Så lykkedes det – under stor dramatik kom der en aftale i hus i Genève efter intense forhandlinger under den såkaldte Durban Review Conference (af mange kaldt ’Durban 2’).

Og ligesom under Durbankonferencen i 2001 blev der igen i 2009 kæmpet om hvert et komma, så »blodet det sprang!«. Men når så al dramatikken har lagt sig, er det naturlige spørgsmål – hvad så nu? Kommer det så til at betyde noget i praksis for ofrene for racisme og fremmedhad, herunder ikke mindst i Danmark?

Vi kunne jo starte med at tænke på avisbuddet på 16 år, der blev passet op på gaden uden nogen forudgående anledning. »Hvad glor du på, perkersvin« var ordene, lige før han blev ramt af en trækølle, hvilket medførte døden kort tid efter.

Det helt meningsløse overfald fik mange mennesker til at tænde lys og lægge blomster, men drengens mor får ikke sin søn tilbage. For hende er det ekstra frygteligt at tænke på, at havde hendes søn været indfødt (hvid) dansker, så var han ikke blevet udsat for dette angreb.

Racisme er således ikke kun noget, der sker i andre lande, men også lige her i Danmark. Når der råbes »Død over jøder«, eller når ingeniøren forgæves søger 500 stillinger uden at komme til samtale på grund af et ’forkert’ klingende navn, så er det i strid med de internationale standarder, der skal beskytte ofrene mod racediskrimination.

Det burde derfor være oplagt, at Danmark helhjertet støtter op bag fælles internationale tiltag, som kan komme ofre for diskrimination til gode både her i Danmark og alle andre steder i verden.

Det var da også formålet med FN’s Racisme Konference i Durban i 2001 samt senest i forbindelse med ’the Durban REWIEV Conference’, som Danmark som bekendt deltog i. Om den seneste konference kan man sige, at betegnelsen Rewiev peger på behovet for et større ’kasseeftersyn’ af situationen, set på baggrund af det, der blev aftalt på den første Durbankonference.

Lad det være sagt med det samme, at Danmark har ikke ønsket nogen større evaluering af indsatsen siden 2001, men havde man gjort det, ville resultatet også have været meget nedslående.

Durban skulle netop ikke kun være ’fine ord’ uden handling, hvorfor det blev aftalt, at alle regeringer skulle tage hjem fra mødet i 2001 og lave egne nationale handlingsplaner.

I Danmark var det dog først i slutningen af 2003, at regeringen fik udarbejdet en dansk ’Handlingsplan til fremme af ligestilling og mangfoldighed og til bekæmpelse af racisme’. Den lange titel dækker dog over sørgeligt få initiativer, og det er i det hele taget svært at se, at planen skulle være en udmøntning af Durbandokumentet.

Verdenskonferencen nævnes godt nok i indledningen, men derefter er der ikke henvist til et eneste konkret punkt i forbindelse med de 14 initiativer, som regeringens plan rummer. Tværtimod udråbes intolerance blandt minoriteterne som hovedproblemet, idet Bertel Haarder i forbindelse med offentliggørelsen gik i krig mod såkaldt ’omvendt racisme’ (Information 20.11.03.: ’VK til kamp mod omvendt racisme’). »Regeringen offentliggør i dag en ny plan, der bl.a. skal gøre op med racistiske indvandrere«.

At der også blandt mindretal kan være intolerance, er oplagt – det er bare ikke dét, som er Durbandokumentets hovedbudskab. Derfor er det en besynderlig afsporing, når opgaven netop bestod i at lave en handlingsplan til loyal gennemførelse af det, som var blevet aftalt i Durban! Eksempelvis var der stor opmærksomhed omkring behovet for en global indsats mod racisme på internet og andre nye informationsteknologier, hvilket dog ikke er nævnt med et ord i regeringens handlingsplan, fordi Bertel Haarder i stedet vil fokusere på minoriteternes overgreb mod majoritetsdanskere.

