Undskyld mig, men hvornår var det lige, at vi underskrev den puritanske samfundskontrakt?

Den med vægt på evigt liv her og nu og syndsbevidsthed lurende i samtlige kroge og hjørner? Fordømmelse og stigmatisering af de anderledes tænkende? De usunde? Rygerne? Dem, der spiser det urene dyr, svinet? Dem, der besudler deres hellige legeme med synd og last og falder for alskens fristelser?

Jeg kan nemlig ikke erindre at have skrevet under noget sted. Og hele cirkusset undrer mig såre.

Hvornår var det, at vi besluttede os for, at viden, indsigt og kunnen er ligegyldige, aristokratiske værdier for støvede åndssnobber, mens en døgnet-rundt-opmærksomhed på kolesteroltal, blodtryk og fedtprocenter er uomgængeligt pensum for alle danske statsborgere?

Hvornår var det, at vi besluttede, at vores fælles skattekroner skulle gå til at fylde vores eneste fælles public service-kanal, DR, med endeløse livsstilsprogrammer, helseoplysning, underholdning og damebladsstof? Og hvorfor er der tilsyneladende så få, der synes, at det er et problem?

Er jeg den eneste, der er ved at kaste op, når jeg aften efter aften pligtskyldigst bænker mig foran nyhederne for at blive en oplyst borger i en komplekst, moderne demokrati, blot for at blive mødt med endeløse banaliteter og vox pop?

Er der ikke andre, der undrer sig over det stort set komplette fravær af nuanceret belyste, udenrigspolitiske nyheder, økonomisk stof og egentlig oplysning?

Vores samfund har udviklet sig fra et grundtvigiansk værdimæssigt ståsted, hvor kristentro og oplysning var i højsædet, til en snigende, men efterhånden allestedsnærværende sekulær helligholdelse af kroppen som altings endemål. Kroppen har overtaget stort set alle de ideologiske værdiinvesteringer, som engang var forbeholdt ånden.

Vi frygter for dens evige liv her i det jordiske paradis. Vi våger nøje over vore egne og hinandens synder, fordømmer de lastefulde, gør vores bodsøvelser over gårsdagens udskejelser i form af endeløse løbeture for at rense os. Fadervor er udskiftet med Fitness.

Jeg skal være den første til at græde tørre tårer over, at den gammeldags syndsbevidsthed er på retur, men hvorfor dette behov for at udskifte den med en ny?

Hvad er det, vi forestiller os? At vi alle sammen skal blive tussegamle og senildemente og inkontinente? Hvorfor er det, at vi tror, at der er en fantastisk samfundsmæssig gevinst ved at forøge ældrebyrden? Tror vi virkelig, at der er en økonomisk gevinst at hente?

Jamen, herregud! I gamle dage var der langt færre, der døde af kræft. Men det skyldtes jo først og fremmest, at folk døde tidligere af andre grunde. For hver gang vi rykker målstregen lidt frem, vil der stå andre onder og lidelser parat til at overtage, hvor de gamle slap.

Vi kommer jo ikke alle sammen til at falde om af det så hedt begærede hjerteslag en dag, pludseligt og uden forvarsel. Nej, vi kommer til at sidde og råbe på bleer, madordninger, hjemmehjælp, hjemmesygepleje, plejehjemspladser, hofteoperationer og rollatorer en masse.

Gad vidst, om samfundsøkonomien egentlig bliver så voldsomt meget forbedret af, at alle skal have tre års pension yderligere, suppleret med endeløse hospitalsindlæggelser, fordi vi falder og brækker hofter og andet og skal have foretaget demensudredninger og have fysioterapi og aflastningsophold, indtil den eftertragtede plejehjemsplads er der?

Jeg tvivler.

Men imens et helt samfund efterhånden er godt på vej til at være professionelle diætister med en tilbundsgående indsigt i, hvordan vi følger den rette vej med speltbrød og maveøvelser, forvitrer enhver forestilling om kunnen og viden til ligegyldigt støv i krogene af det efterhånden meget renskurede legeme, hvor ånden har travlt med at vedligeholde sit vehikel, kroppen.

Universitetsstuderende nægter at læse lange og komplicerede tekster på andre fremmedsprog end engelsk.

Gymnasielærere tror, at istiden faldt sammen med vikingetiden. – Det er ikke engang løgn, eksemplet er hentet fra virkelighedens verden anno 2009, ligesom eksemplet med historielæreren i folkeskolen, der i niende klasse resolut benægtede, at der nogensinde skulle have eksisteret noget, der hed den polske korridor. Og det var vel at mærke under gennemgangen af årsagerne til Anden Verdenskrig!

Det er ikke længere forbeholdt taberne at sige: ’Ej, alt det der med matematik, det kan jeg altså ikke finde ud af!’. Det er helt legitimt. Vi gider ikke engang prioritere uddannelsen af vores lærere, så de er ordentligt fagligt rustet til den undervisning, de skal varetage. Vi har ordblinde dansklærere – endnu et eksempel fra den virkelige verden.

Bogsalget vokser og har det godt, ja, men den seriøse faglitteratur er trængt, og de fleste forlag dropper den i disse år.

Vi er kort sagt ved at forvandle os til en nation af dummernikker med udsigt til et endeløst langt liv.

Det er sgu da et forstemmende perspektiv.

Når jeg nævner matematikken som eksempel, er det ikke ud fra et ønske om at vende tilbage til forne tiders sorte skole. Jeg er med på, at menneskelige værdier og den slags er vigtigt.

