Det er næppe gået op for folk, at det ikke kun er Salman Rushdie, der har en dødsdom hængende over sig – der er faktisk mange skribenter, der har – og filosoffen Robert Redeker er en af dem.

Stormen om hans person startede, da han endnu boede hjemme i landsbyen Escalquens ved Toulouse i Sydfrankrig, et dejligt solbeskinnet naturområde, som folk, der har læst Alphonse Daudets ’Lettres de Mon Moulin’ (’Breve fra min mølle’) mest vil forbinde med sydfransk varme.

Men varme var det så som så med, da Robert Redeker efter en bramfri artikel i den borgerlige avis Le Figaro 19. september 2006 pludselig mærkede en voksende kulde omkring sig.

Artiklens overskrift var ’Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes forsøg på at skræmme den’, og her lagde Redeker ikke fingrene imellem.

Hør blot, hvad han siger om forbrydelser begået i religionens navn: »Ingen af kirkens fejl kan føres tilbage til evangeliet. Jesus er ikke voldelig, og han tilbyder en sikker havn for en kirke, der – når den er på afveje – har bare at vende tilbage til ham. Men hvis nogen vender tilbage til Muhammed, bliver de bare bestyrket i deres tro på had og vold. Jesus er kærlighedens mester, Muhammed er hadets mester«.

Det var rene ord for pengene, og reaktionen lod ikke vente på sig.

Redekers artikel blev opfattet som en krænkelse og hurtigt oversat og sendt videre til den arabiske verden. Dagen efter udtalte den meget indflydelsesrige prædikant Al-Qaradawi på Al-Jazeera-tv, at her var der sket en skændselsdåd.

Straks blev Redeker truet personligt via et hav af injurierende e-mail, men han blev også truet – uden at han vidste det – af terrorister, der planlagde at likvidere ham. Det franske efterretningsvæsen havde nemlig opsnappet et kodet budskab med følgende indhold:

»Først svinets navn: Redeker, Robert. Og så for det andet: et foto, for at vi ikke skal glemme hans ansigt. For det tredje denne arrogante løgners adresse: (...) For det fjerde: Hvor arbejder han? Nær Toulouse i Saint-Orens-de-Gameville, han underviser i filosofi ved Pierre-Paul Riquet Gymnasium. (…) For det femte: Hvor ligger Escalquens? Ikke særlig langt fra Toulouse, ca. 15 kilometer sydøst for byen«.

Det var tydeligt en drejebog for et mord, og det ændrede Robert Redekers liv totalt. Fra nu af skulle alle elementer i hans dagligdag laves om. Ikke alene forlangte politiet, at han flyttede, de krævede også, at han holdt op med at tale med sine venner, og at han aflyste sin undervisning og foredrag.

Hans bil skulle også skiftes ud, sagde de. Og udseendet med. Han skulle kort fortalt holde op med at være Robert Redeker. Ja, så enkelt var det. Og det var ikke kun for en kortere periode, betonede politiet, for dødsdommen ville med stor sandsynlighed aldrig blive forældet, og truslen ville hænge over ham resten af hans dage.

Det var altså den besked, han fik, og her behøver man ikke nogen særlig veludviklet fantasi for at kunne sætte sig i Redekers sted. Men det blev værre.

Tidligere kolleger og deres elever på gymnasiet fik hurtigt nys om sagen, og alle naboer var klar over, at noget usædvanligt var i gære. Hvordan reagerede de så? De reagerede kort fortalt ved at slå hånden af ham, og de antydede – nogen vil sige med rette – at det hele var hans egen skyld.

Og her begynder historien at blive interessant, fordi mange ikkemuslimske franskmænd fandt truslerne berettiget. De forstod, at de potentielle mordere »følte sig krænket«, og at Redeker hæmningsløst havde hakket på en forsvarsløs minoritet og derfor aldrig mere måtte undervise på gymnasiet.

