Verden over har det vakt glæde, at præsident Obama som en af sine første embedshandlinger beordrede Guantánamofangelejren lukket inden for et år og samtidig understregede, at USA er imod brug af tortur.

Med sin underskrift på dekreterne støtter Obama det absolutte forbud mod tortur og yder sit aktive bidrag til overholdelse af internationale konventioner.

Desværre oplever vi samtidig på vores hjemlige breddegrader, at torturforbuddet undergraves gennem lancering af ’diplomatiske forsikringer’ eller ’diplomatiske garantier’ mod tortur ved udvisning af terrormistænkte.

Herhjemme har vicestatsminister Lene Espersen (K) og leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard i forbindelse med tunesersagen talt varmt for brugen af diplomatiske garantier, så Danmark med en garanti mod tortur i hånden og uden at bryde konventionerne kan tvangsudsende terrormistænkte frem for at have dem på ’tålt ophold’.

Integrationsministeren har nedsat en arbejdsgruppe for at undersøge retssikkerheden i forbindelse med administrativ udvisning, herunder brug af diplomatiske garantier. Arbejdsgruppen ventes om få dage at afslutte sit arbejde med en betænkning.

Internationale og regionale konventioner fastslår, at der gælder et absolut forbud mod tortur. Danmark har tiltrådt samtlige disse konventioner. At forbuddet er absolut betyder, at ingen omstændigheder af nogen art kan retfærdiggøre tortur, hverken terror eller krig, trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen nødretstilstand.

Tortur af en terrormistænkt kan heller ikke retfærdiggøres, fordi man tror, at de informationer, man får ved hjælp af tortur, kan redde mange menneskeliv fra et muligt terrorangreb (den såkaldte tikkende bombe-situation).

Der er også et forbud mod udvisning til tortur. FN’s konvention mod tortur slår fast, at ingen må udvises, tilbageleveres eller udleveres til en stat, hvor der er vægtige grunde til at frygte, at man vil blive underkastet tortur.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog allerede i 1996, at forbuddet mod udsendelse til tortur i udvisningssager er absolut og ikke kan fraviges. I en senere dom fra 2008 bekræfter domstolen, at forbuddet mod udvisning er absolut, og selv hvis den pågældende er en trussel mod statens sikkerhed vil det aldrig kunne retfærdiggøre en udvisning til tortur.

Om der er tale om ’vægtige grunde’, beror dels på en vurdering af den generelle menneskerettighedssituation i modtagerlandet og dels på en konkret vurdering i forhold til den person, der skal udvises.

Hvis der pga. fare for tortur ikke kan ske udvisning, har flere danske politikere foreslået, at der imellem Danmark og modtagerlandet i stedet kan indgås en aftale om, at den pågældende alligevel kan udvises, fordi modtagerlandet lover, at den pågældende ikke vil blive udsat for tortur.

Brugen af diplomatiske garantier er ikke et nyt fænomen. I mange år er de blevet anvendt ved udvisning til retsforfølgning fra et land, som ikke tillader dødsstraf, til et land, hvor dødsstraf er lovligt. Fra modtagerlandet har man fået en diplomatisk garanti om, at den pågældende ved udlevering ikke risikerer dødsstraf, eller at en dødsdom ikke vil blive eksekveret.

Da dødsstraf er lovligt i modtagerlandet og foregår åbenlyst, i modsætning til tortur, vil overholdelsen af diplomatiske garantier i sager om dødsstraf nemt kunne efterprøves.

Siden 11. september 2001 er diplomatiske garantier alligevel blevet anvendt, når et land ønsker at udvise en person (ofte en terrormistænkt) til et land, hvor der er risiko for, at den pågældende vil blive udsat for tortur.

Brugen af en diplomatisk garanti er i sig selv et paradoks. Diplomatiske garantier vil jo netop først komme på tale, når der er tale om udvisning til et land, hvor det er dokumenteret, at tortur udøves systematisk. Det signalerer, at afsendelseslandet erkender, at der en risiko for, at den udviste udsættes for tortur, men det signalerer også, at modtagerlandet i realiteten vedgår, at der praktiseres tortur – bare ikke i det konkrete tilfælde. Fra dansk side kunne man jo ikke forestille sig, at man bad om at få en diplomatisk garanti fra Schweiz, men når man taler om udvisning til Egypten eller Tunesien, er det en anden sag.

Ledende internationale menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch, Amnesty International, International Commission of Jurists og Redress Trust har udtalt sig imod brugen af diplomatiske garantier.

