Hen på eftermiddagen lunter vi ned på det lille torv.

Der er ved at komme liv igen efter siestaen. Den trinde politimand hilser på dem, der passerer, alle kender hinanden.

Vi sidder på pladsen i den udendørs del af Anna Marias bar og spisested. Nogle chauffører har fået lidt at spise og skal nu videre. Anna Maria holder til under kommunekontoret.

Skråt overfor ligger den store kirke – fra dengang Scala var en stor by med bispesæde, en af de vigtigste i middelalderens Italien med over 30.000 indbyggere og 130 kirker.

Nu er der ca. 1.400 beboere, og kirkernes antal er stærkt reduceret. De tilbageværende klokker bimler dog for fuld kraft, nogle giver lyd fra sig hver halve time, andre følger deres egen rytme; og så er der en, der vistnok sætter gang i klokkerne hvert 20 minut. Det er svært at holde rede i det.

Over for kirken ligger skolen; mange børn kommer fra nabobyerne og bliver hentet i skolebus. De store tager til gymnasierne længere nede ved kysten.

Nu kommer Alphonso forbi, han er byens taxivognmand og har været det i over 50 år; han kan køre til Napoli i blinde og dog holde øje med alt omkring sig. Hans søn Mario kører langsommere.

Han har været igennem nogle uheld og må af og til holde pause for at strække sin ryg; han kan lidt engelsk, meget lidt. Og så har han lært sig nogle brokker på dansk.

For vi er jo ikke i Kardemomme By, men i Scala i Amalfibugten, og dér kommer mange danskere; sådan har det været, siden Carl Wiinstedt købte resterne af et nonnekloster og efter store administrative forviklinger endte med at oprette et refugium for kunstnere og videnskabsmænd, godt hjulpet af en stor venneforening.

Wiinstedt var rejst til Italien for at rekreere sig efter en alvorlig gigtfeber, og her slog begejstringen for San Cataldo ned i ham.

Historikeren Kristian Hvidt har skrevet om stedets historie og Wiinstedts stædige kærlighed til dette helt specielle sted, og andre har gjort yderligere studier.

Her skal kun gives en situationsbeskrivelse fra en gæst, som skal have fred til at skrive. Men freden er nok slut lørdag, når Scalas beboere er inviteret til åbent hus med fælles spisning, musik, taler – og festfyrværkeri, som de elsker det på disse kanter.

Borgmesteren holder tale, og den danske kulturminister vil også være til stede – netop fordi stedet danner rammen for dansk digtekunst, malerkunst, musik, essayistik og nu også de nyere kunstarter. Forskere fra alle fakulteter sidder side om side med kunstnere.

Der er musikrum, atelier, bibliotek og klosterceller med tykke mure, så man virkelig kan få arbejdsro. Men de to sidste dage af maj skal der festes, og italienerne skal se stedet og gæsterne i andre sammenhænge, end når de sidder på Anna Marias udskænkningssted på torvet.

Hver morgen åbner man skodderne og ser den smukkeste udsigt, man kan forestille sig; forleden var der morgendis, og Ravello dukkede først efterhånden frem. På billedet man se, hvordan tågen er ved at lette. For Scala ligger over for Ravello, som er eksklusiv, mens Scala stadig har bevaret meget af sin turistfri oprindelighed.

Ravello er en idyl; der er snævre gyder, åbne pladser, fornemme paladser, lækre butikker, dyre hoteller, meget dyre! Og så er der et stærkt musikliv. Majholdet fulgtes ad forleden aften til klaverkoncert kl. 21.30 i Villa Rufulo; i gruppen er der en ung pianist, der gjorde store øjne (anslaget!) og ører – og som ømmede sig over flygelets manglende stemthed, men som i øvrigt var fuld af lovord. Der er ofte store navne i Ravello.

Men det er der altså også i Scala – på San Cataldo. Hvem har ikke været her? Digteren Thøger Larsen, Otto Gelsted, religionshistorikeren Vilhelm Grønbech og hans søn, sprogforskeren Kaare Grønbech – for blot at nævne nogle af de ret tidlige beboere. De kunne opholde sig her i månedsvis; nu er doseringen enten 14 dage eller 28 dage. Så kan flere have mulighed for at mødes.

Gæstebogen er en Aladdinshule for kultur-, kunst- og videnskabshistorikere, for hvem har ikke været her, siddet i cellerne, haft samme udsigt og måske også samme inspiration, som man selv modtager?