Kunne det virkelig passe? I Frankrig? Det land, der gav verden Voltaires stolte »jeg afskyer det, du siger, men vil forsvare til døden din ret til at sige det«? Ja, det kunne det, og det værste af det hele var, at Robert Redeker til sin rædsel måtte sande, at dem, han havde regnet med som naturlige allierede, var de første til at slå hånden af ham. Det gjaldt først og fremmest hans kolleger på gymnasiet og derefter deres fagforening.

De organiserede ikke en eneste støtteforanstaltning for ham, og alt, hvad de kunne svinge sig op til, var en lille pressemeddelelse, der kom meget sent og meget tøvende. And the rest was silence, som Shakespeare siger.

Jamen er fagforeninger i Frankrig ikke vant til at demonstrere? Jo da, det er netop, hvad de er, og de gør det ofte for et godt ord. Den største fagforening, FSU, havde lige før artiklens offentliggørelse været på barrikaderne til støtte for en vis Cesare Battisti, der var eftersøgt i Italien for deltagelse i mord begået i en tid, hvor han var medlem af en særlig underafdeling af De Røde Brigader.

Den franske stat ville udvise Battisti, men mange, herunder det franske LO, tog parti for ham. Battisti var ikke lærer, men blev alligevel kraftigt bakket op af Redekers egen lærerfagforening, der havde tydeligt mere sympati for en mordmistænkt end for den formastelige og politisk ukorrekte Robert Redeker.

Og det havde Redeker svært ved at fatte: »Jeg, der til forskel fra Battisti er lærer og fransk statsborger og ikke har været under anklage for andet end blasfemi og meningsforbrydelse (...) har tilsyneladende ingen ret til støtte fra min professions fagforeninger?«.

Sådan skriver en forståeligt bitter Redeker i erindringsbogen ’Man må prøve at leve’, hvor han fører dagbog over de forskellige fortrædeligheder, han blev og stadig bliver udsat for.

En af hans få venner blandt kollegerne på Pierre-Poul Riquet-gymnasiet, hvor han underviste, indtil skandalen brød ud, prøvede at sætte en støtteerklæring i gang på lærerværelset.

Men ingen vil skrive under. »I stedet tales der om de tusinder af forbrydelser, jeg skulle være skyldig i, og som berettiger, at man ikke kan skrive under på en støtteerklæring. Jeg skulle have bifaldet amerikanernes indgriben i Irak, jeg er ikke antiamerikansk (!), jeg er zionist (selv om jeg ikke er jøde), jeg er imod forstadsungdommen, jeg er Sarkozy-tilhænger, Jeg er højreorienteret, jeg skriver i (den borgerlige) Le Figaro, jeg er reaktionær, jeg har vist sympati over for CPE (en upopulær ansættelsesreform), og listen over mine reelle eller imaginære forbrydelser er endnu længere end anført her. De få, der til sidst indvilliger i at sætte deres navn på, slår krøller på sig selv for ikke at stå forrest på listen. De tror, de ville udsætte sig for akademisk eller fagforeningers misbilligelse, og hvis de alligevel skriver under, er det altid på betingelse af, at deres navne drukner i de andres nederst på listen«.

Havde kritikerne måske solide argumenter for ikke at skrive under? Absolut ikke, siger Redeker. De bruger de samme argumenter som voldtægtsforbrydere, der siger, at pigerne selv var ude om det. De gik jo udfordrende klædt og havde derfor bedt om at blive voldtaget. Dvs. de havde været alt for fri i deres måde at være på.

Det samme gælder mig, skriver Redeker. Jeg var alt for fri i min måde at tænke på, og denne frihed ramte mig i nakken som en boomerang. Men det mest mystiske af det hele var grunden til, at folk gerne ville støtte den mordmistænkte italiener, men ikke den ikkemordmistænkte Redeker, der selv var truet med dødsstraf.

Hvordan kunne de forsvare den holdning? Hans kolleger plejede jo at være de første til at være imod religion, og de var til og med inkarnerede modstandere af dødsstraf. Men ikke i dette tilfælde.

