Mange tænker nok på formummede kvinder, islam og undertrykkelse, når Yemen kommer på tale.

Og rigtigt nok ser man i hovedstaden Sana’a mange kvinder, som går klædt helt i sort, dvs. med sort heldækkende overtøj, sharshaf, som regel forsynet med niqab eller ansigtsslør, et stykke stof, som alt efter omstændighederne kan trækkes ned foran næse og mund, så kun øjnene er synlige.

Det sorte og tildækkede virker overvældende på en besøgende vesterlænding. Men det samlede billede af kvinders påklædning i Sana’a er alligevel ved nærmere eftersyn mere differentieret, og den formodede sammenhæng mellem formummede kvinder, islam og undertrykkelse holder heller ikke nødvendigvis stik.

Moden med den sorte sharshaf – som ofte er syet i let og flagrende stof – med tilhørende niqab er ganske vist introduceret under indflydelse fra det islamisk konservative Saudi-Arabien, Yemens store nabo mod nord.

Men det sorte outfit anses også for smart og raffineret. Det bæres ikke mindst af unge kvinder, f.eks. er det meget populært på universitetet, hvor nogle endda sætter trumf på tildækketheden ved ikke alene at bære sharshaf og niqab, men også sorte handsker.

Ældre kvinder i den gamle bydel i Sana’a går derimod ikke klædt i sort; de bærer som overtøj et stort, farverigt stykke bomuldsstof, kaldet sitara.

Til gengæld er de endnu mere tilsløret, eftersom et stykke batikmønstret gazebomuldsstof dækker hele ansigtet. Stoffet er så tyndt, at man nemt kan se ud igennem det, men ikke ind. Denne klædedragt peger på, at tilsløring også har rod i yemenitisk skik og brug, og ikke kun er et signal om fundamentalistisk indflydelse.

Endelig er der også andre, der bærer et for os i Europa mere genkendeligt tørklæde, hijab, ofte farverigt. Dette tørklæde er nok bundet stramt om hovedet, det skjuler håret og dækker hals og skuldre, men ansigtet er frit, og den lange kjole eller frakke er nok løs, men syet i facon og diskret dekoreret. Den sidste form for påklædning er den, man finder hos de ledende aktivister i den yemenitiske kvindebevægelse og hos mange af de veluddannede kvinder.

Modsat andre lande, hvor kvinders påklædning er et spørgsmål om statslig politik, blander staten i Yemen sig ikke i, hvordan kvinderne går klædt. Men kvinders klædedragt giver ofte anledning diskussion, bl.a. i medierne.

Hvordan skal man da forstå de forskellige versioner af kvindernes overtøj ? Hvem er mest undertrykt, og hvem er progressiv? Og hvad vil det sige at være progressiv på den kønspolitiske scene i Yemen?

Nok optræder Yemen i forskellige udviklingsstatistikker over de arabiske lande som nummer sjok, når det gælder kønsligestilling, men når man som projektmedarbejder i det danske udenrigsministeriums initiativer i de arabiske lande tager til Yemen for at støtte eksisterende reformprocesser, er de yemenitiske kvindeorganisationer oplagte alliancepartnere.

De nationale kvindeorganisationer har vind i sejlene, ikke kun fordi de rummer entusiastiske aktivister, men også fordi andre donorer – på linje med det danske udenrigsministerium – gerne vælger samarbejde med civilsamfundsorganisationer.

Det profiterer disse bevægelser og deres ledende kvinder på, fordi de er dygtige til at manøvrere. At være kvindesagsaktivist i Yemen kræver nemlig nogle kompetencer, som bl.a. går ud på at holde den kritiske del af den politiske opposition stangen, især det største oppositionsparti, det islamistiske parti, ’Islah’ (hvis fulde navn er al-Tajmu al-Yamani li al-Islah, dvs. Den Yemenitiske Samling til Reform) samtidig med, at den siddende regering skal holdes fast på sit kønspolitiske engagement.

Regeringen har for eksempel signaleret vilje til at indføre kønskvotering i parlamentet, som p.t. kun har ét kvindeligt medlem. Indtil videre er der dog ikke er sket nogen ændringer på denne front.

Ifølge ’Media Women’s Forum’, en lokal ngo, der bl.a. organiserer kvindelige journalister, skyldes vanskeligheden med at få gennemført et kvotesystem i parlamentet sociale normer, som anser kvinder i det offentlige rum og i særdeleshed kvindelige politikere for at være tabu.

Disse normer har dog ikke forhindret, at kvinder nu udgør en fjerdedel af de studerende på universitetet i Sana’a.

På det humanistiske fakultet udgør de kvindelige studerende hele 48 procent. Det kunne man i efteråret læse i Yemen Post, en af Sana’as tre-fire engelsksprogede ugeaviser.

Det humanistiske fakultet hænges i samme artikel ud som ’the faculty of high heels’ (Yemen Post 20. oktober 08). Avisen bringer den for nogle læsere sikkert rystende oplysning, at 40 pct. af de kvindelige studerende bruger makeup. Denne makeup er oven i købet til salg fra åbne boder på campus.