En af kvaliteterne ved sådan et sted er det uventede møde med fagfolk og kunstnere med helt andre opgaver end dem, man selv sidder med. Man kan endda være heldig at komme til koncert.

I vores gruppe sidder ud over den unge pianist også en ung mezzosopran, så ud over dalen bliver der sunget og spillet igennem, og vi andre kom til forpremiere forleden. Der skal være to koncertindslag ved jubilæet. Og så har vi oplevet en forevisning af en installationskunstners Ekens arbejder. Mangfoldigheden er stor hernede, og den omfatter også en økonom, som gør mageløse opdagelser, og en indvandrerlærer, som gør studier i de vilkår, de fremmede har. Selv sidder jeg med et bidrag til en dansk sproghistorie.

Det kan bl.a. lade sig gøre, fordi der er trådløst internet, klosternet kaldet. Så det er let at forsyne sig med informationer. Man skal bare undgå at tjekke mail i tide og utide, for så bliver man mentalt hentet hjem til Danmark i stedet for virkelig at tage for sig af de italienske glæder. Og de er mangfoldige.

Man slentrer over til Ravello på en god halv time og kan så gå ud på en pynt til Villa Cimbrone i et pragtfuldt parkanlæg garneret med klassiske statuer, motiver fra den græsk-romerske oldtid.

Størst indtryk gør udsigten yderst ved pynten ud over Middelhavet med småbyer for foden af bjergene til begge sider. Fra terrassen stirrer man lige ned i afgrunden. Her skal man kun gå tur med gode venner.

Man kan også tage trapperne til Minori, en lille, lidt forhutlet landsby med en flot beliggenhed. På vejen ned ad de utallige trapper kom vi til en lille kirke. På pladsen foran havde nogle knægte på otte-ti år gang i en fodboldkamp, så de lod udsigt være udsigt og koncentrerede sig om spillet.

De kunne høres hele vejen ned til Minori, og kampen var ikke færdig, da vi ømme i benene måtte den tunge vej op igen. Heldigvis kan man tage en bus fra Ravello til Scala, for efter sådan en stroppetur kan man ikke klare ret meget mere end turen fra torvet i Scala til klostret.

De italienske buschauffører er de rene artister. De kører rask til, meget rask, og såkaldt fartdæmpende foranstaltninger (bump) tager de sig ikke af. De kører ad smalle veje, og ofte kan to biler ikke passere hinanden, så der må bakkes. Chaufføren har altid en plan.

Hornet bruges flittigt, eller rettere: hornene. Der er nemlig et til almindelig hilsen, og så er der et advarselshorn. De må have et øje på hver finger og hjerte for både fastboende, der skal til og fra arbejde, og for turister, der som regel ikke kan finde ud af systemerne.

Men raske folk går fra klostret til Amalfi eller Atrani. Ned en lille time, op en god time, medmindre man er pianist og gør det på halv tid.

Vor mand her i gruppen er god til skalaer; og Scala betyder trappe. Der er trapper alle vegne; på nogle af dem ligger der hilsener fra geder og æsler; man møder næsten altid nogle gedeflokke eller fåreflokke ledsaget af en hyrde, der ser ud, som de gjorde på malerierne i 1800-tallet, da nordeuropæerne for alvor begyndte at sværme for Italien. Og der er firben ad libitum. D

e første dage skal man tage ret korte ture for ikke at blive invalideret de næste par dage; mange tager ned til Pontone, der ligger 20 minutter nede – i retning mod Amalfi, hvor bl.a. Henrik Ibsen har boet i en periode. Ipsen, som han hedder i ’Turen går til Syditalien’.

Det akustiske rum er meget italiensk. Man sidder i klosterhaven eller på taget i en pause med en bog, og nej, hvor er man i Italien.

Der er som sagt klokkebimlen fra alle verdenshjørner – øredøvende er det at opholde sig ved kirken i Scala mellem kl. 18 og 18.05 – der er fuglekvidren, der er busser, der tydeligt signalerer deres tilstedeværelse, der er råb fra folk, der møder hinanden, der er altid mindst én hund, der gør, og ustandselig finder man i Ravello et påskud for, at det lokale orkester skal tage opstilling på torvet.

Det går lige igennem til klosterhaven, og lidt messingsuppe forstyrrer overhovedet ikke. Det er en stadig påmindelse om, at man er uden for sædvanlig rækkevidde.

