Billederne står stadigt tydeligt på nethinden.

Brændende danske flag og brændende danske ambassader i Mellemøsten. Den krise, der var udløst af Muhammedtegningerne og blandt andet statsminister Anders Fogh Rasmussens stålsatte, om end noget kluntede, forsvar af ytringsfriheden.

Selv de mange penge, som det har kostet danske virksomheder og Danmark i tabte eksportindtægter, har ikke fået nogen til at fravige forsvaret for ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er vigtig at forsvare. Også det danske demokrati hyldes, og vi går i krig for at udbrede demokratiet til andre lande.

I Danmark er alle lige. Alle myndige har en stemme. Eller er det alle?

Kongehuset er ofte noget, der samler familien Danmark. Ved forlovelser, bryllupper, prinse- og prinsessefødsler m.m. samles mange danskere for at følge med. Men kongehuset er også noget, der kan skille, som det f.eks. er tilfældet i vores familie, eksemplificeret ved følgende dialog:

Lars, født 1959: »Kongehuset er en rigtig god forretning for Danmark, fordi de kongelige repræsenterer Danmark i udlandet og giver et billede af Danmark som et årtusindgammelt kongerige med flotte og festlige traditioner, og det er god nok grund til at beholde monarkiet«.

Johanne, født 1988: »Det er ikke menneskeværdigt, at nogle mennesker ikke har samme rettigheder som andre. Ingen skal være født ind i en position, hvor de er tvunget til en bestemt livsgerning, tvunget til et liv overvåget af offentligheden – og især den kulørte presse – fra vugge til grav, frataget stemmeret og ytringsfrihed og påtvunget en særlig tro/religion. Det er ikke menneskeværdigt. Det er endda bestemt i FN’s menneskerettighedserklæring!«

Diskussionen har stået på i al fredsommelighed i nogle år, og på det seneste med større og større vægt bag ordene fra Johanne.

Ydermere har den debat, som især Muhammedtegningerne har fremprovokeret, om ytringsfriheden, der har været i de seneste år, åbnet Lars’ øjne mere og mere, og nu har argumenterne gjort deres virkning.

Vi er nu enige om, at vi bør afskaffe kongehuset.

Vi er altså begge af den overbevisning, at kongehuset netto bidrager positivt til Danmarks økonomi – uanset de mange millioner, som de kongelige årligt modtager i apanage.

Vi står også stadig helt og fuldt bag det danske demokrati og anfægter på ingen måde loven eller flertallet, såfremt et flertal af danske vælgere fortsat ønsker at beholde monarkiet.

Vi vil bare bruge vores ytringsfrihed og demokratiske stemme i overensstemmelse med vores overbevisning.

Danmark er fra gammel tid et monarki. I dag hedder det et ’konstitutionelt’ monarki, fordi vi med indførelsen af folkestyre har frataget monarken magten.

Monarken har stadig nogle funktioner i forbindelse med landets ledelse, f.eks. som medlem af statsrådet, men nogen reel magt har monarken eller kongehuset ikke, da det er en helt utænkelig tanke, at de skulle gå imod regeringen eller flertallet i Folketinget. »Man skal jo bare kunne tælle til 90«.

De kongelige har ikke engang stemmeret, som alle andre myndige personer i Danmark. De har heller ikke ytringsfrihed, da de ikke må udtale sig om politiske forhold, senest eksemplificeret ved den farceagtige debat om kronprins Frederiks mulige valg som Danmarks repræsentant i Den Internationale Olympiske Komite.

Monarkiet er blevet en paradeforestilling, der mest er til for at give Danmark et image som et lille, fredeligt, idyllisk kongerige.

Dette image er til gavn for Danmark, og mange lande ligger på maven af benovelse over at få besøg af en dronning, prins, prinsesse eller, når det er aktuelt, en konge.

Endelig holder monarkiet liv i flere flotte, gamle slotte, og så er de uomtvisteligt af stor værdi for de kulørte blade.

