Som samfund har vi det på mange måder svært med seksualitet.

Ifølge den svenskamerikanske professor i antropologi ved University of Chicago Don Kulick befinder Skandinavien sig i en periode med stigende seksuel konservatisme:

»Selv om sex er mere tilgængeligt end nogensinde før, bevæger vi os tilbage til før den seksuelle frigørelse i 60’erne og 70’erne«, sagde han under en konference i december 2008 på Københavns Universitet.

Det opstår, efter hans opfattelse, netop fordi nogle føler sig truet af denne tilgængelighed.

I disse tider, hvor så meget af den sociale dagsorden sættes af radikal feminisme, ser vi mange sexfjendtlige tendenser: dæmonisering af mænds seksualitet; løftede pegefingre omkring en såkaldt seksualisering af det offentlige rum; påstande om, at en sådan seksualisering undertrykker kvinder.

Det påstås tit f.eks., at mandens begær gør kvinden til et ’objekt’, og at det skader ligestilling.

Argumentet anvendes hyppigt mod pornografi. Man argumenterer for kriminalisering af prostitutionens kunder ud fra en forestilling om, at promiskuitet og sex uden kærlighed er skadeligt.

Vi ser en uvilje mod at betragte prostitution som en kommerciel serviceydelse baseret på frie valg på lige fod med andre serviceydelser. Nej, man sidestiller prostitution med slaveri ud fra en ide om, at handel med sex udgør handel med hele mennesket. Der findes intet belæg for disse attituder, ud over ren fordom.

Det antydes, at synet af sexet adfærd eller nøgen hud omdanner heteroseksuelle mænd til savlende idioter eller – endnu værre – farlige krænkere.

Det er samme fordummende formodning, der ligger bag klandringen af unge pigers påklædning og adfærd. Det hævdes f.eks., at nogle mænd ikke kan styre sig og udgør en fare for den, der sender ’upassende signaler’. Også mange mænd er med til at løfte pegefingeren, med den begrundelse at sådanne signaler vækker ’forkerte’ følelser i os.

Lad mig udtrykke min store skepsis. Seksualitet i sig selv er ikke farligt. Det fortjener ingen mistænkeliggørelse eller misbilligelse. Når vi skammer os over det, skammer vi os over en fundamental del af os selv.

Sex kan vække store følelser, alt fra glæde til sorg til smerte, men det udelukker ikke rationalitet.

Tanker hæmmes ikke af en stådreng, intelligens tager ikke skade af potens. Jeg kan interessere mig for en kvinde seksuelt og intellektuelt samtidig.

At antyde, at min seksualitet skader min intellektuelle eller menneskelige kapacitet eller forringer mit syn på kvinder, er uberettiget og kønsdiskriminerende.

Begær er sundt. Det udelukker ikke respekt, det berøver ingen deres sociale status.

Hvis vi som samfund ser ned på individer på grund af uhæmmet adfærd eller påklædning, så er det altså samfundets syn på sex og seksualitet og ikke sex, der er problemet.

Den moraliserende stemning står i bemærkelsesværdig kontrast til de demokratiske og humanistiske principper, vi ellers bryster os af.

Set i dette lys er den uberettiget og absurd, og ligesom Kulick anser jeg den for et stort værdimæssigt tilbageskridt. I alle ovenstående scenarier er det nemlig den uskyldige, der bliver irettesat, og ikke den, der egentlig har problemet.

Det er den frie udfoldelse, glæden ved egen krop, den fysiske ytringsfrihed, der hæmmes og kræves undertrykt af hensyn til andres intolerance. Hvordan kan et samfund, der ellers går ind for rummelighed og retfærdighedssans dreje sig 180 grader, så snart sex og nøgen hud kommer på bane?

Om end man ser det som puritanisme, nypuritanisme eller blot en moralisme, der rejser sig og falder i bølger over tid, er sex en kategori for sig i vores kultur og har været det længe.

Engang var det monoteistisk religion, der satte samfundets moralske dagsorden: Orgasmen måtte ikke blive større end Gud. Kødets lyster måtte ikke skygge for den sande åndelige kærlighed.

