Når Anders Fogh forlader posten som landets statsminister, går kampen om historieskrivningen i gang.

Fogh og hans spindoktorer har fået iscenesat ham som en handlekraftig mand, der har omformet Danmark, og dette billede vil de kæmpe for at bevare for eftertiden.

Men leder man efter politisk substans i Foghs meritter, er der ikke meget at komme efter. Det skyldes, at Anders Fogh måtte lægge sit politiske projekt – minimalstaten – i graven for at komme til magten, og efter en vellykket, men temmelig overfladisk værdikamp, har Fogh snarere ledet landet som en dygtig embedsmand end som en visionær politiker.

Man kan undre sig over, hvordan det er lykkedes Fogh gennem så lang tid at skjule, at han ikke har haft et politisk projekt.

Svaret er enkelt: ved at lægge politikken død.

Et eksempel er skattestoppet. Politik kan aldrig handle om at stoppe. Det handler tværtimod om at bevæge sig, om at ville noget. I stedet for at fortsætte tidligere tiders nødvendige skattereformer, satte Fogh sig selv skakmat ved at erklære et skattestop, der forhindrede enhver reform eller intelligent omlægning af skatteopkrævningen.

Dermed har regeringen i syv år fastholdt den høje skat på arbejde, indirekte belønnet miljøsvineri ved at fastfryse de grønne skatter, samtidig med at den har præmieret folk, der tog store lån i deres boliger.

Fogh er et levende bevis på, at man kan komme langt uden et politisk projekt. Men resultatet bliver også derefter.

Og han har haft let spil, for de seneste syv år har vi haft et økonomisk opsving, der kan sløve selv den skarpeste kritikerhjerne.

Når alting går godt, er det lettere at bilde folk ind, at det politiske ikke spiller en rolle, og at det er nok at administrere og finjustere de samfundsmæssige strukturer. Desuden kan man let forledes til at tro, at der ikke er behov for de store forandringer, gennemført i fællesskab.

Hver gang Fogh er stødt på et reelt politisk problem, har han benyttet sig af samme taktik. Først har han nedsat en kommission, hvor problemet kunne parkeres en årrække.

Dernæst har han nøjedes med at forholde sig til halvdelen af kommissionens forslag. Til slut er han endt med en række halvgennemførte reformer: politireformen, kvalitetsreformen og med al sandsynlighed nu også skattereformen.

Resultaterne taler deres eget sprog: en offentlig sektor, der ikke blev investeret i på trods af syv års højkonjunktur, en komplet følgagtig udenrigspolitik, en forspildt mulighed for at gøre Danmark til et grønt forbillede for resten af verden samt en integrationspolitik så virkningsløs, at det grænser til det kriminelle.

Først da klimakrisen og den økonomiske krise bogstaveligt talt bankede på Danmarks hoveddør, vågnede Fogh op af sin tornerosesøvn. Men når der ikke er et politisk projekt til at håndtere krisen og samle befolkningen om, er den bedste taktik formentlig at forlade landet.

Da Fogh kom til magten, så det godt nok ud, som om han havde et politisk projekt. Men dette projekt var alene negativt og handlede om at gøre op med tidligere magthavere: Fogh ville gøre op med smagsdommeriet og bureaukratiet i den offentlige sektor. Derudover ville han ændre tilgangen til udlændingepolitikken og få styr på integrationen.

Hvordan er det så gået med det? Fogh har med stor behændighed erstattet tidligere tiders eksperter med sine egne eksperter, som han dog heller ikke lytter til. Med kvalitetsreformen ville Fogh sikre nærhed til borgerne samt øge det offentliges effektivitet.

Det gjorde han ved at indføre flere rapporteringskrav, benchmarking-standarder, nøgletal, dokumentation og andre bureaukratiske værktøjer tilsat lidt konsulentsprog.

Reformen har derfor medført, at offentligt ansatte nu bruger mere tid på at tilfredsstille den borgerlige kontrolfetich end på at udføre deres job.