Det er altså ikke for at spare penge, og det er heller ikke, fordi vi overordnet er utilfredse med den måde, som kongehuset arbejder for Danmark på. Men hvorfor så?

Fordi vi er af den overbevisning, at:

Artikel 1 fra FN’s menneskerettighedserklæring: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. (…)

Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvad enten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset. (Art. 2)

Artikel 18:

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

Artikel 19:

Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Artikel 21:

1. Enhver har ret til at deltage i sit lands styre enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter. 2. Enhver har ret til lige adgang til offentlige embeder og hverv i sit land.

Disse bestemmelser er ikke bare vores personlige holdning. Det er menneskerettigheder, som Danmark som land har lovet at efterleve.

Men de kongelige kan vel bare selv sige fra, vil nogen måske mene. Men kan vi forlange det? Kan vi tillade os at lægge den byrde på noget menneske at gøre op med en hundredårig arvefølge?

Selv om det enkelte medlem af kongehuset kan sige fra, så kan de jo først gøre det som myndige. De må altså leve de første 18 år som en del af kongehuset, med alt hvad det indebærer af medieopmærksomhed og offentlige forpligtelser.

Ydermere vil de jo være påvirket af denne opvækst, så hvordan skal de kunne vælge det fra? Det vil jo kræve, at man forkaster de første mange år af sit liv som værende forkerte. Selv om de så havde sagt fra, ville medierne, igen med den kulørte presse i første række, formentlig ikke lade dem være i fred.

Nej. Ansvaret er vores. Samfundets. Vælgernes. Vi må give dem deres borgerrettigheder tilbage og frigøre familien fra denne nedarvede byrde. Nu er en god anledning. 7. juni skal vi stemme om tronfølgeloven. Vi burde i stedet stemme om monarkiet.

Optakten til denne afstemning har i øvrigt føjet nye facetter til farcen omkring kongehuset.

Konservativ Ungdom (et mere kongetro, royalistisk, om man vil, parti end Det Konservative Folkeparti findes vel næppe i Danmark) har indledt en kampagne for et nej til afstemningen om tronfølgeloven.

Fordi de mener, at vi skal holde fast i en god, gammel dansk tradition! En tradition, som altså kun kan føres tilbage til 1953, hvor en ændring i netop tronfølgeloven gjorde det muligt for den daværende prinsesse Margrethe at blive tronarving.

Andre argumenterer for et ja, fordi det vil føre til ligestilling. Ligestilling mellem mænd og kvinder i kongehuset forstås. Ikke mellem medlemmerne af kongehuset og resten af befolkningen.

Noget helt andet er, om fødsel alene kvalificerer til et embede som statsoverhoved? En af grundene til, at det lykkedes at ændre arvefølgen i 1953, har muligvis været, at alternativet var arveprins Knud eller grev Ingolf (dengang prins til Danmark) som tronfølger.

Vi har tidligere set regenter, der ikke var egnede til at regere et land, og noget sådant kan vel også forekomme i fremtiden.

Hvis vi blot skulle tage udgangspunkt i den aktuelle situation, så er kronprins Frederik nærmest mest kendt for en overvældende interesse for sport og for ikke at kunne formulere sig mundtligt. Og er han overhovedet interesseret?

Officielt ja. Men han forsøger i vid udstrækning at undgå den eksponering i især den kulørte presse, som hans stilling medfører.

Når så journalister og fotografer alligevel finder ham og hans familie, når han ikke ønsker det, forsøger han, ofte ved at gøre brug af sine bodyguards, at forhindre pressefolkenes arbejde.

Når det ikke lykkes, forsøger han at påvirke brugen af materialet og bliver tøsesur, når det ikke lykkes. Vidner det om evne eller lyst til embedet?

Men hvad ville det betyde for Danmark, at vi afskaffede monarkiet? Det vil koste penge for Danmark. Men forsvaret for menneskerettigheder og ytringsfrihed gør vi jo ikke op i penge, vel?

