der vejede omkring 55 kg.

Jeg har besluttet, at huset skal sælges. Jeg må væk, finde en lejlighed i Storkøbenhavn. Ejendomsmægleren er i gang. »Det bliver svært, Jens«. Jeg ved det. Men det har hjulpet at tage beslutningen. Det kunne være, han kan finde en, der vil bytte med mig.

I dagene op til jul så jeg en amerikansk film fra et plejehjem, der behandlede ofre med svære hjerneskader. Og i alle tilfældene gjorde lægen det klart: At hvis patienten ikke vågnede op med de skader inden for et år, ville patienten aldrig vågne. Og det var jo også den besked, jeg fik.

Denne historie handler egentlig ikke om mig. Jeg skal nok klare det, selv om jeg ikke helt kommer videre, før min kone er død. Jeg har erkendt min sorg. Kan leve med den og må videre med al respekt for, at min kone stadig lever.

Men hvorfor skal hun fortsat holdes i live? Fodres?

Havde det været i Schweiz eller Holland, havde der ikke været tvivl. Havde hun kendt sin skæbne, ville hun have lavet livstestamente, hvor hun aldrig ville have accepteret denne situation. Men hvem får taget sig sammen til at lave sådan et testamente?

Den slags ulykker rammer andre. Hvorfor skal hun ikke have lov til at dø? Hvem har bestemt, at hun ikke skal hjælpes som i Holland/Schweiz?

Tak til familie og venner for jeres opbakning. Forståelse. Tak til plejehjemmets medarbejdere for kærlig pleje. Tak til SOS for en professionel sagsbehandling. Tak til Rigshospitalet, som i forståelse for min situation hurtigt fik stabiliseret mit hjerte med en ’Anja Andersen’-løsning. Tak til alle venner i Thailand, som har været med til at stabilisere mit livs kaos.

Jeg håber også, at jeg en dag kan takke politikerne for at tage dette spørgsmål op.

Som jeg skrev indledningsvis er mit højeste ønske, at min kone dør i år. Men det er kun politikerne/beslutningstagerne, der kan give hende en værdig død.

Jens Henrik Linnemann