Da jeg var i København forleden, talte jeg med nogle af mine kolleger og venner om journalistikkens tilstand og primært om aviserne.

Vi blev hurtigt enige om, at det ikke stod særlig godt til med branchen nogen steder i verden. Det går faktisk ad helvede til.

Først havde den trykte presse svært ved at tilpasse sig de elektroniske medier, og nu er de webbaserede medier ikke kun ved at fortrænge aviserne, men ved at tage livet af dem. For en af de gamle redaktører ser situationen så mistrøstig ud, at han taler om journalistikkens død. Efter min mening er der nu snarere tale om journalistikkens selvmord.

Tiden er ved at drukne i realityshow, ’X Factor’, ’Vild med dans’ og en kultur, hvor overfladiskhed og selvspejling er ved at blive det højeste mål for succes og kvalitet.

Aviserne springer på vognen ved at dække den tv-skabte pseudovirkelighed som nationale begivenheder. Under de hjemlige himmelstrøg er journalistikkens udøvere helt opmærksomme på problemerne. De har travlt med at begræde tilstanden og overøse hinanden med priser.

Måske skulle de hellere bruge deres kræfter og kreativitet på at sikre journalistikken et nyt liv i stedet for at lade sig tage til gidsel af tv og nettet. De gamle medier er rigtig kommet ud at sejle – om bord på ’Titanic’.

Midt i det gigantiske opbrud, som medierevolutionen har udløst, er aviserne ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle.

Nogle journalister har evnet at udvikle deres blogs til strålende journalistiske redskaber. Ved at bryde de etablerede mediers monopol på informationsspredning har netmedierne været med til at demokratisere informations- og nyhedsformidlingen, og det er selvfølgelig godt. Men alt for mange fungerer blot som organer for meningsgyderi.

Frem for at læse og tilegne sig viden ser blogkulturen ud til at gå ud på bare at skrive løs og give sit besyv med om alt og hvad som helst. Den rå mening er kommet i højsædet, og ingen spørger om, hvad du har at have den mening i.

Problemet er, at det er en kultur, der er mere drevet af teknologi end af indhold. Problemet er også, at alle kan sparke til en bold, men det er ikke alle, der kommer på landsholdet. Men når man går online, kan alle nu være deres egne journalister, redaktører, kommentatorer og tv-producere.

Skidt og kanel uden filter og uden fact checking. Nettets muligheder er så overvældende, så uimodståelige for de etablerede aviser, at det ofte ser ud, som om vagthunden har valgt overgivelsen og lagt sig på ryggen som en kælen vovse med spjættende ben og logrende hale. Blog mig.

I sin iver efter at følge med tiden og tilpasse sig alt det nye, som de webbaserede medier har bragt med sig, er den traditionelle avisjournalistik ved at sætte sine egne værdier og idealer over styr. Man har frivilligt opgivet sin styrkeposition.

Der er ikke tale om journalistikkens død på grund af alder, slid eller sygdom. I stedet for at holde fast og udvikle det, man er bedst til, prøver aviserne i deres rådvildhed at tillempe deres nedarvede og ubestridte kvaliteter til nettets overfladiske og flygtige natur. Det gør de med relanceringer, nye formater, nyt layout og megen snak om fornyelse for at tage kampen op med netmedierne til tonerne af voksende underskud.

Men det er for det meste slag i luften, fordi aviserne ikke tør stå ved det, de er og kan, men tror, at redningen ligger i at lægge sig op ad netkulturen og tilbyde det samme som nettet med blogs, video og alskens former for interaktivitet. Det er ikke kun aktiv dødshjælp. Det er journalistikkens selvmord.

Jeg følger nøje udviklingen på nettet og har med undren set, hvordan aviserne opgiver deres medfødte fortrin for at tækkes den nye netjournalistik. Her er alt ved at gå op i blogging og talk-back; den funktion, som mange aviser tilbyder læserne på nettet, så de kan give deres mening til kende som reaktion på artikler i den trykte eller digitale udgave af avisen.

Det er indlysende en funktion med store muligheder, men hvis man følger blogs og avisernes talk-backs, vil man se, at udvekslingen i de allerfleste tilfælde meget hurtigt udarter til en æ-bæh-buh-det-kan-du-selv-være-dialog. Det kan måske være meget sjovt et par gange, men når man ser, at det er et fast mønster, der gentager sig med de samme kværulantiske deltagere i en digital diskussionsklub, så får man hurtigt nok.