Forplantningsakten måtte ikke nydes eller få lov at undslippe Edens monogame og skyldprægede regi. Nu er den radikale feminisme også moraliserende. Dens utopi er aseksuel.

Bevægelsen har sin egen version af Eden, hvor sex sidestilles med magt og helst kun nydes i parforhold, hvor parterne konstateres at være lige.

Det påstås, at uvedkommende seksuelle følelser umenneskeliggør mennesker. Der er opstået en bemærkelsesværdig alliance mellem venstrefløjens radikale feminisme og højrefløjens religiøse moralister; en enighed om, at sex er noget farligt noget, som bedst holdes i armslængde.

Manbehandler det seksuelle område anderledes – med ingen anden begrundelse end at det handler om sex. At kræve sex nedtonet eller undertrykt af hensyn til egen bornerthed er ikke mere rimeligt end at kræve farven blå afskaffet, bare fordi man ikke bryder sig om den.

At sex skulle være så anderledes end andet, så aparte, at der medfølger skyldfølelse og krav om indskrænkning af basale friheder, er der ikke noget belæg for: Det er tilsyneladende bare noget, man ’ved’. Ligesom med andre tabuemner er det nemlig et kendetegn af emnet sex, at konklusioner udgør deres egne støtteargumenter.

Kvinden som umenneskeliggjort sexobjekt, porno som kvindeundertrykkelse, promiskuitetens farer: Sådanne ideer accepteres bredt, og skepsis mødes med mistænksomhed.

Der hersker i øvrigt en forestilling om, at vores børn tager skade af det, de ’ikke forstår’ (dog tilsyneladende kun, hvad angår emner syd for bæltestedet. Ingen hævder, at de tager skade af f.eks. kvantefysik, så vidt jeg ved).

Det tages for pålydende, at der skal værnes om unge pigers ’signaler’, endda at pigerne eller deres voksne burde skamme sig over ’upassende’ visuelle udtryk. Hvorvidt skal man tage ansvar for andres opfattelse af en i et demokrati? Jo, til en vis grad:

Man erkender, at andres normer burde respekteres. Men grænsen går der, hvor disse normer er så strenge og moraliserende, at de bliver frihedskrænkende.

Attituder, der i andre kulturer tvinger kvinder i burka eller tørklæde, fører til mindre synlige konsekvenser i vestlige demokratier, men de har en virkning: De påvirker den måde, vi opdrager vores børn på. De påvirker de unges opfattelse af egen krop og seksualitet, deres identitet og selvværd.

Frisind fortjener de bedst mulige vilkår, for det er en forudsætning for, at vi er i stand til at rumme hinanden og andre. Uden frisind og selvbevidsthed er vi lukkede; ikke kun over for anderledes seksuelle værdier, men også over for andet, der træder ved siden af vores normsæt.

Radikalfeminismens syn på seksualitet er bemærkelsesværdig. At gøre seksualitet til en fjende mod ligestilling, et mandligt våben mod kvinders selvrealisering, er ikke kun urealistisk: Det modsætter sig også samme selvrealisering. For hvad er det for et kvindesyn, der fremmes i frigørelsens navn?

Et kvindeligt ideal, der forekommer så hæmmet og nærmest aseksuelt, er en fornægtelse af, hvad mennesket egentlig er under de pæne facader. Det er en falsk frigørelse, der søger at bortcensurere så meget af, hvad man egentlig er.

Hvis man tror, at sex ikke længere er tabuemne, så tager man fejl. Ifølge en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark i 2008, har ca. en tredjedel af danskerne været deres partner utro.

Pointen er, at alt dette foregår i smug. At man stadig kalder det utroskab, illustrerer, at der ikke er tale om nogen åben og uhæmmet fejring af seksualitet, men noget, der går imod strømmen. Og når en tredjedel går imod strømmen, er det ikke bare et spørgsmål om en mindre tendens, men et betydeligt opgør.

Det hetero-monogame parforhold hyldes stadig som en slags kærlighedens utopi, til trods for at det tilsyneladende dårligt tjener vores egentlige seksualitet.

