Så kom Grøn Vækst-planen efter måneders venten og næsten et års annoncering.

Regeringen havde på forhånd lovet, at der ville blive tale om en ambitiøs plan. En plan, der bl.a. ville sikre en markant forbedring af naturens – danske dyrs og planters – vilkår i Danmark.

Baggrunden er sørgelig. Dansk naturs tilstand er yderst kritisk, som gennemdokumenteret af nationale og internationale rapporter.

Den kritiske tilstand blev erkendt af Anders Fogh Rasmussen på hans sidste årsmøde i Venstre som statsminister. Der varslede han en ny grøn profil. Tidligere dårskab skulle erstattes af nytænkning og fremsyn. Naturen og miljøet skulle tages alvorligt og prioriteres seriøst. Grøn Vækst skulle være planen, der omsatte alt dette til realiteter.

Jordens natur – landskaber, naturtyper og arter – er trængt. Dette er der enighed om blandt forskere og organisationer som OECD, FN og EU. Den biologiske mangfoldighed i Danmark, Europa og verden i øvrigt er så presset af menneskelige aktiviteter, at arter uddør med 100 til 1.000 gange større hastighed end normalt.

De fire væsentligste årsager til tab af biologisk mangfoldighed (biodiversitet) i Danmark er, at naturen mangler plads, at naturen mangler plads, at naturen mangler plads, og at den natur, der er tilbage, bliver ensformig.

Det sidste skyldes især overgødskning. Det skyldes også iveren efter at pleje, passe og veltrimme den til andre formål end at være natur eller til at være en bestemt type natur.

Natur får ikke lov at være sig selv – ligesom den ikke får lov til at tilpasse sig klimaforandringerne.

Den danske naturs forarmelse, hvor 20-40 procent af alle danske arter er truede, skyldes primært effekterne af et af verdens mest effektive landbrug.

Det danske landbrug forbruger 62 procent af det danske land og påvirker resten af landet og vores farvande dramatisk. Landbruget levner ganske simpelt ikke rigtig plads til naturen.

Samtidig forgiftes det ganske danske land med umådelige mængder kvælstof og pesticider. At have et landbrug, der i intensitet er uden mage andetsteds i verden, er en samfundspolitisk prioritering. Det samme er den forarmelse af naturen, som det fører med sig.

Regeringen besluttede tidligt, at i stedet for en plan med fokus på naturen og miljøet skulle naturens fremtid kædes sammen med en sikring af gode vilkår og vækst i dansk landbrug. Deraf kommer navnet Grøn Vækst.

En lykkelig win-win-situation – som det hedder så nydeligt på nydansk. Næh, snarere etableringen af et uløseligt paradoks.

Da landbrugets virke er hovedårsagen til problemerne for danskernes miljø og natur, kan der ikke blive tale om en win-win-situation. Der er tale om valg og prioriteringer, hvor positive forhold for landbruget medfører negative konsekvenser for miljøet og naturen.

Hvad blev så resultatet af Grøn Vækst-planen for landbruget?

En kæmpe erhvervsstøttepakke i milliardklassen.

Det er jo ikke skidt i sig selv. Men modsat vores kollektive selvopfattelse bidrager dansk landbrug ifølge talrige samfundsøkonomiske helhedsanalyser netto ikke ret meget til bundlinjen i det danske samfund, når alle tilskudsordningerne og udgifterne indgår i en helhedsbetragtning. Som én af mange udgiftsposter: Tænk bare på de milliarder, vi bruger på at få rent vand tilbage i vores vandløb, søer, fjorde, have – og ud af vandhanen.

Grøn Vækst-planen indeholder positive bidrag til at begrænse de miljømæssige konsekvenser af landbrugsdriften. I en større sammenhæng er det dog yderst interessant, at planen åbenlyst med syvtommersøm stadfæster det hidtidige princip: Landbruget skal ikke dække udgifterne til de skader, som det forvolder på andre, herunder danskernes miljø og natur.

Det er åbenlyst landbrugets ret at volde skade, hvorfor det skal kompenseres økonomisk, hvis det skal skade mindre. Den øvrige danske industri må siges at have ganske andre arbejdsbetingelser.

Et andet redskab i Grøn Vækst er frivillighed. Det forudsætter, at landmænd vil straffe sig selv økonomisk. Det redskab har faktuelt aldrig virket og kommer heller ikke til det i fremtiden.

Hvad blev så resultatet af Grøn Vækst for dansk natur og dens biodiversitet? Store ord. Masser af udefinerbart positive løfter.

Fuldstændig som hidtidig praksis – og den praksis har ikke været god ved den danske natur.

Modsat afsnittene om landbruget og miljøet er afsnittene om naturen uden klare målsætninger.

Ligesom i landbrugsafsnittene nævnes mange store beløb. Men det er særdeles tåget, hvor og hvordan pengene til naturen skal bruges.

Tydeligt står det dog, at en hel del penge skal bruges til yderligere at kompensere og give tilskud til landbruget. En masse andre penge skal bruges til formål, der har andet primært fokus end naturen – f.eks. friluftsliv og klimatilpasning.