Avisen bringer et billede af sådan en samling kosmetik, som var det en samling våben, nys fremdraget af myndighederne fra et illegalt lager. Universitetets bænke bruges af mandlige og kvindelige studerende til at sidde og snakke sammen, skriver avisen og antyder, at det er den slags møder, som får nogle kvinder til at tage en universitetsuddannelse.

Universitetet i Sana’a ligger lidt uden for den gamle by. Det er oprettet ti år efter revolutionen i 1962, hvor den sidste imam blev sat fra bestillingen og afløst af en borgerlig regering. Imamstyret var feudalt, og en moderne universitetsuddannelse måtte man dengang rejse til udlandet for at få. Men nu har universitetet adskillige fakulteter og mange bygninger spredt ud over et ganske stort campus, hvor der er plads til flere.

En af bygningerne ligger lidt for sig selv. En bred trappe fører op til indgangsdøren under den stolte påskrift: Gender and Development Research and Studies Centre (GDRSC) eller Center for Forskning og Studier i Køn og Udvikling.

I Yemen mistænkeliggøres på den ene side dét, at kvinder overhovedet går på universitetet – på den anden side har man på universitetet i Sana’a en stor, fin bygning bygget til at rumme et center for kønsstudier. Intet dansk universitet kan fremvise noget tilsvarende.

Vores rejse til Yemen handler om dette center. Centret blev sat i værk for midler fra den hollandske regering engang i 1990’erne, og hollænderne finansierede også universitetets første diplomuddannelse i kønsstudier. I 1999 blev dette initiativ imidlertid bragt til brat ophør.

Kønsstudier på universitetet virkede som en rød klud på islamisk-konservative kredse i Sana’a; især da en marokkansk oplægsholder på en konference arrangeret af det daværende center foreslog en mere kvindevenlig læsning af Koranen og sagde åbent, at han ikke troede på Gud og opfordrede til fri seksualitet.

I dag er der flere versioner i omløb af, hvad vedkommende faktisk sagde. Men det korte af det lange er, at centret for kønsstudier dermed fik en fredagsprædiken (khutba) i en af Sana’a vigtigste moskéer imod sig, oplægsholderen fik anonyme trusselsopkald og måtte skyndsomst forlade landet.

Efter sigende var det dog kun én af grundene til, at centret blev lukket. Rygterne om centret som et arnested for feminisme blev ikke kun næret af den – i forhold til resten af universitetet – rigelige udenlandske finansiering, men også af, at det engelske udtryk for køn, gender, blev forstået som identisk med feminisme.

I Yemen er feminisme et stærkt udtryk, der forbindes med åbne homoseksuelle forhold og fri seksualitet snarere end med udvikling og forbedring af kvinders forhold og rettigheder – endsige ligestilling.

Sagen bevirkede, at kvindesagsaktivister i flere år derefter ikke vovede at nævne ordet ’gender’ af frygt for beskyldninger om feminisme. Efter en tid blæste stormen så meget af, at et nyt center for forskning og studier i køn og udvikling, GDRSC, kunne oprettes i den samme bygning.

Og nu mener så gruppen af universitetslærere omkring GDRSC, at tiden er inde til igen at få en uddannelse i kønsstudier på universitetet.

Denne gang satser de på en toårig masteruddannelse i køn og udvikling. De forklarer os, at sammenstillingen af køn med ’udvikling’ er valgt, dels fordi centret og uddannelsen på den måde bliver mere spiselige for islamisk konservative kredse, dels fordi kombinationen med ’udvikling’ bedre vil sikre kandidaterne arbejde i Sana’s blomstrende bistandsindustri.

Gennem det danske Yemeni-Danish Partnership Programme – en del af Udenrigsministeriets særlige satsningsområde, Det Arabiske Initiativ – har gruppen omkring GDRSC fået kontakt til Institut for Samfund og Globalisering (ISG) på Roskilde Universitet.

Vi var derfor to fra dette institut, der i oktober 2008 rejste til Sana’a. Allerede den første dag havde vi møde med rektor for Sana’a Universitet. Han var lutter velvilje og fuld af lovord om den gruppe af kvinder, på hvis initiativ samarbejdet mellem universitetet i Sana’a og Roskilde Universitet/ISG er kommet i stand.

Universitetets rektor er et fremtrædende medlem af regeringspartiet, Folkesamlingen (Al-Mo’tamar ash-Sha’by al-’Am).

Tidlige ægteskaber har i årevis været en af de vigtigste sager, som de yemenitiske kvindeorganisationer har kæmpet imod, og igennem en årrække har de lagt pres på parlamentet.

De tidlige ægteskaber har gentagne gange været omtalt i yemenitiske og udenlandske medier som en illustration af problemets omfang.