Ifølge en Gallupundersøgelse fra 2007 siger hvert andet par, at de har krise i parforholdet, og hvert fjerde, at de har overvejet at blive skilt. ’Til døden os skiller’ holder dårligt i virkeligheden, selv om vi bliver ved med at love hinanden det: Der findes tilsyneladende en afgrund mellem samfundets romantiske mytologi – forestillingen om ’den eneste ene’ – og de seksuelle drifter, der egentlig er på spil.

Det er ikke mindst problematisk, at sekulære stater stadig dyrker denne mytologi gennem ægteskab. For hvad er ægteskab hvis ikke en blåstempling af heteroseksuel monogami og den familiestruktur, den fører til? Og med retmæssige gevinster til følge. Når samfundet til stadighed insisterer på disse værdier og dårligt lukker alternativer ind, så er der lagt op til de frustrationer og løgne, tallene afslører.

Og dog virker samfundet i mange henseender besat af sex. Det er bare en myte, at den udfolder sig frit. Man kan ikke dyrke en ubegrænset seksuel adfærd på tværs af parforholdets grænser uden at støde den sociale kreds, man bevæger sig i.

En sådan adfærd betragtes som svigt, uanset hvor åbent og ærligt man dyrker den; som uansvarlighed, uanset hvilke værdier der ligger bag.

Det er der en vis ironi i: Det, man kalder utroskab er, for polyamorister, måske den eneste måde, hvorpå man kan være tro mod sig selv. Valget kan være reelt nok: Ikke alle tror på rigtigheden og anstændigheden af den monogame norm.

Jeg tvivler i øvrigt på, at de fleste af os er i kontakt med vores sande seksuelle jeg. Jeg tror, at vi stadig indskrænker os efter normer, som monoteismen har trukket ned over hovedet på os, og af ren vanetænkning. Mange vil gerne tro, at monogami er noget, vi har fra naturens side. Men der er gode grunde til at tro, at vores naturelle seksualitet har en anden karakter.

Seksuel monogami er meget sjældent i naturen, især blandt pattedyr. Menneskets nærmeste slægtninge, chimpanser og bonoboer, er yderst promiskuøse.

Især bonoboer bruger ikke kun sex for forplantning, men også socialt, til forsoning og konfliktløsning. Og når studier også dokumenterer høje instanser af promiskuitet blandt mennesker, er det oplagt at tro, at vores seksuelle monogami er en social konstruktion frem for et naturligt adfærdsmønster.

Hvorfor er det svært at springe ud af skabet som de polyamorister, så mange af os formodentlig er? Hvorfor insisterer vi på at opretholde facaden?

Seksuel frihed er svært at bringe på bane, af flere årsager. Det kræver stort mod for eksempel at rejse emnet i et ægteskab eller fast parforhold, hvor det risikerer at ramme og såre ens partner.

Det kan være svært at forlige behovet for seksuel frihed med ideen om kærlighed som noget eksklusivt og evigt frem for noget fleksibelt, som udvikler sig over tid.

Det kan være svært at forlige en fortid og en ’eneste ene’ med en nutid, hvor verden og livet og kærligheden ser anderledes ud end dengang, man lovede ’til døden os skiller’. Og selv om man er single, kan det være truende for ens personlige forhold og ikke mindst scoremuligheder at tale for værdier, folk er opdraget til at misbillige. Man opretholder en pæn facade, hvor pænheden er synonym med monogami.

I disse tider, hvor man kulturelt set forsøger at fokusere på hele mennesket – gennem f.eks. anvendelse af Gardners teori om mange intelligenser – er det bemærkelsesværdigt, hvor modvillige vi er til at fokusere på den store del af individets identitet, som seksualiteten udgør.

Som kultur er vi ubegavede på den seksuelle front, ubevidste om, hvad der egentlig rører sig under overfladen. Eller måske bare uærlige.

Seksuelle drifter har enorm betydning for såvel samfund som individ, men når vi kun kan tillade os at tale åbent om værdier inden for monogamt kæresteri, så er vi i fornægtelse; en usund tilstand, ikke kun for individer, men også for et samfund.