Der er også mange, der synes, at det er så dejligt med kongehuset, og elsker traditionerne, de flotte ceremonier, højtideligheden og alt, hvad der kan siges om vores kongehus. Men vi vil vel ikke fortsætte med at fratage nogen ytringsfrihed og menneskerettigheder for vores egen fornøjelses skyld, vel?

Hvis, eller når, vi på et tidspunkt når til dét punkt, hvor vi beslutter os for at afskaffe denne udemokratiske og forældede styreform, så kan vi jo ikke bare lade kongefamilien sejle deres egen sø.

Vores umiddelbare tanke er, at medlemmerne af kongefamilien bør tilkendes erstatning. En erstatning for, at de i mange år ikke har haft deres frihed og fulde borgerrettigheder.

Erstatningens størrelse skal fastsættes således, at de kan leve resten af deres liv med nogenlunde den samme økonomiske situation, som de har haft indtil nu.

Naturligvis behøver de ikke så mange boliger eller så meget plads, som de har nu. Erstatningen kan udbetales som en årlig livsvarig ydelse, reguleret i takt med inflationen naturligvis.

Samtidig skal medierne have forbud mod (på linje med et polititilhold) at skrive om, opsøge eller på anden måde beskæftige sig med de tidligere medlemmer af den kongelige familie, medmindre den pågældende selv har taget initiativ til og udtrykkeligt ønsket dette, hvilket f.eks. kunne være i form af en deltagelse i debatten i samfundet som en naturlig del af deres nu fulde borgerrettigheder.

Et andet problem er de slotte, der hidtil har været vedligeholdt af kongehuset. Vi tror, det vil være gavnligt i overgangsfasen, hvis kongefamilien ikke blev boende i bygninger eller lejligheder i de nuværende slotte.

Det vil gøre det vanskeligere for os som borgere at glemme, at de ikke længere er kongelige, hvis de fortsat bor på et slot.

Men vore gamle flotte slotte bør ikke gå i forfald, og det er velkendt, at der ikke er noget, der bevarer bygninger bedre, end at der bor mennesker i dem.

Lad os derfor indrette slottene til boliger, der kan udbydes på det frie marked. Bygningerne skal naturligvis fredes, og ændringerne af dem skal ske med den største respekt herfor.

Vi vil heller ikke afvise, at nogle bygninger måske ikke kan indrettes til boliger, uden at der derved vil ske for store ødelæggelser, men så kan de måske tjene som kursus- og konferencecentre, hoteller, gallerier eller på andre måder, hvorved deres indretning kan anvendes.

Udgifterne i overgangsfasen vil således ikke blot være tabet af den nettogevinst, Danmark i øjeblikket har på kongehuset, fordi vi i lang tid endnu skal bruge penge på at betale erstatning til de tidligere medlemmer af kongehuset. Men menneskerettigheder opgøres ikke i kroner og ører!!!

Hvis vi skal nå dertil, hvor vi beslutter os for at afskaffe monarkiet, skal vi jo også beslutte, hvilke ændringer en afskaffelse af monarkiet vil kræve. Skal vi have en folkevalgt konge, en præsident, eller skal vi vælge statsministeren ved et direkte valg?

Hvordan skal man forholde sig efter et valg til Folketinget?

Det er i hvert fald afgørende, at vi får et system, hvor vores statsoverhoved i realiteten kan udføre denne funktion. Der skulle eventuelt også oprettes en ’forfatningsdomstol’, der kan kontrollere, at ny lovgivning ikke er i strid med grundloven. I øjeblikket skal man jo som bekendt blot kunne tælle til 90, og det står efterhånden meget klart, at det ikke er holdbart i længden.

Der er således mange spørgsmål at tage stilling til. Men først og fremmest må vi sikre alle borgere deres fulde menneskerettigheder, og det gælder altså også medlemmerne af den kongelige familie.