Det danske sundhedssystem er løbende til debat.

Det er kun naturligt, at sundhed optager befolkningen, for de fleste familier kommer med mellemrum i kontakt med sygehusvæsenet – enten som patient eller som pårørende.

De fleste har derfor også en mening om deres møde med lægerne, sygeplejerskerne, om der er rent på sygehusene og i det hele taget om den service og behandlingskvalitet, som de oplever i sundhedsvæsnet.

Langt de fleste patienter har heldigvis positive oplevelser, selv om medierne langt oftere fokuserer på negative enkeltsager.

Mens sundhedsdebatten blandt patienter og pårørende handler om kvalitet, så strander den politiske sundhedsdebat ofte i et slagsmål om kvantitet og tørre tal.

Hvem vil give flest penge til hospitalerne, hvor lange er ventetiderne, og hvor mange operationer bliver der gennemført? Det er naturligvis alle sammen relevante tal at få frem i de politiske debat, men for patienterne og de pårørende er det ikke endegyldige mål.

Hvordan patienterne oplever sundhedsvæsnet, og om de bliver raske, synes nemlig kun i mindre grad at præge den politiske debat, som derfor kan blive langt mere frugtbar for patienterne og de pårørende, hvis vi sætter fokus på behandlingskvaliteten.

Bruger man alene de nøgne tal til at beskrive sundhedsvæsnet, er der ingen tvivl om, at de danske sygehuse bliver bedre år for år.

Der bliver ansat flere og dygtige læger og sygeplejersker. Medicinen bliver mere effektiv, og med øgede bevillinger til sundhedssektoren gennemføres der nu langt flere operationer end tidligere, hvilket generelt giver kortere ventelister til gavn for patienterne. Alt sammen betyder det, at danskernes middellevetid er stigende.

Det er jeg som sundhedsminister naturligvis glad og stolt over. Det viser, at regeringen har prioriteret sundhedsområdet højt. Og det agter vi fortsat at gøre.

Regeringen har allerede afsat 25 mia. kr. til nye højt specialiserede sygehuse, og med 15 mia. kr. fra regionerne vil der i de kommende år blive investeret 40 mia. kr. i sygehuse i verdensklasse.

Det bliver topmoderne akutsygehuse med den nyeste teknologi og logistik til gavn for patienterne og de ansatte. Jeg forventer, at de nye sygehuse kan blive rollemodeller for en helt ny sundhedsindustri i Danmark, der på sigt også kan eksporteres og give indtægter og arbejdspladser til landet.

Ud over moderniseringerne og investeringerne i nye bygninger vil der også i de kommende år blive brugt flere penge til sundhedsområdet som følge af regeringens opprioriteringer på bl.a. kræftområdet samt nye prioriteringer på f.eks. psykiatriområdet.

Men derudover vil der også være et opadgående pres på sundhedsudgifterne, fordi der skal bruges flere penge til ny og mere effektiv medicinbehandling og på grund af den ændrede demografiske udvikling i retningen af flere behandlingskrævende ældre.

Det stigende pres på sundhedssystemet gør det efter min mening endnu mere påkrævet at komme et spadestik dybere ned i debatten om sundhed.

For mig er der nemlig ingen tvivl. Danskerne har krav på et sundhedssystem i verdensklasse, og derfor ønsker jeg i højere grad, at sundhedsdebatten føres på patienternes præmisser.

Det vil sige en debat om kvalitet til gavn for patienterne frem for en debat om kvantitet til gavn for politikerne.

Med de frie sygehusvalg vil de enkelte patienter således have langt større gavn af at få brugbare oplysninger om hospitalernes behandlingskvalitet frem for at blive dynget til med tal, der for patienterne kan virke ret ligegyldige.

Det vil give patienterne langt større reel frihed til at vælge sygehus, hvis de ved hjælp af nogle få klik med en mus kan hente og sammenligne detaljerede oplysninger mellem sygehusene helt ned på enkelte sygdomme og behandlinger.

Det er derfor min opfattelse, at der er brug for at udvikle nye styringsredskaber over for sygehusene, der i højere grad sætter patienterne i centrum ved at måle på kvalitet frem for kvantitet.

Derfor har jeg nu sat et arbejde i gang i Sundhedsministeriet, som jeg vil drøfte med Lægeforeningen og Danske Regioner på deres årsmøder i Aalborg i dag.

Mit forslag er indføre nye kvalitetsmål for sygehusene, så patienterne kan se, hvor de får den bedste behandling.

Visionen sætter patienterne i centrum, skaber et mere gennemsigtigt sundhedssystem og gør det lettere at vælge den bedste behandling mellem de offentlige sygehuse.