Selvfølgelig står der i Grøn Vækst en del gode ting om initiativer for natur og biodiversitet. Men, men, men – ambitionsniveauet er primært begrænset til en beskrivelse af det, man allerede som minimum er forpligtet til at gøre ifølge gammel EU-lovgivning, og det, man allerede har lovet tidligere.

Der er ikke rigtig noget nyt under solen. Positivt skal man dog selvfølgelig se det, at man nu fra dansk side vil forsøge at leve op til EU-forpligtelserne om beskyttelse af et fåtal særligt udvalgte arter og typer natur.

Det alene sikrer dog på ingen måde den danske biodiversitet.

Måske ER problemet en manglende forståelse for, hvad biodiversitet egentlig er?

Biodiversitet er mangfoldigheden af liv. Det hele. Biodiversitet sammenkæder ordene ’biologisk diversitet’, hvor diversitet betyder mangfoldigheden af biologisk liv og processer.

Sammen med over 170 lande har Danmark underskrevet FN’s biodiversitetskonvention i 1992. Underskriverne, inkl. Danmark, påtog sig med konventionen et aktivt ansvar for at bevare Jordens biologiske mangfoldighed.

Konventionen omhandler alle arter og alle landskabs- og naturtyper. Ikke kun odderen i åen, ørreden i søen og storken på marken. Alle arter og alle landskabs- og naturtyper har samme eksistensberettigelse.

I Danmark har vi med Grøn Vækst stadfæstet en opfattelse af, at det kun er de af os særligt privilegerede og udvalgte arter, som skal have lov at leve godt.

I administrationssproget hedder det sig oven i købet, at ’de udvalgte’ skal sikres »gunstige« betingelser. Altså underforstået, at det skal de over 95 procent andre danske arter ikke …?

Sikring af biologisk mangfoldighed sidestilles i Danmark desuden ofte med at gøre noget godt for miljøet: have nitratmarker langs vore vandløb, ikke sprøjte pesticider ned i vores grundvand osv. Men det er vigtigt at huske på og forstå, at sådanne gode initiativer på miljøområdet ikke automatisk (faktisk sjældent) sikrer variationen og mangfoldigheden af arter.

Miljøforvaltning og naturforvaltning er to forskellige ting med separate mål og midler til at nå disse. Grøn Vækst sammenroder endnu en gang tingene og tror, at man ved at gøre noget godt for en hel masse andre ting også pr. automatik sikrer den biologiske mangfoldighed. Denne fejlopfattelse er én af hovedårsagerne til, at de danske dyr og planter har det så ringe.

De bliver altid sorteper, når mange prioriteter og formål skal gå op i en højere enhed. I Danmark viser alle hidtidige undersøgelser, at biodiversiteten altid er endt med at blive ikke-prioriteten.

Det gjaldt også mht. valget af nationalparker. Trods flotte ord om natur og biodiversitet i overskriften lægger Grøn Vækst ikke en ny kurs på området, men fortsætter i fejltagelsernes sidespor.

Manglen PÅ kursændring til at tage forvaltning af biodiversitet seriøst kan undre. I 2002 besluttede man i EU – som opfølgning på konventionen i 1992 – at alt tab af biodiversitet skulle stoppes inden år 2010. Det har siden på papiret været regeringens naturpolitiske målsætning nummer 1.

I dag skriver vi 2009. I år fik vi så med Grøn Vækst det, der skulle være en historisk og skelsættende fremtidssikrende plan for naturen.

Med Grøn Vækst sender Danmark det klare signal, at regeringen ikke har i sinde at komme med en konkret og samlet plan for bevarelse af den danske biodiversitet endsige arbejde seriøst med EU’s 2010-målsætning om at stoppe tilbagegangen af tabet af biodiversitet.

På dette område må planen siges at være dumpet med et brag. Danmark har med Grøn Vækst reelt meldt pas på biodiversitetsområdet og smidt håndklædet i ringen.

Det er meget svært at forvalte og bevare noget, når man ikke ved, hvor det er! Modsat nabolande som Sverige og Norge har Danmark ikke nogen plan for en national overvågning af vores biologiske mangfoldighed.

Vi investerer stort set ikke i indsamling af viden om de nationale arters status og udbredelse. Vi har begrænset vores overvågning til det fåtal af arter, som vi er tvunget af EU til at overvåge. Ikke mere. Og ikke meget at prale af – sådan som man gør i Grøn Vækst.

At gøre det mindste, man er tvunget til af andre, er ikke en effektiv måde at sikre den danske biodiversitet eller nationalt truede arter på. Det svarer til at have en ambulancetjeneste på naturområdet, hvor vi kun overvejer at rykke ud, når patienten er alvorligt syg.

Alternativet er som i andre lande at have en ordentlig national overvågning, der giver viden til en proaktiv forebyggelse på basis af et løbende sundhedstjek af de danske arter. Behandling er dyr – forebyggelse billig.

Forudsætningen for at stoppe tabet af biodiversitet er, at der findes viden om arterne og deres levesteder. I Danmark ved vi reelt ikke, hvor vores biodiversitet er. Vi aner ikke, om den indsats, vi udfører og planlægger udført, fokuserer på de rigtige områder.

