Da rockeren Brian Sandberg næsten blev skudt, vakte det enorm opmærksomhed i de danske medier.

Politikerne, herunder den danske justitsminister Brian Mikkelsen, stod i kø for at fordømme attentatforsøget og understrege nødvendigheden af, at bandekrigen måtte stoppe. En uge forinden blev en 40-årig mand skudt under lignende omstændigheder gennem vinduet til en restaurant, og han blev hårdt kvæstet af skuddene, der ramte ham i halsen, skulderen og brystet. Dengang var der bare ingen medier, der stod i kø for at interviewe chokerede øjenvidner, ingen intens jagt i offentligheden efter attentatmanden, og ingen politikere, som i skarpe vendinger fordømte episoden.

Hvad skiller disse to episoder ad? Hvorfor fik den ene enorm opmærksomhed og den anden næsten ingen? Hvis man ser på de kolde fakta, burde den sidstnævnte skudepisode have genereret mest opmærksomhed, dels fordi offeret ifølge politiet ikke var direkte involveret i bandekriminalitet, men blev et tilfældigt offer, dels fordi han rent faktisk blev ramt. At Brian Sandberg er medlem af Hells Angels og spiller en central rolle i forhold til ungdomsgruppen AK81, er der ingen tvivl om, ligesom der heller ikke er nogen tvivl om, at han rent faktisk ikke blev ramt af skuddene. Hvorfor blev det da Brian Sandberg, der løb af med opmærksomheden og ikke den mere eller mindre tilfældige 40-årige? Det er klart, at Brian Sandberg var ekstra interessant, fordi han også var tidligere bodyguard for den skandaleramte Stein Bagger.

Ikke desto mindre blev Brian Sandberg forsøgt skudt få timer efter, at han i medierne var udråbt som den, der stod for Hells Angels hvervning af nye medlemmer til AK81, og man må derfor antage, at det var i denne egenskab, han blev måltavle i ’bandekrigen’. Brian Sandbergs relation til Stein Bagger kan derfor ikke tjene som eneste forklaring på, hvorfor han løb med opmærksomheden i medierne. Det er i den forbindelse svært at komme udenom, at Brian Sandberg er dansker, blev forsøgt skudt på en dyr dansk frokostcafe i et nobelt dansk område, mens den 40-årige var indvandrer og blev skudt på en indvandrerrestaurant i et af Københavns mest belastede kvarterer.

At Brian Sandberg først og fremmest skulle være løbet med opmærksomheden, fordi han er helt igennem dansk, er en hård påstand, men det er desværre bare et eksempel på en generel tendens i mediernes dækning af konflikten. Den igangværende ’bandekrig’ er ikke bare en krig i den kriminelle underverden om stoffer, markedsandele og lignende. Den er et samfundsfænomen, som både politikere, politi og ikke mindst de danske medier har været med til at skabe. Det er ’indvandrerne’ mod ’danskerne’ sagt i grove termer, og den vold, som ses i de Københavnske gader, er et udtryk for en samfundsdebat, der allerede for mange år siden kørte af sporet.

I december og januar lavede jeg og en medstuderende fra Lunds Universitet en undersøgelse af de etniske aspekter af ’bandekrigen’. Som en del af undersøgelsen gennemgik vi de danske skriftlige mediers nyhedsrapportering omkring hændelser knyttet til ’bandekrigen’ i efteråret 2008. Her kunne vi slå fast, at der i 73 pct. af artiklerne blev benyttet etniske begreber, herunder var de mest hyppigt anvendte ’indvandrerbander’, ’indvandrere’ og ’indvandrerbaggrund’. Begreber, som ikke siger noget om, hvad en person er, men derimod noget om, hvad en person ikke er, nemlig ikke dansk.

Men hvad er dansk, og er det virkelig mediernes opgave at definere det? For det gør de danske medier i høj grad. Eksempelvis da de danske medier rapporterede om mordet på Osman Nuri Dogan i Tingbjerg august 2008. Osman var indvandrer, og politiets mistænkte for drabet, vi kan kalde ham M, er medlem af AK81.

De danske medier brugte episoden til at konstruere konfliktens etniske skillelinjer mellem indvandrere og danskere, men glemte bare at skrive, at M, som var mistænkt for skudepisoden, altså også er indvandrer. Eller er han? M har iranske forældre, og Osman havde tyrkiske forældre, så hvad gør den ene til mere indvandrer end den anden? Og hvorfor er det overhovedet relevant for os som læsere at vide, hvor forældrene til en person, der er født og opvokset i Danmark, kommer fra?