Anden del af reformen handlede om at forbedre nedslidte skoler og renovere toiletter. Men det blev der heller ikke meget af, for de 50 milliarder kroner, Fogh satte af til reformen, var bogført med det kreative håndelag, han lærte som skatteminister.

Tallet fremkom ved at lægge tallene for de næste ti års budgetter sammen uden at tilføje nye midler. Et regnestykke, der ville svare til, at din chef beder dig arbejde mere til mindre løn, men til gengæld lover dig 60 ugers ferie de næste ti år.

Når man ikke selv har et politisk projekt, er det letteste at løbe efter andres. Det var det, Anders Fogh gjorde ved at lægge sig tæt op ad George Bushs nykonservative drømme om en verden styret af kanoner og olieinteresser.

At Bush viste sig at være en af de største præsidentielle fiaskoer, USA nogensinde har oplevet, lod Fogh sig ikke mærke med.

Han underminerede endda den eneste politiske bedrift, eftertiden bør huske ham for: aftalen om EU-udvidelsen i 2002. For det EU, Fogh samlede, splittede han igen, da han valgte at følge USA i den folkeretsstridige og dårligt planlagte Irakkrig.

Præsident Bushs omgåelse af menneskerettighederne er de mest systematiske begået af et demokrati siden Anden Verdenskrig.

Bush blåstemplede brugen af tortur og efterlod mennesker i et juridisk tomrum, men ikke engang dét fik Anders Fogh til at sige fra. Så når statsministeren nu forsøger at koble sig op på Obama, der er gået i gang med at rydde ud i disse metoder, klinger det mere end almindeligt hult.

Foghs negative politiske projekt viste sig allertydeligst på miljøområdet. Tidligere regeringer havde opbygget en stærk miljølovgivning, skabt gode vilkår for den grønne teknologi og sat klimaændringerne på dagsordenen.

Men i lighed med børn, for hvem dét at vælte Lego-tårne er sjovere end at bygge dem, viste Fogh en barnlig iver efter at nedbryde disse fremskridt.

Fogh satte udbygningen med vedvarende energi i stå, hånede folk med bekymringer for naturen og indsatte Bjørn Lomborg som sin egen personlige klimasmagsdommer. Fogh var mere til kul end til vindmøller.

Efter at resten af verden for længst var holdt op med at diskutere, om der var menneskeskabte klimaændringer og i stedet var begyndt at gøre noget ved dem, kunne man i Danmark høre Foghs finansminister kalde problemet ’kejserens nye klæder’. Og selv i 2009 kan man finde Lomborg på finansloven.

Fogh har forsøgt en feberredning ved for en gangs skyld at sige undskyld og proklamere, at stilen skal lægges om. Det gøres i første omgang ved at sætte ordet ’grøn’ foran alt, hvad man har problemer med: ’grøn vækst’, ’grøn transport’, ’grøn vindernation’.

Men hvis vi skal undgå en klimakatastrofe og samtidig ruste Danmark til fremtiden, skal der helt anderledes meget indhold og nytænkning til.

Vi står foran en revolution i vores produktionsformer. Kina og USA er på vej med enorme investeringer i grøn teknologi, men i Danmark er de grønne virksomheder begyndt at forlade landet. De mangler et hjemmemarked, har ikke ordentlige vilkår og er langt fra overbeviste om den politiske vilje til at fremme deres sektor.

Fogh sidder fast i en industriel tankegang, og trods talrige forsøg på at se grøn ud er det kun lykkedes ham at slå en ting fast: Anders Fogh Rasmussens er ikke klimaopgaven voksen.

Endnu en omstændighed underminerer Foghs forsøg på at virke oprigtigt interesseret i miljøet og klimaet. I en periode, hvor han burde rejse rundt til verdens mest afgørende spillere op mod et klimatopmøde, rejser han i stedet fra Nato-land til Nato-land.

Og hvis han forlader Danmark under et år før klimatopmødet, vil det være et klokkeklart bevis for, at hans egne politiske ambitioner kommer før alt andet.