Uden styring og redigering er det tomgang og tidsspilde, og jeg får lidt ondt af de journalister og skribenter, der lægger deres gode navn og talent til det selvpineri. Aviserne er i klemme, fordi deres kriseramte økonomi hindrer dem i at levere den kvalitet på nettet, som vi har været vant til på tryk, og samtidig daler den journalistiske kvalitet i papirudgaverne.

Misforstå mig nu ikke. Blogs og bloggere har deres fulde berettigelse og skal have lov til at udfolde sig lige så vildt, de vil. Jeg er ikke en teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer på nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning.

Tværtimod, jeg elsker nettet og er storbruger af Google, af danske og internationale medier på nettet med nyheder, musik, tv, film, spil og de utallige andre muligheder fra Wikipedia og tabeller, der omregner valutakurser og skostørrelser, til kunstvandringer på Louvre og bestilling af mine biografbilletter eller mine transatlantiske rejser.

Jeg er på Facebook med over 200 venner, jeg twitter på Twitter, og jeg tjekker billeder på Flickr. Jeg bruger nettet til mine professionelle opgaver, men også til sjov og til at opretholde mine sociale netværk.

Men jeg er en hybrid eller en overgangsfigur fra den analoge til den digitale tidsalder, for jeg elsker også min gamle avis og vil meget nødig undvære den i min hverdag.

Hjemme i Washington abonnerer vi på to af USA’s bedste aviser, og bumpene tidligt om morgenen, når aviserne rammer hoveddøren, er en af de kærkomne daglige påmindelser om, at de lavteknologiske velsignelser stadig er en del af vores hverdag. Hurra for det. Jeg klipper stadig artikler ud og lægger dem til side, selv om jeg har et velordnet digitalt udklipsarkiv på min computer og næsten daglig udveksler artikler med venner og kolleger på nettet.

Alle er jo opmærksomme på, at aviserne er en truet dyreart. Flere kendte amerikanske aviser er allerede lukket, andre er gået i betalingsstandsning. Nogle af verdens førende aviser som The New York Times, The Washington Post og The Financial Times er i alvorlig økonomisk nød og har brug for redningspakker.

The New York Times har måttet taget imod en investering på flere hundrede millioner dollar fra en mexicansk milliardær, som bladet ofte har hængt ud som en lyssky forretningsmand.

De store danske morgenaviser kæmper mod vigende oplag, faldende annonceindtægter og ændrede læservaner på grund af nettet og gratisaviser. Det er slemt nok, og ingen kan bagatellisere de problemer. Men værst af alt er nok det identitetstab, som aviserne oplever i disse år.

Hvad skal de være i den nye digitaliserede verden, hvad er deres funktion og rolle i forhold til læserne og det samfund, hvis vagthund de ønsker at være? I jagten på det svar og den identitet har aviserne ikke blot ændret form og stil, men også deres væsen. I al deres tilpasningsiver har de glemt, hvem og hvad de er eller bør være, og i stedet for at gøre sig uundværlige er de i fuld gang med at gøre sig overflødige.

Aviserne er således ved at afvikle sig selv. De er ved at miste de nye generationer og vil ikke kunne vinde dem tilbage igen, fordi de unge aldrig kommer til at vokse op med eller værdsætte bumpet uden for deres dør. De pavlovske reflekser, der får dem til at tænke på nyheder og viden, har kun noget at gøre med lyden af en klikkende mus og de andre digitale lyde og signaler, der kommer fra en computer.

De aviser, der klarer sig bedst, er dem, der har kunnet fastholde deres identitet. Det er først og fremmest nicheaviserne med et klart defineret redaktionelt mål og en lige så veldefineret målgruppe. I Danmark er det aviser som Børsen, Kristeligt Dagblad, Weekendavisen og Information. Det er ikke kæmpeaviser, men de har tilpasset deres produkt til deres marked og klarer sig betydelig bedre end de ’store’ aviser, der vil være alt for alle. De har opnået succes ved at holde fast på deres journalistiske målsætning og værdier.

