Det er glædeligt, at der i den senere tid er kommet større offentligt fokus på Danmarks krig på ottende år i Afghanistan – og på, om USA/Nato kan vinde denne krig.

Det lyder nu fra de fleste danske politikere og medier, at Taleban nok ikke kan besejres »med militære midler alene«.

Den afghanske regering, som Danmark støtter, har selv taget kontakt til Taleban og bedt om det internationale samfunds støtte til en fredsløsning (præsident Karzai på sikkerhedskonferencen i München i februar i år).

Denne voksende realisme må hilses velkommen. Men der mangler efter vores opfattelse stadig både en dybere erkendelse af den reelle situation i Afghanistan og et bredere, historisk funderet perspektiv på, hvorfor det danske militære engagement sammen med Nato og USA med stor sandsynlighed vil mislykkes, hvis ikke strategien ændres grundlæggende.

Dansk udenrigspolitik har siden den kolde krigs afslutning udviklet sig i en retning, hvor anvendelsen af militær magt fylder for meget, som især demonstreret med deltagelsen i krigene i Irak og i Afghanistan.

Uden større offentlig debat er der sket en gradvis militarisering af dansk udenrigspolitik, som ikke gavner hverken danske sikkerhedsinteresser eller løsningen af de internationale konflikter, Danmark deltager i.

Folketingsflertallet bag Afghanistan-strategien siger, at vi først og fremmest er i Afghanistan for at forhindre, at der »igen oprettes træningslejre for terrorister« i landet, hvorfra der kan planlægges nye terroraktioner mod Vesten: Danmarks forsvarslinje ligger i Helmand, fastslår statsministeren og forsvarsministeren gang på gang.

Men det kan med større ret siges, at tilstedeværelsen af de 60-70.000 USA/Nato-styrker i adskillige år har gjort Afghanistan – og især den sydøstlige del af landet – til én stor træningslejr for militante ekstremister i og uden for Taleban og al-Qaeda.

Alt tyder på, at de ekstreme islamistiske kredse i Afghanistan og i regionen profiterer rekrutteringsmæssigt på USA/Nato-styrkernes operationer i landet.

Dette ser også ud til at være det afghanske befolkningsflertals syn. En omfattende, dugfrisk afghansk opinionsundersøgelse i januar 2009 i alle landets 34 provinser, bestilt af BBC News, ABC News og det tyske ARD, taler sit tydelige sprog: 58 pct. siger, at Taleban er den største fare for Afghanistan, og 63 pct. udtrykker nogen støtte til USA’s militære tilstedeværelse i landet (et fald fra 78 pct. i 2006).

Men kun 12 pct. giver ’stærk støtte’ til USA/Nato-styrkerne, og kun 37 pct. siger, at de fleste i deres område støtter de vestlige styrker. I de områder, hvor USA/Nato har gennemført luftbombardementer, støtter 44 pct. angreb på USA/Nato-styrkerne. 77 pct. finder USA/Nato’s luftangreb uacceptable. 36 pct. lægger størst skyld for volden i landet på USA’s, Natos og den afghanske hærs skuldre, mens 27 pct. lægger størst skyld på Taleban.

I de sydlige provinser svarer mellem 57 og 64 pct., at Taleban har nogen folkelig støtte i deres område. Kun 32-33 pct. af de adspurgte mener, at USA og Nato har gjort en positiv indsats i Afghanistan.

Det store flertal af afghanere synes da heller ikke at have større forhåbninger til USA’s nye præsident Obama. 80 pct. forventer ifølge undersøgelsen, at Obama-regeringen ingen forskel vil gøre eller vil forværre situationen. Kun 18 pct. siger, at USA/Nato bør sende flere styrker til Afghanistan, mens 44 pct. siger det modsatte.

Forsvarets Efterretningstjeneste har, ligesom andre vestlige efterretningstjenester, konkluderet, at selv om den militære indsats siden 2001 generelt har svækket al-Qaeda-netværket, har Vestens militære interventioner i Irak og Afghanistan samtidig været med til at forøge terrortruslen, bl.a. mod Danmark.