Lad mig give nogle eksempler på, hvilke kvalitetsmål der kan være med til at sikre et bedre sundhedssystem til alle. Lad mig understrege, at der kun er tale om eksempler, da målene skal diskuteres og afklares i forhandlinger med Danske Regioner, Lægeforeningen og andre relevante organisationer.

1. Det er mit og regeringens mål, at Danmark bliver blandt de bedste i verden til at behandle patienter med livstruende sygdomme såsom kræft og hjertesygdomme.

Jeg ønsker derfor, at sygehusene år efter år skal forbedre overlevelsesrater for alle de store kræft- og hjertediagnoser. For at være sikker på, at sygehusene efterlever målsætningerne, skal Sundhedsministeriet desuden løbende følge med i de erfarede ventetider, antallet af operationer, og hvordan det går med implementeringen af kræft og hjertepakker m.v.

2. Psykiatriområdet trænger generelt til et løft. Patienterne er ofte blandt de svageste i vores samfund, og desværre har mange regioner og kommuner nedprioriteret området i for mange år.

Jeg forestiller mig derfor en række kvalitetsmålsætninger på det psykiatriske område.

Vi skal sikre, at en stigende andel patienter behandles inden for to måneder.

En anden målsætning er at reducere anvendelsen af tvang.

Der er bred faglig og politisk enighed om, at anvendelse af tvang i psykiatrien bør holdes på et minimum, men vi må også se i øjnene, at vi aldrig helt kan undgå at bruge tvang.

Fiksering og anden form for frihedsberøvelse kan således være nødvendig, når det sker for at skabe tryghed for den psykiatriske patient, der kan være til alvorlig fare for sig selv, eller når vedkommende er til fare for andre patienter og ansatte på afdelingen.

På den baggrund vil jeg forsigtigt lægge op til, at der opstilles mål for mindre anvendelse af tvang i psykiatrien under hensyn til de omtalte forbehold.

Derudover skal vi også have en målsætning om at reducere andelen af psykiatriske patienter, der blive sendt videre til førtidspension, ligesom jeg vil være åben over for kvalitetsmålinger, der inddrager de pårørendes oplevelse af indlæggelsen, behandlingskvaliteten og udskrivningsprocessen.

3. Det er på sigt billigere at forebygge end at helbrede. Alligevel er der ikke samme fokus på forebyggelse og sundhedsfremme som på de mere traditionelle sundhedspolitiske tiltag.

Udviklingen i livsstilsrelaterede sygdomme som følge usunde madvaner, rygning, alkohol og mangel på motion er hastigt på vej i den forkerte retning.

Det er stærkt medvirkende til en skævvridning af hele sundhedssystemet, og på den økonomiske side betyder det, at kun ca. 5 pct. af danskerne tegner sig for næsten halvdelen af landets sundhedsudgifter på næsten 90 mia. kr.

Der er med andre ord mange penge sparet, hvis vi kan ændre danskernes levevis i retning af mindre rygning, mere motion samt bedre og sundere kostvaner.

Desværre er det lettere sagt end gjort.

Det hænger sammen med mange faktorer i samfundsudviklingen, hvoraf de fleste ligger uden for sygehusenes regi.

Selv om ansvaret for den forebyggende indsats nu ligger i kommunerne, må det være muligt at opstille ambitiøse målsætninger, der sigter på at forbedre folkesundheden.

Det bør således være målsætningen, at antallet af genindlæggelser som følge af kroniske diagnoser med forbindelse til danskernes kost, rygning og alkoholforbrug bliver reduceret. Det er f.eks. langt bedre for de kronisk syge, hvis vi kan hjælpe dem med at holde deres sygdom i ave, så de undgår forværringer, der bringer dem ind og ud af sygehusene.

Gennem det seneste år har regeringen haft en række eksperter i Forebyggelseskommissionen til at analysere og komme med forslag til en styrket forebyggelsesindsats. Kommissionen har netop afleveret sine anbefalinger, og inden længe spiller jeg på regeringens vegne også ud med vores visioner og en strategi for at føre dem ud i livet.

4. Sygehusenes væsentligste funktion er at gøre syge mennesker raske – eller i det mindste gøre det bedst muligt for patienterne at leve med deres sygdomme.

Alligevel sker der dødsfald på hospitalerne. Nogle af dødsfaldene er naturligvis uundgåelige, men andre er ikke. Men at sygehusene kan gøre en indsats, viser de seneste års erfaringer med det såkaldte Operation Life-projekt.

Kampagnen, der er iværksat af Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden, har fokuseret på at give patienterne den optimale behandling og pleje hver gang for dermed at skabe varige kvalitetsforbedringer på sygehusene.