Men det bedste eksempel på succes for traditionel journalistik i den moderne verden er det britiske ugemagasin The Economist, der selv kalder sig for en avis. The Economist er en ubestridt succes, der kan melde om oplagsfremgang og stigende indtjening i en global satsning på læsere, der ønsker journalistisk kvalitet, grundighed og fordybelse. I stil og form har The Economist ikke ændret sig ret meget, men har konsekvent satset på at forbedre produktet. Bladet har en tilstedeværelse på nettet, men har ikke holdt udsalg af sine grundlæggende værdier.

Den vare, man tilbyder læserne, er at sætte nyhederne i perspektiv ved hjælp af analyse, baggrund, intelligente kommentarer og skarpe meninger. Nej, det er ikke en massepublikation. Det er et blad for eliten, men pointen er, at The Economist har fastholdt sin identitet, forstår sin målgruppe og leverer et produkt, der lever op til de højeste krav til journalistisk kvalitet. Det er altså ikke al journalistik, der står for fald, og der er noget meget opløftende ved at se, at kvalitet betaler sig og er det bedste middel mod netmediernes fremstormen.

Det siger sig selv, at alle aviser ikke skal kopiere The Economist. Men hvis de vil overleve, må de som The Economist holde fast på de journalistiske værdier, forstå deres målgruppe og lade være med at gå på kompromis for bevidstløst at være med på den digitale modebølge. De må finde deres læsere med et produkt, der giver dem de holdepunkter, de har brug for midt i den eksplosion af information og viden, som informationssamfundet har udløst. Det giver avisen en position som en ø midt i informationshavet. En niche af kvalitet, integritet og klarsyn.

Samtidig er det indlysende, at netmedierne er kommet for at blive, og at en tilpasning og en konvergens mellem de nye og gamle medier vil være uundgåelig. Man må glæde sig over de myriader af muligheder og tilbud, som nettet giver med adgang til viden og nyheder når som helst og hvor som helst. Det har gjort livet lettere og rigere. Netmedierne er unge og vilde og skal have lov til at boltre sig og afprøve grænserne.

Det letbenede og overfladiske er en del af billedet, men det gør ikke så meget, så længe de gamle medier ikke går i panik og lader sig trække med. Afsmitningen fra netmedierne er med til at udvande og devaluere journalistikken, hvis den går på kompromis for at være med på noderne. Opgaven må være at levere kvalitet og udnytte nettet til at underbygge journalistikken. Det er muligt, at journalistikken kun vil overleve på nettet i fremtiden, men det vil stadig gælde om at fastholde de værdier, der ligger til grund for god journalistik.

Aviserne er nødt til at brillere med journalistik i særklasse. Det vil sige, de skal levere dybdeborende, kritisk journalistik underbygget med grundig research og præsenteret i en moderne sproglig og grafisk form, der lyser af professionalisme og begavelse. Troværdighed, gennemsigtighed og etik er i højsædet. Hvis den fjerde statsmagt vil tages alvorligt, må den også vise, at den kan overvåge sig selv, ligesom den overvåger alle andre magt- og interessegrupper – og stille samme krav om etik og sandfærdighed, som den stiller til andre, når det drejer sig om plagiat og magtmisbrug.

Aviserne har alle forudsætninger for at tage føringen og vise vejen. De har de kompetencer og den erfaring, der skal til, og bliver nu nødt til at finde ud af, hvordan de skal udnytte nettet med et produkt og en forretningsmodel, der vil sikre fremtidens succes.

De undgår ikke et opgør med gratisprincippet på nettet. The Economist og flere andre publikationer har en formel, man kan bygge videre på. Bladet giver alle begrænset adgang til sit stof på nettet, men hvis man er abonnent, har man fuld adgang til alt redaktionelt stof på hjemmesiden. Brugerbetaling må også blive en farbar vej, ud fra en betragtning om at kvalitet koster. Det er kun i den lettere del af bloguniverset og popkulturens fantasiverden, at man kan opretholde en illusion om gratis glæder.

Selv om det ser sort ud derude nu, og aviserne er trængt, er håbet ikke ude. Hvis aviserne opfanger tidens signaler, hvis de er i stand til at udnytte deres styrke, forene alle deres kræfter og talenter, og hvis de vælger kvalitet frem for overfladiskhed og pop, så kan de stadig vende udviklingen. Hvis det sker, behøver man ikke længere tale om journalistikkens selvmord. Ligesom i tilfældet med The Economist vil man kunne begynde at tale om journalistikkens triumf.