Men tager vi nu regeringen på ordet og prøver at se, hvordan det er gået med bekæmpelsen af den ’omvendte racediskrimination’, så er det faktisk gået meget dårligt.

F.eks. kunne programmet ’Kontant’ med skjult kamera afsløre, at Thai og Kenya Airways giver særlige rabatter til etniske thaier og kenyanere her i Danmark. Det betyder omvendt, at majoritetsbefolkningen bliver diskrimineret, da de så ikke kan få en tilsvarende ’etnisk rabat’. Københavns politi brugte meget lang tid på at fastslå, at de ikke mente, at man kunne bevise, at noget ulovligt havde fundet sted (på trods af tv-optagelserne).

Desværre havde politiet brugt så lang tid, at de kunder, som havde bedt ’Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination’, DRC, om at indgive politianmeldelse, nu blev afskåret fra at klage, fordi forældelsesfristen allerede var udløbet!

Københavns Politi og Rigsadvokaten har beklaget dette forløb, men det er bare ikke godt nok. Derfor har DRC nu på vegne af flere af de forurettede indgivet klage til FN’s racediskriminationskomité med henvisning til den danske stats helt utilstrækkelige håndhævelse af forbuddet mod diskrimination, som Danmark har forpligtet sig til at overholde i medfør af FN’s racediskriminationskonvention.

Jo, vil Bertel Haarder og andre i regeringen måske sige, det var jo mere racisme, som den Hizb-ut-Tahrir udøvede over for jøder, som vi tænkte på dengang. Hertil kan det bemærkes, at Københavns Politi i april 2002 rettede henvendelse til DRC, hvor man tilkendegav, at det ikke kunne rejse sagen, fordi talsmanden fra Hizb-ut-Tahrir jo bare gengav et citat fra Koranen.

Derfor skrev DRC til politiet 25. april 2002 bl.a.: » … indholdet af løbesedlen udgør en overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b ved, at der implicit fremsættes trusler mod jøder. DRC skal understrege, at citatet skal ses i den kontekst, det er blevet bragt. Det er derfor uden betydning, om citatet: »Og dræb dem hvorend I finder dem, og fordriv dem hvorfra de fordrev jer« er hentet direkte fra Koranen eller ej«. Om dette argument overbeviste politiet om, at sagen alligevel skulle rejses, ved vi ikke, men sagen kom for retten. Her blev talsmanden dømt.

Men så sent som januar i år var den så gal igen. En demonstrant på Rådhuspladsen råber »død over alle jøder« og » ... alle jøder skal udslettes i hele verden«, mens man på tv-billederne kan se fire-fem politibetjente stå lige rundt om uden at forsøge at afbryde denne kriminelle handling.

Da der heller ikke efterfølgende skete noget, har DRC politianmeldt gerningsmanden 22. januar 2009. Da dette ikke medførte nogen reaktion, måtte vi sende en rykker, og efter ca. to måneder fik vi svar fra Københavns Politi, der kunne bekræfte at have modtaget » ...henvendelser fra DRC, idet jeg beklager, at der ikke tidligere er orienteret om sagens modtagelse« … »Københavns politi er nødt til at foretage en løbende prioritering af de foreliggende opgaver sammenholdt med det disponible mandskab på et givet tidspunkt«. (Brev af 10. marts 2009).

At politiet har travlt, er der ingen tvivl om, men hvorfor skal sager om racediskrimination nedprioriteres? Argumentet falder helt fra hinanden, når man genser billederne fra Rådhuspladsen (som findes på YouTube) med de fem betjente, som står tæt rundt om gerningsmanden, mens han overtræder straffelovens racismeparagraf.