Vrede unge eller dårligt integrerede muslimer fra Pakistan, Saudi-Arabien og andre lande, også i Europa, udgør et potentielt rekrutteringsgrundlag for decentraliserede terrorceller, som bekæmper, hvad de opfatter som det kristne Vestens militære besættelse af muslimske lande.

’Krigen mod terror’, som Danmark har deltaget aktivt i siden 2001, har været en katastrofal fejltagelse. Præsident Obamas USA og de europæiske Nato-lande bør snarest gøre op med denne skadelige arv fra Bush-Cheney-perioden og beklage dens titusinder af dræbte, lemlæstede og torturerede ofre i Irak og Afghanistan.

International terror kan ikke bekæmpes virkningsfuldt med soldater, bombefly og missiler. Den effektive indsats mod terror er først og sidst en politi- og efterretningsmæssig opgave, tæt suppleret med bistand til socioøkonomisk udvikling i Afghanistan og resten af regionen og bedre integration i vor del af verden.

Det er nok rigtigt, at danske soldater i Helmand gør en forskel på mikroplanet, men det er en dråbe i havet, og trods gode intentioner og professionalisme er det såkaldte ’civil-militære samarbejde’ et problematisk begreb. Socioøkonomisk udvikling af et land for enden af et fremmed geværløb er en ekstremt dyr og – vigtigst – en politisk ikke-bæredygtig model.

Uanset om de bærer et våben i den ene hånd og en spade eller en skruenøgle i den anden, vil de danske og andre Nato-soldater i Afghanistan uvægerligt være baseafsondrede fremmedelementer på kortvarige gæsteophold, som lokalbefolkningen vil se på med stor skepsis.

Afghanerne ved selvsagt udmærket, at de vantro fremmede soldater grundlæggende er der ikke for deres skyld, men for Vestens egen skyld.

Vesten har siden 2001 brugt milliarder på ’genopbygning’ i Afghanistan; men der er reelt brug for ’opbygning’, for der er tale om et af verdens allerfattigste lande, som har været i næsten permanent krig eller borgerkrig i 30 år, og som gennemsyres af korruption især på topplan.

USA/Nato-landenes udgifter til den militære indsats i Afghanistan er fortsat ni gange større end til deres civile indsats. Ifølge BBC-ABC-ARD-undersøgelsen siger 70 pct. af afghanerne, at de intet har mærket til den udenlandske bistand i de seneste år. Kun 40 pct. mener, at deres land bevæger sig i den rigtige retning.

Afghanistan har i 2.000 år været kendt som ’imperiernes gravplads’. For invaderende magter fra Alexander den Store over det britiske imperium i 1800-tallet til det sovjetiske imperium i 1980’erne har mønstret været, at de har kontrolleret de større byer, men ikke landområderne, og efterhånden har de også mistet kontrollen over byerne og er blevet jaget på flugt. USA/Nato har, når de bebudede 17.000 ekstra amerikanske soldater ankommer, over 85.000 soldater i Afghanistan.

Sovjetunionen havde op til 150.000 soldater i landet i knap ti år. De hjalp med at bygge pigeskoler, sundhedsklinikker, brønde, veje. Men de tabte, fordi de aldrig forstod landet og dets befolkning på dets egne betingelser.

Tilsvarende nederlagserfaringer har andre formelle og uformelle imperiale magter gjort: Frankrig kæmpede med 400.000 soldater i Algeriet i otte år i 1950’erne, USA kæmpede med op til 550.000 soldater i Vietnam i en halv snes år i 1960’erne og 1970’erne.

Der bør lyttes til de erfarne, fhv. sovjetiske generalers advarsler: Flere fremmede soldater i Afghanistan nytter ikke, det gør kun dialog, forhandling, respekt, kompromis – med alle religiøse og etniske grupperinger blandt afghanerne. Også med Taleban, som ifølge Per Stig Møller optræder »som nazister«?