Selv før politiske resultater, der kan få afgørende betydning for klodens fremtid. Foghs politiske kynisme afsløres yderligere af, at det er under et år siden, han udråbte George Bush til en stor miljøforkæmper.

Kampen om Foghs eftermæle er i gang. Og den vil fortsætte, om han så bliver i landet eller ej. En af de ting, der vil blive diskuteret, er, om Foghs værdikamp faktisk flyttede danskerne og ændrede vores opfattelse af verden. Fik Fogh gjort det socialdemokratiske land mere borgerligt eller liberalt?

Der er ingen tvivl om, at Fogh satte en værdikamp i gang og vandt den. Men igen handlede dette mere op at gøre op med en bedrevidende kulturel overklasse end om at fremme nye værdier i samfundet.

Det værdipolitiske opgør blev endnu en måde, hvorpå politikken blev lagt død. Med slogan som »det skal kunne betale sig at arbejde« og »mest miljø for pengene« lukkede man munden på modstanderne – for hvem kan være uenig i det?

I integrations- og retspolitikken indførte man, hvad man kunne kalde feel tough-politik: hårdere straffe, ingen dialog, udvisninger og fratagelse af rettigheder. Og med eksperterne ude af vagten behøvede Fogh ikke at forholde sig til, at feel tough-politik ikke virker.

Det bliver smerteligt klart i disse dage, hvor kuglerne bogstaveligt talt flyver om ørerne på hovedstadens beboere.

Var man uenig i regeringens linje, blev man straks udråbt til halalhippie eller beskyldt for at være i færd med at åbne Danmarks grænser.

Bushs aggressive retorik om enten at ’være med os eller imod os’ blev Foghs følgagtige slogan. Var man ikke enig med Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, var man på terroristernes side.

En ny kynisme bredte sig i dansk politik, og blokpolitikken blev en realitet. Det lykkedes Fogh at ændre det politiske klima for en tid, men den, som ikke bygger op, vil historien glemme.

Netop derfor stikker kynismen og gravlæggelsen af politikken ikke så dybt, som man kunne frygte. Det har kunnet ændres på ganske kort tid.

Vi har set det i USA, hvor Obama med få beslutninger har vist en anden vej end Bush. Lukningen af Guantánamo, løftet om at USA ikke længere vil torturere, åbningen for at Californien igen må indføre skrappere miljøkrav, investeringen i vedvarende energi og dialogen med ikke-vestlige lande.

USA har på mindre end et par uger foretaget en radikal nytænkning af politikken og står igen som et land, der kan være med til at vise vejen fremad. Det genopliver troen på det politiske og på, at man kan gøre tingene på en anden måde.

Det samme gælder i Danmark. Det vil gøre en verden til forskel, hvis vi sørger for investeringer i offentligt byggeri, tilskud til energirenovering af private hjem, opprioritering af den kollektive trafik, afbureaukratisering af det offentlige, og hvis vi styrker det forebyggende sociale arbejde, reformerer folkeskolen og uddannelserne, opbygger et sundhedsvæsen, der satser på forebyggelse og moderne sygehuse i stedet for at betale overpris for private ydelser.

Og ikke mindst vil en målrettet indsats for energibesparelser, vedvarende energi samt udvikling af energi- og miljøteknologi kunne trække Danmark i den rigtige retning, og vi igen vil kunne indtage rollen som førende miljønation.

En ny retning vil også være udstukket på værdipolitikken, så snart vi får undersøgt grundlaget for Irakkrigen og kommer væk fra den dyre feel tough-politik og konfrontationsretorikken.

Faktum er, at Danmarks befolkning lige nu bevæger sig i den retning.

Det har den dygtige spindoktor Anders Fogh Rasmussen set. Vil han løbe af pladsen eller igen forsøge at skifte ham? En ting er sikkert: Kynismens tid er forbi, og det er ikke længere nok at administrere.

Politikken er vendt tilbage.