Men matematik er jo – foruden at være sjovt og basis for en masse af den teknologiske nyskabelse, som vi formentlig skal leve af i fremtiden, nu hvor lønningsniveauet har presset stort set al produktion ud af landet til østligere himmelstrøg – en helt grundlæggende skoling i at tænke abstrakt og logisk ræsonnerende.

Og guderne skal vide, at logisk ræsonnement ville være en herlig ting at få lidt mere af i stedet for det følende meningstyranni, der breder sig ud over samfundsdebatten som en kræftsvulst.

Følgen af vores dumhed er jo blandt andet, at argumenter baseret på viden og analyse erstattes med dybtfølte meninger, der mestendels har til hensigt at gestalte og forankre identitetsfølelsen hos den, der ytrer sig.

I mangel på identitet baseret på samfundspolitisk indsigt og historisk og politisk/økonomisk forståelse kaster vi os nemlig over standpunktsidentitet med udgangspunkt i mærkesager, der som oftest debatteres uden synderlig hensyntagen til, om grundlaget er oplyst og nuanceret af viden.

Det kan næppe være sundt for den demokratiske beslutningsproces i det lange løb.

Man kan naturligvis mene, at det er flintrende ligegyldigt med den polske korridor. Er det ikke nok at vide, at Hitler var ond og slog en masse jøder ihjel? Ja, jo, nej og måske ikke helt.

Geopolitik er stadig en væsentlig magtpolitisk faktor. De fleste af klodens krige er blevet udkæmpet med underliggende rod i en eller anden geopolitisk problematik, så fænomenet er formentlig kommet for at blive.

Og som med alt andet er det sådan, at jo mere viden man har, jo flere eksempler man kender til, jo bedre rustet er man til at forstå dynamikkerne, når nye problemer melder sig, og til at forsøge at finde relevante løsninger. Viden skaber simpelthen forståelse.

Det er som en sublim fodboldspiller, der i det afgørende øjeblik foretager et genialt træk – det skyldes ikke en guddommelig indgivelse, men erfaringen fra mange, mange kampe og mange timers træning, der sidder indarbejdet i kroppen og hjernen, så kroppen kan reagere overraskende og med knivskarp præcision og originalitet.

Noget tilsvarende gælder et demokratisk samfund: Jo større viden og erfaring, der er akkumuleret i den samlede samfundskrop, jo bedre er mulighederne for at rykke og udnytte de kræfter og det talent, der er til stede.

Og når jeg nævner de universitetsstuderende, der ikke gider læse tekster på andre sprog end engelsk, så er det ikke blot sur konservatisme. Men sprog er faktisk – foruden at være verdensudvidende – noget nær den bedste hjernegymnastik, der findes, og – hvis vi endelig skal tale om det evige liv her på jorden – den bedste forsikring mod demens.

Jeg er ikke modstander af fremskridt. Jeg begræder ikke grundtvigianismens fald. Jeg er ligeglad med, at Gud er død – hvis han da er det. Usynlige venner er for børn og har i øvrigt alt for længe optaget alt for meget af vores hjerneaktivitet og forestillingsevne, som kunne bruges mere interessant og smukkere i menneskehedens tjeneste. Men jeg er ikke ligeglad med at se mit samfund fordummes under tiljublende hyldning af en ny afgud, kroppen – på bekostning af ånden.

Jeg ønsker mig et undervisningssystem med fagligt velfunderede lærere. Faglig viden og begejstring har alle dage gjort de bedste lærere. Når vi skeler til Finland, som altid klarer sig bedre end os i internationale sammenligninger af uddannelseseffektivitet, så er det værd at bemærke, at finske lærere er universitetsuddannede.

Hvorfor må vi ikke få dygtige, fagligt kompetente lærere i Danmark? Er det blot, fordi den siddende magtelite i lærernes faglige repræsentationer selv er uddannede under et fagligt slapt system?

Hvis man tænker på, hvor mange år danskere tilbringer i uddannelsessystemet, er det ikke uretfærdigt at konkludere, at det er rasende ineffektivt, når man betragter resultatet. Tænk, hvor mange timers sprogundervisning, der bruges på at opnå et sprogligt niveau, der ud fra en sober betragtning på ingen måde står mål med tidsforbruget.

Det kan da godt give anledning til at kaste et frisk blik på de forkætrede eliteuddannelser på universiteterne og tankerne om at tilbyde fagligt udfordrende undervisning i folkeskolen til de elever, der ellers sidder og stirrer tomt ud af vinduerne og føler, at de spilder deres liv i kedsomhedens tristesse.

Det er fint og godt, at alle fra starten på hvert nyt uddannelsestrin får samme forudsætninger. Ingen kan vide præcis, hvor evnerne sidder, hvis ikke alle får samme muligheder for at prøve dem af og snuse til områder, de måske slet ikke vidste, at de ville finde interessante.

Og et vist mindstemål af fælles undervisningsniveau er et effektivt afsæt for en udvikling af alles færdigheder og garanterer en slags kit i samfundskroppen. Men hvorfor må vi ikke – i de år, hvor man notorisk har lettest ved at lære og indoptage nyt stof (hjernen topper i tyverne) – tilbyde de sultne og kundskabsbegærlige at tilfredsstille deres sult? Hvorfor skal de slæbe sig igennem på et niveau, der underudnytter deres evner og gør dem ligeglade med skolen?

Vi forestiller os, at vi i fremtiden skal leve af symbolanalyse og teknisk innovation i et eller andet omfang. Men hverken analyse eller innovation er mulig uden en omfattende viden, der kan kombineres på kryds og tværs. Det er faktisk et sine qua non for begge dele.

Så kunne vi ikke – i vores egen velforståede interesse – omprioritere lidt? Er det ikke skide ligegyldigt, om vi bliver tussegamle, hvis vi alligevel er snotdumme?