Bandekrigen stopper først, hvis banderne selv slutter fred, erklærer politiet i Politiken 19. februar.

Erkendelsen er ikke alene fuldstændig uacceptabel – den er også et lysende eksempel på, at lov og orden er ved at smuldre i hænderne på regeringen. Vi kan og skal ikke acceptere, at det er op til forbryderne at genskabe trygheden i gaderne, mens regeringen sidder på sine hænder.

Skuddramaer er næsten blevet hverdagskost for Københavns borgere. Den blodige bandekrig, som indledtes i sommer, og som siden har udfoldet sig på åben gade, i restauranter, i boligkvarterer og ved siden af børnehaver, fortsætter uhindret i det nye år.

Kuglerne flyver om ørerne på borgerne, og det ellers relativt fredelige København minder til tider mere om en filmkulisse i en amerikansk gangsterfilm. Alene siden juli sidste år har der fundet 60 skudepisoder sted i hovedstaden. Ingen kan vide sig sikker, når gangsterne drøner gennem de københavnske gader og skyder fra nedrullede vinduer.

Forståeligt nok breder frustrationerne sig hos borgerne og ikke mindst de mange børnefamilier, som dårligt nok tør lade deres børn lege ude. Derfor er det også en krænkelse af manges retsbevidsthed, at der stadig ligger rockerborge midt i tæt bebyggede områder med børnefamilier og ældre medborgere.

Justitsminister Brian Mikkelsen hævder dog arrogant, at en lukning af rockerborgene betyder »nul og niks«. Upåagtet at det for de beboere, der daglig lever tæt op ad rockerborgene, ville betyde, at de kan sove trygt om natten.

Under sidste rockerkrig døde to under et missilangreb på rockerborgen i Titangade, og beboere kan berette, at der før jul blev kastet håndgranater og bomber mod borgen. Hvordan kan landets justitsminister have en så slap og arrogant holdning over for de forældre, som må se deres børn lege få meter fra rockere iklædt skudsikre veste?

Regeringens såkaldte normaliseringsprojekt på Christiania har heller ikke just bidraget til en fredeligere by. Tværtimod har regeringen skubbet hashhandlen ud i Københavns gader og dermed reelt bidraget til at optrappe bandekrigen.

Derudover har den ideologiske krig mod Ungdomshuset og Christiania været med til at dræne politiet for ressourcer, så de ikke har kunnet tage sig af andre vigtige kerneopgaver. At vi samtidig oplever et boom i narko og våben, der vælter ind over landets grænser, har blot forstærket behovet for, at politiets ressourcer prioriteres på en kløgtigere måde.

Men det er ikke kun bandekrigen, der er fuldstændig ude af kontrol. Antallet af knivstikkerier er også steget kraftigt under den siddende regering. Voldelige overfald og knivdrab er efterhånden blevet lige så almindelige som værtshusslagsmål. Folk bliver stukket ned på åben gade – mange gange er ofrene tilfældige mennesker, der blot befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Sagen om det blot 16-årige avisbud, der sidste år blev banket til døde med en kølle, er et uhyggeligt eksempel på den stigende forråelse, hvor gerningsmændene bliver yngre og yngre. Ungdomskriminaliteten er i voldsom vækst, samtidig med at vi er vidner til, at unge ballademagere får afløb for mange års opsparede frustrationer.

Det så vi for alvor manifestere sig i forbindelse med vinterferien sidste år, hvor de satte gang i en løbeild i en række danske byers socialt belastede områder som Vollsmose, Gellerup og på Nørrebro.

Vi må desværre konstatere, at regeringens ubegavede forsøg på at skabe mere lov og orden har haft den fuldstændig modsatte effekt. Lov og orden-samfundet er under de konservative justitsministre Lene Espersen og Brian Mikkelsen i stedet blevet til bål og brand i gaderne.

Derfor begynder VKO’s mantra om, at netop de er garanter for en stærk retspolitik, også at klinge meget hult. Det er ganske enkelt svært at få øje på gode resultater.

Nu skal det jo heller ikke hedde sig, at regeringen slet intet har gjort. Vi har f.eks. fået både en politi- og domstolsreform. Men der er desværre ikke meget pænt at sige om implementeringen af reformerne. Personalet flygter fra politiet. Arbejdsforholdene er elendige. Og der er utallige eksempler på, at nødstedte borgere ikke har fået hjælp fra politiet.

Tusindvis af hjem oplevede indbrud over jul og nytår – men stort set ingen af dem er blevet opklaret, og ingen tyve er blevet fanget. Samtidig er antallet af voldelige røverier steget kraftigt. Derfor kan det heller ikke undre, at hver tredje dansker ikke tror på, at politiet kommer dem til hjælp, hvis de bliver overfaldet.

Men det er ikke kun politiet, der har svært ved at løfte sine arbejdsopgaver. Hos domstolene hober sagerne sig op, fordi man ikke kan tiltrække kvalificeret personale, der kan få has på bunkerne. Domsmænd, forsvarere, anklagere og dommere sidder i timevis og venter forgæves på anklagede, som ikke tropper op, og på vidner, som ikke er indkaldt rigtigt.

Dertil kommer endeløse aflysninger – ofte i sidste øjeblik.

I mere end et år forsøgte oppositionen at spørge ind til problemerne med politireformen, men blev hver gang afvist med forsikringer om, at der blot var tale om indkøringsvanskeligheder, og at alt i øvrigt kørte efter planen.

Først efter en intensiv artikelserie i Berlingske Tidende, hvor der blev afsløret fatale politisvigt og fejl, måtte selv statsministeren nødtvungent indrømme, at der rent faktisk var noget at komme efter. Det sker sjældent.

