Der bliver længere og længere imellem annoncerne. Først faldt priserne på annoncerne, så faldt mængden af annoncer – først langsomt, men sidste år med en faretruende hast. I første kvartal af 2009 taler alle om frit fald på annoncemarkedet.

I alle bladhuse er der blevet skåret ned. Trykkerier er blevet lukket, nye samarbejder er indledt for at skære på udgifterne.

På redaktionerne er der blevet længere imellem de redaktionelle medarbejdere. Og alle venter, at det bliver værre, inden 2009 er omme.

Situationen er omtrent den samme i alle mediehuse , der har avisen – hvad end den er lokal, regional eller landsdækkende – som omdrejningspunkt for den journalistiske produktion.

Selv om aviserne i årevis har måttet kigge langt efter de nye unge læsere, som skulle erstatte de aldrende (primært mandlige) læsere, har de kunnet holde skindet på næsen, fordi indtægterne først og fremmest er kommet ind via annoncerne.

Men de unge kom ikke, og kvinderne tog kun i begrænset omfang livsstilsmagasinerne med gode råd mod stress og mos i græsplænen til sig.

Det har selvfølgelig givet rynker i panden i mediehusenes salgsafdelinger. Men i annonceafdelingerne har man trods nedgangen i mængden af læsere stadig i flere år kunnet tjene mange penge på annoncesalg. Indtil sidste år. Så kom den tsunami, som fra den ene dag til den anden bremsede annoncesalget: Den globale finanskrise.

Annoncesælgerne er nu også svundet ind i takt med deres faldende salgstal. I 2008 faldt annoncesalget markant. En tendens som fortsætter – blot med voldsommere styrke i 2009.

For nogle avishuse er det livstruende. For de har ikke penge på kistebunden til flere år med svigtende annonceindtægter. Mediehuse vil i år tabe millioner af kroner på at udgive og distribuere avis.

Selv om de trykte aviser i flere år har mistet læsere, har avishusene samlet set fået flere læsere. De nye mediebrugere er nemlig sevet ind ad sidedørene i takt med, at mange medier har fået opbygget netsider med nyheder, baggrund og underholdning.

En langt billigere og hurtigere distribution af nyheder og baggrundsstof har dermed indtaget en plads ved siden af den langt dyrere og tungere avisproduktion. Men problemet er, at avishusenes netredaktioner ikke i nær samme omfang slæber de indtægter via annoncer til huse, som aviserne gjorde før i tiden.

Dermed har netavisernes stigende mængde af brugere ikke kunnet kompensere for de tab, som aviserne har oplevet.

Mange publicister har i årevis fulgt devisen: Vi tjener penge for at kunne udgive avis. Ikke omvendt. Sagt med andre ord, vores vigtigste mål er at kunne bedrive journalistik – ikke at tjene penge. Vi skal tjene penge for at kunne blive ved med at indtage denne vigtige rolle i samfundet.

Men i stedet for at betone vigtigheden af at kunne udgive avis, producere indhold, skrive historier, researche, stille kritiske spørgsmål, holde øje med magthavere og myndigheder på vegne af borgerne, har medierne primært fokuseret på deres funktion som kommercielle virksomheder i et frit marked.

Medierne har således behandlet sig selv – på erhvervssiderne – som erhvervsstof på erhvervsstoffets præmisser: Hvordan går det ’i markedet’? Hvordan går det med ’kunderne’? Hvordan målrettes ’produktet’ til forskellige ’segmenter’? Avishusene har i markedssprog konkurreret om danmarksmesterskabet i annoncesalg, hits og læsere – eller kunder.

Et markedssprog, som ikke er til at misforstå.

Der er ikke noget galt i at operere på et kommercielt og frit marked. Markedskræfterne har vist sig fremragende til på en række områder at sortere i, hvad der kunne stå, og hvad der måtte falde.

Problemet er bare, at der tilsyneladende ikke er det store marked og salg i dét, som avishusene er rigtig gode til: Nemlig at lave kritisk kvalitetsjournalistik. Den form for journalistik, som understøtter demokrati og holder tendenser til korruption og magtmisbrug på et absolut minimum.

Men hvad er kritisk kvalitetsjournalistik, og hvad betyder det at være samfundets vagthund?