Hvis vi måler Danmarks indsats ud fra regeringens ’succesmål’, så er det en skandale, hvor dårligt man beskytter ofre for ’omvendt racisme’. Men som nævnt tidligere finder DRC, at der er en lang række elementer i Durban, som regeringen har valgt at forbigå i tavshed, og som det er nødvendigt at inddrage i et ’kasseeftersyn’ i forhold til Durban 1.

F.eks. fremhæver Durbandokumentet pkt. 115: » … the key role that politicians and political parties can play in combating racism.. and encourages political parties to take concrete steps to promote equality solidarity and non-discrimination in society, inter alia by developing voluntary codes of conducts which includes international disciplinary measures for violations thereof, so their members refrain from public statements and actions that encourage or incite racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance«.

I Norge er et kodeks for politiske partier blevet underskrevet frivilligt af alle partier – mens man i Danmark ikke har nævnt denne mulighed med et ord i regeringens handlingsplan. Det nærmeste, vi kommer emnet, er regeringens initiativer 9 og 10: ’Dialogmøder om politisk deltagelse/Pjece om aktiv deltagelse i lokalsamfundet’. Det kan for så vidt være gode initiativer, men problemet er bare, at de handler ensidigt om, at de etniske minoriteter skal blive ’bedre’ til at deltage, mens der ikke er fokus på, at majoriteten skal blive bedre til at give plads til minoriteternes deltagelse på lige fod.

Det ses igen og igen, at fokus er på minoriteterne, og at man endelig ikke skal støde majoriteten på manchetterne, selv om det jo netop er her, der er behov for ændret adfærd. Det kan f.eks. være i forbindelse med stillingsopslag, der indeholder krav, som udelukker bestemte grupper.

Der findes da også dansk lovgivning, som forbyder diskriminerende stillingsopslag, men når man forsøger at bringe reglerne i anvendelse, mødes man igen med myndighedernes totalt manglende forsøg på at håndhæve reglerne. Eksempelvis indgav DRC politianmeldelse over et stillingsopslag i 2006. Ved afgørelse af 2. juli 2007 besluttede politiet, at der ikke skulle rejses tiltale, selv om den samme arbejdsgiver tidligere var dømt ved Københavns Byret for en tilsvarende overtrædelse. Desværre glemte man at sende afgørelsen til DRC.

Efter en rykker fra DRC fremsender politiet 31. august 2007 afgørelsen med den nye dato (men uden at nævne, at afgørelsen var truffet 2. juli). I brevet oplyses det, at klagefristen er fire uger og derfor påklages afgørelsen til Statsadvokaten 28. september 2007 af DRC. 30. oktober svarer Statsadvokaten, at klagen må afvises, fordi DRC’s klage er indgivet for sent! Ankefristen udløb 2. september 2007 i forhold til 2. juli. Det fremgår også, at »Politidirektøren har beklaget fejlen« (SA1-2007-41-1276 brev af 30. oktober 2007), men hvad hjælper det ofre for diskrimination i Danmark at få en beklagelse?

Når staten desværre tager håndhævelsen af de internationale forpligtelser så lemfældigt, som det ses igen og igen, så bliver DRC på vegne af vores brugere nødt til at klage til FN over Danmarks helt mangelfulde overholdelse af racediskriminationskonventionen.

Derfor er det også særdeles trist at måtte konstatere, at Danmark i perioden mellem 1. og 2. Durbankonference er rykket op på førstepladsen som det land i verden, der flest gange er blevet ’dømt’ for overtrædelse af FN’s racediskriminationskonvention. Ud af en række enkeltklager til FN’s racediskriminationskomite er der fire gang fundet overtrædelser af konventionen (sag om diskrimination i forbindelse med banklån, to sager om racistiske ytringer og en om praktikplads).

Denne ’verdensrekord’ burde måske have givet regeringen anledning til at bruge Durban REWIEV som en anledning til at gentænke, om vi gør nok for at beskytte ofre for diskrimination? Det har man ikke ønsket, og så var det jo heldigt, at den iranske præsident gav os anledningen til at kaste os ud i det store forsvar for ytringsfriheden endnu en gang!