Målet for projektet er at forebygge 3.000 dødsfald på sygehusene, og tallene viser, at det har været en succes, selv om der stadig sker omkring 5.000 dødsfald på de danske sygehuse som konsekvens af utilsigtede hændelser.

Min ambition er derfor, at sygehusene fremover skal måles på, hvor gode de er til at reducere andelen af dødsfald i forhold til de forventede. Sygehusene kan således gøre en ekstra indsats for at undgå genindlæggelser og utilsigtede hændelser på hospitalerne.

Det kan de f.eks. gøre ved at reducere antallet af tilstødende komplikationer og sygdomme. Det er f.eks. ikke rimeligt, at op imod ti pct. af patienterne får nye sygdomme, mens de er indlagt. Det er f.eks. luftvejsinfektioner, liggesår eller at blive udsat for fald og ulykker på sygehusenes områder.

5. De offentlige sygehuse er krumtappen i det danske sundhedssystem. For at reducere ventetiderne og sikre patienterne de bedst mulige forhold genindfører regeringen fra 1. juli det udvidede frie sygehusvalg.

Det har 280.000 patienter indtil videre haft direkte glæde af. De har fået betalt en behandling på et privathospital, fordi ventetiden på de offentlige sygehuse var for lang.

Men de mange flere patienter, der er blevet behandlet på de offentlige sygehuse, har også haft glæde af, at rettigheden har givet hele systemet et stærkere fokus på at sikre patienterne en hurtigere behandling. Med det frie valg er det afgørende for patienterne ikke længden på den længste kø eller for den sags skyld gennemsnittet af sygehusenes ventetider.

Det afgørende – og det, vi skal opstille mål for – er derimod adgangen til hurtig, offentligt betalt behandling af høj kvalitet. Først og fremmest på de store offentlige hospitaler, men også med de mindre private hospitaler og klinikker som en vigtig ventil for patienterne.

6. For at sikre patienterne den bedste og hurtigste behandling skal der opstilles mål for sygehusenes produktivitetsudvikling.

Her skal vi f.eks. ind og kigge på, hvor stor en andel af behandlingen der foregår ambulant, og hvor lang den gennemsnitlige indlæggelsestid er.

Målet er, at man derved fremtvinger et bedre samarbejde mellem sygehusene og kommunerne, så patienterne hurtigere kan få et genoptræningsprogram og komme hjem til sig selv.

Derved bliver der sengepladser til nye patienter, mens de udskrevne patienter hurtigere kommer til kræfter og hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet. Det er med andre ord en ren win-win-win-situation.

De nye kvalitetsmål for sygehusene har til formål at skabe et bedre offentligt sundhedssystem til gavn for patienterne.

De vil samtidig skærpe kravene til en bedre ledelse, organisering og planlægning på de enkelte sygehuse og afdelinger, og som en meget væsentlig sidegevinst skal kvalitetsmålene også tjene som succeskriterier for de folkevalgte regionspolitikere.

Ved at indarbejde konkrete sundhedspolitiske målsætninger i økonomiaftalerne med regionerne kan regionspolitikerne nemlig få større frihedsgrader til at planlægge og tilrettelægge sygehusdriften under hensyn til de overordnede politisk fastsatte mål.

Dermed kommer de selvsagt til at spille en større rolle i sundhedspolitikken samtidig med, at de kommer tættere på borgerne.

Med de øgede frihedsgrader til regioner følger naturligvis også et større ansvar.

Regionspolitikerne kommer altså til at stå til ansvar over for både regeringen ved de årlige økonomiforhandlinger og de lokale vælgere ved regionsrådsvalgene, hvis de ikke lever op til de aftalte mål om kvalitetsforbedringer til patienterne.

Vælgernes dom risikerer med andre ord at falde prompte over for de regionspolitikere, der ikke påviseligt har været i stand til at drive deres sygehuse hurtigt nok i den rigtige retning til gavn for patienterne.

Det medfører i sig selv, at regionerne nok vil stramme sig ekstra meget an for at gøre deres sygehuse endnu bedre, så de kan give patienterne de bedste behandlingstilbud.

Den bedste service til patienterne og de pårørende. De bedste udskrivningsplaner med tilbud om hurtig genoptræning. De bedste karriere- og udviklingsmuligheder for læger, sygeplejersker o.a. personalegrupper. Den bedste rengøring mv.

Det er således min vision, at nye kvalitetsmål vil være med til at løfte de offentlige sygehuse op i en ny liga.

Det vil først og fremmest sætte patienternes kvalitetsbehov i centrum.

Men det vil også være med til at gøre de offentlige sygehuse til attraktive og inspirerende arbejdspladser til gavn for hele sundhedssektoren og til gavn for hele samfundet.