Så hvad var årsagen? Redeker kunne ikke forstå det, indtil det til sidst dæmrede for ham. Han var ’et dårligt offer’! Han var ikke en, der manglede identitetskort og cpr-nummer. Han var heller ikke farvet, han var velintegreret i det franske samfund, han var fastansat lærer.

Han var med andre ord ikke et offer, som man kunne foreholde den franske stat. Eller forfatningen. Eller kapitalismen. Eller den vestlige verdens historie eller noget tredje. Nej, han var helt forkert på den, fordi han ikke var et offer, der kunne fremme folks behov for dårlig samvittighed. »Og derfor er jeg uinteressant«, skriver Redeker med en bitterhed, der er til at tage og føle på. Men selv om mange svigter ham, er der også nogen, der støtter ham. En af dem er Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, der tager hans parti uden forbehold.

»Sagen er så vigtig, at jeg har beordret beskyttelse for adjunkt Robert Redeker, fordi jeg finder denne slags fatwa fuldstændig uholdbar (...) Lad der ikke herske nogen som helst tvivl om vores holdning. I det franske demokrati har man lov til at tale om hvad som helst.

Dengang vi havde den danske karikaturkrise, tror jeg, at jeg var en af de få højrepolitikere, der mente og også sagde, at det var bedre med en overflod af vittighedstegninger end en mangel på dem. Det betyder ikke, at jeg syntes, at profettegninger var i den bedste smag. Tværtimod.

Men jeg foretrækker for mange vittighedstegninger frem for få«. Ja, det er vi sikkert mange, der gør. Sarkozy slutter med at skære det principielle ud i pap:

»Og så vil jeg sige, at det er i alle franske muslimers interesse, at islam bliver en religion som alle andre. Hverken mere eller mindre end katolicisme, protestantisme eller jødedommen. Og det er noget, vi skal stå urokkeligt fast på uden at vige en tomme. Det, der er sket med denne lærer, er simpelt en skandale«.

Ja, deter præcis, hvad det er. En skandale. Det religiøse Frankrig har frembragt et væld af antireligiøse drillepinde, der har taget den kristne kirke under meget ukærlig behandling, og ingen af dem har måttet lide Redekers skæbne.

Alle kender Voltaires berømte »écrasez l’infame!«, (knus den odiøse kristne kirke), og der er en perlerække af andre religionsrevsere med samme budskab.

François George er et typisk eksempel. I ’Min personlige frankrigshistorie’ 1983, skrev han, at »årsagen til Jomfru Marias svangerskab er den mest fantasifulde løgnehistorie, som nogensinde er blevet opdigtet til ære for en hanrej«.

Det slap han godt fra uden så meget som en politianmeldelse, og hvorfor skulle man også anmelde François George, når der er 1.000 andre, der har sagt noget lige så slemt og endda værre? Ordet er frit. Eller var.

For situationen har ændret sig i Frankrig.

Selv om François George sikkert har stødt en masse troende katolikker med den lidet kristelige udtalelse om Jesu tilbliven, har ingen af dem stræbt ham efter livet, og ingen religiøs organisation har dømt ham til døde. Men i Redekers tilfælde var det anderledes.

Han havde ikke fornærmet kristendommen, men islam. Hvilket foranledigede den kommunistiske borgmester i Saint-Orens-de-Gameville, hjemstedet for Redekers gymnasium, til at fremkomme med et salvelsesfuldt »man skal respektere andre menneskers tro«. Hvad ingen havde sagt i forbindelse med de mange fornærmelser af kristendommen.

Og det kunne Redeker ikke se logikken i. Hvorfor er kritik af islam pludselig fornærmende og endda ’racistisk’, spørger han i sin bog?

Og der må man blive ham et svar skyldig. For sådan er det ikke med andre religiøse ideologier. Når man går i rette med katolicisme, gør man det mod et dogme og mod ritualer, som folk er i deres gode ret til at kalde latterlige og overtroiske.