I FN-regi har tortur- og menneskerettighedskomiteerne, de særlige rapportører for tortur samt for menneskerettigheder og terrorisme og højkommissæren for menneskerettigheder set på spørgsmålet om brugen og værdien af diplomatiske garantier, og i en europæisk sammenhæng har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådets Kommissær for Menneskerettigheder vurderet anvendeligheden af diplomatiske garantier.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række sager om muligt brud på det absolutte forbud mod udvisning til tortur også taget stilling til anvendelsen af diplomatiske garantier. I de fleste sager, hvor diplomatiske garantier har været anvendt, er domstolen kommet frem til, at de ikke har været nogen garanti mod tortur.

Allerede i 1996 slog domstolen fast, at diplomatiske garantier kan være svære at stole på, især når der i udstedelseslandet er dokumenteret systematisk brug af tortur.

Dette er senere blevet bekræftet i 2008, hvor domstolen endvidere understreger, at en diplomatisk garanti ikke fritager det land, som modtager garantien, fra at foretage en konkret vurdering af, om garantien i praksis vil beskytte mod tortur.

Især FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, har meget kategorisk udtalt sig imod brugen af diplomatiske garantier i udvisningssager, hvor der er risiko for tortur. Det blev også understreget over for daværende justitsminister Lene Espersen under Nowaks besøg i Danmark i maj 2008.

Med udgangspunkt i sagen om udvisningen af to ikkedømte tunesere fra Danmark til Tunesien, som var mistænkt for at planlægge et attentat på Muhammedtegneren Kurt Westergaard (tunesersagen), frarådede Nowak Danmark at gøre brug af diplomatiske garantier.

Nowak henviste til, at erfaringer fra andre lande viste, at diplomatiske garantier ikke er en reel garanti mod tortur, og han understregede, at Danmark ville sende et forkert signal til omverdenen ved at bruge dem.

Nowak ser brugen af diplomatiske garantier som medlemsstaternes forsøg på at omgå det absolutte forbud mod tortur. Han mener, at der reelt er tale om dobbelte standarder, da garantierne kun beskytter enkeltpersoner, og at alle de personer, som ikke er omfattet af aftalen, alligevel risikerer at blive udsat for tortur. Hertil kommer, at opfølgning og monitorering af overholdelsen af diplomatiske garantier er næsten umulig og ikke giver den fornødne sikkerhed mod tortur. Og såfremt garantierne ikke overholdes, er der som oftest meget få – om overhovedet nogen – sanktionsmuligheder, både for det land, som har modtaget garantien, og for den person, som er blevet udsat for tortur.

Såvel Nowak som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anfører, at monitorering af diplomatiske garantier volder meget store problemer. Tortur foregår i det skjulte og kan ofte ikke spores eller dokumenteres. Den, som udsættes for tortur, er bange for at fortælle om torturen. Derfor vil det ofte være svært at konstatere, om den person, der er blevet udvist, har været udsat for tortur, og om den udstedte diplomatiske garanti holder.

Muligheden for monitorering er også afhængig af, at det land, som har taget imod den udviste, giver adgang dertil. Til trods for deres uafhængighed vil såvel lokale som internationale menneskerettighedsorganisationers mulighed for at tilse de udviste være begrænsede. De vil have svært ved at sikre, at de diplomatiske garantier rent faktisk overholdes.

Både det land, som har udstedt den diplomatiske garanti, såvel som det land, der har modtaget den, vil være interesseret i, at monitoreringen viser, at garantien overholdes, og at den udviste ikke udsættes for tortur. Begge lande har jo en interesse i at vise, at de ikke har forbrudt sig mod det absolutte forbud mod tortur. Ambassader, som jo netop repræsenterer de regeringer, som har udvist en person, er derfor ikke uafhængige nok til at sikre garantiernes overholdelse.

Sverige og Storbritannien er blandt de lande, som har været fortalere for brugen af diplomatiske garantier. Sverige har brugt diplomatiske garantier i forbindelse med udvisning til Egypten i den såkaldte Agizasag.

I december 2001 blev egypteren Ahmed Agiza arresteret i sit hjem i Sverige. Han havde netop fået afslag på asyl, fordi han ifølge de svenske myndigheder var mistænkt for terror. Den svenske regering besluttede at udvise Agiza til Egypten mod en garanti om, at han ikke ville blive udsat for tortur. Få timer efter sin anholdelse sad Agiza bedøvet, lænket og barfodet i et fly, som CIA havde stillet til rådighed for Sverige. Fra Bromma Lufthavn uden for Stockholm blev Ahmed Agiza fløjet til Egypten, hvor han blev fængslet og udsat for tortur. Efter en uretfærdig rettergang uden forsvarer blev Agiza idømt 25 års fængsel, som siden blev nedsat til 15 år, for medlemskab af en terrororganisation.