I efteråret bevilgede et bredt politisk flertal politiet 325 mio. kr. ekstra til politiet over en treårig periode bl.a. for at rette op på den mangelfulde borgerservice. Men det roder tilsyneladende stadigvæk i politiet. I ly af regeringens skattereform listede justitsministeren og hans spindoktor nyheden ud om, at politiet har overskredet sit budget for 2008 med 340 mio. kr.

At en 340-millioners manko blev forsøgt pakket væk, er i sig selv angribeligt. Og roderiet kaster ikke alene mørke skygger over Brian Mikkelsen, men i høj grad også over hans forgænger, Lene Espersen, som har haft ansvaret for budgettet.

Det kræver et vist kommunikationstalent at overbevise borgerne om, at en så stor budgetoverskridelse ikke kommer til at få konsekvenser for borgerne, når man for blot et halvt år siden tildelte politiet en ekstrabevilling for netop at opretholde serviceniveauet over for borgerne.

Billedet, der tegner sig, er dystert. Ikke mindst for alle danskerne, som i dag kan konstatere, at VKO-løfterne fra flere valgkampe og det evige mantra fra Lene Espersen om »hårdere straffe« har vist sig at levere alt andet end et bedre, tryggere og mere socialt integreret Danmark.

Tværtimod har retspolitikken i alarmerende grad slået fejl. Det er alvorligt nok i sig selv, men stærkt bekymrende er det desuden, at VKO så åbenlyst står uden erkendelse af katastrofens omfang. De har ikke andre svar end blot »mere af det samme« og ingen forståelse af, af deres strategi har fejlet.

Dermed har den mest stupide populisme, som Lene Espersen har inkarneret med sit evige »hårdere straffe« forhåbentlig næsten nået sin skranke. Hendes forsøg på at fremstå som en moster skrap må siges at være en succes, når det gælder skrap retorik, men når det handler om at tage hårdt fat om problemerne og komme med troværdige løsninger, er hun snarere en moster slap.

Så snart mediestormen har lagt sig, og de voldelige begivenheder er blevet til hverdag, har vi ikke hørt meget fra de konservative justitsministre.

Der skal mere til end dundertale og slagkraftig retorik, hvis vi vil forhindre, at det danske retssamfund ender som f.eks. USA. Hårdere straffe er tydeligvis ikke den rette medicin, og når regeringen ikke er villig til at udvide paletten af tiltag, kan det kun tolkes som manglende vilje til at løse de alvorlige problemer.

Kollapset i den borgerlige retspolitik er et klart tegn på en dybere krise, nemlig en krise for den danske borgerlighed. Retspolitikken har nemlig altid været en hjørnesten i borgerlig identitet og politisk selvforståelse. Nu er den kommet til kort. Og man har efter mange års regeringsmagt med de facto flertalsregering ikke andre, man kan skyde skylden på.

Man har kun sig selv at bebrejde. Men Lene Espersen har taget flugten over i et andet ministerium i sidste øjeblik og ønsker af åbenlyse grunde ikke at blive holdt ansvarlig for den himmelråbende mislykkede administration af området.

Hendes efterfølger, Brian Mikkelsen, glimrer ved sit fravær – og når han endelig hæver røsten, ja, så handler det om ligegyldige eller spekulative spørgsmål som tørklæder i retssale – ikke om, hvordan vi får brudt fødekæden og rekruttering til kriminelle bander og ikke om personaleflugt fra politiet.

Mens de virkelighedsfjerne justitsministre har travlt med at opretholde illusionen om, at de er garanter for ro og orden, kan borgerne fortsat læse om daglige knivstikkerier, bandekrig og optøjer i gaderne. Faren for selvtægt lurer lige om hjørnet, for hvis de ansvarlige politikere ikke tager hånd om problemerne, hvorfor så ikke selv gøre det – vil flere sikkert spørge sig selv.

Justitsministeren har etableret en bandeenhed i politiet, som skal mandsopdække banderne. SF foreslog allerede mandsopdækning af de hårde kriminelle for et år siden og er derfor selvfølgelig meget tilfredse med, at ministeren omsider skrider til handling. Foreløbig har han sat 35 ekstra betjente på gaden, men det er slet ikke nok, hvis vi skal løse de gigantiske problemer.

Logikken er ifølge chefpolitiinspektør Per Larsen, at for hver gang man putter nogen i fængsel, er der en chance for, at der bliver færre kriminelle på gaden – helt upåagtet, at der hele tiden vokser nye skud på stammen, og at fængslerne er meget dårlige til at få de kriminelle ud til et normalt liv efter afsoning.

Vi har i mange år været stolte af at leve i et samfund, som har været gennemsyret af et stærkt fællesskab, og hvor borgerne har kunnet færdes trygt i gaderne. Men under VKO har vi været vidne til, at det hele er ved at falde fra hinanden.

Hvis vi ikke tager problemerne alvorligt og skrider til handling, risikerer vi at få amerikanske tilstande, hvor ressourcestærke forskanser sig med alarmer og sikkerhedsvagter, hvor områder bliver så farlige, at ingen tør komme der, og hvor flere børn og unge fra ressourcesvage familier ender i en kriminel løbebane.

SF er parat til at møde banderne med jernnæven, men det kan ikke stå alene. Skal vi for alvor genskabe borgernes tryghed og det stærke fællesskab, er der også brug for en målrettet indsats for at bryde fødekæden til banderne.

Vi skal have fat i lillebrødrene gennem et effektivt SSP-samarbejde, hvor vi følger unge i risikozonen på helt tæt hold, og vi skal gøre brug af de gode erfaringer med nærpolitistationer i uroplagede områder.

Der er brug for en ambitiøs national handlingsplan, der ikke blot symptombehandler, men som også behandler de sygdomme, som har hobet sig op under VKO.