Når unge yemenitiske piger – i nogle tilfælde børn – bliver gift med en f.eks. 20 år ældre mand, anses det ikke kun for at være et helbredsproblem, fordi pigerne, når de bliver gift tidligt, også får børn, før de er fysisk og psykisk klar til det, men i argumentationen mod tidlige ægteskaber er disse også blevet fremstillet som et generelt udviklingsproblem, der berører Yemen som helhed.

Det danske Arabiske Initiativ har støttet kampen mod tidlige ægteskaber, bl.a. ved at finansiere en undersøgelse, som kortlagde problemet.

Derfor var det ikke kun en sejr for kvindebevægelsen, som længe har advokeret for en lovændring, da parlamentet for nylig vedtog en ny lov, som fastsætter, at minimumsalderen for indgåelse af ægteskab nu er 17 år i stedet for det hidtidige 15 år.

Sammen med denne ændring af ægteskabsalder blev der også vedtaget bestemmelser om børnebidrag fra faderen til en fraskilt mor samt begrænset adgang til polygami.

Ifølge en anden af de engelsksprogede ugeaviser udtaler parlamentsmedlem Shaqi Al-Qadri i denne anledning, at man nu kan sige, at »kvinders rettigheder er en sag for menneskeheden og ikke et importeret begreb fra Vesten« (Yemen Times 11. februar 2009). Med denne udtalelse bekræfter Al-Qadri, at den yemenitiske opposition fortsat gør ændringer i kvinders rettigheder til spørgsmål om feminisme og udenlandsk indflydelse.

En anden sag, som optager kvindesagsaktivisterne, er kønskvotering i parlamentet. Den er tilsyneladende mere kontroversiel og har ført til, at den islamiske opposition har oprettet ’Komitéen til promovering af Dyd og bekæmpelse af Moralsk fordærv’.

Komitéen har udgivet en pamflet, som argumenterer for, at islam forbyder en sådan kvote. Set i lyset af formålet er det ikke overraskende, at komitéen udelukker kvinder, og indtil videre er det ikke lykkedes for kvindeorganisationerne eller andre pressionsgrupper at få ændringer igennem i retning af en kvote (Yemen Today, september 2008).

I Yemen er det nødvendigt at basere krav om politiske ændringer på en argumentation, der tager udgangspunkt i islam. Fortolkningen af islam og af Koranen får derfor en central placering, også for de progressive bevægelser og organisationer. Kvindernes Nationalråd i Yemen, en organisation som ofte indgår i samarbejde med regeringen, har derfor taget kontakt til Koran-kyndige kvinder i det islamiske oppositionsparti Islahs netværk.

Lederen af Islah, Abdul Majeed al-Zindani, har oprettet et islamisk universitet, som også uddanner mange kvinder i religiøse studier; det er bl.a. fra dette universitet, at de nye samarbejdspartnere kommer. Det fortæller Nationalrådets forkvinde, Rachida al-Hamdani, som selv voksede op i havnebyen Aden i det sydlige Yemen, der dengang var en selvstændig, socialistisk folkerepublik, efter at en marxistisk inspireret befrielsesbevægelse i 1967 havde gjort en ende på Syd-Yemens status som engelsk protektorat: »Jeg var spejder, jeg gik til svømning, og jeg kæmpede imod briterne. Nu ønsker jeg, at de kommer tilbage!«.

Når hun siger sådan, er det formentligt kun delvis i spøg. Al-Hamdani erkender, at hun ikke selv er stærk i Koranen, i hvert fald ikke stærk nok til, at hun selv er i stand til at opstille teologiske argumenter og retfærdiggørelser af ligestillingsinitiativer.

Det er derfor, organisationen har indledt dette samarbejde. »Jeg blev inviteret af al-Zindanis kone til at deltage i et møde« siger hun, »nogle af Islah-kvinderne er åbne for forandring, og de véd, hvordan sagerne skal præsenteres«.

Feminisme og islam udgør et besværlig forhold, især set fra Mellemøsten, hvor feminismen langt hen ad vejen forbindes med udenlandsk indflydelse.

Den amerikansk-egyptiske historiker, Leila Ahmed, har påpeget, at forholdet ikke er grebet ud af luften. Det opstod under kolonitiden, hvor de engelske koloniherrer som legitimation for kolonitidens overgreb bl.a. argumenterede med nødvendigheden af at hjælpe de undertrykte kvinder.

Også i dag legitimeres interventioner i muslimske lande ofte med argumenter om kvindernes ringe vilkår – og feminisme anses fortsat for at være en radikal ideologi. Det betyder imidlertid ikke, at de unge kvinder i sharshaf ikke går ind for, at kvinder skal have både uddannelse og job.

Men det giver særlige betingelser for de nationale kvindeorganisationers kamp for kønsligestilling.

’Gender’ må således bruges med forsigtighed af de organisationer, som ønsker at opnå resultater og politisk indflydelse – og de rigtigt progressive ser ud til at være dem – kvinder eller mænd – der med dygtig manøvrering får lovændringer og fornyelser igennem, ved at de på én gang kædes sammen med islam og med udvikling i Yemen generelt.