Det indgik i Sveriges aftale med Egypten, at den svenske ambassadør i landet skulle holde øje med Agiza for at sikre, at han ikke blev udsat for tortur. Men det hindrede ikke det videre forløb, og for et par år siden konstaterede både FN’s torturkomité og FN’s menneskerettighedskomité, at Sverige havde overtrådt det absolutte forbud mod tortur. Af begge komiteer blev det lagt til grund, at de diplomatiske garantier, der var blevet afgivet af egypterne, ikke var tilstrækkelige til at garantere de udviste terrormistænkte mod at blive udsat for tortur i Egypten.

FN’s torturkomité lagde tillige i sin bedømmelse vægt på, at de diplomatiske garantier ikke indeholdt bestemmelser om, hvorledes garantierne skulle gennemføres, og hvordan man skulle sikre deres overholdelse.

Historien om Ahmed Agiza er et eksempel, som har sået alvorlig tvivl om brugen af diplomatiske garantier. Ud over at være pinlig for Sveriges internationale omdømme har Agizasagen rystet både regering og opposition i Sverige og skabt en dyb skepsis over for brug af diplomatiske garantier.

»Det giver jo store problemer, hvis disse aftaler ikke virker. Vi taler om overtrædelse af menneskerettigheder og FN-konventioner. Diplomatiske forsikringer er en dårlig ide, fordi de indgås med lande, vi i forvejen ikke stoler på, når det gælder menneskerettigheder. Løsningen er ikke diplomatiske forsikringer«, udtalte den svenske integrationsminister, Tobias Billström fra det borgerlige parti Moderaterna.

Sverige er ikke det eneste land, der har forsøgt sig med diplomatiske garantier.

Storbritannien har indgået ’Memorandum of Understanding’ med Jordan, Libyen og Libanon, der alle indeholder diplomatiske garantier i forhold til brugen af tortur og mulighed for, at ngo’er skal bruges til at monitorere deres overholdelse.

Storbritannien har ikke til dato udvist personer i henhold til disse aftaler, og der pågår for øjeblikket to sager om udvisning og brugen af diplomatiske garantier ved den engelske højesteret.

Fra britisk side har regeringen fastholdt, at netop de diplomatiske garantier, som de har indgået og overvejer at indgå med andre lande med dokumenteret brug af tortur, er udfærdiget på en sådan måde, at deres overholdelse vil kunne sikres og monitoreres. Fra britisk side har man slået på, at garantierne bliver forhandlet på det højeste politiske niveau, at der ved indgåelsen er en detaljeret drøftelse af, hvordan de skal overholdes, og hvilke sanktionsmuligheder der er, hvis de ikke overholdes. Hertil kommer, at det også drøftes i detaljer, hvad der skal ske med den udviste person, når vedkommende tilbagesendes, i form af en detaljeret gennemgang af personens sag i forhold til retsmøder og lignende.

Den britiske model for indgåelse af diplomatiske garantier er imidlertid ikke meget forskellig fra den model, som blev brugt i Sverige i forbindelse med Agizasagen.

Her var det meningen, at den svenske ambassade i Kairo skulle føre tilsyn med overholdelsen af den diplomatiske garanti, hvilket i praksis viste sig at være næsten umuligt at gennemføre.

Om få dage ventes Integrationsministeriets arbejdsgruppe at afgive sin betænkning.

Ifølge det foreløbige udkast, som forleden blev lækket til pressen, tyder det på, at arbejdsgruppen vil advare mod, at Danmark indgår såkaldte diplomatiske forsikringer med andre lande om udvisning af personer til lande, hvor der er risiko for tortur. Arbejdsgruppen advarer både mod de mange ressourcer, som det vil kræve at indgå sådanne aftaler, og de vanskeligheder, der er med at etablere en uafhængig kontrol.

Arbejdsgruppen skriver – ifølge referatet af det offentliggjorte førsteudkast – at der kun er begrænsede muligheder for at anvende diplomatiske forsikringer uden at krænke folkeretten, og at beslutningen om at gå videre i givet fald bør træffes af regeringen.

Det er alt sammen meget fornuftige kritikpunkter. Det, man savner, er imidlertid en principiel afstandtagen fra diplomatiske garantier ud fra et folkeretligt perspektiv og i højere grad en betoning af Danmarks position som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur.

Danmark har altid spillet en central rolle i kampen mod tortur på verdensplan. For at Danmark kan blive ved med at have denne rolle, er det nødvendigt, at Danmark fortsat understreger sin uforbeholdne støtte til det absolutte forbud mod tortur, og at regering og Folketing principielt afviser brugen af diplomatiske garantier i udvisningssager.