At medierne konstruerer ofres og gerningsmænds etnicitet i deres nyhedsrapportering, er sådan set ikke nyt. Ofte ender denne trang til etiketter tragikomisk, som for eksempel da flere danske medier i december 2007 ved drabet på Anton Njie rapporterede, at en dansker var blevet knivdræbt af indvandrer. Senere viste det sig, at den dræbte var en ung, sort dansker og drabsmanden en ung, hvid dansker, og som læser sad man tilbage og vidste ikke, om man skulle le eller græde over de danske medier.

I dag skriver vi 2009, og situationen i København er langt mere alvorlig. En bølge af skyderier har nu i et halvt år gjort hovedstaden usikker. Ingen ved, hvor eller hvornår næste skyderi finder sted, og det er ikke længere nok at holde sig væk fra Nørrebro, hvis man er bange for at blive skudt. I stigende grad bliver der skudt efter tilfældige danskere, som ligner rockere, eller indvandrere, som – tja, ligner indvandrere. Dette viser, hvor problematisk det er, at konflikten er blevet konstrueret som en etnisk konflikt.

Midt i denne spændte situation, hvor uskyldige bliver beskudt, og ingen ved, hvem der bliver den næste, står Mediedanmark, som stadigvæk gladelig sætter etnisk etiket på ofre og gerningsmænd. Medierne er på denne måde med til at skabe konflikten, fordi de gør det muligt for Hells Angels og AK81 på den ene side og forskellige geografisk baserede bander (det, medierne kalder indvandrerbander, men som burde hedde ’geografisk baserede bander’, fordi deres organisation bygger på en geografisk forankring i en bydel, gade, forstad og lign.) på den anden side at mobilisere støtte og nye medlemmer ved hjælp af etnisk retorik.

Hverken Hells Angels eller de geografisk baserede bander er racistiske grupperinger. Begge sider er multietniske og vinder ikke noget på at være racister indadtil i gruppen. Derimod vinder grupperne på at rekruttere ved hjælp af en etnisk og til tider racistisk retorik, den ene side kan mobilisere unge indvandrere, som føler sig kriminaliserede af politi og medier, mens den anden side kan mobilisere marginaliserede unge danskere, som er trætte af at høre om de kriminelle indvandrere og vil tage sagen i egen hånd.

Tilførslen af kampklare unge til grupperne skaber en voldsoptrapning i gaderne, og medierne får endnu mere travlt med at rapportere om danskere og indvandrere, som skyder hinanden, hvilket gør det endnu lettere for grupperingerne at rekruttere flere medlemmer, og atter øges volden. Vupti, en ond cirkel er skabt, og Danmark har fået et nyt samfundsfænomen; den politiske bandekrig.

For at vende tilbage til vores undersøgelse i december/januar nøjedes vi ikke med at se på mediernes nyhedsrapportering.

Vi interviewede også repræsentanter fra de forskellige grupperinger, herunder Hells Angels, AK81 og Blågårdsplads om deres syn på deres egen etnicitet og deres syn på, hvilken rolle etnicitet spiller i konflikten.

Disse interview blev langtfra det, vi på forhånd havde regnet med. Repræsentanterne fra de forskellige grupper fremførte politiske argumenter og formulerede sig alle så overbevisende, at man skulle tro, de var professionelle politikere og ikke kriminelle.

Man kan argumentere for, at det er en farlig udvikling, når bevæbnede grupper i samfundet begynder at diskutere politik og se sig selv som en del af en større politisk konflikt i samfundet, et scenario, som næppe havde været sandsynligt under 80’erne og 90’ernes store rockerkrige. Risikoen er, at grupperne, med tilførslen af de nye medlemmer, som er rekrutteret ved hjælp af etnisk retorik, vil udvikle sig til racistiske grupperinger med en udtalt politisk agenda.

Interviewpersonerne var også meget bevidste omkring deres egen etnicitet og viste tydelige eksempler på, hvordan denne med indflydelse fra medier konstrueres, alt efter hvilken gruppe man tilhører. Er du med i AK81, er du dansker uanset hudfarve, er du med i en geografisk baseret bande, er du indvandrer, uanset hvad du kaldte dig før.