Ja, men kan næsten få den tanke, at Iran og Danmark har haft det helt fint med denne afsporing. I Iran bliver mindretal som eksempelvis Bahaier groft diskrimineret, og da FN forsøgte at påtale det, svarer Iran, at Bahai er et religiøst mindretal, og derfor har FN’s racediskriminationskomite ikke mandat til at behandle spørgsmålet. Men samtidig er det Iran, som påstår, at man går forrest for at sikre, at ikke bare ’race’, men også ’religious defamation’ bliver omfattet af den internationale beskyttelse. Dette er jo så himmelråbende selvmodsigende, at det burde være ret let at afsløre hykleriet.

Men det gør journalisterne ikke, da man i stedet følger kampen for ytringsfrihed, som ikke på nogen måde må begrænses. Derfor er det afgørende for Danmark at kæmpe for, at FN kun må behandle ’race defamation’ men ikke ’religious defamation’. Dette er lige så himmelråbende selvmodsigende, idet Danmark i præcis 70 år haft et forbud mod forhånelse både på baggrund af race og religion i vores straffelovs paragraf 266 b.

Så hvorfor er det lige, at Danmark nu rider ud på den hvide hest for at beskytte resten af verden mod at opnå den samme retstilstand, som vi har haft siden 1939, hvor loven blev indført for at beskytte de danske jøder mod nazistisk hetz?

Hvorfor er der dog ingen journalister, der har været i stand til at gennemskue det oplagte net af ’spin’, som de totalitære regimer i Mellemøsten og de vestlige lande har lagt ud som et røgslør over den mangelfulde beskyttelse, som findes mod racediskrimination både her og der?

Den kritiske gennemgang, som konferencen her i 2009 kunne have givet anledning til globalt, burde have kastet nyt lys over den mangelfulde beskyttelse for ’dalitterne’ i Indien (Pol. 22 april), såvel som somaliere i Danmark. Det er tankevækkende, at under konferencen offentliggjorde EU’s Agentur for Fundamentale Rettigheder en undersøgelse af forholdene for ca. 50 etniske minoritetsgrupper fordelt på alle 27 europæiske medlemslande.

I rapporten havde man spurgt omkring 50 forskellige etniske grupper i hele Europa, om de har været udsat for forskellige former for diskrimination. Undersøgelsen viser, at romaer/sigøjnere i Tjekkiet er den gruppe, som inden for de seneste 12 måneder oftest har været udsat for hate crimes, mens somalierne i Danmark kommer ind på en 3. plads ud af de 50 grupper. Den lader vi lige stå et øjeblik!

Lad mig derfor afslutningsvis udtrykke min frygt for, at slutdokumentet, som der blev kæmpet så inderligt for (eller imod) i 2009, ender med at få den samme trange skæbne i Danmark, som det var tilfældet med Durbandokumentet fra 2001!

Det virker, som om alle kan rejse hjem med endnu en propagandasejr, uanset om hjemrejsen nu er til Iran eller til Danmark. Taberne i dette spil er derimod ofrene for racediskrimination såvel i Iran som i Danmark og andre lande. Derfor må det nu kræves, at de internationale aftaler bliver taget lige så alvorligt efter konferencerne, som regeringerne synes at tage dem op til og under disse møder.

Alt andet er at holde befolkningen som sådan for nar og i særdeleshed holde ofrene for diskrimination uden for den effektive beskyttelse mod forskelsbehandling, som de har krav på. DRC vil derfor fortsat indgive klager på vegne af vores brugere til FN (som eksempelvis de nye klager i sagerne om Thai og Kenya Airways), så Danmarks ’førerposition’ i forhold til overtrædelser af FN’s konvention imod racediskrimination vil således formentlig blive yderligere udbygget i den kommende tid. Om den danske regering så vil lade sig påvirke heraf, er en helt anden diskussion?