I Yves Roberts film ’Min fars herlighed’ (’La Gloire de mon père’) spiller Philippe Caubère rollen som Joseph Pagnol, der gør grin med sin katolske svigerfar, Onkel Jules (spillet af Didier Pain), der får at vide, at katolikkerne »æder deres gud hver søndag« (et argument, som chefredaktør i nærværende blad også har diverteret sig med), og det kan man gøre ganske ustraffet.

Men hvis man gør noget lignende med islam, er fanden løs, og det var ikke kun mørkemænd fra middelalderen, der hævede en fordømmende pegefinger, det var (næsten) hele det officielle Frankrig med undtagelse af den heldigvis kødfaste præsident Nicolas Sarkozy.

Alle andre ministre, embedsmænd og politikere faldt over den formastelige Redeker og undlod i skyndingen at fordømme hans potentielle mordere. Nej, det var Redeker, der var skyld i al ballade, fordi – sagde de – han manglede ’ansvarlighed’. Og derfor måtte han tage skade for hjemgæld.

Men Frankrigs største ånder har netop været de »uansvarlige«, påpeger Redeker, og han maler et herligt panoptikon af alle de begavede kættere, der fra deres sky oppe på parnasset ville sige »velkommen i klubben« til deres betrængte åndsfælle Robert Redeker.

Det er de fornemste forfattere, filosoffer og videnskabsmænd i Europas historie, og de har alle sat deres præg på Vestens åndelige udvikling.

Blandt de sidst ankomne er filosoffen og etnologen Claude Lévi-Strauss, der i ’Tristes Tropiques’ fremkommer med nogle betragtninger, der får Robert Redekers ’kætteri’ til at virke ganske harmløst. Og pudsigt nok uden at det skabte skandale, fordi tiden var dengang en anden. Lévi-Strauss’ ’uansvarlige’ ’Tristes Tropiques’ udkom for 30 år siden (altså længe før masseindvandringens tid), og da bogen oven i købet var et tungt og lærd akademisk værk, var der ikke nogen, der følte trang til at føle sig fornærmet. Hverken på egne eller andres vegne. Så der kom ingen fatwa mod Lévi-Strauss.

Men ikke alle medlemmer i De Uansvarliges Klub er sluppet så let. En af de første, der på egen krop måtte føle, hvad manglende politisk korrekthed kan føre til, var filosoffen Sokrates, der pga. tanker, der faldt den herskende klasse for brystet, blev tvunget til at tage gift.

En anden, der kom i fedtefadet, var den tidligere dominikanermunk Giordano Bruno, der var ’uansvarlig’ nok til at hævde, at der findes flere måder at anskue verden på, og at vi derfor ikke kan nå frem til absolut sandhed. Det brændte de ham for, og astronomen Galileo Galilei var tæt på at lide samme skæbne.

Lidt bedre gik det klubbens ærespræsident, Voltaire, der ’kun’ fik prygl på åben gade og en omgang bastinado-tortur i et fransk fængsel. Et andet fornemt klubmedlem, Baruch Spinoza, blev lyst i band af både det kristne og det jødiske samfund i 1600-tallets Amsterdam pga. sit ugudelige efterskrift til bind I af ’Etik’.

Herefter vendte alle sig imod ham, og resten af sine dage måtte han ernære sig ved at slibe brilleglas, indtil de små støvpartikler, han fik i lungerne, gjorde en ende på hans ensomhed.

Og så er der Karl Marx, hvis liv som politisk flygtning ikke ligefrem var nemt. Al kritik begynder med religionskritik, sagde Marx, og hans famøse »religion er opium for folket« har været – eller rettere sagt var – venstrefløjens kampråb i halvandet hundrede år.

Og derfor er Karl Marx en central figur i Vestens frigørelse fra religiøse dogmer, siger Redeker, og for ham udbringer de uansvarliges parnas – de skarpeste hjerner i tænkningens historie – en begejstret skål. ’Til den frie tanke!’.

Jeg er i ganske muntert selskab, skriver Redeker.

Men resten af livet må han kigge sig over skulderen.