Vi har ingen mulighed for at følge effekterne af de mange tiltag, som f.eks. Grøn Vækst foreslår. Vi har valgt at leve i et tusmørke, når det kommer til forvaltningen af den danske natur og biodiversitet.

Ja, en løbende basismonitering koster penge. Men alle undersøgelser viser, at de penge er let tjent ind igen, da en databaseret beslutningsproces sikrer en mere kost-effektiv planlægning ved prioritering af ressourcer.

Midlerne TIL et overvågningsprogram er småpenge sammenholdt med værdierne af de landarealer, vi overvejer at bruge på natur – eller landbrug – og omkostninger til sving og tunneler på en motorvej eller placering af strukturer som vindmølleparker osv. Et overvågningsprogram er forudsætningen for at kunne optimere og prioritere. Uden et overvågningsprogram har vi ikke forudsætningerne for at få regeringens »mest natur for pengene«.

Det er ikke, fordi det er så svært. Inspiration til et overvågningsprogram af den samlede danske natur og biodiversitet kan hentes i de andre nordiske lande.

I Sverige har man bevilget, hvad der svarer til 50 millioner kroner om året over 20 år til dataindsamling og vidensopbygning. Det er ikke store beløb i en større sammenhæng. Det handler ene og alene om, hvorvidt man politisk vil vide noget, eller man foretrækker at agere i uvidenhed.

Det sidste kan næppe være regeringens politik. I Sverige har man via ArtDatabanken udført et forbilledligt arbejde med registrering og beskyttelse af truede arter. Med henblik på EU-2010-målsætningen om at stoppe tab af biodiversitet bør man som minimum supplere overvågningen af EU-arterne med en overvågning af de i Danmark truede arter. Det er ikke svært.

Det er heller ikke svært at lave en ordentlig nationalhandlingsplan for biodiversitet. Teknologirådet kom i 2008 på basis af et næsten toårigt samarbejdsforløb med eksperter og Folketingets Miljø- og Energiudvalg med rapporten ’Biodiversitet 2010 – hvordan når vi målene?’.

Det handler alene om politisk vilje og reel prioritering og opbakning af de store smukke ord om naturen og bevarelse af naturens biologiske mangfoldighed. Værsgo – tag Teknologirådets rapport, og brug den.

Den blev bestilt af og lavet for Folketinget. Grøn Vækst har sat den i eddikelage bagerst på hylden til glemsel uden at komme med noget i stedet for.

I Grøn Vækst står der til gengæld rigtig meget om, at penge til naturforvaltning skal bruges på, at vi mennesker kan forbruge naturen endnu mere gennem fritidsaktiviteter og øget adgang. Alt sammen godt for os – og alt sammen noget, der skaber ekstra pres på naturen. Det er svært at finde klare konkrete udmeldinger om, hvad der skal gøres for at bevare naturen.

Er vi danskere virkelig kommet så langt, at naturen i Danmark ikke har en berettigelse, medmindre ’du og jeg’ får noget konkret ud af det? I Danmark er naturbeskyttelse blevet til naturbenyttelse.

Vi samler halvtredskronesedler ind til naturbevarelse i lande som Indien og Bangladesh og insisterer på, at de skal beskytte deres tigre og biologiske mangfoldighed for vores og verdens skyld. Hvad bidrager vi med, når det kommer til naturbeskyttelse og bevarelse af biologisk mangfoldighed – i Danmark? Beskæmmende lidt.

Derfor er Danmark i internationale undersøgelser placeret på niveau med Albanien og Colombia, når det kommer til bevarelse af national natur og biodiversitet. Sverige og Norge ligger til gengæld og fuldt fortjent i den absolutte top.

Kynisk betragtet vil det sikkert og måske med rette kunne hævdes, at regeringens Grøn Vækst-plan er den realistiske vej at gå, hvis man ønsker at forandre dansk landbrug. Men der er ikke megen forandring i planen.

Med dette udspil bliver der tale om fortsat kommende årtier, hvor naturen vil være taberen. Med Grøn Vækst er dansk landbrug stadigvæk den altovervejende førsteprioritet på bekostning af danskernes fælles natur, vilde dyr og planter. Er det det, vi danskere vil?

Det er en skam, at det i dag synes sværere bare at nyde naturen og ønske den bevaret, bare fordi den er der. At glædes med Halfdan Rasmussen over, at »under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø«, er vist ikke længere ’in’.

Er vi kommet dertil, at vi primært betragter naturen som en udgift og forvalter den ud fra samfundsdevisen: »Hvad får jeg ud af det?«.

Naturen er tydeligvis i lyset af Grøn Vækst stadigvæk noget billigt skidt.

Men – måske er vi et rigt samfund, og måske skulle vi overveje, om naturen ikke bør betragtes som et samfundsgode, alle 5,3 millioner danskere har krav på at kunne nyde og bevare for os selv og vores børn, og ikke blot et forbrugsgode for 50.000 landbrugere.