Ja, ifølge BBC-ABC-ARD-undersøgelsen mener 64 pct. af afghanerne, at regeringen bør forhandle en aftale med Taleban, hvor Taleban får politiske poster til gengæld for at stoppe kampen. Det er hver fjerde afghaners indtryk, at det genrejste, nye Taleban har ændret sig og er blevet mere moderat – og i Kabuls naboprovinser er dét indtrykket hos op til 58 pct. af de adspurgte.

Antallet af afghanere, der rapporterer om bombeattentater og mord begået af Taleban, er ifølge undersøgelsen faldet klart i forhold til 2006.

Dette bekræfter Afghanistan-kenderes opfattelse, at Taleban er blevet en mere flertydig og forskelligartet bevægelse, end vi normalt hører, og at den omfatter meget af det, man ellers kunne kalde oppositionen til det korrupte Kabul-regime.

Ifølge forskeren Antonio Giustozzis nye bog om Neo-Taleban er bevægelsen aktiv i 32 af landets 34 provinser med over 20.000 militsfolk under våben, og den har to ufravigelige mål: 1) De vestlige tropper skal forlade landet. 2) Religiøse love skal have større indflydelse på Afghanistans legale og sociale strukturer.

Ifølge Giustozzi har Neo-Talebans militære ledelse smidt nogle af de udenlandske krigere ud af bevægelsen, fordi de var for udisciplinerede eller ekstreme og derved fremmedgjorde Taleban fra befolkningen.

En politisk forhandlingsløsning i Afghanistan vil ikke være holdbar, medmindre den inddrager alle lande og væsentlige bevægelser i regionen i en samlet forhandlings- og fredsstrategi, som også omfatter Kashmir-problemet. Især Iran, Indien og det ustabile Pakistan må inddrages.

Fortsatte amerikanske luftangreb mod ’Taleban-baser’ i det vestlige Pakistan er lige så modproduktive som de tilsvarende bombninger i Afghanistan, og de vil kun forstærke anti-vestlig fundamentalisme og terrorrisiko i Pakistan.

Det pakistanske efterretningsvæsens underhåndsstøtte til Taleban i Afghanistan skyldes pakistansk ønske om at holde arvefjenden Indien uden for indflydelse i Afghanistan og dermed undgå indisk ’omringning’.

Danmark kunne her, i samarbejde med ligesindede Nato-lande som f.eks. Norge, yde en vigtig politisk-diplomatisk indsats med et aktivt diplomatisk udspil til Obama-regeringen om at medarbejde målbevidst for en stormagtsgaranteret ’Konference for Sikkerhed og Samarbejde i Centralasien’.

Der er fortilfælde med gunstigt udfald: Under den kolde krig i slutningen af 1960’erne tog Danmark med udenrigsministrene Per Hækkerup (S) og Poul Hartling (V) i spidsen selvstændige initiativer, der virkede som katalysatorer for indkaldelsen af den al-europæiske sikkerhedskonference (CSCE) i 1970’erne.

Dens aftaler om bredt økonomisk-politisk samarbejde, fredelig bilæggelse af territoriale konflikter og respekt for menneskerettighederne bidrog i høj grad til nedtrapningen af Øst-Vest-spændingen og til processen, der førte til Berlin-murens fald tiåret senere.

Et parallelt skridt ad en sådan diplomatisk vej kunne være, med lande som Saudi-Arabien og Iran som mæglernationer (afghanerne og især Taleban lytter til islamiske autoriteter), at stile mod gradvis tilbagetrækning af USA/Nato-styrkerne fra Afghanistan, samtidig med at robuste, FN-sanktionerede multinationale sikkerhedsstyrker fra især muslimske og neutrale lande (f.eks. Indonesien, Bangladesh, Indien, Iran, Tyrkiet, Egypten, Nigeria, Marokko) erstatter de vestlige styrker i landet.

En vigtig pointe her er, at tilbagetrækningen af ’vantro vestlige styrker’ i sig selv vil tage vinden ud af sejlene på de ekstreme islamisters propaganda og indflydelse.