På Journalisthøjskolen har vi defineret, hvad vi mener, at journalistikken skal. Og det er også et bud på, hvad journalistikkens primære formål er – i hvert fald den form for journalistik, som lever op til et demokratisk ideal. Vi mener, at journalistikken skal:

• give indsigt i politiske, kulturelle og sociale forhold

• stimulere og styrke demokratiet på alle niveauer

• stimulere og styrke personlig og institutionel ansvarlighed

•styrke borgernes muligheder for at træffe velovervejede valg i samfundsmæssige og personlige sammenhænge

•værne om ytringsfriheden og udbygge informationsfriheden

•respektere det enkelte menneskes integritet

Set i det lys har medierne en rolle, som ligger langt ud over, hvad der kan sælges med fortjeneste i et kommercielt marked. Globalt set har medierne i takt med deres selvstændiggørelse fra stat og partier indtaget en selvstændig rolle – ikke kun som samfundets vagthund – men også i vid udstrækning som en fortsat stimulans for demokrati.

Det betyder ikke, at medierne skal afholde sig fra at lave underholdende livsstilsjournalistik om drivhuse og fliser i badeværelset. Medierne skal også have interview med popstjerner og krimiforfattere, magasintillæg om makeup og det seneste inden for ballerinasko eller klubber for rejselystne læsere. For det vil vi have.

Problemet er, at når medierne har italesat sig selv som markedsdrevne virksomheder, så overlever annoncedygtige campingtillæg langt bedre end den kritiske journalistik, som sjældent har sit udspring i et stigende forbrug af udstyr til campingvogne og fladskærme.

For nylig skrev David S. Bennahum, som er leder af Center for Independent Media ved Columbia University Graduate School of Journalism i New York, at den frie presse – og den mest værdifulde af den – var ved at blive ofret på laissez faire-kapitalismens alter.

I USA står en række store hæderkronede dagblade, herunder New York Times, som af mange pressefolk anses for at være verdens bedste avis, over for massive problemer med fortsat at finansiere daglig udgivelse. Disse mediekoncerner er ligesom bladhuse i resten af verden ramt dobbelt.

Først oplevede de en vandring af læsere fra de givtige aviser over i de mindre givtige netsider. Dernæst satte finanskrisen yderligere trumf på nedturen.

Konsekvensen er ifølge David S. Bennahum fra Columbia University, at den rolle, som pressen har spillet i samfundet og for vores civilisation, forsvinder. Og han spørger: Hvem skal så uddanne og informere befolkningen om store og små dagsordner i vores tid?

Bennahum tror ikke på, at de elektroniske medier, som tilsyneladende formår at holde nyhedsmaskineriet i gang, kan indtage den plads i pressehistorien, som dagbladene med deres solide research og kritiske tænkning hidtil har indtaget. Læserne vil blive overladt til få kritiske bloggere, som holdes eller holder sig selv til ilden.

Herhjemme er spørgsmålet også, om de elektroniske medier ikke bare overtager denne rolle fra de skrantende aviser, som næppe heller vil kunne holde deres store nyhedssites kørende, hvis bunden går ud af deres primære kilde til journalistik – nemlig aviserne?

Kan tv, radio og den resterende del af netmedierne overtage denne rolle med at give borgerne den indsigt, som gør dem i stand til at agere som indsigtsfulde og ansvarlige borgere, der ved deres valg og ageren understøtter demokratiet?

Næppe. Dagbladene indtager i dag rollen som den væsentligste dagsordensætter i samfundet. Selv om ny forskning påviser, at public service-udbyderne i Danmark, TV 2 og DR, i vid udtrækning producerer selvstændige historier i deres aktualitetsudsendelser, er disse i vid udstrækning baseret på dagsordner, sat af dagbladene.

Derfor kan man også godt undre sig over, at kun radio og tv i form af DR og TV 2 har opnået status som public service-udbydere. Hvorfor er det kun tv og radio, som kan indtage denne fornemme og statsstøttede rolle som offentlighedens tjener? Forklaringen er historisk og skal ses i sammenhæng med radio- og tv-mediets kolossale magt.

Hvis man som journalist har fulgt nyhedsstrømmen igennem mange år fra et dagblad, vil man også vide, at det er et vægtigt succeskriterium at få ’afsat’ sine historier til DR og TV 2’s nyhedsflader.

Imens debatten om redningspakken til TV2 og ekstra midler til DR har raset, har de frie markedskræfter revet og sledet i de i forvejen hårdt ramte aviser.

Nuvel. Dagbladene får også offentlig støtte. Forrige år fik aviserne i alt omkring 1,5 milliarder i støtte. Langt den største andel af støtten blev givet som indirekte støtte i form af 0-moms. Den væsentligste betydning af 0-momsen er, at bladhusene ikke skal betale moms af avissalget.