De fleste grupper finder en fornuftig samværsform; man spiser immervæk 84 måltider sammen, hvis man er her en måned – og hvor mange venner har man egentlig, som man har delt et måltid med så mange gange? Alle har noget at arbejde med, men arbejdsrytmen kan være meget forskellig.

Nogle skal ud at hente inspiration, andre sætter sig til klavia- eller tastaturet straks efter morgenmaden, nogle hviler sig midt på dagen ligesom italienerne, men efter middagen, som er til ende lidt før kl. 21, plejer de fleste at holde fri, og samtalerne tager fart til midnatstid, undertiden stimuleret af en lille skarp; her i gruppen skiftes vi til at give en omgang.

I går tilberedte den yngre del af gruppen efter alle kunstens regler en velsmagende drink, en mojito. Det var for mit vedkommende en verdenspremiere – men der kommer nu nok flere forestillinger herefterdags.

Hvis man opholder sig i klostret, når vinen høstes, hører det til god stil at hjælpe til. Det er noget af en oplevelse, og man bliver imponeret af de professionelle vinplukkere, der har små tykke kommodeben med en bæreevne, som langt overstiger det, vi andre kan præstere.

Men jeg var nu også imponeret af en flittig og energisk professor i moden alder; han tog virkelig fat, og han plukkede druer med doktorring på fingeren; stipendiaterne fik næste år glæde af den lærde aftapning. Klostret er nemlig mere end selvforsynende med vin, og næsten alle de grøntsager, man spiser, dyrkes her. En heltidsansat gartner er i gang fra før kl. 7.00, og han under sig ikke mange pauser.

Men ellers er det blomsterne, der dominerer panoramaet foran klostret. Hver morgen før morgenmaden, når sindet er allermest modtageligt for indtryk, tager jeg en lille runde i haven og nyder skønheden, ja skønheden og intet andet end skønheden.

Det gør man alt for sjældent i hverdagen, som har sin egen dagsorden. Mange fagfolk har boet her og lavet fortegnelser over blomster og fugle, de er stødt på, og i de senere år bliver den slags generøst lagt på nettet til fri afbenyttelse. Men størst af alt er den spontane glæde ved naturen.

Generøsitet er nøgleordet for det hele, generøsitet, som ellers er en mangelvare i dette noget for noget-samfund. Det var en generøs tanke af Carl Wiinstedt at erhverve dette sted til gavn for andre end sig selv.

Det var generøst af professor Thorkild Rovsing at tage initiativ til en venneforening, som i dag er på et par tusinde personer, det er generøst, at bestyrelserne i årevis har arbejdet ulønnet for at fremme udviklingen og livet på klostret, det er generøst af de store og mindre store fonde (bl.a. Lundbeckfonden, Augustinus Fonden, Velux Fonden, Topdanmark Fonden) at bidrage til, at også unge og uformuende kunstnere og videnskabsmænd kan få et stipendieophold hernede, det er generøst af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond for almene Formaal, at den netop har muliggjort en omfattende restaurering af hele anlægget hernede, efter at tagrenovering og solfangersystem er gennemført med støtte fra Kirsten og Freddy Johansens Fond, og det er generøst af de skiftende værtspar hernede, at de virkelig tager sig af alle med stor forståelse for også individuelle ønsker. Og dem kan der være mange af.

Det er mærkeligt at sidde og skrive på lutter begejstring, men jeg kan altså ikke finde nogen slanger i paradiset. Og om lidt skal vi ned og spise søndagsfrokost under løvhanget i klosterhaven – om ikke verdens, så dog i hvert fald Scalas bedste pizza, tilberedt i en ældgammel stenovn. Vincenza vil fremtrylle dem alle, og vi kommer med sikkerhed store dele af pizzakompasset rundt.

Klostret er omkring 1.000 år gammelt, og vilkårene for klosterlivet har været meget forskellige. Men de sidste 100 år har det altså været et sted for danske forskere og kunstnere.

Mange disputatser er blevet bearbejdet, mange afhandlinger skrevet, mange bøger, essays og kompositioner er skabt inden for disse rammer.

Selv læser jeg hver gang Knud Sønderbys smukke skitser fra hans ophold på egnen. Han havde sans for italienske stemninger, og hans essays er noget af det smukkeste, der er skrevet på dansk. Til lykke til Institutionen San Cataldo med de første 100 år.