Det har hidtil været holdningen, at det var politiet, som skulle tage sig af banderne og rockerne og skabe ro og orden i de københavnske gader igen. Dette får de nu også ekstra bevillinger til, ligesom der oprettes særlige bandeenheder. Spørgsmålet er bare, hvor meget politiet kan gøre i den situation, vi står i i dag.

Jovist, politiet kan beslaglægge våben, gå efter bandemedlemmers dyre biler og foretage anholdelser. Men kan politiet forhindre strømmen af unge, der slutter sig til banderne? Kan politiet stille noget op over for de unge, der ikke er ude på at tjene hurtige penge, men som er politisk motiverede? Jeg tror, det er for sent. Politiet er bare en lille samfundsinstans og har ingen indflydelse på eller mulighed for at påvirke socialt udsatte unge i et polariseret københavnsk gademiljø. Dels fordi politiet hverken nyder respekt eller tillid i de kredse, dels fordi politiet ikke har mulighed for at tilbyde de unge nogle alternativer.

Men hvis politiets rolle er så begrænset, hvordan skal vi så komme ’bandekrigen’ til livs?

Det er her, Mediedanmark kommer ind i billedet. Som beskrevet ovenfor havde den etniske retorik, som grupperne fører, slet ikke været mulig, hvis de danske medier ikke var med på vognen. Og uden denne etniske retorik vil jeg vove den påstand, at ’bandekrigen’ aldrig var blevet en krig, men havde været begrænset til en række mindre opgør, som hurtigt var løbet ud i sandet, fordi grupperingerne ikke ville kunne mobilisere den støtte, som er nødvendig for en så ressourcekrævende og langvarig konflikt som den, vi ser i øjeblikket.

Det er klart, at en kriminalpræventiv og social indsats også er nødvendig, men en forfejlet social indsats kan ikke stå alene som forklaring på det fænomen, vi i øjeblikket oplever. Nedskæringer, forkerte prioriteringer og forfejlet præventiv indsats har kendetegnet dansk socialpolitik i mange årtier, uden at vi har set det udmunde i så omfattende vold mellem socialt udsatte grupper tidligere. Derfor må det polariserede politiske miljø i Danmark og mediernes bidrag til det i første omgang adresseres.

Og løsningen? Tja, først kunne de danske medier jo holde op med at udråbe en hel og meget blandet befolkningsgruppe i Danmark som parter i konflikten. Begreber som indvandrere og indvandrerbander i overskrifter bidrager ikke ligefrem til et mindre polariseret samfund. Hvis medierne i stedet kaldte ’indvandrerbanderne’ for deres rette navn, geografisk baserede bander, ville første skridt være taget. I anden omgang kunne man spørge folk, hvordan de selv vil defineres etnisk, i stedet for bare at slå fast, at der er tale om en ’indvandrer’. Så blev det måske lidt lettere at være indvandrer i Danmark, og banderne ville måske virke lidt mindre tiltrækkende. Hvem ved, måske blev det ligefrem muligt at være dansker, selv om man hedder Muhammed og er vokset op på Nørrebro.

Som inspiration kunne de danske medier jo kigge over Sundet til deres svenske kolleger. Efter Lasermannen, Vitt Arisk Motstand og Nyt Demokrati i 1990’erne spurgte det svenske samfund sig selv, om de svenske medier virkelig var kvalificerede til at bestemme, hvem der var svenskere, og hvem der ikke var, og om denne opdeling overhovedet var nødvendig?

Svaret blev nej, og selv om det svenske samfund i dag ikke er perfekt og har både racisme og bandekriminalitet, så er begge fænomener langt mere marginaliseret i samfundet, mens langt flere af dem, som før bare var indvandrere, nu er svenskere og en del af det svenske samfund.

Så er det censur, jeg foreslår? Nej, det er det ikke. Jeg foreslår, at de danske medier løfter deres del af ansvaret og sætter fred over konflikt, samhørighed over polarisering. Det, vi ser udspille sig i København i dag, er langtfra unikt, det er de samme mekanismer om end i mindre skala, som sås i Tyskland i 30’erne, i Rwanda og på Balkan i 90’erne og andre steder i verden, hvor etnisk etikettering og sortmaling af minoriteter er endt i blodige krige.

Så Mediedanmark, måske er det på tide, at I tager jeres ansvar og fratager banderne deres farligste våben: det etniske kort.