For læserne betyder det – alt andet lige – at de kan købe aviserne billigere. Skatteministeriet vurderer, at denne indirekte statsstøtte anløber omkring 1,1 milliard kroner.

Ifølge ’Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark’, som er en del af grundlaget for den udredning af mediestøtten, som i øjeblikket pågår, er 0-momsordningen helt afgørende for dagbladenes overlevelse. Uden 0-momsen ville dagbladenes samlede årlige resultat være negativt, hvilket betyder, at en del medier slet ikke ville udkomme.

Betingelserne for at kunne opnå momsstøtten er meget løst formuleret. I grove træk skal avisen udgive aktualitetsstof, henvende sig til en almen kreds af læsere, behandle et bredt område og i sit udtryk fremstå avislignende. Det er altså ikke i 0-momsen, at vi skal lede efter en redningsplanke til den kritiske og dybdeborende journalistik.

I en af de langt mere beskedne støtteordninger er der imidlertid gjort et hæderligt forsøg på at sige, at der er forskel på journalistik. Og der er forskel på, om aviser udfylder rollen som demokratiets støttepille eller ej.

Distributionsstøtten, som forrige år udgjorde godt 340 millioner kroner til dagbladene, har i modsætning til den indirekte momsstøtte et mere præcist formål i retning af at understøtte en ’demokratisk debat’ og ’kulturel og samfundsmæssig oplysning’.

Lovgivningen bag distributionsstøtten gør også forsøg på at definere, at en tredjedel af indholdet af bladet skal være redaktionelt stof, produceret med henblik på udgivelse i det pågældende blad. Støtten gøres også betinget af, at halvdelen af stoffet i bladet er redaktionelt stof, og at halvdelen omhandler politiske, samfundsrelaterede eller kulturelle emner.

Distributionsstøtten er et skridt i den rigtige retning, hvis den ikke kun er tænkt som et redskab til at skabe et mangfoldigt mediebillede. Men det er faktisk også et forsøg på som samfund at understøtte medierne i deres rolle som stimulans for demokratiet.

Forestil dig for et øjeblik, at samfundet på samme vis lavede generelle støtteordninger på området for kunst og kultur. En beskeden pose penge sendes efter en særligt defineret form for kultur, som ville have det svært i et kommercielt marked og som dermed risikerer at forsvinde ud af vores kulturskat.

Men langt den største pulje penge reserveres til produkter, der i deres udtryk ligner malerier (eksempelvis malet på lærred med oliemaling), der henvender sig til en bred, almen kreds og produceres i store mængder. Intet ondt sagt om Ikea og Bilka.

Men man kunne godt forestille sig, at de med den form for støtteordninger ville sætte sig på en betydelig andel af kulturstøtten.

Man kan sagtens argumentere for, at der ikke skal lægges for snærende kriterier ned over mediestøtteordningerne netop for at sikre pluralisme i udbuddet af selvstændige medier. Man kan også godt argumentere for, at moderne læsere vil have et bredt udbud af læsestof spændende fra politiske analyser over madopskrifter og gossip.

Sådan skal det også være. Men mediestøtten, som er generel og uafhængig af, om man producerer historier om fladskærme eller de uheldige konsekvenser af politireformen, er ikke noget effektivt redskab til at understøtte en kritisk presse.

Hvis man som samfund tror, at man med generelle mediestøtteordninger har tegnet en livsforsikring til den kritiske, undersøgende og udfordrende journalistik, tror man altså forkert.

Mediehusene har ikke i den nuværende mediestøtteordning noget særligt incitament til at fastholde den sværeste – og dyreste – form for journalistik, når krisen for alvor får tag i de danske bladhuse.

Den særlige forpligtelse hænger i dag stort set ene og alene på en publicistisk tradition, som markedskræfterne har gjort et solidt anslag imod i de lande, vi gerne sammenligner os med, når det handler om en fri og stærk presse.

I løbet af foråret og sommeren vil debatten om mediestøtten fortsætte og sikkert også blive skarpere. Men debatten vil først og fremmest komme til at handle om konkurrenceforholdet imellem de forskellige medietyper og deres platforme: Magasiner, internet, aviser og tidsskrifter.

Diskussionen vil ikke blive mindre intens af, at krybben er faretruende tæt på tom flere steder. I debatten vil ordet ’demokrati’ optræde flere gange. Men de fleste vil afholde sig fra at definere, hvornår medierne faktisk udfylder en rolle i forhold til demokratiet.

Det er nemlig ikke nogen let debat. Men den skal tages, hvis demokratiets vagthund ikke skal reduceres til et logrende campingtillæg.