Danmark og Nato vil dermed ikke have ’tabt’, hvis og når vi trækker os militært ud af Afghanistan. For så vidt ’tabte’ vi allerede, da vi invaderede Afghanistan og Irak som del af den fejlslagne krig mod terror og med en overmodig tro på, at ’vi’ på et overlegent militært og moralsk grundlag kunne og burde indrette disse samfund på de måder, vi selv synes er de bedste.

Danske og andre vestlige tab har ikke været forgæves, hvis vi drager den rigtige lære af dem: at internationale konflikter og international terror med politisk-religiøse overtoner ikke hensigtsmæssigt eller varigt kan elimineres eller inddæmmes med militære interventioner og regimeændringer udefra.

De danske og øvrige Nato/ISAF-styrker kom til Afghanistan på et FN-mandat. Men FN’s medlemslande bestemmer selv, hvordan de vil bidrage til de operationer, som FN’s Sikkerhedsråd sanktionerer. Under Koreakrigen 1950-53 sendte Danmark et velfungerende hospitalsskib.

Danmark har stolte traditioner for at yde værdifulde humanitære indsatser og militære bidrag til ’blåhjelmede’ fredsbevarende og konfliktdæmpende operationer i FN-regi rundt om i verdens brændpunkter. Der er også i dag hårdt brug for danske FN-soldater i denne rolle – ikke mindst i Afrika.

Men med de enorme ressourcer, som engagementet i Afghanistan nu pålægger det danske forsvar, har Danmark i de senere år sagt nej til opfordringer fra FN’s Sikkerhedsråd om at stille tropper i nævneværdigt omfang til sådanne operationer, f.eks. i Somalia (som formentlig i dag udgør en risikozone for terroristrekruttering).

De danske bidrag til FN’s internationale fredsbevarende operationer er blevet en skygge af sig selv på grund af den nedslidning, der er lagt på det danske forsvar gennem frontlinjeoperationerne i ’krigen mod terror’ i først Irak og nu Afghanistan.

Selv hvis det lidet sandsynlige skulle ske, at situationen i Afghanistan i dette eller de kommende år skulle blive ’stabiliseret’ noget i forhold til nu med ankomsten af titusinder af flere amerikanske og måske også europæiske Nato-styrker, så vil det ikke i sig selv være et bevis på, at ’krigen mod terror’ trods alt er en succes – tværtimod.

Den krig har allerede haft langt, langt flere negative end positive konsekvenser for Irak, Afghanistan og resten af verden – i form af hundredtusinder af krigsofre og flygtninge, ødelagt infrastruktur, skævvridning af socioøkonomisk udvikling, styrket religiøs fundamentalisme og politisk ekstremisme samt øget militarisering af samfund og mentalitet i regionen og i vores egen del af verden.

Udenrigsminister Poul Hartling sammenfattede i Folketinget i 1970 dansk udenrigspolitiks grundlæggende målsætninger på denne måde: »Vi skal naturligvis gøre, hvad vi formår, for i videst muligt omfang at betrygge vor sikkerhed og fremme vore økonomiske interesser, men herudover må der i alle overvejelser om løsningen af konkrete udenrigspolitiske problemer også indgå et retssynspunkt og en vurdering af, om vi kan fremme en udvikling hen imod virkeliggørelsen af en menneskeværdig livsform.

En sådan livsform kan måske betegnes som et samfundssystem, hvor konflikter løses ad rettens vej ved forhandling eller ved andre ikke-voldelige midler, og hvor menneskerettighederne respekteres. Ethvert bidrag, som vi kan yde til støtte for udviklingen hen imod en international retsorden, er også et bidrag til at fremme vore egne interesser, vor egen sikkerhed«.

Denne vision vejledte dansk udenrigspolitik under skiftende regeringer under den kolde krigs konfrontation mellem diktatur og demokrati, og den gav Danmark indflydelse på løsningen af internationale konflikter.

Den var ikke udtryk for naivitet eller passiv eftergivenhedspolitik, men tværtimod for en aktiv og aktivistisk udenrigspolitik forankret i FN og i Nato-kredsens principper om retten til selvstændig stillingtagen og demokratisk uenighed.

Den kunne igen blive ledestjernen for dansk udenrigspolitik.